lørdag den 31. marts 2012

Forårsrengøring

Der blev virkelig gået til stålet, da Netværk Øland lørdag holdt store rengøringsdag i medborger-huset.
Øland Medborgerhus blev skabt sidste år, da kommunen lukkede den lokale skole. Ambitionen var, at der stadig skulle være lys i skolens vinduer - og det er til fulde lykkedes i den første sæson.
Huset er i dag hjemsted for en lang række foreninger med rod i lokalsamfundet - blandt andre Sildelauget og Karlekammerkoret - men der er også plads til mange andre foreninger, hvis sigte rækker ud over Ølands vidtstrakte grænser. For eksempel en meget ambitiøs karateklub og op til flere fotoklubber.
Hovedreglen er selvfølgelig, at man altid gør rent efter sig - men alligevel kan det ikke undgås, at der kommer lidt snavs og spindelvæv i kroge og hjørner. Så er en stor rengøringsdag, hvor alle øboerne slår sig sammen, et effektivt våben. hvor der blev ledt efter edderkoppernes efterladenskaber både oppe under loftet og nede i køkkenskabenes bund.

Brrr..

Det var lidt af en spand kold vand at få i hovedet, da dagen gryede lørdag.
For efter en længere periode med tilnærmelsesvis fint, omend blæsende forårsvejr, var termometeret krøbet faretruende ned tæt på frysepunktet.
Og som om det ikke var nok, syntes vejrguderne altså også lige, at der skulle en spand kold vand oveni... Nåja, vand er så meget sagt. For det var i frossen form som hagl, at dagens første nedbør faldt.
Nu skinner solen igen - men der er ikke noget i varslerne, som tyder på varme af betydning de kommende dage. Så vi må nok finde vinterfrakken frem igen. Den blev ellers lagt på plads i torsdags, akja.
Dagens længde her den sidste dag i marts er godt 13 timer - og den er tiltaget med seks en halv time siden vintersolhverv. Så uanset om vejrguderne vil det eller ej, går det altså mod varmere tider, trods alt.

fredag den 30. marts 2012

Firsermad

Vi er ved at få en dårlig vane i Øland Sildelaug. Vanen handler om den treretters - som altså altid er en stor fornøjelse, men det er spørgsmålet, om figuren kan holde til det.
Torsdagens møde bød på et herligt gensyn med en af firserkøkkenets helt store specialiteter - den fyldte avocado. Enkel og ligetil, men altid velsmagende.
Hovedretten var en gryderet tituleret Ølandsgryde. Egentlig er gryderetter vel ganske tidløse, men jeg synes alligevel, at den var stærkt firserinspireret med cocktailpølser, mørbradstykker, bacon og masser af fløde. Og tilbehøret, som var Uncle Ben's 10 minutters kogeris, var i hvert fald en ren firser - ikke noget med fine jasmin- eller basmati-ris her.
Desserten var i den lette ende - is simpelthen.
Det var petanquemesteren SEP, der dirigerede aftenens tropper og havde kreeret menuen. Det var nem mad, så der blev også tid en god, lang og hyggelig gang mandfolkesnak i skolekøkkenet på Øland Medborgerhus.

torsdag den 29. marts 2012

Dagens ord LI

Dagens ord er helt bestemt klaptorsk. Denne lidet attråværdige titel bør hænges på den finske kaptajn, der i går aftes overså, at broklappen ikke var oppe og derfor påsejlede jernbanebroen over Limfjorden ved Aalborg. Klaptorsken har ikke alene med sin fremfærd forhindret, at klappen i det hele taget kan gå op, men har også lagt en solid hindring for togtrafik mellem Vendsyssel og resten af Danmark i måneder fremover.
Til gengæld er klaptorsk en alt for smigrende titel til den radioreporter, der i morges med fryd i stemmen bekendtgjorde, at hvis påsejlingen var sket et minut tidligere, ville der være sket en ulykke. Det er muligt, at den gæve reporter ikke regner begivenheder uden dræbte og sårede som noget særligt - men jeg vil dog fortsat hævde, at påsejlingen er en ulykke.

Det pynter















Da vi i sin tid købte det lille hus på Øland, var det blandt andet fordi de tidligere ejere havde restaureret huset med ganske stor pietetsfølelse.
Huset er jo oprindeligt fra 1852 - og sine steder både vind og skævt, men det er charmerende og hyggeligt med lavt til loftet og gedigne, rustikke materialer. Men Rom blev altså ikke bygget på en dag - og der har sine steder også været mærkværdigheder og ting, der ikke har været helt gennemarbejdet.
Blandt andet har gulvet i spisestuen været et æstetisk irritationsmoment, siden den første dag vi flyttede ind. Gulvet, som ellers er et flot, rustik plankegulv, er åbenlyst lagt i to omgange - og der er aldrig gjort særlig meget ud af samlingen af de to gulvflader. Det har ganske enkelt været et grimt og irriterende hul i gulvet. Der har imidlertid også været så mange andre ting, der skulle ordnes, så det var først tirsdag, at jeg endelig efter et langt tilløb fik gjort noget ved problemet.
At der skulle gå så lang tid, skyldes nu nok også, at jeg har veget lidt tilbage fra opgaven, som nok ligger lige på kanten af mine evner. Generelt har jeg det bedst med de lidt større, grove ting og store linier - hvorimod nussearbejde bestemt ikke er min stærke side.
Men vi har købt nye gardiner til spisestuen - og jeg ville gerne have gulvet færdig, inden de kommer op, så tirsdag var der ikke andet for end at gå i gang.
Jeg havde lånt en overfræser og et elektrisk stemmejern af genboen - og efter en grundig instruktion gik jeg i gang og fræsede en rille i samlingen mellem gulvfladerne. Heri lagde jeg en mahogniliste med svagt rundede kanter til at opsamle de små niveauforskelle mellem gulvfladerne - og efter en masse småtilpasninger, sliberi og småpilleri passede listen til sidst som... nåja, skal vi sige... fod i hose.
Faktisk synes jeg - når jeg nu selv skal sige det - at det er blevet et ganske flot resultat - og den mørke mahogni danner en fin kontrast til det lyse gulv. Det ville alligevel aldrig kunne lade sig gøre at lave en usynlig samling - og så kan man jo lige så godt gøre en dyd ud af nødvendigheden. Men det tog altså også næsten en hel dag at lave - så det er sikkert meget godt, at man ikke skal leve af den slags.
Fræsearbejdet støver ganske grundigt - så nu mangler vi bare en ordentlig hovedrengøring. Så kan de nye gardiner komme op, og vi har en flot spisestue - uden hul i gulvet.

tirsdag den 27. marts 2012

Kongelige tulipaner

Da jeg i weekenden var til møde i Fredericia, blev der selvfølgelig også tid til en tur over "æ græns" - og lidt sightseeing i grænselandet.
De billige tyske øl er en nødvendighed på grund af det efterhånden eksorbitant høje afgiftsniveau i Danmark på stort set alt, hvad der kan forsøde tilværelsen i en ellers mørk tid - og så er det i øvrigt altid spændende at være i Sønderjylland.
Landsdelen er smuk - især i solskin - og byder på mange historiske og mindeværdige lokaliteter fra både med- og modgangstider.
Dina har en særlig interesse i kongehusets historie - ja, hun er vel nærmest familiens royale ekspert - og hun insisterede på, at vi lagde turen fordi Gråsten slot.
Jeg har aldrig været der før - og det slog mig især, at den ganske imposante bygning faktisk ligger i et temmelig ydmygt parkanlæg. Bevares, det var da helt klart ikke en parcelhushave - men alligevel synes jeg nu godt, at slotshaven kunne have været større i forhold til slottets størrelse.
Dina var tilfreds med synet - og konstaterede med en vis tilfredshed, at Dronningen åbenbart er enig med Dina i, at det er en god ide at have tulipaner i krukker på denne årstid. Efter således at have konstateret, at majestætens vaner er i overensstemmelse med folkets, begav vi os videre på færden i det sønderjyske.

søndag den 25. marts 2012

Sortmejse















Vi har fået en spændende, ny beboer i haven.
De seneste dage har et sortmejse-par vist stor interesse for en af vores fuglekasser. Det er ikke den helt store ornitologiske sensation, da sortmejsen er ganske almindelig i Danmark - men da vi ikke har haft sortmejser før, synes jeg da alligevel, at det er ganske spændende.
Sortmejsen er Danmarks mindste mejseart, 10 - 11 cm lang. Den ligner mest af alt en affarvet musvit, men har en karakteristisk hvid nakkeplet, der tydeligt ses på billedet - og så mangler sortmejsen musvittens karakteristiske sorte bugstribe.
Den er som sagt ganske almindelig i Danmark med over 100.000 ynglepar. De holder mest til i granskove og plantager, så det er da en lille smule skægt, at vores sortmejsepar af alle steder har valgt fuglekassen i bøgetræet.
Parret bruger i øjeblikket en del tid foran fuglekassen. Jeg tror, at hannen allerede har indrettet sig i kassen - og prøver nu med lokkende triller at lokke hunnen til en lille hyrdetime i reden. Sådan kan det i hvert fald godt se ud - og det er faktisk på grund af sangen, at jeg opdagede, at der var sortmejser i mosen. For de lokkende kald er temmelig karakteristiske. Blandt ornitologer kaldes den for cykelpumpen, fordi dens kald angiveligt skulle lyde som en gammel cykelpumpe. Nu ved jeg desværre ikke lige, hvordan en gammel cykelpumpe lyder, men det er i hvert fald en let genkendelig og meget simpel, ensformig sang, som jeg har let ved at skelne fra havens øvrige fuglestemmer.
Nu venter vi selvfølgelig spændt på, om der kommer unger ud af anstrengelserne. Skulle det ske, følger jeg op på sagen her på bloggen.

Spejdernes Lejr 2012

Sommerens store begivenhed bliver helt sikkert Spejdernes Lejr 2012 ved Holstebro i slutningen af juli.
Det er første gang siden jamboreen på Ermelunden i 1924, at de fem danske spejderkorps går sammen om et lejrarrangement - og det bliver kæmpestort. Cirka 35.000 deltagere ser det ud til i øjeblikket.
Alene til at sikre, at deltagerne får noget at spise hver dag, kræver det 600 hjælpere, som tager sig af alt fra den helt basale udlevering af råvarer til lejrdeltagerne og til fine gourmet-restauranter for nogle af de voksne hjælpere og ledere, som under lejren trænger til en lille pause fra lejrbålets gryder.
Indtil nu er arbejdet foregået i arbejdsgrupper og på nettet, men lørdag var forplejningsgruppen for første gang til et samlet møde. Det foregik i Fredericia - og det var en god dag, hvor jeg da også mødte en del kendte ansigter fra tidligere lejre i Det Danske Spejderkorps.
Jeg deltog i mødet på vegne af en flok gildebrødre fra Nuuk, som har sagt ja til at være med til at bemande en af lejrens mange cafeer, hvor der vil være mulighed for at få en hurtig kop kaffe og måske en internet-forbindelse.
Nu begynder alle de løse ideer at tage form - og der er kun fire måneder til lejren løber af stabelen. Men det er jo netop det, som gør, at jeg altid har holdt af spejderbevægelsen - her er intet umuligt og her kan alt lade sig gøre på grund af en målrettethed og et engagement, man godt kunne ønske sig ude i resten af samfundet en gang i mellem. Du kan læse mere om Spejdernes Lejr her - og så vender jeg helt sikkert tilbage til lejren her på bloggen...

torsdag den 22. marts 2012

Vårofret

Hvert år, når det bliver forår, har der hobet sig enorme bunker af affald sammen i haven.
Og efter et par dage med tørvejr, indtræffer så dan dag, hvor hele lortet bliver sendt til himmels med en tændstik.
Det er en årligt tilbagevendende begivenhed - sådan lidt ligesom juleaften. For når først haveaffaldet er tørt nok til at brænde, så ved jeg, at nu er en ny sæson i haven gået i gang for alvor. Det er lidt ligesom forne tiders og svundne kulturers våroffer - og egentlig burde man vel fejre denne gang affalds-afbrænding med en solid frokost og dertil hørende øl og brændevin.
Det får nu vente, til det bliver påske - for når først det er godt vejr, har vi jo slet ikke tid til den slags gøgl. For nu skal jorden beredes til den kommende sæson - så der også kan blive et solidt høstgilde.
I mellemtiden kan man så - hvis man er til den slags og i øvrigt har tid - fornøje sig med Igor Stravinskys ganske heftige, kaotiske og fascinerende musik til Le Sacre du Printemps - Vårofret.

Ubuden gæst















I vinterens løb har jeg til Dinas store rædsel flere gange set mus ved foderbrættet ude på terrassen.
Det kommer sådan set ikke bag på mig. Hvor der er mad, er der som oftest også mus. Det er små, vævre væsener, som det kan være svært at fotografere, men onsdag eftermiddag lykkedes det et kort sekund at fastholde denne lille fætter på den celluid, der i dag blot er bits i en computer.
Der er heldigvis tale om en halsbåndmus og ikke en husmus. Heldigvis fordi nok kan halsbåndmusen gå indendørs, men den foretrækker bestemt at yngle i det fri.
Halsbåndmus er store - 10 til 12 cm i kropslængde - men er let genkendelig på den brune pels og halsbåndet, der bryder den hvide bugpels foran forbenene. Halsbåndmus er almindelige i parker og gamle haver, så det er egentlig heller ikke den store overraskelse, at et eksemplar af racen er flyttet ind i stenbeddet og efeuerne rundt om terrassen.
Men selv om en enkelt mus kan være ganske sød og også blive håndtam, kan vi altså ikke have en hel musefamilie boende tæt ved terrassen, hvor døren ofte står åben om sommeren, så nu må jeg til at lægge gift ud i rør under efeuen. Jeg foretrækker ellers smækfælder, men her vil der være risiko for, at fuglene går i fælden - og det vil jeg altså ikke risikere. Så giften lægges i midten af en stump afløbsrør, hvor kun musene kan finde ind - og så håber jeg, at vi får løst problemet. Ellers må vi have naboens kat på kost et par dage - men det er jo heller ikke nogen god løsning, for den kan altså også godt snuppe en fugl eller to.
Heldigvis er fuglene i overtal på terrassen. Her er det en blåmejse, der hygger sig med foderbollerne. Ellers er det interessant at se, at vi har fået væsentlig flere gråspurve og færre skovspurve på terrassen, efter at jeg i efteråret fjernede hækken ud mod vejen. Det er interessant, at selv en mindre ændring i haven har indflydelse på fuglelivet - og aktuelt gør det nu ikke så meget, at der er lidt færre skovspurve. Det er den mest almindelige havefugl i Danmark - og kan godt blive lidt triviel at se på sådan i det lange løb.

tirsdag den 20. marts 2012

Sten og glashuset...

Sten og glas har en nærmest magnetisk tiltræknings-kraft på hinanden.
Det måtte jeg sande lørdag eftermiddag, da jeg lige ville smide en sten ud af haven. Stik mod alle kendte naturlove tog stenen et flot 90 graders herresving fra den forudbestemte bane, hvorefter den med usvigelig sikkerhed bankede direkte ind gennem en af drivhusets ruder. Jeg har aldrig set noget lignende - men det var som om en overnaturlig hånd greb stenen og sendte den på tværs af kasteretningen og placerede den præcist midt i ruden.
Newton opdagede i sin tid tyngdeloven ved at få et æble i hovedet - og jeg er sikker på, at jeg nu er på sporet af en endnu større kraft, der med taoistisk sikkerhed forener sten og glas - akkurat som yin og yang.
Murphys lov siger, at alt, hvad der kan gå galt, skal gå galt - og det måtte jeg sande, da jeg skulle udbedre skaden. For jeg kørte på genbrugspladsen og fandt et stykke glas, der næsten passede - men da jeg lige skulle skære det til, revnede det - selvfølgelig.
Så mandag måtte jeg en tur i Jem & Fix for at købe et stykke rigtigt drivhusglas - og det er nu på sin plads i drivhuset. Hvis du ikke lige kan se det, så er det glasset uden grøn algebelægning...

søndag den 18. marts 2012

Femårs-planen

Jeg har en plan - og ligesom i det gamle Sovjet er det en rigtig femårs-plan.
Det var sådan en ide, jeg fik for flere år siden - lidt inspireret af noget, jeg så i Barnaby. Den TV-serie er jo indbegrebet af engelsk idyl og såmænd også havekultur. Og noget af det mest engelske, der findes i den forbindelse er æble-espalieret og rhododendron-bede.
Samtidig trængte den del af haven, der ligger syd for huset til en voldsom opstrammer - og det skulle helst være sådan, at der ikke var det helt store arbejde med det. Så et stort rhododendron-bed blev anlagt og beplantet, efterhånden som jeg kunne skaffe planterne til en fornuftig pris.
Nu er turen så kommet til æble-espalieret, som skal erstatte hækken med fjeldribes ud mod vejen. I efteråret rev jeg hækken op og plantede fem æbletræer - og her i weekenden har jeg så sat pæle og wirer til espalieret, som æbletræerne skal formes efter. Og det er selve opbygningen af dette, som kommer til at tage tid, for det foregår ved, at man beskærer æbletræerne, så grenene kommer til at vokse i etager langs wirerne. Man kan kun lave en etage om året - og for at få hækken op i halvanden meters højde, vil der altså komme til at gå fem år - mindst!
Det er egentlig lidt dumt, for i mellemtiden vil haven være særdeles åben ud mod vejen, hvor alle og enhver kan kigge ind til os på terrassen. Og det er samtidig vestvendt, så vi kommer nok også til at døje en del med vinden i de kommende år. For at tage toppen af dette problem har jeg plantet en midlertidig hæk af hurtigtvoksende rødel bag ved æbletræerne - og nu glæder jeg mig egentlig bare til løvspring, så jeg kan se, om ideen holder vand.
Ellers er vi så småt i gang med havesæsonen. Krokus og erantis er ved at være færdig, men påskeliljerne og tulipanerne står på spring for at tage over. I weekenden er nogle af krukkerne blevet fyldt med stedmødre - og jeg har da også sat zittauer- og rødløg.
Det er dejligt sådan at få jord under neglene - og med et æble-espalier at se frem til - om en fire til fem år - er der såmænd arbejde nok at tage fat på.
God sommer.

lørdag den 17. marts 2012

Parisertoast















Almindeligvis dækker begrebet "parisertoast" over et ualmindelig tarveligt stykke fastfood bestående af to skiver toastbrød med skinke og ost i mellem, som varmes i en plastikemballage i en til formålet fremstillet lille ovn. Denne såkaldte parisertoast er især populær i klubber og værtshuse, hvor man ikke har de store køkkenfaciliteter og markedsføres af blandt andet Tulip og Steff Houlberg.
I virkeligheden er det en dansk fastfood-variation af det, som franskmændene kalder Crocque Monsieur - og som er en fransk cafe-specialitet.
Her i huset laver vi også parisertoast - men det er nu noget helt andet. Jeg har nemlig døbt min egen variation over den velkendte pariserbøf "parisertoast" - vel vidende at det nemt kan misforstås.
Min parisertoast blev til for mange år siden, hvor jeg i en periode havde en mani med at skulle have smeltet ost på alting. Den er nem at lave, smager fantastisk og kan godt være lidt periodisk vanedannende.
Man tager et stykke ristet toastbrød og smører det med 75 gram mager hakkert oksekød - eventuelt tatarkød - og giver det et drys salt og peber. Ovenpå smører man et tyndt lag sennep og belægger derefter hele herligheden med et par skiver fuldfed, mellemlagret Danbo. Det sættes i ovnen ved 200 grader i tre minutter cirka - til osten er godt smeltet, men bøfkødet stadig rødt i bunden. Så nemt er det - og en himmerigsmundfuld af et mellemmåltid er klar til at blive serveret.
I en periode var jeg forresten tosset med hvidløg - og dengang plejede lige at røre kødet med et par fed knust hvidløg - men det er jeg nu gået bort fra igen...
Den velkendte pariserbøf har i øvrigt heller ikke meget med Paris at gøre, men er i virkeligheden blot en dansk variant over Bøf Lindstrøm - en af perlerne i det svenske køkken.

fredag den 16. marts 2012

Ja, vi elsker dette landet...















Som oftest overgår virkeligheden fantasien.
Da jeg gik i gymnasiet i Aars i 70'erne, havde jeg i hvert fald aldrig nogen sinde forestillet mig, at jeg 35 år senere skulle stå i sognegården i den lille by og blive rørt til tårer, fordi man sang den norske nationalsang "Ja, vi elsker dette landet...". Og selv for få år siden, da jeg boede i Norge og gik til 17. maj-parader havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, at nogle mennesker i en lille, lidt søvnig dansk provinsby kunne synge dette norske helte-epos med styrke og pondus nok til at røre et helt fjeldmassiv.
Men det var rent faktisk, hvad der skete torsdag formiddag, da jeg skulle fortælle om Lofoten i Aars Kirkecenter. Ved sådanne lejligheder er det altid tradition både at indlede og slutte med en sang eller to fra Højskolesangbogen. Og her havde arrangøren i al sin visdom fundet på, at det kunne være passende at indlede med den norske nationalsang.
Det gav mig i øvrigt to små udfordringer eller benspænd om vil - udover at min stemme var lidt grødet til start. Ved formiddagsarrangementer er tiden som oftest knap - og aktuelt havde jeg her kun en time til foredraget. Sangen har otte vers, der hver tager cirka et minut at synge, så det var jo klart, at jeg blev nødt til at korte lidt i foredraget. Og jeg blev da også nødt til at korte endnu mere, da denne skønne sang jo også var en god anledning til at indlede med lidt improviseret snak om Norge i al almindelighed - og ikke mindst den 17. maj.
Blandt andet kunne jeg kun udtrykke mit ønske om, at vi i Danmark havde lige så stor respekt for vort fædreland som nordmændene - men jeg kunne også bringe den stærkt kuriøse oplysning, at det hører med til en ordentlig nationaldags-fejring, at man spiser pølser. På den norske nationaldag spises der godt 16 millioner pølser i broderlandet. Det giver fire pølser pr mand, men det skal naturligvis ses i lyset af, at vore norske brødre i gennemsnit konsumerer 100 pølser pr indbygger om året. Det tilsvarende tal for Danmark er 44, så det er egentlig uretfærdigt, at vi her i landet har for vane at betegne vore sydlige naboer som pølsetyskere. "Pølse-" er dog en betegnelse, som nordmændene med rette gør sig fortjent til.
Det var mit indtryk, at de cirka firs tilhørere havde en god formiddag - og hvis der var nogen, som måske synes, at foredraget gik lidt stærkt, så er der altså en god forklaring.
Jeg har naturligvis fundet "Ja, vi elsker dette landet" på YouTube. Det er ikke stor poesi, men ligesom både "Der er et yndigt land" og andre nationalsange en summarisk gennemgang af landets og folkets fortræffeligheder. Men til gengæld er jeg helt sikker på, at alle bloggens læsere vil give mig ret i, at der er svung over melodien, som er skrevet af Rikard Nordraak i 1864. Teksten er af Bjørnstjerne Bjørnson.
Indspilningen er en typisk forhastet TV-version, hvor der kun er plads til første og sidste vers.

onsdag den 14. marts 2012

Blændende landing

Onsdag sidst på eftermiddagen forulykkede et fly af typen KZ VII Lærken under landing i Aalborg Lufthavn.
Piloten blev blændet af den lave sol og satte flyet ned cirka 300 meter fra landingsbanen og ramte derfor et par af pælene med indflyvningslys. Ulykken var ganske udramatisk - og piloten kunne selv kravle ud af flyet. Til Nordjyske Stiftstidende fortalte han, at uheldet skete med lav fart, og flyet skal nok komme på vingerne igen.
Forinden skal det nu nok lige have en grundig inspektion af havarikommissionen, for flyulykker er ikke noget, man spøger med. Det sås også tydeligt af antallet af brandbiler, ambulancer og ikke mindst politi på ulykkesstedet - og forresten også et betydeligt opbud af fotografer og pressefolk. Når et fly forulykker, er det den store knap, der bliver trykket på - og lufthavn og myndigheder fik på den måde trænet beredskabet.
Jeg kom tilfældigvis forbi ulykkesstedet cirka 25 minutter efter - og som det ses af det midterste billede blev operationerne i lufthavnen genoptaget efter få minutter.
KZ-flyet er i øvrigt lidt af en seværdighed i sig selv. KZ, Kramme og Zeuthen eller Dansk Aero Industri er den eneste betydende flyproducent, der har været i Danmark. Firmaet eksisterede fra 1937 til 1954 og nåede at udvikle en halv snes flytyper. De fleste blev kun produceret i ganske få eksemplarer, men netop KZ VII Lærken var lidt af en succes. Flyet blev fremstillet i rigtig serieproduktion - og det blev til hele 56 fly af typen.
Ti af flyene blev købt af flyvevåbnet umiddelbart efter krigen og brugt til først skoleflyvning, siden forbindelsesflyvning, inden udfasningen i 1976. Det forulykkede fly var et af dem, og det er produceret i 1948. Det bærer i dag betegnelsen OY-ATM, men hed i sin tid O-619. Ejeren restaurerede flyet i begyndelsen af 90'erne, og det fremstår i dag i den oprindelige bemaling. Danish Civil Aircraft Register har et par billeder fra restaureringen, som fandt sted på Vesthimmerlands Flyveplads i Aars. Det sort-hvide billede er fra 1975 og viser flyet i Kastrup, mens det stadig var aktiv i flyvevåbnet.

Foto: Undertegnede og DCAR/Niels Helmoe Larsen


Sørøg

Natten til mandag var det koldt i Nuuk. Minus 26,7 grader blev der målt - og det er faktisk den næstlaveste temperatur, der nogensinde er målt i den grønlandske hovedstad.
Det fortæller DMI på sin hjemmeside, hvor det også afsløres, at kulderekorden for Nuuk er på minus 27,3 grader. Interessant taget i betragtning at den danske kulderekord er på minus 31,2. Det er vel de færreste danskere, som tænker på, at det kan blive koldere i lille Dannevang end i Nuuk.
Den tredjelaveste temperatur i Nuuk er på minus 26,6 og fra 4. marts 1997. Jeg husker det selv ganske tydeligt. Fra midten af februar og den første uge af marts var det bitterligt koldt netop i 1997. I flere uger blev den lille hovedstad holdt i et jerngreb af kulde. Ikke fordi det gjorde os så meget - de fleste i Nuuk er trods alt mere eller mindre vant til frostgrader, men alligevel...
Men specielt en begivenhed i de dage mindes jeg nu med stor fryd. Byen havde besøg af en større delegation fra den internationale presse. Virkelig Gentlemen of the Press som færdedes hjemmevant både på de bonede gulve og i byens natteliv. Ikke noget problem i det, men i samarbejde med søværnet havde vi arrangeret en sejltur i Godthåbsfjorden med inspektionsskibet Hvidbjørnen. En ren opvisningstur, der skulle vise den internationale offentlighed, at det ikke kan betale sig at stjæle fisk i de grønlandske farvande. Og en kærkommen mulighed for søværnet til at demonstrere, at man behersker de arktiske farvande til fuldkommenhed.
Så vi var ikke mere end lige kommet ud af havnen, da skipper besluttede at arrangere en lille redningsøvelse. Havarirullen foreskriver i den forbindelse, at gæster ombord på skibet skal samles på helikopterdækket. Så den fine flok af journalister måtte altså ud af messens varme og stille til mandtal på helikopterdækket i et par og tyve graders frost og en stiv nordenvind. Under normale omstændigheder får man en overlevelsesdragt og redningsvest udleveret, men nu var det jo kun en øvelse. Nej, hvor de gode skriverkarle frøs - klædt i pæne habitter og med tynde sko, som de var. Nogen af dem var nogle godt tørstige karle med en i forvejen pæn blåviolet ansigtskulør, men jeg skal da love for, at de allesammen nåede at blive godt blå i kraniet, inden skipper efter ti minutter forbarmede sig over dem - og afblæste øvelsen. Hehe, så kan de jo lære det - altså at klæde sig ordentligt på i Grønland.
Havet omkring Nuuk er isfrit hele året på grund af havstrømmene. Der sker derfor det, når lufttemperaturen falder ned under 17 graders frost, at havet begynder at dampe - akkurat som en kop varm te i koldt vejr. Fænomenet kaldes sørøg - og er et godt fysisk varsel om, at der ikke er den helt store grund til udendørs aktiviteter.
Som regel oplever man det i Nuuk-området et par dage i februar hver vinter. Det er ret fascinerende, fordi man jo på den måde kan fotografere frost, så man på billedet kan se, at det er rigtig dejligt koldt derude. Og det er altså det, som nuummiutterne (folk fra Nuuk) har oplevet de seneste dage.
Fotoet er fra 2003, så vidt jeg lige husker. Et eller andet sted i mine gemmer har jeg også billeder fra den famøse tur med Hvidbjørnen i 1997, men jeg kan desværre ikke lige finde dem i skrivende stund. Hvis de dukker op, skal jeg nok bringe dem her på bloggen.

mandag den 12. marts 2012

Christian Michael Rottbøll

Da jeg forleden skrev om Børglum Kloster og klostermøllen, modtog jeg en mail fra en af bloggens faste læsere, Ole Anker.
Han gjorde mig opmærksom på en lille detalje ved møllen, som jeg ganske vidst har hørt tidligere, men som jeg i skyndingen fuldstændig havde svedt ud. Normalt står stillestående møller med vingerne i X, men møllen ved Børglum står med vingerne i korsform.
Det har den gjort siden 26. september 1942, hvor sønnen på Børglum, Christian Michael Rottbøll, på tysk foranledning blev skudt af det danske politi i København. For denne ugerning blev en skydeglad dansk kriminalassistent belønnet med en dusør på 300 kroner af Københavns daværende politidirektør - og historien er unægtelig en plet på dansk politis historie.
Rottbøll blev begravet ved Børglum den 4. oktober 1942 - og i Børglum klosterkirke findes der en mindeplade for ham.
Christian Michael Rottbøll var en af pionererne i den danske modstandsbevægelse. Han deltog i den finske vinterkrig og tog efter tyskernes besættelse af Danmark til England, hvor han blev trænet i SOE. Den 17. april 1942 vendte han med faldskærm tilbage til Danmark, hvor han tog fat på at organisere modstandsbevægelsen i Nordjylland. Desværre blev han angivet af en stikker og flygtede til København, hvor han blev taget og skudt af det danske politi. Christian Michael Rottbøll blev kun 25 år.
Samme dag blev møllen stillet i kors - og har altså stået sådan siden for at hædre denne virkelige danske helt. Tak til Ole Anker, fordi han mindede mig om den historie.
Det er en tankevækkende fortælling, som er mere aktuel end nogensinde i en tid, hvor den danske statsminister og hendes følge af små Frits Clausevitser fra Folketinget prøver at knytte Danmark stadig tættere til EU og ikke mindst den tyske kansler. Hvis vi ikke snart siger stop, kan den dag snart komme igen, hvor dansk politi på tysk foranledning skyder danske statsborgere. Skammeligt.

Foto: Undertegnede og Niels Clemmensen

Hyldemor

Hyld er en rigtig forårsbebuder - og allerede nu i midten af marts er bladknopperne bristefærdige.
Måske er det derfor, at folketroen altid har tillagt hylden en særlig træånd - en dryade, træets sjæl - der kaldes for hyldemor.
Hyldemor betragtes ofte som identisk med Freja, der var frugtbarhedens gudinde i den nordiske mytologi - og som den dag i dag er en levende del af vores forestillingsverden, for eksempel i Sverige hvor man betragter himmelfænomenet kornmod som et fysisk bevis på, at Freja er ude for at tjekke årets høst.
Da hylden samtidig har klare medicinske effekter - blandt andet mod snue - har den en særlig plads i vores bevidsthed, som gør det nærliggende at besjæle træet. Hyldesaft har en beviselig lindrende effekt mod forkølelse - og blandt de mest klippefaste i troen kan mange sygdomme undgås med hyldete. Under alle omstændigheder er hyldemor navnet på et underligt eventyr af H.C. Andersen, hvor hyldemor bor i en tepotte - og forresten bliver serveret som lindring for en lille dreng, der er forkølet.
Hyldemor var forresten - men indlysende nok - også navnet på et orkester, der holdt til i Christiania-miljøet i slutningen af 70'erne.
Her i huset holder vi også af hyldesaft - for uanset om det virker eller ej, smager det godt. Og så hylder vi selvfølgelig hylden som den forårsbebuder, den nu er. Billedet er taget søndag nede i baghaven.

søndag den 11. marts 2012

Birkens fald

Jeg holder meget af træer - og det smerter mig altid dybt at fælde et træ med mange år på bagen.
Men af forskellige årsager kan det nu være nødvendigt. Dels er træ en ressource, der skal bruges, dels kan træer blive syge og dø - og dels kan træer stå i vejen, fordi de enten er selvsåede eller plantet af mennesker, der havde andre planer end undertegnede.
Den sidste årsag var grunden til, at et af havens birketræer i dag måtte lade livet. Det stod mellem brændeskuret og den store bøg. Kronen på birken ragede godt op i bøgens krone på en uskøn måde - og desuden stod træet i vejen ud for døren til brændeskuret, så væk måtte det.
Enten skulle det være nu - inden løvspring - eller også skulle det vente til efteråret. Men med tanke på, at stødet skal fjernes, fordi jeg gerne vil have en række fliser, netop hvor træet stod, blev det altså i dag.
Efter årringene blev birken cirka en snes år - hvilket hænger meget godt sammen med, at det sikkert er plantet i forbindelse med, at de forrige ejere ryddede op på grunden og moderniserede huset i 1997. Træet havde en mærkelig uharmonisk stamme - og der var en meget kraftig misfarvning af årringene i femårsalderen, så jeg har en mistanke om, at det har været angrebet af en eller anden svampesygdom omkring årtusindskiftet.
Nu er træet væk - og det værste arbejde med at fjerne stødet venter. Men det kan i hvert fald vente til hen på sommeren.
Bemærk forresten, hvor præcist træet er fældet mellem brændeskuret og taks-busken. Helt tabt håndelaget har man jo trods alt ikke...

Dagens ord L

Ordet er "moget". Dette fine, jyske dialektord havde sneget sig ind i min forrige artikel om forårets rablende rengøringsvanvid, og måske er der enkelte af bloggens læsere, der ikke helt har forstået meningen - eller har troet, at det var en stavefejl.Det er det ingenlunde. Moget betyder på godt jysk "beskidt" - og jeg har altså aldrig set så beskidt vand, som da jeg rensede mit køkkenbord.
Moget giver god mening, hvis man tænker på møg - det er simpelthen tillægsformen af møg. Udtrykket er beslægtet med "at muge", der jo betyder "at fjerne staldgødning" og tillægsordet "myg", der betyder blød og fugtig. Og med tanke på staldgødning er det jo en ganske præcis beskrivelse, hvad enhver, som har trådt i en kokasse med bare tæer, kan bevidne.
Men det var altså ikke en stavefejl, da jeg forleden skrev, at vandet var moget...

fredag den 9. marts 2012

Rent bord

Fredag bød på en gedigen gang møgvejr - så selv om der egentlig er nok at gøre udendørs på denne årstid, blev det alligevel de indendørs sysler, der sejrede.
Køkkenbordet havde bogstavelig talt mistet glansen i vinterens løb - og trængte til en rigtig makeover, som det hedder.
Så det blev til en ordentlig tur med grundrens. Jeg har aldrig set så moget vand før - så der må jo være noget effektiv kemi i sådan en gang grundrens. Det skal man nok ikke tænke så meget over, men tankevækkende alligevel. Det er jo trods alt køkkenbordet...
Herefter blev det til en tur med slibemaskinen og en gang sandpapir - og så et ordentligt oliebad i 20 minutter. Og da olien var tørret op, ja, så havde bordet fået ny glans. Nu skal det lige hærde natten over - og så skulle vi kunne klare den et halvt års tid mere. Nu er er i hvert fald gjort rent bord - man skal jo være mand over bord...

torsdag den 8. marts 2012

Nattens lys

Natten til onsdag var der en voldsom eksplosion på solen - eller rettere i en af solpletterne. Sådanne eksplosioner giver en såkaldt solstorm af partikler, der bliver slynget ud i rummet - blandt andet mod jorden.
Når partiklerne rammer jordens magnetfelt, sker der det samme, som der sker i et lysstofrør - magnetfeltet begynder at lyse. Det er det, vi på vore breddegrader kender som aurora borealis, nordlys.
På grund af det voldsomme udbrud var der derfor torsdag aften store chancer for at se nordlys så langt mod syd som i Danmark. Og derfor tilbragte jeg det meste af aftenen på en kold mark nede ved Gjøl-Øland-dæmningen. Her er der ikke megen lysforurening fra byer - og her er der sådan set optimale betingelser for at se nordlys.
Desværre blev det ikke til andet lidt kondensstriber fra fly og lidt småskyer. For soludbruddet faldt desværre sammen med fuldmånen - og den lyser himlen så kraftigt op, at selv om der muligvis er lidt nordlys på den skyfri himmel, kan det ikke rigtig ses.
Så det var skønne spildte kræfter for ingenting - og dog. Det er altid en oplevelse at være ude om natten. Der var tydeligvis masser af liv i fuglene nede ved Ulvedybet - og sandelig om ikke også, at jeg hørte uglens tuden oppe fra Oxholm-skovene.
Og nu da jeg alligevel var der, kunne jeg da også benytte lejligheden til at tage et par billeder af Jupiter og Venus, der netop i disse dage lyser ganske kraftigt op på himmelen. De to planeter - for det er nemlig planeter og ikke stjerner - er i astronomisk sammenhæng ganske tæt på jorden - og det er det, der gør dem så tydelige.
Fredag er der desværre lovet regn, men skulle det blive klart vejr til aften, forsøger jeg nok igen. Jeg krydser i hvert fald fingre...

tirsdag den 6. marts 2012

Vildtgryde

Rådyr er en af de helt vilde - og lækre delikatesser i det danske køkken. Specielt ryggen og køllerne er oplagt festmad.
Men der er også andet godt kød på dyret - så hvad gør man med det?
Jeg tog en hals og en bov ud af fryseren og pudsede det mest regulære kød af. Resten - ben, sener og så videre - røg i en stor gryde og blev kogt til fond i løbet af en fire timers tid.
Kødet - der blev cirka et kilo ud af det -brunede jeg i en stor gryde, tilsatte en øl, et løg i skiver, lidt hvidløg, et par laurbærblade, salt og peber, hvorefter det fik lov til at simre en god times tid. Så tilsatte jeg seks gulerødder i tern, en bakke snittet østershat, en porre skåret i skiver samt en halv liter fond - og det fik så lov til at snurre videre en halv time mere. Herefter tilsatte jeg en kvart liter fløde og jævnede med Maizena, hele herligheden fik et hurtigt opkog og jeg smagte til med salt og peber. Lidt kulør gav retten den helt rigtige indbydende farve - og så var vildtgryden lige til at servere.
Jeg gav selleri-kartoffelmos til. Kog et kilo kartofler og et kilo selleri en halv times tid, hæld vandet fra - husk at gemme det - hvorefter jeg moste kartoflerne og sellerien med en halv pakke smør. Konsistensen blev justeret med lidt af kogevandet og endelig smagt til med lidt salt og peber.
Der kunne også lige blive en håndfuld rosenkål til - friskplukket fra sidste års planter, der nu ryger op af jorden - og så selvfølgelig en rigtig årgangs-gele af den gode fra Straumsbukta.
Sådan en vildtgryde med mos er herlig mandfolkemad en kold og blæsende dag i marts. Velbekomme.
Men historien slutter ikke her. For benene med de sidste kødrester og fonden ligger stadig i den store gryde. Her har jeg nu tilsat kogevandet fra sellerien, så i morgen har vi en herlig vildtsuppe med gnaveben. Det er nu især husets frue, som sætter pris på den slags. Hun elsker at gnave ben og slubre marv i sig. Jeg synes, at det er lidt for besværligt, så jeg nøjes nu nok med suppen - og supplerer med en god gammel leverpostejmad.

mandag den 5. marts 2012

Projektmageriet

Weekenden har budt på hæderligt forårsvejr, og der er nu kommet godt skred i forårets første projekt.
Mine projekter har det jo med at udvide sig, når jeg først kommer i gang. Egentlig var det bare meningen, at jeg ville lave en lille kasse til mine røge-remedier - riste, gasblus og så videre - men da jeg tilfældigvis fik fat i noget billigt træ, voksede planerne henover vinteren.
Jeg har nemlig haft det problem med min røgeovn, at jeg ikke kan bruge den i voldsom vestenvind, der jo er den mest fremherskende på egnen, simpelthen fordi vinden blæser røgen ud af røgekammeret. Jeg har også gjort nogle erfaringer med røgekassens udformning, så den skal ændres lidt - og gøres større.
Enden på det hele blev, at jeg er gået i gang med at bygge et lille skur til røgeriet - og det har jeg altså været i gang med de seneste dage. I weekenden kom jeg så langt, at jeg vel nærmest kan kalde det rejsegilde - selv om jeg nu ikke lige har fejret det med pølser og bajere, som sådan noget ellers bør gøres. Men det skyldes jo mest, at der i røgeovnen hænger et par lækre laks, der lige skulle være færdige, inden at jeg kan begynde at ændre på selv røgekassen.
Men sjovt er det - og flot kommer det nok også til at se ud. Næste projekt bliver så at få lavet finish på selve pejsen og det kommende udekøkken, der skal være bag ved drivhuset. Mere om det, når vi kommer længere hen på foråret.

søndag den 4. marts 2012

En på sparekassen...

- Lad falde, hvad ikke kan stå, lyder det i den gamle arbejdersang - og i den forgangne uge var det så Sparekassen Farsø, der måtte sande dybderne af disse vise ord.
Pengeinstitutter er jo som forsikringsselskaber. Man skal være velpolstret for at imødegå de mest usandsynlige kombinationer af uheld - og de seneste år har det knebet lidt for Sparekassen Farsø, der har tabt penge på kundernes utur i en lidet optimistisk samfundsøkonomi. Sparekassen Farsø meddelte derfor, at man fusionerer med Jysk Sparekasse, der er hjemmehørende i Grindsted - langt fra de vesthimmerlandske agre.
Som tiderne er, kan det sikkert ikke være anderledes, og man bør vel glæde sig over, at bankens ledelse har udvist så rettidig omhu, at et krak kunne undgås. Katastrofen er vel også til at overse i vore dage, hvor en bank mest af alt findes på internettet - og den fysiske placering er ret ligegyldig.
Jeg har prøvet en tilsvarende situation for en del år siden, da Nuna Bank og Grønlandsbanken fusionerede. Dengang - det var før Dankortets tid - var det temmelig irriterende. For det, at der pludselig kun var en bank i byen i stedet for to, betød jo, at køerne ved lønningsdag blev dobbelt så lange.
Det var i Sparekassen Farsø, at jeg i sin tid havde min første bankkonto. Jeg husker stadig den lidt fedtede og slidte håndførte bankbog, hvor saldoen med jævne mellemrum blev justeret, når sparebøssen blev tømt - for en sparebøsse fra Sparekassen Farsø havde alle børn i den lille by dengang. Den havde form nærmest som en afskåret kegle og lavet af en skinnende kobberlegering, der med tiden blev noget anløben.
Dengang var der format over pengeinstitutterne. Selve indretningen af Sparekassens hus på hjørnet af Stationsvej med egepaneler og et egetræs-logo udtrykte soliditet, styrke og sikkerhed - og som om det ikke var nok, var sparekassebygningen endog udstyret med et tårn som et rigtigt slot. Mere solidt kunne det arkitektoniske formsprog næppe gøre det i tressernes Danmark.
I dag er bygningen af mindre betydning, for det er jo på nettet, at det foregår. De fleste af mine bankforretninger (sjovt ord) foregår i dag i Grønlandsbanken og den norske Sparebank1, men jeg har da indtil forleden været garant - en form for medejerskab - i Sparekassen Farsø. Med fusionen bliver jeg nu garant i Grindsted - og så er det jo spørgsmålet, om det er så sjovt. Det er i hvert fald lidt langt at køre til garantfesterne.
Men det er jo bare tant og fjas. Her i Jammerbugt har vi jo set eftervirkningerne af krakket i EBH-bank - og jeg tror, at alle i Farsø skal være taknemmelig for, at der er fundet en fredelig løsning på Sparekassen Farsøs problemer.
Med fusionen er det slut med 135 års pengehistorie i Farsø. Sparekassen Farsø blev grundlagt i 1877, og i 1912 - for nøjagtig hundrede år siden - flyttede pengeinstituttet til grunden på Stationsvej midt i byen og beliggende ud til det gadekryds, der indtil videre er byens eneste lyskryds. Forleden skiftede det til rødt!