onsdag den 1. februar 2012

Dagens ord XLIX

Dagens ord er pangram - og jeg må dybt beskæmmet indrømme, at jeg ikke erindrer nogen sinde at have hørt dette ord før. Det undrer mig meget, da jeg jo i en del år har arbejdet i reklamebranchen og dermed den grafiske industri.
Et pangram er en sætning, som indeholder alle alfabetets bogstaver. Udover at være en sjov ordleg bruges pangrammet til blandt andet at demonstrere skrifttyper. Jeg stødte på ordet på min søsters blog. Hun er en ivrig kalligraf - og bruger derfor pangrammerne til at træne denne fine skrivekunst.
Hun bruger sætningen "Værktøjsmager Willy Carlsen fandt den åbne quiz på Hotel Rex for nem". Men det kan sagtens gøres kortere. I Guinness danske rekordbog findes det perfekte danske pangram på 29 bogstaver kreeret af Kenneth Rosenkilde i 2000: "Høj bly gom vandt fræk sexquiz på wc". En ganske pikant ordleg må man sige...
Pangrammet er i familie med andre bogstavlege som for eksempel palindromet, der er en sætning, som staves ens forfra og bagfra. Mit yndlingseksempel er: "Gid da den dame så de sørens asner øse dåsemad ned ad dig". Et andet palindrom er "En af dem der red med fane". Dette palindrom blev benyttet af båndoptagerens opfinder, Valdemar Poulsen, til at teste, om sætningen ville give mening, hvis den blev afspillet baglæns. Så enkel er virkeligheden dog ikke, men det var altså også i tiden omkring forrige århundredeskifte, at den danske opfinder skabte det senere så nyttige apparat.
En anden ordleg er anagrammet, hvor det gælder om at konstruere et nyt ord ud fra et kendt ords bogstaver. Med bogstaverne fra "Jesper Hansen" kan man sjovt nok skabe ordet "snapsehjerne" - uden at jeg dog mener, at man skal lægge for meget i det.
Når jeg aldrig før er stødt på ordet pangram, kan forklaringen være, at de grafikere, som jeg gennem tiderne har arbejdet med, har benyttet "Lorem ipsum"-mumleteksten. Det er en latinsk tekst, som man sætter ind i layouts for at vise, hvordan typograferingen vil tage sig ud, selv om den endelige tekst ikke er færdig.
Den latinske tekst er oprindelig skrevet af Cicero, og kan i dag hentes på nettet i metervis, hvis man skal lave et udkast på et layout. I mine unge dage købte man Lorem ipsum-teksten i de mest almindelige skriftsnit på Letraset-ark, som blev gnubbet på udkastet ligesom de gammeldags overførsels-bogstaver fra samme firma.

Ingen kommentarer: