mandag den 18. januar 2010

Dumbo

Flyvning kan være kedeligt og meget rutinepræget - men det behøver nu ikke altid at være tilfældet.
Søndag aften gik turen mod Tromsø - som sædvanligt med SAS. Flyet til København fra Aalborg var et MD-80, som i den pågældende konfiguration har et lidt underligt irregulært indgangsparti, fordi det mest bruges på længere ruter, hvor der er klassedeling og brug for et stort pantry.
Jeg sad på en af mine yndlingspladser, 2D, hvor der er lidt ekstra plads. Fra sædet kan man kigge direkte ud til pantryet og flight deck'et (piloternes arbejdsplads).
Her sad jeg så og filosoferede med min kaffe på den kun 45 minutter lange tur, da jeg pludselig opdagede noget sjovt.
Oppe under loftet ved forhænget til pantryet sad der et lille tøjdyr og kiggede på mig. En elefant nærmere beskrevet og da den eneste elefant, som jeg kender, der kan flyve, er Dumbo, kan vi jo lige så godt kalde den det.
Det er sådan et lille brud på hverdagens kedelige rutine, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg finder den slags hyggeligt og underholdende og kommer i godt humør. Stevardessen havde heller ikke set Dumbo, og også hun grinte lidt - og alle var sådan set glade for Dumbo. Det er sådan en lille ting, som er med til ikke mindst at gøre dansk indenrigsflyvning til en hyggelig og afslappet oplevelse.
Men når det så er sagt, så siger alvorsmanden i mig, at det temmelig sikkert er et alvorligt brud på flysikkerheden. Det kunne jo være en bombe - og der er jo en grund til, at tingene helst skal være ensartede og uniforme. Acceptabelt, hvis det var en Dumbo anbragt af personalet på det pågældende fly som en mascot. Men da det også kom som en overraskelse for stevardessen, er der i virkeligheden grund til at være på vagt.
Nå, nu skete der ikke noget. Og livet kan sgu også blive for kedeligt, så jeg vælger at lade Dumbo være dagens bidrag til en fornøjelig tur til Tromsø, hvor det i dag blæser og er koldt - stort set ligesom vejret har været i Danmark hele weekenden.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: