mandag den 9. august 2010

Reklamer...

Det er efterhånden nogle år siden, at jeg har været i biografen sidst, men en lille notits i JyllandsPosten mandag bragte minderne frem om mine aftener i Paradis.
I notitsen stod at læse, at Vibeke Barskov kunne fejre 70 års fødselsdag. Vibeke Barskov var model i sine unge dage og en af de tre trompetpiger i logoet til Dansk Biograf Reklame, så det er i virkeligheden dansk filmhistorie. Der er jo tale om en kvinde, som har optrådt flere gange i danske biografer end selv de mest flittige danske skuespillere - Karl Stegger, der er noteret for 157 film i Den danske Filmdatabase skarpt forfulgt af Ove Sprogøe med 154 film.

De to øvrige trompetpiger hedder Grethe Aagreen og Hanne Erichsen. Strimmelen er indspillet i 1957 - året før min fødsel - og bruges så vidt jeg ved den dag i dag i en digitaliseret og redigeret udgave.
Forresten var Dansk Biograf Reklame vist noget af et storbyfænomen. I Farsø havde vi en lille biograf, og her blev reklamerne formidlet af Bergenholtz.
Det var i Kino Teatret i Farsø, at jeg trådte mine film-barnesko med Gøg og Gokke og lignende om søndagen. Den første rigtige "aften"-biograf-film, jeg sådan tydeligt erindrer, var "Fremmed ubåd jages". Jeg husker den tydeligt, fordi Sydney Poitier havde en fremtrædende rolle i filmen - og det var ikke så almindeligt med negre i hovedroller dengang. Dengang var der også sommetider en ekstra lille film med i programmet - typisk det, som vi i dag kalder for musik-video - og i forbindelse med Fremmed Ubåd Jages var det Petula Clark med Downtown.
Jeg fik senere arbejde som kontrollør og operatør-afløser i Kino Teatret i Farsø. Her arbejdede jeg blandt andet sammen med skolekammeraten Per Lyngby, som i sin blog har fortalt om sine oplevelser der. Det blev til 100-vis af timer med Morten Korch, Spagetti-westerns, James Bond og stribevis af danske og udenlandske spillefilm, som i dag ikke en gang kan sælges til brug på de ringeste satellit-kanaler.
Men uanset hvilken film det var, så var indledningen altid logo-strimmelen fra Bergenholtz:


Ha' det
Jesper

2 kommentarer:

Ulrik sagde ...

Hej Jesper stødte på din blog under min søgning på den musik som Trompetpigerne spillede, det er jo en fanfare men jeg kan ikke finde komponisten. I virkeligheden er det en mp3 fil med musikken som jeg søger, ved du noget.

Hilsen Ulrik

Jesper Hansen sagde ...

Hej Ulrik

Der eksisterer programmer, som kan skabe en MP3 fil ud fra en YouTube-video - men det er vel ikke godt nok - for du skal vel have styr på rettighederne også?
Så vidt jeg lige husker, var Dansk Biograf Reklame et selskab under Gutenberghus - så måske du kan løse opgaven ved at spørge dig for i Egmont-koncernen...

mvh
Jesper