tirsdag den 26. januar 2010

Stormvarsel

Mandag udsendte metereologerne stormvarsel for hele Nordnorge - eller ekstrem-værvarsel, som det hedder heroppe.
Varslet skyldtes et lavtryk, som nærmede sig kysten, og som man efter amerikansk forbillede havde døbt Ask. I Tromsø forventedes der blæst med en vindstyrke på 22 m/s med stød op til 30 m/s. Det er det, som i Beaufortskalaen hedder stormende kuling til stærk storm.
Og jeg skal love for, at det blev taget alvorligt. Hele natten har kommunens folk arbejdet med at tage affaldsspande ind og fjerne bannere i gågaden. Det skyldes sikkert ikke mindst, at medierne var gået fuldstændig i selvsving med advarsler mod unødig færdsel og nogle frygtelige historier om, hvor slemt det kan gå. Det skyldes sikkert også, at det statslige meterorologiske institut har konkurrence fra et privat firma med det meget sigende navn "Storm Weather Center", som tegnes af TV-kjendissen Siri Kaldvig. Konkurrencen mellem de to meteorologiske virksomheder og den hårde konkurrence medierne i mellem sænker simpelthen tærsklen for, hvad der er en god historie. Desværre er det også med til at oppiske unødig frygt blandt befolkningen. Forresten godt hjulpet på vej af historier om, at den slags helt sikkert vil blive endnu værre, når den globale opvarmning kommer - sikkert allerede i morgen. Og fordi folk bliver bange, så har medierne nærmest skabt en selvopfølgende profeti. Som præsident Kennedy sagde: -Det eneste vi skal frygte, er frygten selv.
Storm Weather Center har i øvrigt et par medarbejdere med på Arctic Frontiers konferencen, som jeg har deltaget i de sidste par dage. Mandag aften var deltagerne inviteret til festbanket på SAS-hotellet, og her fandt arrangørerne det passende at sende en af TV-meteorologerne på scenen for at give os de sidste ekstrem-vejrvarsler, inden vi gik hjem ved midnatstid.
I skrivende stund ser det nu ikke ud til, at situationen har været specielt farlig i Tromsø-området. Bevares, det har da været det, vi på godt nordjysk kalder træls vejr, men så har det nu heller ikke været værre.
For os, som har boet i Nuuk i en årrække, forekommer al dette stormhysteri måske også lidt patetisk. I Nuuk-området er der blæsevejr af orkanstyrke, altså over 32 m/s, sådan cirka fire gange om året. Her har myndighederne den holdning, at man ikke skal sende flere advarsler ud end højst nødvendigt for ikke at skræmme befolkningen. Det synes jeg er ret fornuftigt!
Dina og jeg mindes stadig den sidste måned, vi boede i Nuuk. Der havde vi to orkaner. Den mindste med stød op til 42 m/s og den store med stød op til 55 m/s. Det var træls, for så er det altså ikke til at være udendørs. Indendørs havde vi det problem, fordi vi boede i et træhus, at jeg var nødt til at flytte flaskerne i barskabet fra hinanden, fordi de klirrede - så meget rystede huset i blæsten.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: