lørdag den 1. januar 2011

Nytårsløjer

Når man ser på billederne her, skulle man ikke tro, at vores nytårsaften var forholdsvis fredelig. Men det var den altså.
Vi var i Farsø og spise - og ud på aftenen kørte vi så til Øland og sad og småslumrede foran fjernsynet indtil midnat. Vi skålede i Pepsi Max - og det var så den nytårsaften.
Inden jeg gik i seng, holdt jeg midnatstime i herreværelset og så på fyrværkeriet inde i Aalborg. Egentlig ville jeg godt have haft et foto af det, men vind med stød op til 22 m/s holdt mig nu inden døre - selv om det var et flot syn.
Nytårsdag kunne vi så stå op til tøvejr og høj sol - og vi måtte konstatere, at vinden rigtig havde moret sig med at lave nytårsløjer i haven.
Den ene af vandtønderne - som jo er tom på grund af frosten - havde taget turen fra tømmershoppen og hen igennem jordbærbeddet - en tur på cirka 20 meter og var endt ved havelågen ind til naboen.
På gårdspladsen havde et af havebordene også været en tur i luften og var endt på hovedet i blomsterbeddet.
Men ellers har vi været fuldstændig forskånet for både raketaffald og nytårsløjer. Gad egentlig vide, om nutidens unge overhovedet laver nytårsløjer? Det gør de nu nok ikke. En enkelt dag om året skal de vel holde fri fra løjerne?
Historisk set er nytårsløjerne jo et levn fra en tid, hvor hverdag og fest var skarpt adskilt - og det kan næppe være tilfældet i dag, hvor man kan opleve et ungt stjernefrø i fjernsynet indrømme, at hun ikke ved, hvad et dusin er.
Den slags er ikke nytårsløjer - det er hærværk!
Forresten er det også hærværk, når Danmarks Radio ændrer Grundtvigs tekst til sangen "Vær Velkommen" og skriver "Velkommen, nytår, og velkommen hid" i omkvædet. Grundtvig skrev altså nyår uden t. Men noget sådant kan man vel ikke længere vente respekt for blandt de dyslektiske zombier, som redigerer medierne i dag! Det er jo de samme mennesker, som partout også vil have et ekstra t ind i nytårsforsæt, så det bliver til det fuldstændigt meningsløse nytårsfortsæt. Akja...

Jesper

9 kommentarer:

Henrik sagde ...

Den af Bertel Haarder autoriserede tekst til "Nytaars ønske" kan ses her: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/74

Jesper Hansen sagde ...

Ja, og Sprognævnet synes sikkert også, at det er i orden at skrive nytår. Kommunister hele bundtet! Men jeg mener altså, at man skal respektere Grundtvigs droit morale og skrive nyår - for det er altså ikke nødvendigt at modernisere og reformere alting. Lidt respekt for traditionerne og dansk kultur er vel det mindste, man kan forlange af netop Danmarks Radio?

Per Gissel sagde ...

Hej sprog-genier

Hvis Jesper har (helt) ret, er den vel også gal med navneordene. For over 100 år siden, skulle alle skrives med stort forbogstav. Denne skriveregel blev moderniseret, da jeg stadig måtte bruge ble.

Det var jo ikke DKP eller Ole Sohn, der ændrede skrivereglerne.
Nye udtryk som ekspelvis "Fy for en skefuld" giver ingen mening, men i den rette sammenhæng .. alligevel lidt morsom (altså hvis man har humor)

Jesper Hansen sagde ...

Hej Per

Det er faktisk ikke et spørgsmål om retskrivning, selv om det kan se sådan ud. Men Grundtvig må have haft en grund til at skrive nyår og ikke nytår - og så kan man ikke bare sådan uden videre tilpasse det til dagens teenagersprog - for så laver man om på digtet, og den slags må man ikke uden ophavsrettighedshaverens tilsagn.

Henrik sagde ...

Hej Jesper

Nu må du altså droppe kildebeskyttelsen og fortælle, hvorfra du ved hvad Grundtvig skrev.
De på nettet publicerede tekster, som denne: http://www.grundtvig-byen.dk/gr/2889.pdf
Som teologerne i Århus henviser til, har en anden stavemåde.

Jesper Hansen sagde ...

Eftersom nettet er en ny opfindelse, er det jo ikke en troværdig kilde. Men jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg faktisk ikke ved, hvad Grundtvig skrev. Men da jeg i sin tid lærte salmen udenad - det var vel i 1966 eller 67, fik vi en på skrinet, hvis vi sagde nytår i stedet for nyår - og i min udgave af "Gildesangbogen" - udgivet 1961 - står der i hvert fald også nyår.

Jesper Hansen sagde ...

ODS (http://ordnet.dk/ods/ordbog?aselect=Nytaar&query=Næb&first_id=125419&last_id=125458) har i artiklen om nytaar en henvisning til Grundtvigs salme "Velkommen Nyaar og velkommen her"

Henrik sagde ...

Hej
Ja, jeg så godt ODS, det tyder jo på, at der har stået nyår. ODS henvist nu også til en udgave med nytår.
Historien om en på lampen i anledning af Grundtvig er interessant på den groteske måde, når man tænker på, hvor mange skolelærere som henviser til Grundtvig og Kold som forbilleder inden for undervisning.

Jesper Hansen sagde ...

Den pågældende lærer var nu mere tilhænger af Wilhelm Beck end Grundtvig...