torsdag den 31. december 2009

Droslerne i baghaven
















Jeg har gennem nogen tid undret mig over, at der ikke rigtig er nogen solsorte på foderpladsen foran køkkenvinduet.
I dag fandt jeg forklaringen. Der var simpelthen indkaldt til drosselparty i tjørnene i baghaven.
Her sad den ene solsort efter den anden sammen med en flok store, fede sjaggere og bare mæskede sig i tjørnenes røde bær.
Men de havde sig selv nok. Jeg var bestemt ikke velkommen, og hver gang jeg bare nærmede mig gik hele flokken på vingerne. Og sjovt nok forsvarede de deres revir på samme måde som for eksempel havternerne forsvarer deres rede ved at dykke ned mod mit hoved med stor fart.
Jeg var imidlertid opsat på at få nogle billeder til familiealbummet, så jeg iførte mig Hirtshals-habitten og en havestol, og så satte jeg mig ned i baghaven med en kop kaffe, en pakke cigaretter og et skudklart kamera.
Og ganske rigtigt. Der gik ikke lang tid, før trangen til tjørnebær oversteg frygten for Jesper - og langsomt vendte fuglene tilbage til træerne og buskene i baghaven.
Resultatet ses her. Øverst en flot hun-solsort, så en sjagger der balancerer på en gren, en solsorte-far, der får sig en nytårstår over tørsten med lidt frisk sne og endelig en flok sjaggere i sjaggerparadiset - en rødtjørn fyldt med bær.
Sjaggeren er jo en gammel kending af familien, da vi jo havde masser af dem i selje-rønnen i Straumsbukta - og det kan da også være nogle af dem, vi har her. Cirka 75 procent af den nordskandinaviske sjagger-bestand overvintrer i Danmark - i tillæg til de cirka 2.000 til 5.000 ynglepar, som lever i Danmark, fortrinvis på Sjælland. Sjaggeren har sit navn efter sit kald - et højlydt sjag-sjag.


Sjag-sjag
Jesper

Ingen kommentarer: