lørdag den 31. juli 2010

Brændt lakrids

Efter at vejret den seneste måneds tid mest af alt har været til udendørs sommersysler, så bød fredag på regn og rusk - kort sagt en dag, hvor det var allerbedst at være indendørs.
Jeg benyttede lejligheden til at kæle lidt ekstra for aftensmaden og blandt andet byde Dina på en lille dessert-overraskelse. Det er bestemt ikke hver dag, at vi får dessert, men jeg holder meget af at lave disse usunde kaloriebomber, der kan få englene til at synge.
Det blev til en variant over créme brûlée, som jeg ellers betragter som en lidt vulgær og kedelig dessert, hvilket især skyldes, at man fik den overalt i de tre år, jeg arbejdede i Norge. Så når det nu skulle være, så skulle det i hvert fald ikke være den slagne opskrift. Jeg gjorde ganske enkelt det, at jeg skiftede vanillen ud med lakridspulver. Også lidt vulgært måske, men ganske overraskende - jeg havde nemlig ikke fortalt Dina om mine planer. Her er så opskriften på fire portioner créme brûlée med lakrids. Varm en halv liter fløde. Imens rører du fire æggeblommer, 100 gram sukker og en-to teskeer lakridspulver sammen. Når fløden er varm, men ikke kogende, røres hele baduljen sammen og hældes i serveringsskåle. Det bages i vandbad en halv times tid i ovnen ved 150 grader. Efter bagningen skal det køles ned i køleskab. Inden serveringen drysses med et tyndt lag rørsukker, som karamelliseres med en créme brûlée-brænder. (Har du ikke sådan en i køkkenet, kan en almindelig gasbrænder til ukrudt såmænd også bruges, men så skal du nok gå udendørs med det! Du kan også bruge ovnens grill-element, men det er den dårligste løsning, for det varmer hele desserten.)
Til hovedret denne fredag aften serverede jeg stuvet spidskål med skinke. Det er sådan en rigtig sommerret, som smager drøngodt. Snit spidskålen og kog den i lidt letsaltet vand under låg i ti minutter. Lav en smørbolle og hæld kogevandet på. Tilsæt lidt mælk for at farve sovsen ordentlig hvid og krydr med lidt friskkværnet peber. Kom den kogte spidskål i sovsen og giv det hele et opkog inden serveringen.

Velbekomme
Jesper

torsdag den 29. juli 2010

Bilka vs. Brugsen

Onsdag eftermiddag flød vandet i stride strømme foran Bilka i Aalborg Storcenter. Det var lykkedes en varevogn fra Brugsen i Svenstrup at ramme en brandhane klokkerent, så alle, der ville en tur i Bilka, måtte ud på en mindre omvej med indkøbsvognen.
Konkurrencen er hård på det danske dagligvare-marked - og situationen kunne nemt give luft til fantasier om, at kæderne er gået over til håndgribeligheder i kampen om kunderne.
Så slemt står det dog næppe til, men folk foran varehuset kunne nu ikke lade være med at trække på smilebåndet af den uheldige chauffør fra Brugsen, der således fik skabt stor opmærksomhed om konkurrentens indgangsparti.
Forresten er en brandhane ikke bare en brandhane. På Wikipedia kan man finde en større artikel om brandhaner, der blandt andet oplyser, at "hanen er forsynet med et dæksel, en lås til dækslet, samt en lås for vandgennemstrømningen. Disse to låse betjenes med en såkaldt brandhanenøgle."
Det er trivia på højt plan - og efter læsningen er man således i stand til at vinde Danmarksmester, når ugens tema en gang bliver brandhaner - hvad kaldes den anordning, som man bruger til at betjene en brandhane???
God fornøjelse.

Jesper

Troværdighed

Morgenavisen Jyllands-Posten spørger i dag på sin hjemmeside læserne, om den verserende skattesag har skadet Helle Thorning-Schmidts troværdighed.
Nu har damen jo aldrig været troværdig, så skaden er vel til at overse?

Jesper

onsdag den 28. juli 2010

Spagetti








Jeg så forleden "Den sidste actionhelt" med Arnold Schwarzenegger. Filmen er en fantasi, hvor en dreng på laterna-magisk vis bliver en del af den film, som han ser i biografen. Da det sker, opfører han sig ganske dumdristigt, fordi han biograf-kynisk kalkulerer med, at man ikke skyder børn i film.
Det sker normalt heller ikke i den lettere genre, men går vi til en af de tungeste - en af de bedste film, som nogensinde er produceret, så sker det altså - det utænkelige. En lille rødhåret dreng med fregner bliver koldt og kynisk skudt ned.
Det er naturligvis Sergio Leones "Once Upon a Time in the West", som jeg her tænker på.
Det er en af de mest helstøbte og gennemarbejdede film, som findes. Et studie i menneskelig ondskab, lang som et ondt år, næsten uden handling, men spændende som en actionkomedie. En historie, der er fortalt på filmmediets præmisser næsten uden tale. Der går således fem minutter i åbningssekvensen, før de første replikker bliver fyret af - og da det er en western stort set samtidig med, at pistolerne begynder at tale - tre skurke skal hente Charles Bronson på en jernbanestation, men de har kun tre heste med. Overskurken griner: - Det ser ud til, at vi har en hest for lidt... Charles Bronson: - Nej, I har to for mange... Og sådan fortsætter det de næste tre timer.
Once Upon a Time in the West er berømmet for lydsiden. Her tænker jeg ikke blot på den eminente brug af Ennio Morricones musik, der forresten sagtens kan stå alene uden film. Nej, selve lydsiden er kynisk gennemarbejdet til det perfekte. Bedst i en scene lige før den førnævnte dreng bliver skudt. Han er på jagt med faderen og et eller andet sted ude i bushen er skurkene. Lyden af græshopper, fuglesang og anden natur er næsten øredøvende. Pludselig tier fuglene og græshopperne... Spændingen stiger til det ulidelige. Som sagt - en meget kynisk udnyttelse af lydsiden.
Denne verdens bedste western er aktuel, fordi der netop har været premiere på en ny, restaureret og såkaldt uncut version i biograferne. Jeg er nu ligeglad, for uncut-udgaven har længe været tilgængelig på DVD, og den er en af de mere spillede i min samling. Især efter at jeg har fået 40 tommer skærm.
For Once Upon a Time in the West er en af den slags film, der skal ses enten i biografen eller på en kæmpe-TV-skærm. For filmen er ikke just hæsblæsende i handlingen. Den virker i kraft af billederne, og Ennio Morricone tager sig den tid, der skal til for få fortalt historien. Nyd blandt andet dette klip fra slutningen af filmen, hvor handlingen forløses, og vi forstår, hvad det hele har handlet om.(Og skynd dig så enten i biografen eller ned til videoforhandleren - for det er simpelthen uforsvarligt at se det på en computer-skærm.)Når du har set klippet, forstår du sikkert også, hvorfor filmen er karakteriseret som en western-opera, hvor deltagerne i stedet for at synge, stirrer!



Ennio Morricone producerede en hel stribe westerns i Italien, fordi det var væsentligt billigere at lave film der end i USA. Filmene blev i sin tid derfor noget nedladende kaldt spagetti-westerns. Men det skal man nu ikke lade sig narre af. Morricones westerns er helt generelt noget af det bedste, som findes inden for genren.

Jesper

P.s Rubrikken endte på "Spagetti", men kunne lige så godt have været "Mænd, der stirrer" eller "Man skyder da børn"!

Anders Ands ende

Enden er tilsyneladende nær for Anders And, der i følge TV2 er i sit livs krise. Oplaget på "verdens sjoveste ugeblad" er de seneste år styrtdykket katastrofalt fra 220.000 eksemplarer i 1990 til sølle 37.000 i dag.
Nu er et oplag af den størrelse ikke sådan at kimse af i en tid, hvor stort set samtlige trykte media oplever tilbagegang, men det er alligevel en tilbagegang, som er til at føle på.
Men det store spørgsmål er så, om det betyder enden for Anders And. Og selvfølgelig gør det ikke det. Dertil er serien om anden uden bukser et alt for vigtigt bidrag til tegneserie-kunsten. Vi har for mange år siden vænnet os til, at vi ikke får flere nye hæfter med Tintin, men det afholder os jo ikke fra at blive ved at læse de gamle historier.
Sådan er det også med Anders And. Vi har haft vore lykkestunder sammen. Jeg kan stadig tage mig selv i at citere fra sømandens klagesang: "Jeg føler skæbnen true, for med pil og bue, jeg skød en albatros", som var et af de rigtige svar, da Anders i sin tid deltog i en TV-Quiz for at vinde et krydstogt til Sydhavsøerne. Vi har gennem årene nydt historierne om den uheldige and, som med et utrætteligt gåpåmod har taget kampen op mod alle livets udfordringer - ikke mindst en stor og besværlig familie med Onkel Joakim og Fætter Højben som de værste, men vi har sandelig også nydt Anders kampe mod naboen Knarvorn på Paradisæblevej - og ikke mindst alle Anders dødsdømte forsøg på at skabe sig et anstændigt udkomme.
Tænk også på, at udtryk som Langbortistan, som i dag findes i danske ordbøger, oprindeligt stammer fra Anders And. Og folk i min generation kan vel også stadig reagere på en uønsket situation med et dybfølt "Uakk".
Ægte donaldister sværger til Carl Barks gamle historier, men jeg sluger dem allesammen. Anders And var det første blad, som jeg abonnerede på - og jeg har stadig 60'er-årgangene samlet i tidsskiftkassetter stående på lokummet til fornøjelig adspredelse i en presset stund.
Jeg køber stadig bladet med jævne mellemrum - og på det rent kunstneriske plan bliver der fortsat produceret gode historier med Anders And. Rent episk var han i krise i 70'erne og 80'erne, men efter at danske Egmont har taget ansvaret for udviklingen, er kvaliteteten steget væsentligt.
Men skulle det utænkelige ske - at Anders And blive ramt af bladdøden, så har vi stadig minderne. Men det vil være begrædeligt for de kommende generationer af unge. For hvor er egentlig incitamentet til at lære at læse i vore TV-tider - hvis altså det ikke lige var fordi, at Anders And dumper ind ad brevsprækken en gang om ugen?

Ha' det
Jesper

Foto: Det Kongelige Bibliotek. Den sidste side i den første historie om Anders And - Anders And som brandmand - er klikbar, så du kan nyde Rip, Rap og Rups udrykning som Brandmand nummer 13 1/3, 13 1/2 of 13 3/4, mens vi ser silhuetten af Anders "De kan velnok sagtens" - en rigtig klassiker.

mandag den 26. juli 2010

Dagens ord XXVIII

Det er ikke altid lige nemt med de nordiske sprog. Jeg har oplevet adskillige udlændinge blive forbløffet over, at vi taler tre forskellige sprog her i Norden - og så alligevel forstår hinanden. Det kan føre til situationer, hvor det går helt galt. For eksempel her i aften, hvor TV2 charlie viste et afsnit af sommer-krimien "Tavse Vidner", der har retsmedicinerne som helte. Aftenens afsnit i den engelske serie handlede om et drab begået i Norge femten år tidligere. I prologen fulgte vi derfor en eftersøgning efter et lavineskred i Norge. Det var lavet næsten minutiøst korrekt med norske politiuniformer. Alligevel blev scenen skæmmet alvorligt, fordi de medvirkende statister talte svensk.
For de engelske seere gør det nok ikke den store forskel, men det er bestemt ikke noget, vore norske venner bryder sig om at se. Forresten gik det galt igen lidt senere i filmen. Igen var det en scene, som angiveligt skulle foregå i Norge - men den skarpsindige seer bemærkede straks, at en medvirkende bil var højrestyret!
Simpelthen sjusk - og det er en skam, for de laver ellers nogle af verdens bedste TV-serier i England, mener denne Barnaby-fan.

Jesper

Søndagsmesse

Søndag var jeg til messe i den katolske kirke i Aalborg. Det er anden gang i år, at jeg har været i kirke, så det er ved at blive en dårlig vane.
Søndagens kirkebesøg skyldtes, at to af mine gamle venner fra Grønland - Judith og Ernst -skulle optages i "Den Katolske Kirkes fulde fællesskab", som det hedder. Ernst har været alvorligt syg gennem flere år - og parrets beslutning om at blive katolikker er en følge af lang tids overvejelser.
For dem var det en stor dag - og uagtet min store foragt for præsteskaber ville jeg da godt fejre denne dag sammen med dem.
Det var forresten en interessant oplevelse at være til en katolsk messe. Det var en lang forestilling sådan en sommersøndag, men det foregik i en fantastisk afslappet stemning, hvor folk uafladeligt kom og gik. Der var tilsyneladende ingen fordømmende miner, selv om en stor del af menigheden undervejs tog sig en slapper på trappen foran kirken i den dejlige sol.
Jeg finder det også bemærkelsesværdigt, at man klappede af Judith og Ernst, da selve optagelses-ceremonien var ovre. Præget af det protestantiske mørke som jeg er, har jeg lidt svært ved at vænne mig til, at man klapper i en kirke.
Begivenheden foregik i den katolske kirke i Aalborg, Sct. Mariæ Kirke. (Bemærk venligst den smukke fordanskning af den latinske genitiv-form, Mariæ). Det er faktisk en ganske flot kirke, som ligger på Kastetvej - lige ved siden af det gamle Kamillianer-kloster, som i dag fungerer som hospice. Kirken ligger lidt indeklemt mellem småindustri og beboelse her i et af Aalborgs gamle arbejderkvarterer, men indvendigt er der både masser af lys og luft. Kirken er bygget i røde sten og overalt træder det smukke murværk frem i buer og søjler. Og som i enhver ordentlig katolsk kirke er der naturligvis glasmosaikker med Jomfru Marie i vinduerne.
Beliggenheden på Kastetvej er forresten lidt problematisk for menighedens medlemmer, hvis de ankommer i bil - og en af Aalborgs ihærdige parkeringsvagter havde en god søndag formiddag foran kirken. Intet er tilsyneladende helligt for disse parkeringsvagter. Det er selvfølgelig ganske tilfredsstillende, at offentligt ansatte demonstrerer ægte verdslighed og ikke tager religiøse hensyn - men omvendt finder jeg det måske en anelse nidkært at sende parkeringsvagter på arbejde søndag formiddag - altså!
Må din gud være med dig!

Jesper

søndag den 25. juli 2010

En lystfiskerhistorie

Som lystfisker skal man være i besiddelse af en engels tålmodighed og et æsels stædighed, for der findes næppe nogen anden fritids-fornøjelse, der i samme grad kan byde på modgang og bristede forventninger.
Lørdag morgen klokken halvfire, mens sommermorgenen dårligt var begyndt at gry, satte vi kursen mod Aggersund. Planen gik i al sin enkelthed ud på at nakke et par skrubber til en gang nye kartofler lørdag aften. Selv om vi på forhånd var advaret om, at fiskeriet i Limfjorden er på noget af ringeste nogensinde, mente vi alligevel, at det nok var forsøget værd. Under alle omstændigheder havde vi investeret i et bæger fuldfede, saftige børsteorm, som burde få skrubber, ål, ålekvabber og måske en forsinket havørred til at slikke sig om munden.
Men efter fem timers ihærdigt fiskeri kunne vi overlade et halvt bæger børsteorm til nogle af de andre håbløse optimister, som også stod på kajen - det var simpelthen for ringe, fiskeriet.
Jeg havde tre bid, hvoraf jeg mistede de to i vandoverfladen, hvilket desværre ikke er ualmindeligt, når man fisker fra en kaj. Alt i alt lykkedes det mig kun at bjærge verdens mindste ulk - ikke en gang så stor i kæften, at den kunne gøre sig fortjent til øgenavnet "københavner". Og Dina, ja, hun fik en krabbe i land som det hele.
Så er det ligesom, at det ikke er særlig sjovt længere - og dog: For selve jagten, den tålmodige venten på, at nu får man bid og helst et af de helt store, er jo det, som driver os op om morgenen. Og når morgenen så er så dejlig, som den aktuelt var denne lørdag, er det jo en ren fornøjelse. Vi så forresten også et par sæler - og ude over Aggersunds enge kunne vi høre storspovens flotte triller, så det var nu ikke så ringe en morgen endda.
Men, hånden på hjertet - jeg tror ikke, at vi vender tilbage til Aggersund før høstsilden.

Ha' det
Jesper

fredag den 23. juli 2010

Bjerget















Topografien i Gjøl- og Øland-området er temmelig markant, for egnen er selv efter danske forhold ualmindelig flad.
Her er der ingen klaustrofobiske fjelde, men derimod frit udsyn til alle sider - og så langt øjet rækker.
En undtagelse er der dog. Der, hvor Gjøl-dæmningen begynder, ligger der et lille, uanseeligt bakkedrag, som bærer det pompøse navn Bjerget. Navnet vidner om en høj grad af selvironi blandt den lokale befolkning, for på sit højeste når Bjerget en højde af 17 meter. Det lyder ikke af meget - og er det heller ikke. Men ikke desto mindre er det nok, når det omgivende land er endnu lavere. Fra Bjergets 17 meter høje top kan man tydeligt se Aalborgs skyline og broen ved Aggersund - kort sagt dækker Bjerget et område svarende til cirka halvdelen af Limfjords-landet. Så gør det ikke så meget, at det ikke er så højt.
Bjerget har endda været større - ganske vist ikke i højde, men i omfang. For det er nemlig Bjerget, som i sin tid gavmildt har forsynet menneskene omkring Gjøl og Øland med byggematerialer, da Gjøl-dæmningen og senere Øland-Attrup-dæmningen skulle bygges.
Så jeg har stor respekt for Bjerget, som rager pænt op i luften, når man ser det fra dæmningen på en stille sommeraften.
Men forresten er en stille sommeraften det helt rigtige tidspunkt til at udforske egnen omkring dæmningen og Ulvedybet, som også de to mindre fotos vidner om.

Ha' det
Jesper

Solnedgang















Solen gik torsdag den 22. juli ned kl. 21.54 i Østerby. Den står op igen kl. 05.03, og dagen er allerede aftaget med en time siden Sankt Hans.

Ha' det
Jesper

torsdag den 22. juli 2010

Luft under vingerne X





Da lufthavnen i Nuuk åbnede i 1979, skulle Grønlandsfly finde en flytype som afløser for S-61 helikopterne til beflyvning af den grønlandske hovedstad og lufthavnene i Kangerlussuaq og Narsarsuaq. Valget faldt meget naturligt på de Havilland Canada DHC-7, almindeligvis omtalt som Dash-7, der vel i virkeligheden er det fastvingefly i verden, der mest minder om en helikopter.
Når man - som jeg - har prøvet at lande på nogle af Grønlands mindste kyst-landingsbaner - ofte under vanskelige vejrforhold - er det i hvert fald somme tider som om, vi nærmest er gået lodret op og ned. Forud er gået en ofte rystende indflyvning, hvor flyet har danset fra side til side - og de mindre flystærke passagerer har været i gang med at bede, hvad de regnede med skulle være deres sidste bøn. Og så pludselig - bang - så holder vi der på landingsbanen. Fuldstændig uimponeret over, at det nærmest ikke skulle være muligt at lande der. Særlig sjovt er det vel ikke, men absolut trygt og sikkert.
På samme måde ved take-off. De fire Pratt & Whitney-motorer op på fulde omdrejninger, alting ryster og dirrer, piloten slipper bremsen, vi accellererer nærmest som en raket, og ti sekunder senere er vi i luften.
Det skyldes, at Dash-7 er et ægte STOL-fly. STOL betyder Short Takeoff and Landing og dækker over en særlig flytype, som har sin mission i tyndt befolkede og infrastrukturelt mindre udviklede områder som store dele af Arktis - og altså dermed også Grønland.
Reelt er det kun en lille håndfuld flytyper, som har disse særlige egenskaber - og sjovt nok blev Dash-7 udviklet i begyndelsen af 70'erne, fordi man på dette tidspunkt mente, at der var et marked for flyruter mellem de store lufthavne som Heathrow ved London og så mindre lufthavne inde i selve city-området som for eksempel London City Airport. Konceptet slog aldrig rigtig an - og det er derfor i Arktis, at Dash-7 virkelig har dækket et behov.
I mange år var flytypen dominerende på det norske kortbanenet opereret af Widerøe sammen med lillebroren Twin Otter, men er nu afløst af Dash-8, som ganske vist ikke er et ægte STOL-fly, men som alligevel kan klare sig med ganske korte landingsbaner. Den samme udvikling er nu på vej i Grønland, hvor Air Greenland netop har taget sine to første Dash-8 i brug.
Dash-7 er virkelig perle og lidt af en sjældenhed i den store sammenhæng. Der er kun bygget 113 eksemplarer af flyet - og i 2008 (det nyeste tal, jeg har kunnet finde) var der kun 68 operative - heraf de syv hos Air Greenland. Det grønlandske selskab har sidenhen taget et af flyene ud af operation for at kannibalisere det til reservedele, da det efterhånden er ved at blive et problem med at skaffe stumper til denne arktiske succes.
Af de 113 byggede eksemplarer er de seks mistet ved ulykker, blandt andet Widerøe Flight 710, der i 1988 forulykkede ved Brønnøysund og alle 36 ombordværende blev dræbt.
Dash-7 er et ganske behageligt fly at være passager i, da kabinen er særdeles rummelig sammenlignet med andre fly i samme klasse. Air Greenland-versionerne har 50 sæder, men det er langt fra altid, at der er så mange passagerer med, da mange af flyvningerne er kombineret fragt og passager-flyvninger.
Dash-7 har nu i en årrække været arbejdshesten i Grønlandsk luftfart, hvor behovet har været stigende gennem årene, efterhånden som snart sagt hver eneste vestgrønlandsk flække har fået en landingsbane. Jeg har ikke tal på, hvor mange flyvninger, det gennem årene er blevet til, men det er da op imod et par hundrede ture. Første gang i 1993 på en tjenesterejse fra Kangerlussuaq til Nuuk - og senere videre til Narsarsuaq.
Mange af turene er foregået under vejrforhold, der ikke har været optimale. På grund af Dashens store haleror, som er nødvendigt af hensyn til STOL-egenskaberne, er flyet særdeles livligt i blæsevejr - og især i sidevind. Det er da også sket mere end en gang, at jeg har været nødt til at tage en ordentlig diskussion med mig selv og fornuftigt forsøgt at overbevise mig om, at piloten og jeg altså har samme interesse i at overleve det her - så det må altså være sikkert nok. Efterhånden er det da også lykkedes mig flere gange at sove fra turbulensen.
Men en tur glemmer jeg aldrig. I 2008 måtte vi opgive at lande i Kangerlussuaq - og måtte derfor gå videre til først Aasiaat, opgive der og så videre til Ilulissat. Den tur var voldsom - og jeg sad faktisk og holdt tre andre passagerer mere eller mindre i hånden. Det var amerikanere, som aldrig havde prøvet noget lignende. Når jeg kunne holde tre i hånden, skyldes det en lille sjov detalje ved Dash-7; sæderne på de øverste rækker er modstående, og jeg sad altså med ryggen mod cockpittet og flyveretningen.
Dash-7 er et fantastisk fly med nogle helt unikke egenskaber. De kommer blandt andet frem i denne lille video fra YouTube, hvor vi ser en landing i sidevind i Nuuk - fotograferet fra tårnet.



Læg mærke til fotoet med de tre Dash-7 foran hangaren i Nuuk. Flyene er i den gode, gamle Grønlandsfly-bemaling fra før, selskabet skiftede navn til Air Greenland. Fotoet med de fire fly i formation er fra Dash-7's 25 års-jubilæum i Grønland i 2004.

Jesper

onsdag den 21. juli 2010

Tall Ships Races















Aalborgs velkendte skyline med Budolfi kirke har fået sig et ordentligt skud for boven i disse dage, hvor Aalborgs kaj er vært for Tall Ships Races.
Overalt rager masterne fra flotte skibe langt op over havnefrontens glasfacader og giver minder om en svunden tid, hvor de syv have blev behersket af ramsaltede, saltvandsvante søfolk, som var gjort af et helt andet stof end storbyens landkrabber.
Deltagerne i Tall Ships Race er gode, gamle, velbefarne skoleskibe, som kræver andet og mere end en maskinmester-eksamen at sejle. Det er sejlende uddannelses-institutioner, hvor unge mennesker i dag får både dannelse og uddannelse - hvor gode gamle dyder som orden og disciplin er helt normalt. For kendsgerningen er, at uden disse altmodische fænomener kan man overhovedet ikke så meget som sejle fra Aalborg til Nørresundby - endsige fra Engeland til Skotland.
Aalborgs havn er i disse dage også et paradis for kloge bolværksmatroser med triviel viden om forskellen på en bark og en brig. For folk som kan se forskel på en mesan og et gaffelsejl.
For en gammel spejder som undertegnede er det samtidig en kilde til uudtømmelig glæde at se, hvordan tovværket bliver håndteret med orden og viden i en verden, hvor forskellen på en kællingeknude og et pælestik kan være forskellen på liv og død.
På den baggrund forekommer det en lille smule uforståeligt, at Aalborg har valgt at pakke Tall Ships Races ind i et larmende udendørs rockprogram, som er en Roskildefestival og en Skovdal værdigt. For der er ellers nok at se på - det er slet ikke nødvendigt at sovse de flotte skibe ind i lind musik!

