onsdag den 22. december 2010

Sort is

Efter at nationen har overlevet askeskyer, svinepest og andre anslag mod den offentlige orden, er der nu en endnu farligere og endnu mere dødelig trussel inden for landets grænser.
Det kan man i hvert fald nemt få indtrykket af, når man hører på den begejstring, som journalisterne på de elektroniske media hele onsdagen har lagt for dagen, når de med lige dele fryd og rædsel omtalte dagens store trafikale problem - SORT IS!
Udtrykket er en gang fordrukkent sludder - for isen er klar som vand. Problemet med den er bare, at den ligger på asfalt, som er sort. Det er endnu et eksempel på den voldsomme dramatisering, der de seneste år er sket inden for vejr-journalistikken, hvor enhver form for snefald omtales som snestorm. Det efterlader efterhånden et indtryk af, at journalistikkens funktionærer er et ualmindeligt pylret folkefærd.
Når det så er sagt, står jeg fuldstændig uforstående overfor, at isbelægninger på vejbanerne er et problem. Hallo! Gruset er altså opfundet! I både Norge og Grønland kan man finde ud af at bruge grus og skærver i stedet for salt, når temperaturerne når ned under fem graders frost. Det er forresten heller ikke så mange år siden, at man brugte grus i stedet for salt også i Danmark. Så hvorfor vejmyndighederne i dag ikke kan finde ud af det, er faktisk lidt af en gåde.
Forresten er jeg selv glad for at køre i disse dage. Jeg har altid fundet det fantastisk behageligt at køre på sne, der jo dæmper dækstøjen - og jeg foretrækker bestemt sne frem for en pløret masse af frossen saltvand.
Apropos sort is, så hedder Norges største gletcher Svartisen. Den dækker et område på cirka 370 kvadratkilometer og ligger lidt syd for Bodø. Da jeg i sin tid boede på Lofoten, kunne man inde på fastlandet i klart vejr se Svartisens iskappe hæve sig op i godt 1500 meters højde. Svartisen har ikke direkte adgang til havet, og producerer derfor ikke isfjelde.

Jesper

Ingen kommentarer: