mandag den 8. november 2010

Procol Harum

Søndag formiddag sad jeg i herreværelset og skrev, mens jeg hørte P4/Nordjylland med et halvt øre.
Pludselig hørte jeg, at der var to billetter på højkant til DR Radiounder-holdnings-orkestrets nytårskoncert med Procol Harum og ikke mindst Hans Otto Bisgaard i Aalborghallen. Man skulle bare lige sende en mail til redaktionen og svare på et spørgsmål i radioen. Jeg må åbenbart have været hurtig på tasterne, for to minutter efter var jeg i radioen, hvor studieværten gerne ville vide, hvilken klassisk komponist der har været en væsentlig inspirationskilde for Procol Harum.
Jeg svarede ganske rigtigt Bach, for spørgsmålet er faktisk barnemad for de fleste i min generation, der voksede op med Procol Harum og sidst på krobal-aftenerne har danset kinddans til gruppens absolutte nummer-et-hit "Whiter Shade of Pale". Netop den melodi rummer elementer, der med lidt god vilje kan minde om Bachs Air fra Suite nr. 3 i D-dur.
Dengang i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne kæmpede populærmusikken til mange rock- og beatmusikeres ærgrelse med anerkendelse på det kulturelle parnas - og det var derfor et stort hit, hvis populærmusikere kunne henvise til lidt klassisk inspiration. Procol Harum gik linen ud og indspillede i 1971 en LP sammen med Edmonton Symphony Orchestra. Jeg husker især pladen fra DR's daværende LP-top-ti, som var et af de få programmer, der blev sendt i stereo. Her kom LP'ens store lyd virkelig til sin ret - og jeg fik da efterhånden samlet de fleste af melodierne på bånd på min på det tidspunkt nyerhvervede Bang og Olufsen Beocord 1600 spolebåndoptager.
Procol Harum har i sig selv medvirket til mange mytedannelser om inspirationskilderne - ikke mindst gennem kryptiske sangtitler og tekster som netop Whiter Shade of Pale. Også navnet Procol Harum har været genstand for mange fortolkninger. På vulgærlatin kan det oversættes til noget i retning af "Fjernt fra disse" - og det er jo i sig selv temmelig kryptisk. Men tilsyneladende tyder alt på, at navnet ikke er særlig fortænkt - men simpelthen var navnet på en kat i bandets omgangskreds.
Musikerne i Procol Harum har spillet i Danmark adskillige gange. Jeg har blandt andet hørt dem i Tinghallen i Viborg i 73. Nytårskoncerten i Aalborg bliver heller ikke første gang, de spiller sammen med DR Radiounderholdningsorkestret. Det skete blandt andet i 2006 på Ledreborg - og herfra skal vi lige høre Whiter Shade of Pale - selvfølgelig.


Jesper

4 kommentarer:

Lyngby sagde ...

Tillykke. Så ses vi i Aalborg.

Birgitte Hansen sagde ...

Ja, du er altid heldig. Tillykke.

Jesper Hansen sagde ...

Hej Birgitte og Per

Tak!

Jesper

Karen Bøggild sagde ...

Hej Jesper. Skal hilse fra hr. Holm og sige at han er DYBT misundelig :) Han kunne bare rigtig godt tænke sig at komme til en koncert med Procol Harum, men julen er jo ikke lige den tid vi plejer at frekventere de danske marker :) Han må glæde sig over at du skal afsted :) Hils fruen