Ship Ohøj
Jesper

P.s.: Lad nu være med at misforstå mig - jeg har intet imod rockmusik - snarere tværtimod - men hver ting til sin tid!

mandag den 19. juli 2010

Hejren er tilbage















Den lange, kolde vinter har været hård ved fiskehejrerne. I foråret og forsommeren har vi set markant færre eksemplarer end normalt af denne flotte, store fugl, der er tæt knyttet til vådområder som for eksempel Ulvedybet.
Nu efter yngletiden ser det imidlertid ud til, at bestanden er ved at være på fode igen. Søndag aften så jeg på samme tid otte fiskehejrer, som stod og hyggede sig rundt omkring i Ulvedybet.
Fiskehejren er en af de fugle, som har udviklet sig positivt i Danmark, og bestanden er cirka tredoblet over de seneste 30 år. Da jeg var dreng, var det en ganske sjælden fugl, men nu ser vi da hejrer næsten hver gang, vi er ude at køre. Bestanden blev i 2000 opgjort til 6-7.000 ynglepar.
Fiskehejren er en stor fugl med et imponerende vingefang på to meter. Den kendes nemt i flugten på den S-formede hals. Men på trods af størrelsen vejer den faktisk ikke mere end en velvoksen suppehøne.
I dag er fiskehejren fredet, men har tidligere været udsat for stort jagttryk. I middelalderen blev den anset for at være en stor delikatesse, og den er også blevet jaget, fordi de flotte halsfjer har været eftertragtet som pynt på damehatte.
De fiskehejrer, som vi har her i nabolaget er ganske sky og svære at komme ind på. Men fuglen trives også med stor succes i søerne i København. Her er fiskehejren blevet så tilpasset livet i storbyen, at de kan håndfodres.

Ha' det
Jesper

Egen avl fra nyttehaven

"Værdien af egen avl fra nyttehaven udgør kr. 200, som De modtager af banken", stod der på et af lykkekortene i Matador-spillet i gamle dage.
Sludder og vrøvl, siger jeg bare. For den slags kan slet ikke gøres op i penge.
Vi har netop taget hul på de første kartofler af egen avl fra det fremskudte dige - og de smager helt fantastisk. Det rene slik fra naturens skatkammer, fristes man til at sige.
Det er bintje-kartoflerne, som vi satte for to måneder siden - den 16. maj - som nu er så vidt fremskredne i væksten, at vi kan begynde at tage af dem. De første tog vi - sådan lidt for eksperimentets skyld i fredags - men fra i dag og de kommende uger, vil den stå på helt friske, nyopgravede kartofler til hvert eneste varme måltid her i huset.
For disse helt friske kartofler er en delikatesse uden lige. Specielt når man har opholdt sig en årrække i Grønland og dermed gennem mange år været afskåret fra det, som burde være en del af de elementære menneskerettigheder.
Normalt plejer jeg at kunne klare mig med en tre til fire kartofler til aftensmaden, men netop nu i højsæsonen for de nyopgravede kartofler må vi nok se i øjnene, at det bliver til lidt mere. Til gengæld kan vi jo så spare på den brune sovs, så det går nok lige op i kalorieregnskabet.
Og heldigvis er værdien af egen avl fra nyttehaven jo ikke længere en post i skatteregnskabet. Lad os nyde det - så længe det varer. For med den ihærdighed, nidkærhed og omhu statsmagten i almindelighed - og skattefolkene i særdeleshed - lægger for dagen, skal det såmænd nok blive indført igen. Om ikke andet fordi det med garanti genopstår i et eller andet EU-direktiv!

Ha' det
Jesper

søndag den 18. juli 2010

Morelhøsten

Netop nu er det tid for morelhøsten - og jeg skal ærligt indrømme, at det er en lidt træls historie i år.
Vort moreltræ er simpelthen for stort, så de bedste og mest modne bær sidder ganske utilgængeligt - så det er mest solsortene, der får glæde af dem.
Desuden har vi væsentligt færre bær end sidste år. Det skyldes dels, at vi ikke fik træet beskåret efter høsten og så har det sikkert også haft betydning, at foråret har været så koldt. Bierne kom lidt sent ud af starthullerne, så det er langt fra alle blomsterne, som er blevet bestøvet.
For at få større glæde af moreltræet i fremtiden har jeg derfor valgt at høste på en lidt hårdhændet måde. Jeg skærer ganske enkelt et stort antal grene af træet og venter så med at plukke bærrene til grenen ligger på jorden.
Resultatet skal blivet et træ, som er væsentligt mindre i omfang - og som om to år, når der forhåbentlig er kommet godt gang i væksten igen, vil bugne med moreller, da det er to-års-grenene, som giver flest bær.
I alt er det kun blevet til to skåle moreller i år - og det er ærlig talt sølle. Desværre ser det ud til, at reslutatet for kirsebærrene vil gå i samme retning. Så også kirsebærtræet skal have en ordentlig beskæring i år - når vi har høstet. Det vil antagelig ske i løbet af en uges tid.

Ha' det
Jesper

fredag den 16. juli 2010

Mysteriet er løst

I gårsdagens indlæg bad jeg om hjælp til at opklare, hvad det var for en mystisk dims, jeg havde fundet i mit værksted.
Det har givet en del svar - og min ide om, at det måske var et haveredskab, er blevet fulgt op af flere, som mener redskabet er en form for tidseljern.
Men det rigtige svar kommer fra min lillesøster, som kan oplyse, at dimsen skal bruges til at rode op og lufte indholdet i en kompostbeholder. Dimsen er nemlig en såkaldt beluftningsstok, som stikkes ned i kompostbeholderne for at vende og lufte indholdet, så selve processen går lidt hurtigere.
Selve ordet beluftningsstok må bestemt være opfundet i en kommunal forvaltning, dengang man fandt på, at alle haveejere skulle have en kompostbeholder med offentligt tilskud. Kommunale forvaltninger er desværre præget af en ekstrem grad af sproglig armod og hjemsted for begreber som tovholder, kickoffmøde, kvalitetssikring, taskforce - og når man endelig prøver at tænke en selvstændig tanke, ender det i et misfoster som beluftningsstok. Folk, der finder på den slags ord, bør skydes ved daggry.
Min søster skriver, at dimsen bruges til at rode rundt i komposten. Hvorfor ikke kalde det en kompostvender, kompostroder eller kompostlufter. Det er et aktivt ord, som siger meget mere om, hvad dimsen skal bruges til.
Forresten siger den gamle reklamemand i mit indre, at hvis man kaldte den for en Kompostok eller endnu bedre Kompost-OK, ville der nok ryge lidt flere eksemplarer af dimsen over disken.
Men derudover er der ingen tvivl om, at der venter et verdenspatent til den, som kan opfinde et tidseljern, som kan folde vingerne ud nede i jorden og tage rødderne på mælkebøtterne med op!

Tak for hjælpen
Jesper

torsdag den 15. juli 2010

Hvad er det?

Vi er netop blevet færdige med at bygge vort nye redskabsrum. Den står derfor på alvorlig oprydning i det gamle redskabsrum, som i fremtiden skal være værksted.
Da vi i sin tid flyttede ind, blev værkstedet blot fyldt op med flyttekasser med indhold, som vi ikke lige umiddelbart stod og manglede - og vi fik derfor heller aldrig rigtig set, hvad de forrige ejere havde efterladt rundt omkring i skabe, skuffer og hjørner. Jeg har netop fundet dette mystiske redskab, som jeg simpelthen ikke ved, hvad er - og jeg benytter derfor lejligheden til at bede om læsernes hjælp.
Det er givetvis et haveredskab, som er lavet af hård plastik. Apparatet er cirka en meter lang og forsynet med en spids. Desuden findes der lige over spidsen to "vinger" eller modhager cirka syv centimeter lange, som kan foldes ind eller slås ud.
Hvis du ved, hvad dette instrument skal bruges til, er du velkommen til at skrive til mig - enten via kommentar-feltet, e-mail eller Facebook. På forhånd tak for svaret.

Jesper

tirsdag den 13. juli 2010

Tour de Øland

I den forgangne weekend havde jeg besøg af familien.
Sammen gennemførte vi en sand Tour de Øland, selv om prologen var henlagt til Gjøl Kro. Her blev frokosten ledsaget af et foredrag om Hans Kirks "Fiskerne". Det var Aabybro kommunes tidligere kulturchef Niels Eske Nyhus, som har lavet en nøgle til romanen og fundet ud af, hvem Laust Sand og de øvrige personer i bogen er modelleret over. Et ganske spændende stykke lokalhistorisk arbejde.
Herefter gik turen til Oxholm Kirke, hvor jeg havde allieret mig med meningshedsrådets formand Orla Højmark, som fortalte om den tidligere klosterkirke, der i dag er en af de få privatejede kirker i Danmark. Oxholm Kirke er sådan en rigtig lille lokal udgave af Roskilde Domkirke med gravkamre for tidligere herremænd på Oxholm Gods - og ikke mindst det tolv tons tunge marmor-epitaph for Lewetzau-slægten, som residerede på Oxholm 1668 - 1796. En spændende historie, som jeg nok skal vende tilbage til.
Efter kirken gik turen til Oxholm mølle, der nedbrændte i 2004, men i dag er genopbygget som model og lokalhistorisk museum for Øland. Da driften af møllen i sin tid ophørte i 1923, flyttede mølleren med familie til Nørremarksvej 6, hvor jeg bor jeg bor i dag. Her tændte jeg lørdag aften op i grillen - og familien hyggede sig med pølser, bøffer, jordbær, vin og øl i passende mængder. Dagen sluttede med en slentretur i solnedgangen til Ulvedybet.
Nåja, så var vi et par stykker, som lige fik en øl eller to inden sengetid...

Ha' det
Jesper

Foto: Henrik Jespersen

mandag den 12. juli 2010

Lyn over Øland















Mandag aften drev et tordenvejr over Nordjylland - og jeg kunne endnu en gang sætte mig ud i haven for at dyrke en lille, hemmelig drøm - at fotografere et lyn!
Og i aften lykkedes det - tordenlynemig! Jeg kan næsten ikke få hænderne ned - vel vidende at dette jo kun er første gang. For det kan selvfølgelig sagtens gøres bedre. Men nu er jeg i det mindste ved at have tjek på, hvordan det skal gøres.
Et er selvfølgelig det rent fototekniske, som skal være i orden. Belysning, eksponeringstider, blænder, fokus og så videre. Men der skal altså også en god portion held til. For det er jo sådan, at et lyn kommer ganske uventet - som et lyn fra en klar himmel. Det går så stærkt, at selv den hurtigste lukketid kombineret med den menneskelige reaktionstid ikke er hurtig nok til at tage billedet. Derfor skal man håbe på - hvad der heldigvis sker ret ofte - at der kommer flere lyn med en brøkdel af et sekund imellem. Derudover skal lynet naturligvis komme i den retning, linsen peger - og den kombination lykkedes det altså at opnå i aften.
Jeg kan naturligvis ikke lade være med at dele billedet med bloggens læsere - men jeg tør også godt love, at næste gang - og næste gang igen - vil jeg forsøge igen. For som sagt - det kan blive endnu bedre!

Ha' det
Jesper

Gentlemen of the Press














  • Da Nuuk i 2002 var vært for Arctic Winter Games, sad jeg i bestyrelsen for Grønlands Presseforening - den lokale kreds af Danmarks Journalistforbund, som jeg senere skulle blive formand for.
    Presseforeningens bidrag til vinterlegene var en reception, hvor vi havde inviteret alle de pressefolk, som dækkede Arctic Winter Games. Det var nu ikke, fordi det var så frygteligt mange, men det var da en god og passende anledning til at holde en fest - og stille op til et gruppebillede.
    For de lokale journalister var Arctic Winter Games en enestående chance for at knytte kontakter til det store udland og ikke mindst de nordamerikanske arktiske områder - noget det ellers somme tider kan knibe med, når man sådan skærer hakkelse i døgnets rejsestald i et lille og lukket samfund som det grønlandske. Nu er the "Gentlemen of the Press" jo festlige mennesker - og det blev til et brag af en fest. Serveringen var der forresten heller ikke noget i vejen med. Den var sponseret af Royal Greenland og bød på et væld af grønlandske specialiteter - ledsaget af et par ord fra en af gastronomiens kändisser, som den grønlandske fiskeproducent havde inviteret til Nuuk i anledning af vinterlegene.
    På daværende tidspunkt var jeg også gildemester i Sct. Georgs Gildet i Godthåb - og jeg kombinerede mine kasketter sådan, at receptionen blev holdt i Cafe Aput - et anneks, som gildet havde bygget i forbindelse med gildehuset ved Stadion.
    Det var lidt primitive forhold, men det var heller ikke hver dag, at Nuuk var vært for et arrangement med flere end 1000 deltagere, så den grønlandske hovedstad led i disse dage voldsomt under mangel på lokaler. De primitive forhold til trods blev det en god fest med musik og dans til Poul Josefsen band. Poul Josefsen er tekniker på Grønlands Radio - KNR - og har i mange år stået i spidsen for dette orkester, som spiller god og gedigen 70'er-rock. På trommer ser vi Bette Knud, som er vagtmester i Nuuk Brandvæsen. Hvem de to øvrige medlemmer af bandet er, kan jeg desværre ikke lige komme i tanke om.
    Cafe Aput var et primitivt cafeteria, som vi opførte i bidende vinterkulde i begyndelsen af 2002, så gildet kunne bidrage til underbringelsen af deltagerne i Arctic Winter Games og Nuuk Snow Festival samt Nuuk Tivoli samme år. Det var opført på en terrasse mellem gildets to bygninger - og bestod såmænd ikke af andet end et skelet af lægter og så nogle krydsfiner-plader. Opvarmningen foregik med en varmekanon. På det nederste billede ser vi lokalet i al sin enkelthed, som det tog sig ud under Nuuk Snow Festival.
    Da året var omme, blev Cafe Aput revet ned. Men jeg er sikker på, at der er mange, som husker stedet for mindst en af de mange gode fester, som cafeen lagde hus til i det lille år, den eksisterede.

    Ha' det
    Jesper

fredag den 9. juli 2010

Når snegle elsker

Vinbjerg-sneglen slipper ikke for bøvlet med at finde en partner, når den skal formere sig, selv om denne velsmagende snegleart i lighed med de fleste andre snegle er hermafrodit, altså tvekønnet.
Det skyldes - modsat opfattelsen hos de fleste mennesker i vore dage - at sex ikke bare er fornøjelse. Formålet med formeringen er at få spredt generne - og gerne i en ny, ukendt og endnu mere levedygtig kombination - og det kan kun ske hensigtsmæssigt, hvis to individer af arten slår sig sammen om at bringe generne videre.
I disse dage vrimler haven med vinbjergsnegle, når det lige har regnet og i morgenduggen - og det er derfor nemt at være med på en kigger, hvis man vil studere akten. Det er som alt andet i sneglenes tilværelse nemlig noget, der tager tid - også selv om der står en forsmået elsker ved siden af og kigger på.
Når vi er begavet med et stort antal vinbjergsnegle her på egnen, skyldes det Oxholm - den store herregård som tidligere var kloster. Snegle måtte gerne spises i fasten, da de ikke betragtes som kød af troende katolikker. Derfor blev de i stort omfang avlet og udsat i nærheden af de gamle klostre.
Vinbjergsnegle er en udsøgt delikatesse - bagt i hvidløgssmør ofte brugt som forret, men en snegleragout går bestemt også an. I princippet er vinbjergsneglen fredet, men det er tilladt at indsamle dem på egen jord. Hvis man ønsker at spise dem, skal de gå et par dage i en kasse, så de får tømt tarmen for affaldsstoffer. De aflives i kogende vand et par minutter, hvorefter de skal renses og indvoldssækken fjernes. Så er de klar til, at man kan fjerne den for snegle så karakteristiske slim ved at koge dem endnu et par gange i letsaltet vand. Endelig skal de så koges med suppeurter to til tre timer, inden de er klar til en tur i ovnen. 10 minutter med hvidløgssmør ved 225 grader. Serveres rygende varme med friskbagt flutes.
Alt i alt en temmelig omstændelig proces, så måske var det alligevel en ide at købe sneglene i supermarkedet? Så undgår du også at drive rovdrift på sneglene i din have - og der er mange, der mener, at vinbjergsnegle er med at til at holde dræbersnegle væk. Jeg tror, at der er noget om snakken - i hvert fald har jeg i år kun fundet færre end en halv snes eksemplarer af den iberiske skovsnegl, som den officielt hedder. I følge medierne skulle den ellers være særdeles talrig i år.
Til gengæld har jeg også fundet et par eksemplarer af brun skovsnegl, som ligner dræbersneglen til forveksling. Men den er fredet og man må ikke slå den ihjel. Den kendes på, at den i udgangspunktet er lidt mindre en dræbersneglen - og så ruller den sig ikke sammen til en kugle, hvis man driller den med en pind.
Her i jordbærsæsonen kan sneglene være ganske irriterende, for de holder også af de velsmagende røde bær, men ellers skal vi være glade for sneglene i haven. De spiser især døde plantedele med deres raspetunge, som vokser hele livet - og er dermed med til at holde gang i den naturlige omsætning i haven.

God veekend
Jesper

tirsdag den 6. juli 2010

Byggepladsen

Kunsten at lægge fliser har ikke været en del af pensum på nogen af de undervisnings-institutioner, som jeg har frekventeret gennem livet. Men som det vil være nogle af bloggens læsere bekendt, er der lidt af en skabs-entreprenør i mig, så det afholder mig bestemt ikke fra at prøve.
Så det meste af tirsdagen er gået med at lægge fliser i mit nye redskabsrum. Det er sket efter alle kunstens regler med stabilgrus og vaterpas - og det ser faktisk ud til, at det er lykkedes. Under alle omstændigheder kan jeg mærke på kroppen, at det har været en rigtig god dags arbejde. Og hvis der - på trods heraf - er nogen, som mener at kunne se en skævhed eller to, så kan jeg oplyse, at det er det, som vi fagfolk kalder fald. Udelukkende udtryk for rettidig omhu i en tid med risiko for global opvarmning og stigende havoverflader...
Desuden har vi her til aften lukket redskabsrummet, så desværre bliver mine flotte fliser ikke tilgængelige for almenheden.
I det hele taget er parcellen lidt af en byggeplads i disse dage. Sammen med et par kammerater arbejder vi intenst på at blive færdig med min nye carport - og altså et nyt redskabsrum. Desværre er vi - i lighed med alle store byggeprojekter i dette land (metroen, Storebæltsbroen, IC4, you name it...) - noget bagud af tidsplanen. Jeg havde håbet, at arbejdet ville være færdig til den kommende weekend, hvor jeg har inviteret familien til grill-fest, men det bliver nu nok med kniberi.
Til gengæld bliver det godt. For når byggeriet er færdig, får vi betydelig bedre plads i brændeskuret, og det gamle redskabsrum skal så omdannes til værksted. Og bilen vil langt om længe endelig få tag over hovedet. Samtidig bliver der en fin gårdsplads mellem huset og værkstedet, hvor der læ for den fremherskende vestenvind, så vi forhåbentlig får mulighed for at opholde os endnu mere udendørs. Så der er noget at se frem til.

Ha det
Jesper

mandag den 5. juli 2010

Stegt flæsk med persillesovs

Stegt flæsk med persillesovs er altid godt, men netop nu med helt nye kartofler er det endnu bedre. Det er essensen af dansk kogekunst samlet på en tallerken. Gris, kartofler, sovs - så kan det altså ikke blive mere dansk!
Og så er det så nemt at lave, at det er helt overflødigt at videregive opskriften, så det vil jeg lade være med.

Velbekomme
Jesper

søndag den 4. juli 2010

Firbenets paradis














- Et opvarmet badeværelsesgulv må simpelthen være et paradis for et vekselvarmt dyr som et firben.
Sådan har denne lille fætter sikkert ræsoneret, da den søndag valgte at tage ophold i vores badeværelse. Hvordan den lige er kommet ind, ved jeg ikke, men sandsynligvis gennem det åbne vindue. Firben er gode til at klatre.
Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig troede på fruen, da hun meddelte, at vi sådan havde fået øglebesøg. Jeg har ikke tidligere set firben i haven - og generelt bryder denne repræsentant for de få danske øgler sig ikke om opdyrkede områder.
Der er tale om et almindeligt firben eller skovfirben, som den også kaldes. Udover skovfirbenet er øglerne også repræsenteret ved markfirben og stålorm i den danske fauna.
Sådan en lille fyr er fredet - og det ville da også være dumt at slå en insektæder ihjel her i sommervarmen - så det var med at fange den for at slippe den ud i naturen igen.
Det var ikke helt ligetil, for den bevæger sig faktisk forbløffende hurtigt, men det lykkede mig at trænge den op i en krog og ned i en papæske - og så var det ellers ud i Guds fri natur igen. Den satte sig godt til rette på en af kantstenene til blomsterbeddet og lod sig varme solidt igennem af solen - og pludselig strøg den afsted hen over jorden. Som det ses på billedet, er den ganske fornuftigt camoufleret til et liv på jorden.
Efter dette lille søndagseventyr kan jeg så sidde og undre mig lidt over fruens reaktion. Hun er panisk ræd for mus og edderkopper. Hvad er det, som et firben har, så hun ikke blev bange for det? Jeg ved det ikke. Og i øvrigt er livet alt for kort til at prøve at forstå kvindelogik!

Ha' det
Jesper

Bongoes

I mine unge dage var der et orkester fra Nibe, som havde stor succes ved de himmerlandske kroballer. Bongoes hed orkestret - og jeg har tænkt på dem hele weekenden.
Forklaringen er lidt kringlet, men jeg forsøger alligevel. Hele weekenden har vi her på Øland nemlig kunnet høre musikken fra årets Nibe-Festival - "Den Lille Fede" som den kaldes. På trods af de cirka 10 kilometers afstand over fjorden og Nibe Bredning har musikken fra festen konstant buldret i det fjerne - nærmest som hvis der var fest hos naboen, hvad det jo dybest set også var.
En anden del af forklaringen er, at da jeg blev konfirmeret, havde vi en hjælpepræst i Farsø, Bent Nielsen. Han var en meget hellig mand, ja, det tenderede vel endog skinhellighed, men udover Jesus havde han også en anden passion. Den fine gejstlige havde nemlig på et tidspunkt været missionær i Afrika - og var der blevet meget interesseret i jungletrommer, som han i øvrigt havde hjembragt et større udvalg af til Farsø.
Disse trommer blev angiveligt brugt som signaltrommer i den afrikanske jungle - og præstemanden var meget interesseret i at undersøge, hvor langt væk man kunne høre hans trommer. Derfor havde en kold, klar vinteraften i februar allieret sig med den store indremissionske menighed i Strandby-Farsø sogn.
Bent Nielsen stillede sig ud i haven på et nærmere aftalt tidspunkt og slog på tromme. Herefter kunne de forskellige medsammensvorne fra menigheden ringe ind til ham, hvis de havde hørt trommerne. Så vidt jeg erindrer blev resultatet, at præstens jungletrommer kunne høres cirka tre til fire kilometer væk - i området vest for Fandrup.
Og det bringer os så tilbage til Bongoes - for jungletrommer er jo netop, hvad vi lidt nedladende betegner som bongotrommer. Jeg håber hermed, at man har forstået, hvorfor musikken fra Nibe-Festivalen netop får mig til at tænke på Bongoes.
Bongoes blev stiftet allerede i 1962 og eksisterer den dag i dag. Undervejs har der været skiftende medlemmer - og som en anden amøbe har det formeret sig ved simpel celledeling, så der nu findes to orkestre på egnen med navnet Bongoes. For overskuelighedens skyld hedder orkestret med den oprindelige besætning i dag Bongoes 62. Hele den historie kan man forresten læse på orkestrets hjemmeside.
Imens kan jeg så her søndag aften sidde og glæde mig over, at der nu igen er faldet ro over fjorden - så måske jeg skulle tænde for stereoen og lytte til noget af al den gode musik, der blev produceret i gamle dage. For eksempel Crosby, Stills og Nash fra Woodstock-filmen med deres hyldest til alle musikfestivalers moder - Joni Mitchell-sangen Woodstock.

Ha' det
Jesper

Foto: Bongoes 62