mandag den 7. februar 2011

Vestenvinden















Heroppe i det nordjyske plejer vi at sige, at det blæser 300 dage om året - og resten af tiden stormer det!
Noget er der om snakken. Mange steder er naturen voldsomt præget af vestenvinden, som er den fremherskende vindretning. Sådan er det bare - og det har jeg sådan set været vant til lige fra barnsben. Men jeg må alligevel indrømme, at det hører til sjældenhederne at se træer, der hælder så meget mod øst, som det er tilfældet med læhegnet på det øverste billede. Det er set på vejen mellem Tranum Strand og Tranum by.
Lørdag hærgede stormen landsdelen - men vi kunne nu ikke dy os for en tur til Langdalen, hvor der angiveligt skulle være set en ulv i den forgangne uge. Vi så da også både en pekingeser-ulv og en retriver-ulv, men de var nu begge i snor.
Det blev også til et smut ned til Tranum Strand - og her var der selvfølgelig gang i bølgerne. Havde vi været på havet, ville vi vel kalde det bølgegang... ?

Jesper

1 kommentar:

Karsten Hjorth Larsen sagde ...

Jeg synes det læhegns træer ser fuldkommen normale ud :o) Her i Struer blæser det også altid, men ikke helt så hårdt som derhjemme på Tranum-kanten. Da jeg var dreng og boede 7 km fra havstokken på Tranum Enge, var der et særlig naturfænomen, som jeg savner. Når storme pludselig løjede, så kunne man - især om aftenen - høre bølgerne bryde derude et helt døgns tid efter. Ekkoet af en storm, der var. Så syntes jeg også, man kunne smage stormen endnu som salt i luften...