tirsdag den 23. marts 2010

Fingrene i jorden - endelig

Med det gode vejr i weekenden fik vi endelig mulighed for at komme ud og gratte lidt i jorden.
Der ligger stadig en del sne, men Dina knoklede alligevel som en lille hest med at fjerne nogle af alle de visne blade, og hun fik da også begyndt på at rydde op i drivhuset.
Jeg tog forresten også min part af bladene. Og så havde jeg travlt med at få fjernet en masse rajgræs fra et af blomsterbedene. Det er jo vores første rigtige sæson i haven - og jeg tror, at jo mere af den slags ukrudt, vi får taget her i opløbet, jo nemmere bliver det at have med at gøre resten af sommeren. En stor del af græsplænen er fyldt med mos. Jeg orker dog ikke at fjerne det altsammen, men til gengæld gjorde jeg et alvorligt forsøg på at forebygge mossen ved at sprede kalk i en del af haven.
Jeg fik også snakket lidt med en af naboerne, som har lovet at hjælpe med maskinparken, når vi forhåbentlig snart forvandler en del af den store plæne til en ordentlig urtehave.
Det var forresten en fornøjelse at se, at fuglekasserne ser ud til at blive en succes. Jeg satte jo fire kasser op forrige weekend, og det ser ud til, at der foreløbig er interesserede lejere ved tre af dem. Blandt andet iagttog jeg en blåmejsehan, som var meget interesseret i lejligheden i bøgetræet. Han fik det meste af lørdagen til at gå med at vise den frem til en, måske flere interesserede hunner - og ind i mellem kunne vi så nyde tonerne af hans lokkende kald. Desværre fik jeg ikke billeder af den situation, men fortsætter det, som det er begyndt, skal der nok blive mange fine billeder i løbet af sommeren.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: