lørdag den 7. august 2010

Bjørnemanden















Lige inden for indgangen til Aalborg Zoologisk Have står en skulptur med en nøgen mand, som vandrer afsted med to bjørneunger under armene. Han har ikke bare en bjørn på, men hele to...
Figuren er i overstørrelse, og jeg kan huske fra min barndom, at den gjorde et enormt indtryk på os små knejter fra Farsø. Især de enorme tæer var imponerende.
Den livagtige skulptur er skabt af den aalborgensiske billedhugger C.J. Bonnesen i 1925 - før der overhovedet var tænkt på en zoologiske have i den nordjyske hovedstad. Titlen er "Et Godt Kup".
Efter at Zoologisk Have blev indviet, fandt man gibsmodellen til skulpturen, og den 28. juli 1935 blev figuren støbt i bronze i København. Afsløringen fandt sted den 5. august samme år.
Skulpturen var en gave fra Aalborg Aktie-bryggerier - det senere Urban - og formanden for bryggeriets bestyrelse, overretssagfører Johs. Michelsen, sagde ved indvielsen, at nok var det en vildmand, men det var ikke nogen ond vildmand, man havde stillet op. "Det ser nok ud til, at han raner de to bjørne, men efter ansigtsudtrykket at dømme vil vildmanden behandle dyrene godt". På den måde fandt den gode overretssagfører, at skulpturen var et fint billede på dyreparken.
Forresten mener jeg, at det er nærliggende at se vildmanden som Noa, der er i gang med at samle to eksemplarer af hver dyreart til sin ark, ligesom jeg i mit forrige indlæg kaldte Zoologisk Have for en "Noas Ark". Sjovt nok er der i Mølleparken lige ved siden af Zoo en skulptur af Rolf Roda Reilinger med titlen "Noahs Ark". Reilinger er oprindelig tysk jøde og flygtede til Israel i 1939. Skulpturen er en tak til Danmark for danskernes indsats for jøderne under krigen.

Ha' det
Jesper

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej. Jeg har med stor glæde læst dit indlæg, og vil spørge dig om en ting. Min mor mener Bjørnemanden har stået et andet sted i Aalborg før den kom til Aalborg Zoo. Ved du noget om det? Mange hilsener Lone Mølbach

Jesper Hansen sagde ...

Kære Lone
Undskyld den sene besvarelse - men jeg har først set dit indlæg nu.
Som jeg skriver, er"Et godt kup" skabt før Zoologisk Have, så din mor har sikkert ret - men hvor skulpturen har stået, kan jeg desværre ikke finde oplysninger om i de kilder, jeg har til rådighed. Kan din mor ikke huske noget om, hvor det var?

mvh
Jesper