torsdag den 29. april 2010

Arctic Palerfik

Hvert år i den sidste weekend i april er Ilulissat rammen om et hundeslædeløb, som kaldes Arctic Palerfik.
Det er et rigtig familiearrangement, hvor det er mere vigtigt at deltage end at vinde - og hvor familierne ofte kører sammen. Ruten, som køres over tre dage er Knud Rasmussens gamle træningsrute, som han brugte, når han forberedte sine ekspeditioner.
Sidste weekend i april er som regel ved at være i slutningen af sæsonen for hundeslædekørsel. Solen skinner ofte ubønhørligt fra en skyfri himmel flere end 16 timer i døgnet og gør det af med den sne og is, som er forudsætningen for enhver form for slædekørsel.
Derfor er det også svært at skjule, hvis man har været ude med hundeslæden. For alle kørerne er ganske alvorligt solbrændte i hovederne - og det er jo derfor, løbet hedder Arctic Palerfik. For Palerfik betyder nemlig på grønlandsk noget i retning af "der hvor man bliver solbrændt".
Og som det ses på dette foto taget torsdag morgen, har jeg også fået en ordentlig rem af huden i weekenden - også selv om jeg ikke har været på en tredages slædetur.
Billedet er taget af Inge Thaulow fra Grønlands Selvstyre.

Ha' det
Jesper

onsdag den 28. april 2010

Disko-feber















Vi har været begunstiget med det mest fantastiske vejr de seneste dage her i Ilullissat.
Hver aften går solen ned over Disko-bugten i et væld af gule og røde farver. Det er der sådan set ikke noget nyt i, selv om det er tydeligt, at den rykker en grad længere mod nord hver aften, og at det er næsten lyst hele natten.
Nej, det sjove ved billedet her er, at vi kan se Disko-øen. Det siger lidt om den helt ufatteligt klare luft, som vi har heroppe. For jeg kan afsløre, at Diskos fjelde, som vi ser i baggrunden, faktisk ligger 80 km væk.
Disko er lidt større end Sjælland - og når vi ser bort fra Grønland selv - den største ø i det danske kongerige. Der er kun en by derovre - Qeqertarsuaq eller Godhavn, og det er sådan en lidt mere isoleret del af det grønlandske samfund uden flyforbindelser. Jeg har aldrig været der, men der skulle efter sigende være ganske hyggeligt.
Tidligere var der en anden by på Disko - Qullisat. Byen lå der i forbindelse med en kulmine, som blev lukket i 1972. Dermed lukkede byen også, og begivenheden er en af de mere traumatiske i det dansk-grønlandske forhold. Jeg har lidt svært ved at vurdere med vore dages målestok om det var en rigtig beslutning at lukke byen, men kendsgerningen er, at det i hvert fald i en periode skabte en del bitterhed. Rigtig mange af de grønlændere, som jeg kender har deres rod i Qullisat - og omtaler byen med megen ømhed.
Qullisat er væk nu. En lokal tsunami skyllede det meste af byen i havet i 2000. Dina er forresten født i Qullisat og boede der i sine første år, indtil familien flyttede til Ilulissat, men det er en helt anden historie.
Afslutningsvis kan vi jo tage en gammel vits. Hvor går man hen, hvis man vil i byen en aften i Godhavn/Qeqertarsuaq? - Jo, man går naturligvis på Disko!

Ha' det
Jesper

søndag den 25. april 2010

Hundekræfter under motorhjelmen















For mange mennesker står hundeslæde-kørsel som den ultimative natur-oplevelse. Billeder af hundeslæden, der stryger ud over de store isflader, den høje, klare arktiske luft og stilheden er ofte brugt i naturprogrammer af den slags, der sætter gang i de store drømme.
Virkeligheden er noget helt andet. Det er et bøvl uden lige, for hunde er ikke sådan at styre. De interesserer sig utroligt meget for andre hunde, så når to hundespand mødes er risikoen for kaos med sammenviklede skagler og hyl og slagsmål stor. Det er en gang sagt, at når man kører med hunde, er det tilladt for selv præster at bande!
Når så man sidder der på slæden, ja, så er er udsigten 13 hunderøvhuller - og hunde både skider og fiser, mens de trækker slæden. Det kan da ikke være så sjovt.
















Men det er det nu alligevel. For når det endelig glider over stok og sten, så er oplevelsen al bøvlet værd. Det går stærkt - og det er med at holde sig fast, for slæden følger meget sikkert underlagets beskaffenhed - og hvis det ikke lige er is, så bumler det altså noget.Lørdag eftermiddag var jeg ude at køre hundeslæde. Det er flere end 15 år siden, jeg har prøvet det sidst - så da jeg fik tilbuddet var jeg ikke sen til at sige ja til en hurtig tur med Jens og hans 13 hunde ind i baglandet bag Ilulissat.














Det var som sædvanligt betagende at se, hvordan en erfaren hundekører som Jens fik ro på hundespandet. Lige efter afgang er hundene normalt temmelig ustyrlige, men når først de kommer i gang, så bliver det nemmere. Med små virtuøse slag med pisken, dirigerede han stille og roligt slæden fremad i den rigtige retning. Det skal med, at pisken aldrig rammer hundene - den bruges kun til at markere med. Pisker du på venstre side af hundene, ja, så drejer de til højre.














På turen så vi adskillige ryper - for vi er midt i rypesæsonen. Rypen her sad oppe på en fjeldkant - cirka 20 meter oppe. Sekunder efter var den skudt. Den faldt efter planen ud over kanten - men desværre landede den på en fjeldhylde seks meter nede.
Så den stakkels rypejæger måtte smide riffel og Hirtshals-habit og begive sig ud i en veritabel fjeldklatring for at få fat i sit bytte. Så er det ikke meget værd at have tretten slædehunde - når nu arbejdet kunne have været gjort af en normalt veltrænet jagthund.














Ind i mellem rettes der kritik mod grønlændernes hundehold fra dyreværnsorganisationer, som mener, at hunde har det bedst i toværelses lejligheder i en betonby. Det er helt urimeligt - for livet som slædehund er alt andet end et hundeliv. Se nu bare ham her, der ruller sig velbehageligt i sneen - og fuldstændig uden tanke for, at kammeraterne ligger og hviler sig. Det er da bare herligt. Som slædehund er du sikret mad, motion og i vidt omfang sex og slagsmål - så det er da ikke så ringe...

Ha' det
Jesper

P.s. Vores gode ven Bent Betjent er en af de få danskere, som behersker hundeslædekunsten. Men al begyndelse er svær. Det har han skrevet en sjov historie om, som du finder her under linket Grønland.

lørdag den 24. april 2010

Røget isbjørn















Fredag aften bød restauranten på Hotel Hvide Falk i Ilulissat på en virkelig specialitet - røget isbjørn - som forret til dagens menu.
Isbjørnen var blevet skudt i Aasiaat for en uges tid siden, og kokken på Hvide Falk havde fået fat i filetten, som han havde røget - hvilket jo er en ganske normal håndtering af filet. Tynde skiver blev serveret på en urtebund med balsamico - og det er der jo heller ikke den store nyhed i.
Men det er jo bestemt ikke hver dag, man bliver tilbudt isbjørn, så det skulle da prøves. På trods af mine næsten femten år på den store ø, har jeg nemlig aldrig smagt bamse før. Desværre - eller heldigvis - var der ikke noget specielt bjørneagtigt ved smagen. Det var vildt-kød, som det også tydeligt fremgår af farven, og det smagte også dejligt med vildt-smagen intakt. Men som sagt - jeg fandt ikke, at denne specialitet ellers var særlig speciel i smagen.
Men isbjørnejagt er en del af den grønlandske kultur - og foregår under en streng regulering, så uanset hvad velmenende dyreværnsorganisationerne måtte mene, finder jeg det helt i orden. Selvfølgelig skal vi høste af naturens overskud - også selv om det er en sød, lådden bamse, det drejer sig om. Og jeg spiser gerne isbjørn igen.

Ha' det
Jesper

Lang dags rejse

Fredag morgen gik turen så for 57. gang mod Grønland.
Der havde døgnet forinden været en del usikkerhed omkring afgangen, da Air Greenlands Airbus A-330 endnu ikke var godkendt til fase 2-flyvninger og derfor var grounded i Kangerlussuaq.
Men afgangen blev gennemført - oven i købet temmelig præcist klokken 9.10. Air Greenland havde wet-chartret (med personale) en Boeing 737 fra Jet Time - en bedaget skodmaskine, der absolut ikke er min smag, men Jet Times personale var bestemt i toppen. Maden var OK, og udskænkningen rigelig - man mærkede nok, at personellet var vant til at flyve charterturister til Mallorca. Nu er 737'eren jo kun en mellemdistance-flyver, så vi måtte en tur ned i Bergen for at tanke inden turen nord om Island til Grønland.
Vi fløj cirka 225 nord om Eyjafjallajökul - vulkanen der har så meget på samvittigheden - og ganske fjernt ude i horisonten kunne man da også ane en ganske lille bule i skylaget, som i følge piloten skyldtes vulkanen. Jeg er sikker på, at han gerne ville have været tættere på - han lød meget interesseret i vulkaner, men der er jo stadig regler for den slags - også selv om Jet Times 737 som et af de første danske fly blev godkendt til fase 2-flyvninger.
I Grønland er der stadig en del rod efter vulkanudbruddet, så jeg blev ombooket til sådan et opsamlingsheat, der lige skulle forbi Aasiaat og Qarsut på vejen - men alligevel ankom jeg så to timer tidligere til Ilulissat end planlagt. Det tiltaler faktisk min humoristiske sans, at jeg fik en times ekstra flyvetid og sparede to timer!
Qarsut er det nordligste, jeg nogensinde har været i Grønland. Det er en lille grusbane, som ligger på en ø i Uummannaq-fjorden. Flyvepladsen fungerer som lufthavn for Uummannaq, der ligger på en anden ø. Om vinteren foregår transporten mellem de to steder med bil, hundeslæde eller snescooter over isen, men nu er det forår, og så foregår det med helikopter. Vi var kun nede i fem minutter, men jeg nåede da lige at få et billede af en af Air Greenlands Bell 212, som holdt parat for at fragte gæsterne til Uummannaq det sidste stykke af vejen.

Ha det
Jesper

onsdag den 21. april 2010

Vulkanrødt















Da den indonesiske vulkan Krakatau eksploderede i et gigantudbrud i august 1883, var braget så højt, at det kunne høres i Alice Springs i Australien 4800 km væk.
Den efterfølgende tsunami dræbte 36.000 mennesker på de omkringliggende øer, men nåede hele jorden rundt, og der er blandt andet beretninger fra den jyske vestkyst om en kortvarig mindre vandstandsstigning cirka halvandet døgn efter eksplosionen.
I de følgende tre måneder vandrede en kæmpemæssig askesky jorden rundt. Den resulterede i så voldsomme aftenrøder, at der angiveligt skulle have været flere tilfælde, hvor brandvæsenet blev tilkaldt. Disse beretninger er selvfølgelig fra USA, men også i Danmark blev de heftige solopgange og -nedgange da registreret.
For en voldsom rødfarvning af himlen ved solopgang og solnedgang er en af de mere pitoreske følger af vulkanudbrud. De heftige solnedgange skyldes, at de mange partikler i atmosfæren spreder det røde lys bedre end den normale blå farve.
Det har også været tilfældet efter det aktuelle udbrud i Eyjafjallajökull. Da jeg tirsdag aften sejlede over Skagerrak tog jeg dette billede - og må endnu en gang sande, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget...

Ha' det
Jesper

tirsdag den 20. april 2010

Bøgens top















- Vort gamle Danmark skal bestå, sålænge bøgen spejler sin top i bølgen blå..., lyder det i den danske nationalsang.
Men dette billede af et par unge bøgetræer, som spejler sig i en glasfacade, er faktisk taget tirsdag eftermiddag i Larvik i sydnorge. Og der taler vi virkelig om nordgrænsen for, at bøg i det hele taget kan gro.
For et par år siden var jeg på en vandretur i Rold Skov med skovrideren for Buderupholm Skovdistrikt, som den statslige del af skoven hedder. Han mente faktisk, at Rold Skov er nordgrænsen for at dyrke bøg. Han havde tidligere arbejdet i skovene omkring Vejle - og han havde lagt mærke til en væsentlig forskel.
- Når man fælder en bøg i Vejle, så er den død - og dermed basta. Men når vi fælder en bøg her i Rold Skov, så begynder den at skyde igen fra stødet. Det er simpelthen, fordi bøgene i Rold Skov er så presset på eksistensen, at de er tvunget til at have flere overlevelsesstrategier for at bringe generne videre til nye generationer, mente den vidende skovmand, som jeg desværre har glemt navnet på.
Forresten har jeg et tæt forhold til både bøg og Norge. Mit allerførste besøg i Norge var i maj 1972, hvor jeg var med i en lille spejderdelegation, som delte bøgegrene ud på plejehjemmene i Frederiksstad i Sydnorge. Det var en stor oplevelse - jeg husker, at mange af de ældre nordmænd fik tårer i øjnene, når vi overrakte dem tre små forpjuskede bøgegrene, som vi havde høstet i Rold Skov tre uger tidligere.
Det var den gamle og navnkundige skovrider Jens Hvass i Rold Skov, der efter anden verdenskrig fik den ide at sende bøgegrene til norske plejehjem og sygehuse som en hilsen til nationaldagen den 17. maj og for at varsle det kommende forår og sommeren. Et varmt skulderklap til en norsk befolkning, som mange steder var betydeligt hårdere ramt af krigen end den danske.
Traditionen med at sende bøgegrene til Norge uddøde i midten af halvfemserne, men du kan læse mere om det her. Du kan også klikke på avisudklippet for at få det i stor størrelse.
Billedet fra Larvik øverst fortæller selvfølgelig også, at jeg nu er tilbage i Danmark efter at have siddet askefast i Norge nogle dage. Nu er det spændende, om askeskyen når at forsvinde inden fredag - for da er det ellers planen, at jeg skal en tur til Grønland.

Ha' det
Jesper

mandag den 19. april 2010

Pengeafpresning
















Da vi mødte på kontoret her til morgen, sad denne seddel på døren - anbragt af en af polarinstituttets spøgefugle, som ikke kunne lade være med at kommentere den aktuelle situation.
En rigtig flot kommentar, som kalder på det helt store grin - og excellent udført rent sprogligt. Det ser virkeligt islandsk ud - uden at være andet end lidt bearbejdet nynorsk! Og en fin kommentar til den katastrofale islandske økonomi, som nok kan trænge til en kapitalindsprøjtning.
Jeg synes, at det er dejligt, at vi mennesker kan møde selv de mest besværlige situationer med humor - også selv om den indimellem kan være ganske sort, som vi for eksempel så det efter den 11. september. Hurra for alle glade mennesker...
Aktuelt ser det i skrivende stund ud til, at jeg kommer til Oslo i løbet af aftenen, men lad os nu lige se, hvordan det går, inden vi begynder at sælge bjørnens skind for alvor...

Ha' det
Jesper

søndag den 18. april 2010

Grounded II

Lige en hurtig situations-rapport fra Deres vulkanramte blogger. Det har været en laaang weekend her i Tromsø, hvor jeg jo er dobbelt grounded - for ikke alene kan jeg ikke flyve, men da min bil er stjålet, har jeg heller ikke haft nogen mulighed for at komme ud af denne klaustrofobiske by. Og for at føje spot til skade, er jeg jo ret overbevist om, at gerningsmanden til biltyveriet skal findes blandt mine naboer, så dem snakker jeg heller ikke med. Forresten kan jeg heller ikke sproget - det er vist mest afrikanske dialekter og så tyrkisk, som de mestrer. På anden sal har der forresten været stammefest hele natten - en helvedes råben og skrigen, men mærkeligt nok har politiet ikke været der for at skille dem ad - denne weekend.
Nu er der jo ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget - og jeg har da både lørdag og søndag været ude at gå lidt. Blandt andet kom jeg forbi Skansen - et sted, jeg aldrig har set før (og forresten heller ikke noget særligt - bare et skilt, der fortalte, at her er der en skanse, og den har været her i 1000 år). Jeg faldt imidlertid pladask for denne herlige gamle transformatorstation, som ligger neden for den såkaldte skanse. Men selvfølgelig er den vandaliseret med graffiti. Det er altså som om, at man efterhånden har opgivet alt, hvad der hedder lov og orden i Norge.
Egentlig skulle jeg have været tilbage til Tromsø søndag aften. Og så tilbage til Danmark onsdag. Men det ser jo lidt tvivlsomt ud. De norske lufthavne blev ellers åbnet søndag aften, men da jeg efter en times ventetid kom igennem, var der helt udsolgt mandag. Men det lykkedes mig da at skaffe en billet til Oslo tirsdag formiddag. Og så er det jo ellers bare ned til Larvik og over med Hirtshals-færgen. Desværre ser det i skrivende stund ud til, at en ny askesky er på vej ind over sydnorge, så det er desværre nok kun et beskedent halmstrå, jeg klynger mig til...

Ha' det
Jesper

torsdag den 15. april 2010

Grounded

Hvis du tror, at du har problemer, så glem det. Forestil dig, hvordan det er at være direktør i flybranchen i dag! Det er værre end at være træner i en af superligaens bundklubber.
Et udbrud på Island onsdag førte nemlig til et sammenbrud i Nordeuropa torsdag. Og nej, det er selvfølgelig ikke finanskrisen, jeg tænker på. Det er den store islandske vulkan Eyjafjallajökull, som i disse timer spyr milliarder og atter milliarder af syleskarpe, mikroskopiske glassplinter ud i atmosfæren. Her bliver de med årstidens vanlige vindretning blæst direkte ind over det nordeuropæiske luftrum - og torsdag førte det til den helt utrolige situation, at alle fly i blandt andet Storbritannien, Norge, Sverige, Finland og Danmark i løbet af dagen er blevet grounded. Luftrummet er simpelthen stängt, closed, lukket - og flyene er cancelled, innstillt, aflyst...
Sagen er den helt enkle, at flyver man ind i sådan en sky, bliver flyet i løbet af mindre end en time sandblæst ind til skelettet - og motoren forresten tilstoppet med en sej, tykflydende masse af smeltet glas. Så myndighederne har ikke haft noget valg til dette alvorlige skridt - som vil koste de i forvejen skrantende luftfartsselskaber milliarder af kroner i tabt omsætning og erstatninger til passagerer, som ikke kan komme frem. Og som i den sidste ende jo truer hele det spirende økonomiske forår. Muligvis står vi over for en krise, der kan resultere i et økonomisk tilbageslag på linje med det, som vi så efter 11. september.
Jeg var oppe torsdag allerede ved femtiden - og det var med vantro, at jeg så de første telegrammer om, at man overvejede at lukke det norske luftrum. I Nordnorge var flyveforbuddet indført allerede fra midnat, og som formiddagen skred frem, blev det en realitet i flere og flere zoner.
Billederne her er taget torsdag formiddag i Tromsø lufthavn. På apron holder tre store Boeing 737 uproduktive hen - og ingen ved, hvornår de kommer i luften igen. Måske i løbet af weekenden. Måske om et år. Nobody knows...
Hver af disse fly repræsenterer en værdi på cirka 70 millioner dollars - knap 400 millioner kroner. SAS har cirka 70 af typen - ud af en samlet flåde på cirka 125 fly, og Norwegian har 46 af slagsen.
Så der er nogen, som har større problemer end dig og mig. Finansdirektørerne i de store luftfartsselskaber må mildest talt føle det, som om den magelige direktions-kontorstol er blevet til et veritabelt katapultsæde. Men i modsætning til jetpiloterne, bestemmer de ikke selv, hvornår de skal skydes ud...
Mit største problem er sådan set, at jeg ikke kan komme til Danmark og passe min have i weekenden. For her i Nordnorge kan man ikke bare tage toget. Der findes nemlig slet ikke tog heroppe. Så jeg må nok se i øjnene, at jeg er grounded - også. Fjernt fra Limfjordens vande - og uden at vide, hvornår jeg kan komme hjem!

Ha' det
Jesper

onsdag den 14. april 2010

Sirius

Onsdag aften var jeg til foredrag i Arktisk Forening her i Tromsø med den tidligere chef for Sirius-patruljen Palle Norit.
Det foregik på Polarmuseet, der er et gammelt, men ganske spændende museum med fokus på lige nøjagtig fangstmænd og fangstmandsperioden.
For det var netop i en strid med Norge om rettighederne til fangsten i Nordøstgrønland, at Danmark ved en dom ved den internationale domstol i Haag den 5. april 1933 fik tilkendt retten til det enorme område, som i dag udgør nationalparken i Nordøstgrønland - og som er Sirius-patruljens arbejdsområde.
Nu er Arktisk Forening sådan en forening for halvgamle polartosser som undertegnede - og der var i forsamlingen bestemt ikke ubetinget tilfredshed med udfaldet af den retssag - hehe...
Det var bestemt også en brat opvågnen for nogle af de tilstedeværende norske amazoner, da Palle Norit meget kontant forklarede, hvorfor man kun rekrutterer mænd til patruljetjenesten. Og da Tromsø jo er centrum for hele det norske polarbureaukrati, var der også megen undren over, at sådan nogle danske drengerøve kunne klare den store opgave - uden anden uddannelse end den militære. Hertil svarede Palle Norit, at den uddannelse, han havde haft størst glæde af, var den, han i sin tid fik som spejder. Og det kan en gammel spejder som jeg jo så glæde mig over.
Men Sirius-patruljen er noget helt særligt. 12 mand og 100 hunde, som kontrollerer et område på næsten fire gange Danmarks størrelse. -Der kommer ikke nogen i land, uden at vi ved det, fastslog Palle Norit. Det blev bevist allerede under krigen, da 8 fangstmænd udgjorde den daværende Nordøstgrønlands Slædepatrulje. Hver gang tyskerne forsøgte at få fodfæste i området, blev de opdaget og med amerikanernes hjælp smidt tilbage i Nordatlanten.
Sirius-konceptet er helt unikt. På slædeholdene er det ikke militær rang, der giver befalingsretten, men derimod Grønlandserfaring. Derfor har man gennem 60 år kun mistet tre mand på den trods alt ikke ufarlige patruljetjeneste, hvor naturen er den værste fjende. Et andet og væsentlig succeskriterium er brugen af hunde. De går ikke i stykker alle sammen på en gang, sådan som det vil være tilfældet med en motor på en snescooter - og i en virkelig nødsituation smager hundene også bedre end en karburator, som Palle Norit lakonisk konstaterede.
Forresten deltager Sirius-patruljen i disse dage for første gang i en international militær-øvelse i Canada. Formålet er blandt andet at lære canadierne, hvorfor hundeslæder er bedre end snescootere i Arktis.
Det var i øvrigt første gang, jeg besøgte Polarmuseet. Det er ikke stort - og det er heller ikke nyt, men der er nogle flotte tableauer - og nogle meget realistiske fremstillinger af, hvordan jagt foregår i den virkelige verden. Bestemt ikke noget for Greenpeace, Brigit Bardot og alle de andre miljø-romantikere.
Museet mangler selvfølgelig heller ikke en udstoppet isbjørn. Og som alle andre museums-isbjørne er denne her også fuldstændig blankslidt på snuden, fordi børn og barnlige sjæle af en eller anden grund får et lille kick ved at klappe den. Var den levende, skulle piben nok få en anden lyd, havde jeg nær sagt. Så skulle de i hvert fald nok få det lært!

Ha' det
Jesper

tirsdag den 13. april 2010

Tromsø-vår

Nu er det ikke bare jammer og elendighed og tyverier og ransmænd her i Tromsø.
Faktisk er foråret også så småt begyndt at smugkigge frem gennem snemasserne. Fredag måtte alle mand af hus, da solen skinnede fra en skyfri himmel og alle fortovsrestauranterne på Nerstranda rykkede udendørs - i det mindste i de par eftermiddagstimer, hvor solen står lige på.
Men stadig er vejret nu for ustabilt til, at vi kan regne med udendørs-servering hver dag. I dag tirsdag har det sneet hele dagen. Men noget vådt, klæbrigt tøsne, som stort set er smeltet lige så hurtigt, som det er faldet.
Forresten er det også ved at blive meget tidligt lyst om morgenerne. I dag stod solen op kl. 4.53 og gik ned igen kl. 20.39. De tilsvarende værdier for Aalborg-området er 6.20 og 20.23 - altså en forskel i dagslængde på næsten to timer, så det går med hastige skridt mod midnatssolen. Det ses tydeligt allerede nu, hvor nætterne er begyndt at blive lyse som danske sommernætter. Og allerede om et par uger, vil der være lyst hele døgnet heroppe.

Ha' det
Jesper

mandag den 12. april 2010

En meget ubehagelig oplevelse

Jeg har haft indbrud.
Det er noget, som man læser om i aviserne hver eneste dag, trækker lidt på skuldrene og går videre. Derfor må jeg indrømme, at jeg var temmelig uforberedt på hvor ubehagelig en oplevelse, det i virkeligheden er.
I løbet af et par timer nåede jeg hele følelsesregistret igennem. Fra rationel, kølig kontrolleret adfærd til vrede - dirrende vrede som endnu ikke har fortaget sig her fem dage efter.
Jeg ankom til Tromsø torsdag ved middagstid. Tog en taxa fra lufthavnen til Rektor Steens Gate, hvor jeg har min lille hybel. Umiddelbart undrede jeg mig over, at min bil ikke var på sin plads, men taxachaufføren beroligede mig med, at det sikkert var snerydningen, som havde flyttet den. Det var ikke helt unormalt, kunne jeg forstå.
Men da jeg kom op til lejligheden, var der desværre ingen tvivl om, at noget var helt riv-rav-ruskende galt. For døren var sparket ind og stod pivåben.
Her reagerede jeg fuldstændig koldt og fornuftigt, ringede efter politiet og satte mig uden for med en smøg, mens jeg ventede på ordensmagten.
Politiet mødte op med en hel varebil og fotograferede, tog DNA-prøver fra dørhåndtaget og så videre - akkurat som man forventer og håber. Det gjorde godt psykologisk, men efterfølgende kan jeg da godt se, at det næppe kan bruges til ret meget, med mindre at det lige skulle være fordi gerningsmanden er kendt i systemet i forvejen.
Da jeg kom ind i lejligheden var der forbløffende nok ikke noget at se. Vin, spiritus, cigaretter, computer og fjernsyn var på de vante pladser - det eneste, der manglede var sådan set min bilnøgler. Politiet forhørte sig i de øvrige lejligheder, og det kunne fastslås, at indbruddet var sket mindre end fire timer, før jeg kom hjem.
Men desværre er konklusionen også, at det sikkert er et professionelt bestillingsarbejde, som stiller alle mine naboer i et meget dårligt lys. For hvem ellers kunne vide, at den sorte bil hører til min lejlighed - og at nøglerne med stor sandsynlig ligger i lejligheden???
Så efter at politiet var kørt og jeg havde talt med forsikringsselskabet og ejeren af huset, kom vreden. Denne totalt ukontrollable vrede over, at nogen har svigtet mig. Har svigtet den helt indlysende fortrolighed, som man nødvendigvis må have, når man bor i et hus med fælles lokum på gangen.
Jeg kan huske, da jeg boede på kollegium. Vi låste da aldrig dørene - for det var ikke nødvendigt. Jeg bildte mig ind, at i lille fredelige Norge, skulle den slags kunne lade sig gøre - men nej. Landet er desværre fyldt med tyvagtigt rakkerpak, som ikke føler nogen som helst taknemmelighed over for det land, som ellers har taget imod dem med åbne arme. Sørgeligt. Meget sørgeligt.
Natten til fredag havde jeg vilde drømme om, hvad jeg ville gøre ved gerningsmanden, hvis han nogen sinde vil blive fundet. Den nihalede kat kunne være en passende indledning, herefter et bredt udvalg af specialiteter fra den spanske inkvisition og sluttende af med hjul og stejle.
Efterhånden er jeg dog faldet ned. En weekendtur til Øland gjorde godt, men nu er jeg tilbage igen - og mistilliden breder sig. I hvert fald forsøger jeg bevidst at undgå mine naboer. Heldigvis har jeg kun en måned tilbage heroppe, så jeg gider ikke flytte, selv om det måske var det, jeg havde allermest lyst til.
Det spændende spørgsmål er nu, om jeg nogensinde ser bilen igen. Sandsynligvis er den allerede nu langt ovre i Østeuropa - vi bor jo kun to timers kørsel fra den finske grænse. Det var ellers en lækker øse, som jeg har været meget glad for - men for mig er spørgsmålet også, om den nogensinde vil være den samme bil igen efter det her. Men jeg kan da altid nyde billedet af den nyvaskede bil i midnatssolens skær fra de glade dage i Straumsbukta.
Og så har jeg altså besluttet mig for, at jeg ikke vil lade min psyke og min grundlæggende tillid til menneskebørnene terrorrisere af sådan nogle idioter. Som Frankling D. Roosevelt sagde: "We have nothing to fear but fear itself."

Ha' det
Jesper

torsdag den 8. april 2010

En rigtig graver















Gravanden er noget for sig selv. For den er i virkeligheden slet ikke en and. Vi ser den ofte her på egnen sammen med grågæssene, men den er heller ikke en gås.
Rent systematisk udgør gravænderne nemlig sammen med den sjældne rustand en gruppe for sig selv. Blandt andet adskiller gravænderne sig fra andre ænder ved, at hannerne og hunnerne stort set er ens.














Gravanden har sit navn, fordi den ofte graver et hul i jorden som rede. Den kan også finde på at bruge en gammel rævegrav som domicil.
Vi har i øjeblikket en stor flok gravænder gående på en stubmark oppe ved skovbrynet til Oxholm-skoven - og det er helt tydeligt, at de er i det rette element, når de som en anden griseflok kan få lov til at gå og rode og snadre i jorden. Flokken er ret sky - og kan finde på at gå i luften bare man kører lidt langsomt på vejen for at kigge på dem.
Der findes rundt regnet 2.000 til 3.000 ynglepar i Danmark - fortrinsvis ved Vadehavet og en række af de danske fjorde. Men hvert år i juni-juli samles hele den skandinaviske bestand på cirka 27.000 fugle til træf i Vadehavet for at fælde svingfjer. Herefter spredes de ud over landet indtil de igen næste forår trækker mod ynglepladserne i Sverige og Norge - foruden altså de mere magelige, som simpelthen bliver i Danmark.
Jeg har taget billederne her onsdag morgen lige efter solopgang. Det var en herlig morgen med sol for første gang i påskeferien, som i øvrigt er slut nu. Torsdag morgen vender jeg næsen mod Tromsø, men kommer dog tilbage til weekenden.
Og lige inden vi slutter, skal vi lige have et billede af en skovspurv, som jeg ligeledes tog onsdag morgen i haven. Ikke fordi skovspurve er noget særligt - vi har en stor flok i haven, men jeg bringer alligevel billedet, fordi jeg er ret tilfreds med den tekniske udførelse.

Ha' det
Jesper

onsdag den 7. april 2010

Gåsetrækket

Netop nu præges naturen på Øland af gåsetrækket. Adskillige gange om dagen ser vi de store pileformede flokke af ivrigt knevrende gæs i luften.
Ulvedybet og Nibe Bredning er et af landets vigtigste opholdssteder for de trækkende gæs og er derfor beskyttet efter den såkaldte RAMSAR-konvention, som sikrer trækfuglene opholdssteder på den ofte lange rejse mellem vinter- og sommerkvarteret.
Blandt andet er området vinterkvarter for hele Svalbardbestanden af lysbugede knortegæs. En anden Svalbard-kending - den kortnæbbede gås - holder også til her hvert år for at få huld på kroppen inden turen går til de norske kulmine-øer i slutningen af april. Tirsdag blev der i følge DOF-hjemmesiden talt flere end 250 kortnæbbede gæs i Ulvedybet.
Men ellers er det mest grågæssene, som vi ser i disse dage. Grågåsen er ikke så ualmindelig i Danmark, men har i mange år foretrækket den østlige del af Danmark. Blandt andet er der en stor bestand i Utterslev mose. Hvis man tager i betragtning, hvor meget gæs kan larme, så er det sikkert meget naturligt, at de føler sig mere hjemme blandt speedsnakkende københavnere end her blandt sindige nordjyder.
Men det er nu ikke fordi, de ikke kan bruge Nordjylland. Danmarks største koloni findes i dag på Vejlerne - og også på holmene i Nibe Bredning har grågåsen ynglet de seneste år. Som den vegetar grågåsen er, er den naturligvis ikke blind for de uanede muligheder, der ligger i vintersæden på de store sletter her i området. Det er intet mindre end en lækkerbidsken for den store fugl.
Grågåsen er forresten også en lækkerbidsken for os mennesker. Den har haft sin faste plads på middagsbordet siden stenalderfolkene for 5.000 år siden slog sig ned her ved Limfjordens bredder. Der er fundet adskillige knoglerester af grågås i den berømte køkkenmødding ved Ertebølle. Grågåsen er også stamfader til tamgåsen, der hvert år i stort tal må lade livet op til mortens aften - angiveligt som hævn for, at den i sin tid larmede på det forkerte tidspunkt, så den stakkels Sankt Martin ikke kunne undslå sig bispehvervet.
Forresten er gåseflokke af samme grund tidligere brugt til at bevogte militære installationer. Skulle en fjende nærme sig, blev han helt sikkert afsløret af de skræppende gæs.
Den megen larm er sikkert grunden til, at vi om visse kvinder ynder at sige, at de dumme som gæs. Det er ikke særlig retfærdigt, for grågåsen er faktisk en temmelig intelligent og vagtsom fugl, som det er svært at komme på skudhold af. Men på gårsdagens udflugt fik jeg da disse billeder i området ved Nørredige.

Skræp og knever
Jesper

mandag den 5. april 2010

Skestorken















Skestorken er født med en ske, der hvor andre fugle har et næb og kan derfor næppe forventes at tage skeen i den anden hånd. Men ikke desto mindre er skestorken er en rigtig succeshistorie i dansk ornitologi.
Efter næsten 30 års fravær i den danske fauna ynglede fuglen igen i Danmark i 1996. Det skete på to lokaliteter - dels ved udløbet af Skjern Å og dels i Nibe Bredning. Den er observeret andre steder i landet, men det er fortsat kun de to lokaliteter, som fungerer som ynglepladser.
Derfor kom det heller ikke som den helt store overraskelse, da jeg i dag spottede tre skestorke i Ulvedybet. Men jeg må alligevel indrømme, at jeg rystede lidt på hånden og hjertet slog lidt hurtigere, da jeg tog billederne her. For lidt af en sjældenhed er det altså stadig. Den danske bestand blev i 2008 optalt til 60 par. Jeg tjekkede lige DOF-basen og der er altså kun spottet skestorke i området en gang tidligere i år. Det var den 25. marts ved Startøtterne og Klosterholmen ved Nibe.
Skestorken har selvfølgelig sit navn efter det meget karakteristiske næb, som den stikker ned i vandet, mens den drejer kroppen fra side til side og bevæger sig langsomt fremad. Herved afsøger den vandet for føde ganske systematisk. Føden består af snegle, muslinger og krebsdyr.
Skestorken har i virkeligheden intet med en stork at gøre, men er ibisfamiliens eneste repræsentant på vore breddegradder. I flugten kan den imidlertid godt minde om storken, da den flyver med strakt hals. Skestorkene holder vinterkvarter i Vestafrika, Mauretanien og Marokko og ankommer til Danmark netop nu i slutningen af marts og begyndelsen af april.
Efter ynglesæsonen samles de nordjyske skestorke på Vejlerne for at opbygge fedtlaget til den lange rejse. Jeg har da også tidligere set skestorke der, men det har været på betydelig større afstand end de tre, som jeg så i dag. Det er forresten noget af tilløbsstykke blandt ornitologer, når skestorkene samles i Vejlerne. Det sker ud for den første parkeringsplads efter udsigtstårnet, og det kan faktisk knibe med at få en p-plads der i sæsonen. Til gengæld behøver man ikke at have kikkert med - for ornitologer er flinke folk, der gerne viser frem af deres observationer.
Fuglene på mine billeder er i yngledragt. Det ses tydeligt af den gule plet på brystet og den flotte nakkedusk, som kun bæres i ynglesæsonen.

Ha' det
Jesper

P.s. Min 40D er endnu ikke kommet tilbage fra eftersynet, så billederne er taget med min gamle 300D. Det er godt at se, at den gamle stadig kan klare sig. Optikken er min standard 18-200 zoom.

søndag den 4. april 2010

Laks Baroque
















En gang i begyndelsen af halvfemserne var der på aftenskolen i Sisimiut et madlavningshold lidt ud over det almindelige. "Madlavning for finere mænd" var overskriften.
Og de var der allesammen: Forsikringsagenten, værftsdirektøren, postmesteren, entreprenøren, tømrermesteren, politibetjenten og så selvfølgelig informationschefen. Festlige mænd som hyggede sig i de lange vinteraftener med god mad og vin i forsvarlige mængder. Afslutningsfesten, hvor også konerne var inviteret med, strakte sig over en hel weekend og gav stof til den lokale sladder og underholdning mange måneder efter.
Læreren var forpagteren af det lokale værtshus, Benny, som var uddannet kok - og blandt andet en gang været kok på Hotel Maniitsoq. Her indskrev han sig i gastronomiens historie ved at kreere en ret, som han gav det velvalgte navn Laks Baroque.
Sagen var nemlig den, at han stod med nogle rester af røget laks og kviede sig ved at smide dem ud. Derfor fandt han på en nem lille lun ret, der smager himmelsk.
Man tager nogle skiver røget laks, smører dem med fiskesennep. De lægges på en bund af en gang flødestuvet spinat, to til tre centimeter, i et ildfast fad. Det hele drysses med finthakket løg og en gang friskkværnet peber, og bages herefter i ovnen ved 170 grader et kvarters tid. Så er den klar til servering.
Jeg kan garantere, at det bliver en sikker succes. Jeg serverede blandt andet Laks Baroque lørdag til familiens traditionelle påskefrokost - og som det ses, var den næsten spist, inden jeg nåede at tage et billede.
Hvorfor retten hedder Laks Baroque? "Jo, den laves jo med gammel laks, og baroque er jo sådan et finere navn for gamle ting", forklarede Benny med et skævt smil.
Nu vil jeg lige tilføje, at jeg har lavet retten med frisk røget laks adskillige gange. Det går såmænd også an!

Velbekomme
Jesper

P.s.: Flødestuvet spinat kan i dag købes færdig i supermarkedernes frysedisk. Ellers er det nemt at lave. Varm en gang spinat i en gryde med lidt smør, tilsæt fløde så den lige tager farve og lysner, giv det hele et opkog og jævn eventuelt med maizena. Stuvning må gerne være lidt tyk. Smag til med peber, men hold igen med saltet, da røget laks jo i sig selv er temmelig salt.

lørdag den 3. april 2010

Hell's shop

"Vi har sejret ad helvede til...", sagde den gamle LO-boss Thomas Nielsen i sit afskeds-interview. Pointen var. at fagbevægelsen havde påvirket udviklingen i det danske samfund i en sådan grad, at bevægelsen nærmest havde overflødiggjort sig selv.
Jeg tror, at man vil komme til den samme erkendelse i IKEA, når virksomhedens ledelse og medarbejdere om nogen tid får hænderne ned efter den succesfulde åbning af den nye afdeling i Aalborg.
Forleden skulle jeg bruge et par dimser, som jeg med sikkerhed vidste, at jeg kunne få i IKEA i den rigtige kvalitet - og til den helt rigtige pris. Det tog mig to timer at bruge 78 kroner i denne butiksverdenens svar på TV-serien "Hells Kitchen". Der var stopfyldt med mennesker. Butikken er sådan indrettet, at man skal gennem en kæmpemæssig labyrint for at komme frem til kassen. Det var ulideligt - men der er kun en vej ud. Sveden haglede ned ad mig, mens jeg forsøgte at opføre mig pænt og ordentligt - uden at genere folks larmende og lugtende møgunger, uden at komme til at at sparke nogen sådan ved et rent uheld og uden at ret mange mennesker fik en højlydt kommentar til deres tåbelige adfærd. Men også uden at købe andet end det, som jeg var kommet for.
Og det er det, jeg tror, vil blive IKEAs store problem. For jeg er ellers særdeles åben over for den svenske virksomheds mange geniale produkter til den helt rigtige pris og gennemførte forankring i nordisk designtradition. Hvis nu der ikke været så mange mennesker i butikken, vil jeg slet ikke udelukke, at jeg kunne have impulskøbt meget mere end den ene ting, jeg kom for. Men jeg gider altså ikke blive behandlet som den berømte sild i en tønde, når jeg skal handle. Jeg vil behandles med respekt og fornemmelse for min integritet og snakke med rigtige levende ekspedienter, som har forstand på det, som de sælger - hvilket er et andet problem, som jeg tidligere har erfaret plager den svenske virksomhed.
På grund af successen er jeg faktisk sådan stemt i øjeblikket, at jeg næppe i lang tid fremover sætter mine ben i en IKEA-butik. Det bør give anledning til alvorlige overvejelser i IKEA-toppen. For jeg tror, at svenskerne har sejret ad helvede til...

Ha' det
Jesper

fredag den 2. april 2010

Nøddepot

















Mens jeg torsdag ryddede op i baghaven, fandt jeg dette mystiske syn. En spøgefugl havde stoppet en nød og en kogle ned i en rådden grenkløft i en af de gamle tjørne.
Sjovt ser det ud, men så mystisk er det nu ikke. Det er en af havens gavtyve, musvitten, som har været på spil. Koglen og nødden er nemlig musvittens "nød"-depot. Musvitten er nemlig så fornuftig, at den gemmer føde om efteråret til at stå vinteren igennem med - og det har der nok været brug for i år, selv om vi har fodret hele vinteren.
Nu er problemet for musvitten bare, at den husker så dårligt. Så det er sjældent, at den musvit, som gemmer, også får glæde af depotet. Men ved en stiltiende aftale er musvitterne blevet enig om, at det er i orden at bruge hinandens depoter, så der er vel nærmest noget så sjældent som et tilfælde af en kollektiv overenskomst i fugleverdenen, vi her bliver præsenteret for. I hvert fald et opgør med det gamle ordsprog om, at den, der gemmer til natten, gemmer til katten.
Jeg glemte at tage et billede, men jeg fandt forresten under den samme tjørn noget, som jeg først regnede med var uglegylp - en cirka fem centimeter lang pølse af små hår. Et tjek i "Dyrespor i farver" tog dog livet af den hypotese. Ugler har en meget svag mavesyre, så der vil som regel altid være knoglefragmenter i deres gylp. Der er snarere tale om gylp fra en af de andre store rovfugle - musvåge eller hønsehøg, der sammen med tårnfalk og spurvehøg repræsenter de fjedrede prædatorer i området. Der var ikke antydning af fjer i gylpet, så jeg gætter på, at det helt sikkert har været gylp fra en musvåge. Lidt spændende at en sådan stor fugl kan finde vej til min lille have!

Ha' det
Jesper