mandag den 30. november 2009

Julestjernen

Sjovt nok fejrer man julen i julemandens eget land - Grønland - på en meget disciplineret måde.
Der er ikke noget med at tage julen på forskud, nej, man venter pænt til første søndag i advent. Men så går det til gengæld også løs for fuld udblæsning. Ethvert ordentligt grønlandsk hjem har for eksempel mindst en julestjerne i vinduerne. Det har vi selvfølgelig også på Øland - og den blev særdeles udisciplineret tændt allerede lørdag.
Næste weekend skal der nok komme et par stykker mere til, men der er altså lige lidt elektriker-arbejde, som skal gøres først - for ledningerne er altså blevet væk under flytningen.
Inden jeg vendte næsen mod Norge i søndags, nåede jeg også lige at få sat en lyskæde på det nysindkøbte grantræ i indkørslen, så nu juler vi altså derudaf.
Glædelig jul hedder på Grønlandsk Jullimi Pilluarit, og det er noget af det, som er meget svært for danskere at udtale. De to ll udtales nemlig som et stemt l, hvilket er en lyd, der ikke findes på dansk, så mange udtaler det fejlagtigt som sl. Jeg har selv været turen igennem. Det har kostet blod, sved og tårer, men i dag kan jeg da høre, hvor forkert sl-lyden er.
Ikke desto mindre vil jeg ønske en rigtig glædelig jul til alle.

Jullimi pilluarit
Jesper

Røde ører på Klumpeposten

Jeg skrev forleden en klumme om, hvordan Morgenavisen JyllandsPosten mishandlede vort modersmål i en artikel om fotomodellen Heidi Klum, der angiveligt skulle have været på scenen seks uger efter sin fjerde fødsel. Sidste weekend forsøgte jeg uden held at gøre journalisten opmærksom på, at hun havde klumret med Klum-teksten.
Da teksten ikke blev ændret, og JP i øvrigt hele ugen har fremturet med klumpen i en forsidehenvisning, blev det for meget for mig - og jeg sendte søndag en e-mail til chefredaktør Jørn (klumre-)Mikkelsen.
Jeg har i dag modtaget følgende fra internet-redaktør Jørgen Schultz-Nielsen:
Jeg skal beklage det sproglige niveau i nævnte artikel.
Desuden vil jeg beklage, at min medarbejder ikke har reageret på din henvendelse.
Vi er altid interesseret i at have en tæt kontakt til vore læsere, og ønsket om at minimere fejl står højt på vor dagsorden.

Til min store tilfredsstillelse kan jeg konstatere, at artiklen nu er væk fra hjemmesiden. Og så håber jeg, at der sidder en journalist derude et sted med røde ører!
Det er en lille sejr i kampen for et bedre dansk i medierne - imod klump-sprog - så jeg vil fortsætte kampen.

Ha' det
Jesper

lørdag den 28. november 2009

Drømmekagen fra Brovst

Rom har sine kugler, Berlin sine boller, Wien sine Torter og Brovst sin drømmekage.
I hvert fald har dette ypperlige stykke bagværk bragt Brovst på det kulinariske verdenskort. Efter nu i snart otte måneder at have postadresse i 9460 Brovst fandt jeg fredag, at det var på tide selv at lave Drømmekagen fra Brovst.
Først tager man 300 gram sukker og fire æg, som røres til en tyktflydende masse over svag varme. Hvis man er vant til at lave bearnaise og lignende er det ikke så svært, men har man aldrig prøvet det før, så er det en god ide at gøre det i et vandbad, for blandingen skiller altså, hvis den bliver for varm! 2 dl kogt mælk og 50 gram smeltet smør røres i. Herefter tilsættes blandingen 250 gram mel, tre teskeer bagepulver og tre teskeer vanillesukker. Det hele røres forsigtigt sammen og tilsættes eventuelt lidt mere mel, hvis det virker for flydende. Dejen kommes i en smurt bradepande og bages i 20 minutter ved 200 grader.
I mellemtiden kan man lave fyldet, der består af mindst 100 gram kokosmel, 250 gram brun farin, 150 gram smør samt en sjat mælk. Det smeltes altsammen i en gryde. Når kagen er bagt, fordeles massen oven på den varme kage - og det hele får fem minutter mere i ovnen.
De her nævnte mængder har jeg fra en opskrift på nettet - og de bør naturligvis tilpasses bradepandens størrelse. Mit øjemål sagde mig, at jeg hellere måtte lave dobbelt portion af fyldet - og næste gang laver jeg altså også dobbelt portion af selve dejen for at få det rigtige forhold mellem dej og fyld. Men som al i anden madlavning er det en god ide at lade fornuften råde - i stedet for at følge opskriften slavisk.
Historien bag Drømmekagen fra Brovst begynder i 1960, hvor en Jytte Andersen bosat i Brovst vinder en opskriftskonkurrence med denne kage. Opskriften havde hun fra sin mor i Hjallerup, så egentlig burde det vel hedde drømmekagen fra Hjallerup. Opskriftskonkurrencen var udskrevet af AMO, som sidenhen har distribueret opskriften i kæmpeoplag - og hvis man vil springe over, hvor gærdet er lavest, kan man da også købe færdigt pulver til kagen - naturligvis fra AMO. Kagen har siden gået sin sejrsgang i hele den del af verden, jeg kender, og opskriften findes i dag i masser af bagebøger - og Brovst har fået sin plads på det kulinariske verdenskort. Det er egentlig ganske godt gået, men Drømmekagen fra Brovst smager altså også godt - og så er sådan en bradepande-kage altid populær, når der skal bages til børnehaven, fodboldklubben, skovturen eller spejderne. Selv i SAS Business Lounge i Kastrup kan man være heldig at finde Drømmekagen fra Brovst. Så successen er ganske velfortjent.

Velbekomme
Jesper

Fredelig fredag

Fredag var sådan en fredelig dag. Jeg arbejdede hjemmefra og fik da også en del fra hånden, så allerede ved to-tiden fandt jeg det nu passende at sige, at ugen var omme.
Vi fejrede fredagens fyraften ved at tjekke ugens tilbud fra Brugsen i Brovst - en Chablis Premier Cru - til sølle 90 kroner. Normalprisen er rundt de 150, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad sådan en flaske ville koste i Norge. Den smagte himmelsk og være hermed anbefalet, hvis du skulle falde over den i din Brugs.
Sammen med vinen drev vi med hjemlige sysler. Jeg bagte en "drømmekage fra Brovst" og Dina var travlt optaget med at lave juledekorationer.
Aftensmaden var ganske beskeden, da vi jo også skulle have plads til at prøvesmage drømmekagen. Dina havde bagt rugbrød forleden, så vi tog bare en skive brød med blandt andet sylte fra slagter Theilgaard i Farsø. Vi havde købt den torsdag, og det er blevet sådan lidt af en vane, når vi er i Farsø - altså at købe sylte. For den her sylte, der sjovt nok kan købes hele året, er simpelthen i særklasse. Den er nærmest sund - i hvert fald ikke speciel fed - men har alligevel en helt fantastisk smag. Og skulle din vej falde forbi Farsø, synes jeg, at du skal prøve den. Selvfølgelig med smør på brødet og godt med rødbede på!

Ha' det
Jesper

fredag den 27. november 2009

Nyt syn

Torsdag var jeg til kontrol efter min lille øjenoperation i sidste uge.
Og lad det være sagt med det samme. Det er tilsyneladende gået rigtig godt. Jeg fik forbindingen af fredag morgen - og det var rystende klart, hvad jeg så. Nu har øjet så haft en uges tid til at falde til ro, men min klare fornemmelse blev bekræftet.
Synsprøven torsdag viste, at jeg nu på mit højre øje har et afstandssyn på 125 procent af et normalt øje, så det er givetvis bedre, end det nogensinde har været. Jeg har jo brugt briller, siden jeg var teenager - og specielt det højre var i mine yngre dage slemt nærsynet.
Jeg vil stadig have brug for læsebriller, men et par standardbriller fra Brugsen skulle kunne gøre det. Desværre er der en begyndende stær også på mit venstre øje, så på et eller andet tidspunkt skal jeg jo nok under kniven igen.
Manden bag dette lille mirakel er en øjenlæge på Privathospitalet Aros i Århus. I CV'et kan man se, at han til daglig er professor og overlæge på Århus Universitetshospital, men i mine øjne (sic!) er han nu først og fremmest en dygtig øjenmekaniker.
Det passer i øvrigt meget fint sammen med, at han i sin tid præsenterede sig med et kort og lakonisk "Olsen". Lidt underligt, fandt jeg, indtil jeg opdagede, at han opererer øjne med samme virtousitet, timing og tilrettelægning, som en anden stor Olsen - Egon Olsen - åbner Franz Jägers pengeskabe. Øjenmekaniker Olsen hedder forresten Thomas til fornavn. Det blev han også kaldt af personalet på hospitalet, men det lader til, at Olsen ligesom er "arbejdstitlen"! I følge CV'et er han nemlig verdenskendt for "Olsens formel", som bruges til at beregne kunstige linser ved operationer for grøn stær. I følge samme kilde skulle han angiveligt have flere end 10.000 øjenoperationer bag sig, så jeg kan kun - ganske imponeret - sige: Erfaren mand er god at gæste.

Ha' det
Jesper

mandag den 23. november 2009

Tyskerungen

Jeg har altid holdt af Camilla Läckbergs særlige blanding af den klassiske kriminalroman og politiromanen.
Som Läckbergs øvrige bøger er Tyskerungen en klassisk kriminalroman a la Agathe Christie og Maria Lang, hvor en kvindelig krimi-forfatter bruger sin fritid på at opklare mord, og hvor læseren kan gætte med på et kvalificeret grundlag. Men samtidig kombinerer Camilla Läckberg det med politiromanens traditionelle elementer som den uduelige politichef, den konfliktsky ordensbetjent, som altid kigger den anden vej, den effektive kontordame og så videre. Desuden er Camilla Läckberg en sand mester i cliffhangers, så man er tvunget til at læse videre.
Med disse elementer mixer hun med sikker hånd en stærk og spændende cocktail i sin femte roman, Tyskerungen, om forfatteren Erica Falck og hendes mand Patrik, der arbejder på politistationen i den lille flække Tanumhede på den svenske vestkyst.
Kort fortalt handler historien om, at Erica Falck mellem sin mors efterladte ejendele finder et tysk jernkors fra anden verdenskrig. I sin søgen efter en forklaring får hun rodet op i en tragisk historie om kærlighed og gammelt venskab i et neutralt Sverige, som alligevel har krigen inde på nærmeste hånd takket være naboskabet til Danmark og Norge. I Danmark kender vi en del af denne historie, men det er alligevel nyt for mig, at man også på svensk har glosen "Tyskerunge" om et barn med en tysk soldat som far. Historien er gribende og tragisk, men bestemt ikke usandsynlig.
Når alt det så er sagt, så vil jeg også føje til, at det er smadderirriterende, at vi skal høre så meget om børnepasning og bleskiftning, som tilfældet er. Man fornemmer tydeligt, at Camilla Läckberg selv har været turen igennem fornylig. Det er selvfølgelig også en del af den svenske femi-kriminaltradition, men da Tyskerungen er en ganske solid sag på 500 sider, kunne man godt have sparet de 50 siders bleskiftning væk - og det ville bogen såmænd blot være blevet endnu bedre af.
Men en rigtig spændende roman er det. Fem ud seks mulige tørfisk til Tyskerungen.

Jesper

Reinkarnation og børnearbejde

Morgenavisen Jyllands-Posten udgiver på internettet et sladder- og modetillæg under navnet Blitz.dk.
Her er det ikke just evnen til at formulere sig på godt dansk, der plager medarbejderne. Således kunne man i Blitz.dk søndag læse følgende besynderlige rubrik: Seks uger efter sin fjerde fødsel stod hun der igen. Artiklen indledes med endnu en opsigtvækkende oplysning: Heidi Klum slap for at vise undertøj, da hun seks uger efter sin fødsel var vært for Victoria's Secrets årlige show.
Længere nede i artiklen kan den nysgerrige læser så se, at baggrunden for disse sproglige mærkværdigheder er, at fotomodellen Heidi Klum angiveligt skulle have født sit fjerde barn for seks uger siden. Det er altså ikke den skønne Heidis egen fødsel, der er tale om.
Artiklen er skrevet af en medarbejder ved hjemmesiden, som hedder Sarah Kott. Jeg har søndag mailet til hende for at få en kommentar - herunder også hendes syn på henholdsvis reinkarnation og børnearbejde. Jeg har desværre ikke hørt fra hende. Det skyldes vel, at hun ikke selv kan se fejlene.
Det er sørgeligt, at Danmarks største avis lægger serverplads og navn til sådan en gang sprogligt sjusk. Eller som min gamle engelsklærer Slej på gymnasiet deklamerede, når vi ikke havde styr på grammatikken: “Spot, spe, skam, skændsel og skandale!”

Ha' det
Jesper

søndag den 22. november 2009

Oksehalesuppe

Oksehalesuppe er en af favoritterne her i huset. Det er simpelthen en herlig spise,
Desværre er det af en eller anden grund lidt svært at få fat i oksehaler i Danmark. Da vi boede i Grønland, kunne man få oksehaler i stort set alle supermarkeder - selv om det ikke lige er et typisk grønlandsk produkt. Måske hænger det sammen med, at der typisk spises meget mere suppe i Grønland end i Danmark.
Men lørdag spurgte vi slagteren i Brovst - og hun havde da to hele haler liggende i fryseren. Og så var det jo ellers bare md at komme i gang, for det tager sin tid at lave - mindst fem timers kogetid sammen med nogle fed hvidløg, et par løg og lidt laurbærblade, en dåse tomatpure samt salt og peber.
En halv times tid før oksehalerne er færdige, skummer man fedtet af suppen og tilsætter urter - gulerødder, selleri og porrer.
Det blev så samtidig til en premiere på porrer af egen avl. Vi troede egentlig, at vi havde porrer i fryseren, som skulle spises, inden vi begyndte at høste af vore egne, men de var altså spist. Så i den dunkle november-aften var der ikke andet for end at finde pandelampen og greben og så ud i haven og grave porrer.
Sådan en gang porrer af egen avl gravet frem i nattens mulm og mørke gør bestemt ikke suppen ringere.
En halv time senere var suppen klar til servering - og vi kunne indtage pladserne foran fjernsynet til en rigtig lørdagsaften-hygge. Sådan en dag er det værd at være til. Velbekomme.

Ha' det
Jesper

lørdag den 21. november 2009

Svanesøen















Rubrikken skyldes egentlig, at min gamle skolekammerat Per Lyngby for nogen tid siden på sin blog fortalte om svanerne i Farsø sø, der sang deres svanesang i 90'erne og ikke siden har ynglet i søen. Men Svanesøen er jo også en ballet af Tjaikovskij. Nu siger ballet og dans mig ikke så forfærdelig meget, men musikken er vidunderlig - og når det så er sagt, så kan man altså godt forstå, at Tjaikovskij har fundet inspiration til en ballet ved at se på svanerne.For denne store hvide fugl er både elegant og yndefuld, når den svømmer rundt på en spejlblank sø - det er næsten en hel lille ballet i sig selv.
På Øland har vi i øjeblikket masser af svaner. Rundt om på markerne fouragerer sangsvanerne fra Nordskandinavien og Sibirien. Området ved Ulvedybet er et af de vigtigste overvintringssteder for denne arktiske svaneart, som dog også er begyndt at yngle enkelte steder i Danmark de seneste år. I modsætning til vores hjemlige svane - knopsvanen - giver sangsvanen masser af lyd fra sig. Det er nærmest en trompeteren, som vi ofte hører, når store flokke flyver over huset.
Vi hører også knopsvanerne ind i mellem, men det er ikke sang, men derimod lyden fra vingerne, man hører, når de flyver. Nede i Ulvedybet - området bag dæmningen er der masser af knopsvaner, som hygger sig, mens de snadrer på bunden af det store ferskvandsområde. Knopsvanen er en stor majestætisk fugl, og når man ser den, forstår man både Tjaikovskij og i øvrigt også de danske TV-seere, der for en del år siden kårede knopsvanen som Danmarks nationalfugl i Poul Thomsens "Dus med dyrene".
Har du lidt svært ved at skelne mellem knop- og sangsvaner, så kig på næbbet. Knobsvanens næb er orange med en knop foroven, mens sangsvanens næb er gult uden knop!
Ud over svanerne ser vi også masser af gæs i disse dage. Dem hører vi forresten også en del til - for når de flyver, knævrer de på livet løs. Ligesom Deres ærbødige blogger synes de vel, at det er ret hyggeligt at flyve!

Ha' det
Jesper

onsdag den 18. november 2009

Noget om stære

Jeg har pådraget mig den meget almindelige øjensygdom grå stær - og det kan jeg naturligvis ikke lade være med at prøve at visualisere med lidt hjælp fra PhotoShop, så her er et billede af en grå stær.
Stæren er fotograferet på foderpladsen i Straumsbukta sidste forår - og var oprindelig sort med et grønt skær og små hvide pletter, som stære nu en gang har det for vane. Men takket være PhotoShop kan man nemt og hurtigt ændre det, så stæren bogstavelig talt bliver grå.
Det er forresten et underligt navn for en sygdom - stær. Jeg tjekkede derfor oprindelsen på alletiders opslagsværk - Ordbog over det dansk sprog. Og her kan man læse, at ordets etymologi - oprindelse - simpelthen kommer fra at stirre. Den stærblinde kan i modsætning til den blinde se lys - og vil derfor nemt få et stirrende udseende. Det har givet sygdommen sit navn. På engelsk hedder grå stær cataract, som er afledt af vandfald. Det slørede syn er ligesom at se gennem et vandfald.
Stæren begyndte før sommerferien. Egentlig troede jeg bare, at det var almindelig gammelmandssyn. Jeg havde lagt mærke til, at jeg havde svært ved at se i mørke. Desuden fik jeg stadig sværere ved at læse og arbejde ved skærmen, så jeg tænkte, at jeg havde brug for skærmbriller. Optikeren kunne imidlertid fortælle mig, at problemet var stær - og det kan man ikke afhjælpe med briller. Sygdommen skyldes, at linsen i øjet ændres med alderen. Ligesom huden bliver den "rynket" og så fungerer den fine optik ikke rigtig længere.
Jeg har prøvet at lave en anden foto-manipulation af stæren. Her har jeg visualiseret, hvordan jeg ser stæren, hvis jeg lukker mit venstre øje - og det er åbenbart, at det ikke fungerer på den lange bane.
Selv om det kun er mit højre øje, er det efterhånden blevet voldsomt generende - også fordi jeg alle dage har brugt det højre øje, når jeg fotograferer. Så torsdag skal jeg under kniven på et privathospital i Århus. Her vil man efter sigende pulverisere den gamle linse med ultralyd, suge stumperne ud og så sætte en ny linse ind af plastik. Det lyder enkelt og skulle være fuldstændig ukompliceret. Angiveligt skulle chancerne for at genvinde ungdommens klarsyn være store - men en kylling har jeg alle dage været, så helt stolt ved situationen er jeg ikke.
Men nu får vi - helt bogstaveligt- se, hvordan det går...

Ha' det
Jesper

tirsdag den 17. november 2009

Dagens nyheder

På en valgdag som i dag kan det sikkert være svært at finde noget som helst i danske medier, som ikke på en eller anden måde handler om kommunal-valget.
Så jeg iler til med et par småhistorier fra den norske andedam.
Timenyhederne på radioen kunne for et øjeblik siden fortælle, at muslimske børn mobbes af kammeraterne, hvis de rammes af svineinfluenza. Tilsyneladende mener vennerne, at de har været på grisebassen, eller sådan noget!
Og så har norske TV2 fået en advarsel af medietilsynet, fordi stationen har vist et afsnit af tegneserien South Park før kl. 9 om aftenen. Seriens sprogbrug vurderes at være til skade for børn, og den må derfør først vises sidst på aftenen. I gentagelsestilfælde risikerer TV-stationen at miste sendetilladelsen.
Nordmændene kan ånde lettet op. Den norske ostehøvl - et rigtigt nationalklenodie og den eneste verdenskendte norske opfindelse - er reddet. Ostehøvlsfabrikken Thor Bjørklund og Sønner, der i 1928 opfandt og patenterede det til gjeiteost så uundværlige redskab, gik ellers konkurs forleden, men er nu blevet overtaget af Gudbrandsdal Industrier A/S.
Illustrationen til dagens historie er blot en af mange, som i øjeblikket cirkulerer på nettet under temaet Swine Flew, der på engelsk både betyder svineinfluenza og svinene fløj.
Helt undgå valget kan vi dog ikke. I Farsø var det nemlig ved at gå galt, men min gamle skolekammerat Per Lyngby reddede situationen. Læs her hvordan.

Ha' et godt valg
Jesper

mandag den 16. november 2009

På Kastellet

I sidste uge var jeg i København for at deltage i en lang række møder i Arktisk Råd. Tirsdag drejede det sig om et møde i rådets arbejdsgruppe for katastofeberedskab og -forebyggelse.
Mødet fandt sted på Kastellet - og jeg må indrømme, at her kan man virkelig føle historiens vingesus.
Kastellet blev i sin tid planlagt af Christian den fjerde, men det blev hans søn Frederik III, som byggede det i perioden 1662 - 65. Siden har det flotte bygningsværk stort set ikke skiftet udseende, men blev dog totalt moderniseret i slutningen af 1900-tallet med hjælp fra den allesteds nærværende Mærsk McKinney-Møller.
Og som sagt - historien hviler tungt over stedet. Her sad Struense fængslet i tre måneder, mens han ventede på at blive parteret. Kastellet forsvarede i 1807 København mod englændernes angreb under verdens første terror-bombardement, men måtte overgive sig sammen med resten af byen. Kastellet blev som noget af det første besat under Tysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940. Det tjente derefter som tysk fængsel. Efter krigen fik tyskerne deres egen medicin at smage, da blandt andre dr. Best sad fængslet her.
Bygningerne bruges i dag til militær-administrative formål, og forsvarschefen har pligt til at bebo kommandant-gården, så der skal jo nok være housewarming en af de nærmeste dage.
Vort møde fandt sted i Hjemmeværns-kommandoen, som har til huse i Generalstok. Alle husene har navn efter deres oprindelige formål, og Generalstok var stedet, hvor generalerne oprindeligt boede. En af bygningerne hedder Elefantstok. Det skyldes dog ikke, at den danske hær tidligere som en anden Hannibal holdt elefanter, men derimod, at der lå et marketenderi - kantine på nudansk - med navnet Elefanten i bygningen. Elefantstok er i dag den fysiske ramme for Forsvarets Efterretningstjeneste, og de har sikkert snabelen nede i et eller andet, så det skal såmænd nok alligevel vise sig at være et ganske passende navn.
Mødelokalet var Hjemmeværns-kommandoens parolesal, der ligger ganske ydmygt oppe under loftet for enden af en lang gang. Ydmyge er til gengæld ikke stolene i salen, som alle havde Hjemmeværnets våben broderet med guldtråd på stoleryggen. Lidt kongerøgelse skal der jo være plads til i de militære systemer - ellers er det ikke helt rigtigt.
Adgangskontrollen til Kastellet og dets bygninger er i øvrigt påfaldende afslappet, når man tager i betragtning, at det er centrale dele af det danske forsvar, som har til huse her. Men bygningerne er så snirklede og fyldt med lange gange tilbage fra 1600-tallet, at en eventuel terrorrist alligevel ikke har en kinamands chance for at finde rundt.
Kastellet bevogtes af Livgarden med dens karakteristiske små, røde skilderhuse. Der er vagtskifte hver dag klokken 12. Det nåede jeg desværre ikke at se, men jeg kan til gengæld berette, at Kastellets kantine tirsdag blandt andet bød på hjemmelavet sylte. Det smagte herligt!
Kastellet er forståeligt nok lidt af en turistmagnet, og der er offentlig adgang til de udendørs områder hver dag i de lyse timer. Det kan kun anbefales, hvis vejen alligevel falder forbi København.

Ha' det
Jesper

søndag den 15. november 2009

Madpakkesnak

Torsdag aften bragte TV-avisen et ganske fornøjeligt indslag, hvor en af Århus-redaktionens ældre medarbejdere var sendt i byen for at snakke med firmaet, som fremstiller skolemadpakkerne i Smilets by. Det var nu ikke lykkedes ham at få ejeren af ka'te'rings-firmaet, som han sagde, til at stille op til et interview. Studieværten - en af disse yngre, speedsnakkende damer - kunne naturligvis ikke dy sig for i nedlægget at gøre opmærksom på, at det selvfølgelig var et kæjterings-firma, som kollegaen havde talt om.
Ak ja, det er ikke nemt med alle disse engelske låne-ord, som sniger sig ind overalt. Men det er nu ikke det, som får mig i blækhuset i dag. Indslaget handlede om, at forældrene var utilfredse med de madpakker, som skoleeleverne får til frokost. Jeg kunne forstå, at det er sådan i dagens Danmark, at regeringen giver tilskud til madpakker for at børnene skal få sund mad. Det er sådan et af de der tilfælde, hvor samfundet lige så stille bliver mere og mere socialistisk. Nu er børnenes mad ikke længere forældrenes, men samfundets ansvar - fordi nogle bedrevidende sundhedsfanatikere mener at have mere forstand på disse sager end forældrene.
Jeg bliver forbløffet, når diverse eksperter dagligt kommer med gode råd til, hvordan jeg skal leve mit liv. Jeg mener, at der skal en ganske voldsom portion frækhed til at tro, at den måde man selv lever på, er den eneste rigtige. Og tilsyneladende tvivler disse overmennesker også selv på deres argumenters styrke, for som regel er rådene fulgt af et forslag om endnu et forbud eller en afgift, som vil gøre det endnu sværere at være at være almindelig dansker.
Desuden er det som om, at alle disse ernærings-eksperter nærer et ubændigt had til alt, hvad der er traditionel dansk kultur og lægger al god dansk mad for had. Det hele bliver til en jævn, kedelig sovs af såkaldt spændende ciabatta-boller og små gulerødder. Ciabatta-boller er ikke spor spændende, men seje - og små gulerødder skal ikke spises rå, men kogte som garniture til for eksempel en god oksesteg.
Og hvad er der nu i vejen med en god, gammel leverpostejmad på groft rugbrød? Det har hele mit liv været min livret. Der findes simpelthen ikke noget bedre. Og den er nem at variere. Hvis man bliver træt af rødbeden, så kommer man bare agurk eller rødkål på - og så kører vi igen.
Jeg er stolt af, at jeg den dag i dag foretrækker min egen madpakke frem for kantinens kedelige sandwiches med margarine, ost og skinke og noget tør pastasalat, som en voksen mand umulig kan blive mæt af. Det er faktisk det første, jeg gør om morgenen - smører madpakke. Det tager kun to minutter, mens kaffen kører igennem. Og hvis man gør som jeg - bruger det lille trick at komme smør og pålæg på frossen fuldkornsbrød, så har man en madpakke, der holder sig frisk det meste af dagen.
Nu har jeg jo ikke så megen erfaring med nyere dansk politik, men jeg har altså svært ved at forstå, at skolemadpakkerne er blevet indført af en borgerlig regering. De skulle skamme sig, skulle de! Det er jo ikke borgerlig politik, men ren og skær STASI-socialisme af værste karat.
Lad mig slå fast, at hvis folk vil have børn, så må de dælen dundre mig også selv tage ansvaret - og selv smøre madpakkerne. Det hører ingen steder hjemme, at vi som skatteydere skal være med til at fodre folks afkom. Færdig! Basta!
Jeg har også forstået, at regeringen nu vil til at lægge afgift på animalske fedtstoffer som smør og ost - angiveligt fordi det er usundt. Hør nu lige her. Danmark er altså blandt meget andet et landsbrugsland. Vi lever af at producere animalske fedtstoffer. At forbyde dem er som at skyde sig selv i foden. Det er et angreb på noget af det fineste, som vi har i den danske kultur - det danske smørrebrød.
Jeg varmede forresten op til denne artikel lørdag aften med høns i asparges og tarteletter. Det er traditionel dansk mad i verdensklasse!

Ha' det
Jesper

P.s. Så vidt jeg husker, var det også den ovennævnte journalist, der for nogle år siden kom galt afsted i forbindelse med hamstringsbølgen forud for den store strejke. Han gav seerne det gode råd ikke at hamstre mælk, for mælk bliver hurtigt doven! Det sagde han virkelig. Ja, hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med!

PPS. Forleden var der en selvbestaltet forenings-ekspert, der mente, at foreninger skulle tage deres alkohol-politik og kønsroller op til overvejelse, så der kunne komme flere såkaldte nydanskere med i vores foreninger. Jeg bliver vred, når jeg hører noget sådant sludder. Hvis nydanskerne skal berige vores foreninger, så må de lære at leve med danske kønsroller og alkoholvaner!

fredag den 13. november 2009

Dagens ord XX

Dagens ord er "paraskavedekatriafobi". Det er diagnosen, når man lider af sygelig angst for fredag den 13 - altså en dag som i dag. Når man lider af paraskavedekatriafobi, vil man vægre sig mod for eksempel at flyve på fredag den 13, ligesom man ikke vil begynde på noget nyt.
Vi har forresten været hårdt ramt af fredag den 13. i år, eftersom det er den tredje af slagsen i 2009.
Det er uvist, hvorfor fredag den 13. har fået sit dårlige ry. En teori går ud på, at fredag i den kristne tradition har været anset for uheldig, fordi Jesus døde på en fredag, og tretten betragtes som et uheldigt tal, fordi Judas sad med som den trettende deltager ved den sidste nadver.
Men nu er den slags jo som bekendt overtro - og jeg har da forresten fløjet i dag, uden at det bød på nævneværdige problemer.
Jeg lider altså ikke af paraskavedekatriofobi. Til gengæld har jeg en næsten sygelig aversion mod overtro, plattenslageri og kvaksalvere. Det hedder sikkert mytofobi!

Bank tre gange under bordet
Jesper

tirsdag den 10. november 2009

En tur i haven

Weekenden begyndte egentlig så godt med, at jeg ankom tidligt fredag aften til Østerby. Jeg er i øjeblikket på tjenesterejse, så rejsebureauet mente, at det var forsvarligt, at jeg tog den hurtigere, men ellers lidt dyrere vej direkte fra Oslo til Aalborg.
Fredag aften blev derfor sådan en normal fredag aften - næsten lige som når jeg kom hjem fra arbejde i Nuuk eller Tromsø. Lidt lækkert at spise og et par flasker et eller andet...
Men lørdag var det et herrens vejr - ikke værd at snakke om, men jeg fik dog tømt fire flyttekasser med bøger. Og ellers gik tiden med at få organiseret de nye TV-kanaler, efter at vort Boxer-abonnement er gået fra prøve til et normalt. Det lykkedes ikke, da de to abonnementer tilsyneladende fungerer sideløbende, så i øjeblikket kan jeg vælge mellem sådan cirka 41 forskellige TV-programmer. Det er alt for mange, da jeg kun betaler for den mindste pakke med otte kanaler plus det løse. Men det må Boxer jo selv ligge at rode med. Men en ting er sikkert. TV-udbuddet bliver ikke 41 gange bedre, selv om man har 41 kanaler. For ærlig talt; det er det det samme crap, de allesammen sender.
Søndag morgen var det tåget, men ellers stille - og vi blev enige om at køre en tur i planteskolen efter morgenmaden. Der er et par store huller i bøgehækken ind til naboen, og nu hvor den første frost har vist sig, er det tid at plante bøg. Så vi købte en halv snes bøgeplanter - og selv om de selvfølgelig mangler lidt i væksten, så er hækken i hvert fald hel oppe i min hjerne.
Det blev også til et grantræ, for Dina har sådan en ide med, at vi skal have et juletræ uden for huset med elektriske lys op til jul. Endelig købte vi lidt pyntekål og lidt drevne hyacinter, så Dina kunne plante en slags kæmpe-juledekorationer i nogle af krukkerne foran huset. Så hånden på hjertet - vi har nok taget hul på juleforberedelserne nu.
Men med alt det havearbejde, synes jeg nu også, at vi med god samvittighed kan sige, at det trods alt blev en god weekend.
Mandag tog jeg til København, hvor jeg arbejder i denne uge med Udenrigsministeriet som base og Hilton som mit hjem.

Ha' det
Jesper

lørdag den 7. november 2009

Smoke on the Water








Det var en ret så fornøjelig morgenflade, Radio Norge bød på fredag mellem 7 og 8. Her var der nemlig fest og farver og højt humør, da radiostationen uddelte billetter og merchandise i anledning af, at et af tidernes mest populære rockbands nogensinde, Deep Purple, gæster Oslo Spektrum den 22. november. Opgaven var enkel - man kunne vinde en af de eftertragtede billetter ved via telefonen at optræde med riffet fra orkestrets nok mest berømte nummer, Smoke on the Water - og det giver sig selv, at det var god underholdning. Vi hørte blandt andet de fede toner udsat for klassisk guitar, svineinfluenza og telefontastatur...
Temaet er blevet sammenlignet med tonerne fra førstesatsen af Beethovens femte symfoni - da, da, da, daaam... Ganske få toner så enkelt sammensat, at alle kan gengive dem første gang, man hører dem. Riffet har ikonisk kvalitet og signalerer rock, fest og ballade. Selv en tonedøv tenor som undertegnede kan gengive det til genkendelighed. Hør bare her: Daa, daa, daaaaa, da da di daah...
Melodien stammer fra Deep Purples LP Machine Head, som udkom i marts 1972. Jeg hørte i øvrigt Smoke on the Water i Vejlby-Risskovhallen til en koncert i februar 1973 og havde i mange år et kassettebånd med optagelser derfra - desværre har jeg nu mistet det.
Jeg tror ikke, at der var nogen, som dengang havde forudset den popularitet, som melodien har fået i eftertiden. Selv Sussi og Leo har optrådt med sangen. En søgning på YouTube giver intet mindre end 33.000 hits, hvilket jo skyldes, at enhver ungersvend, som har fået en guitar i hånden, jo lige skal sende en video til alle vennerne med Smoke on the Water. Google kan i øvrigt byde på over 24 millioner hits på Smoke on the Water.
Under min søgning på nettet fandt jeg også et billede fra koncerten i den jyske hovedstad - desværre uden bandet bortset fra trommeslager Ian Paice. Men når man ser publikum, så er der i hvert fald løbet meget vand i Århus Å siden da - for imellem det merchandise, som man kunne vinde i Radio Norge, var der sandelig også Deep Purple slips. SLIPS! Der er næppe nogle af de unge mennesker på billedet, som havde forestillet sig, at den dag skulle komme, hvor de ville gå med slips.
Jeg har forresten en compilation på cd-hylden med alletiders luftguitar-hits. Det er vel overflødigt at nævne, at Smoke on the Water er med på cd'en.
Machine Head blev indspillet i Montreaux i Schweits i december 1971. Historien bag Smoke on the Water er ganske dramatisk. Dagen før optagelserne skulle begynde, var bandet til koncert med Frank Zappa på det nærliggende kasino. Under koncerten brød kasinoet i brand og nedbrændte. De dramatiske hændelser inspirerede om natten bassisten Roger Glover og guitaristen Richie Blackmore til melodien, der allerede blev indspillet den næste dag. Teksten, der er skrevet af sangeren Ian Gillan, blev først lagt på senere i indspilnings-forløbet.
Og her er den så - Smoke on the Water i den originale indspilning:



Daa, daa, daaaaa, da da di daah...
Jesper

Copyrights: Wikipedia: fair use (noderne), EMI (musikken). Det er ikke lykkedes mig at finde ophavsmanden til billedet fra Vejlby-Risskovhallen, men det er kopieret fra www.gearfreak.dk. Billedet af det brændende kasino er kopieret fra www.deep-purple.net.

torsdag den 5. november 2009

Morgenrøde i storbyen

Jeg har arbejdet temmelig sent de sidste par dage - og tillod mig derfor først at møde ved ni-tiden i dag. Det gav mig anledning til at fotografere solopgangen fra min beskedne hybel midt i Tromsø kort før kl. 9 - og som altid på denne årstid er det jo et sandt orgie i røde og orange farver.
Det bliver der ikke mindre af i de kommende dage - hvor vi jo med hastige skridt nærmer os den 17. november, der er dagen, hvor vi ser solen for sidste gang i år her i Tromsø.
Denne lidt begrædelige periode kommer jeg dog ikke til at opleve meget af. I morgen pakker jeg endnu en gang kufferten og flyver til Danmark. Jeg skal i den kommende uge arbejde i København og kommer først tilbage igen den 15. november - altså dagen før dagen før.
Den danske vejrudsigt tyder dog ikke på, at jeg kommer til at se solen stort mere end her i Tromsø, men alligevel er der jo en del lysere i Danmark.
I dag stod solen op kl. 8.31 og gik ned igen kl. 14.23 i Tromsø. De tilsvarende tider for Aalborg er 7.42 og 16.25, så dagen er altså to timer og 53 minutter længere i det nordjyske.
Forresten skal du allerede nu huske at skrive den 17. november i kalenderen. For om aftenen kort før midnat passerer jorden gennem Leoniderne, som er støvskyen fra halen af kometen Temple-Tuttle. Astronomerne regner med, at det vil betyde op til 500 stjerneskud i timen, så det bliver noget af et festfyrværkeri, hvis ellers det bliver klart vejr.

Ha' det
Jesper

Dagens ord XIX

Dagens ord må helt bestemt være "Engle-miljø". Det blev brugt i radioen i morges og kræver lidt forklaring.
Det er sådan i Norge, at noget af det værste, man kan gøre, er at tale nedsættende om befolkningsgrupper. Det går således ikke an at tale om for eksempel tyrkere, homoseksuelle, misbrugere o.s.v. På den anden side kan man jo ikke komme uden om disse befolkningsgrupper - og det løser man så nemt og enkelt ved at føje "miljø" til ordet. I stedet for tyrkere taler man altså om "det tyrkiske miljø" i Norge. Ligeledes med "det homoseksuelle miljø", "misbrugermiljøet" o.s.v. Og i dag var det altså englene, som man ikke ville risikere at hænge ud. Derfor kunne radioen fortælle, at der havde været rejst kritik af den norske prinsesse Märtha Louise i "Engle-miljøet". Der var vistnok en god portion norsk selvironi over det, men engle-miljøet skulle angiveligt bestå af en række gejstlige, psykologer og filosoffer, som samstemmende og ganske berettiget har rejst en voldsom kritik af prinsessens nye bog, hvor hun opfordrer folk til møde deres egne engle og sådan noget pladder.
Der er ingen tvivl om, at kællingen er skingrende skør og et glimrende eksempel på, hvordan kongelige familier med jævne mellemrum bliver ramt af rablende galskab - sådan som vi kender det for eksempel fra den danske Christian den 7 (det var ham med Struense!).
Problemet i Norge er, at prinsessen får lov til at udgive bøger om sine møder med engle. Hun holder endog kurser om det og har en habil engle-forretning. Mange mindre velfunderede tror da også på hende og betaler gladeligt for både bøger og kurser.
Det er dybt skadeligt for det norske monarki - og Kong Harald kunne gøre sine efterfølgere i stolen en stor tjeneste ved at tage sin datter for sig og gøre det klart, at enten er man prinsesse med de privilegier, det nu en gang medfører - eller også er man forretningskvinde, som spekulerer i godtroende fjolsers håb om et bedre liv. Begge dele går altså ikke.
Så nu er jeg sikkert også en del af "engle-miljøet" - en gruppe af mennesker i Norge, som har en mening om Märtha Louises gøren og laden på det kommercielle engle-marked.

Jesper

onsdag den 4. november 2009

Slagteren fra Ryesgade

Ole Frøslevs krimiserie fra anden verdenskrig, Mørketid, er lavet af det samme stof som TV-serien Matador. Jeg kapitulerer derfor betingelsesløst - dette er bare genial underholdning.
Ole Frøslev har fået den gode ide at lave en krimiserie, som foregår under krigen i et sortbørsplaget og mørkelagt København. Vi følger den sympatiske kriminalbetjent Bjørner og hans kolleger på Station 7 i deres ulige kamp for at opretholde et civiliseret samfund i en tid, hvor primitive kræfter har magten, og hvor grænserne for anstændighed og normalitet er til stadig prøvelse.
Bøgerne er tidskorrekte ned til mindste detalje. Vi sidder bogstaveligt talt med på høkassen hjemme hos Bjørner, og vi er med, når han slæber en arrestant til nærmeste telefonskab for at tilkalde assistance.
Serien lagde ud med Den grønne bar, som foregik i 1940, og jeg er nu kommet til tredje bind, Slagteren fra Ryesgade, som foregår i 1942, hvor tyskerne er ved at stramme grebet om samfundet, og der er mangel på alt fra koks til tobak. Det er en stilfærdig historie om sortbørshandel og en bølge af indbrud hos det bedre borgerskab.
Og det er det, som jeg elsker ved serien. Den er helt nede på jorden. Dagens krimimarked er domineret af voldelige seriemordere, kapitalistiske konspirationer og voldsomme begivenheder ofte særdeles langt fra den virkelige verden. Men ikke hos Ole Frøslev.
Jeg kan også godt lide, at hovedpersonen, Bjørner, lever et helt normalt og fredsommeligt samliv med konen og to børn. Her er der ikke påtrængende sidehistorier om samlivsproblemer og problemer med at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen. Det er meget enkelt - Bjørner arbejder, og fru Bjørner passer hjemmet og smører madpakken. Sådan som det jo var i virkeligheden i fyrrernes Danmark.
Jeg vil tro, at Liza Marklund og de andre pulverhekse fra femi-krimiernes overdrev vil løbe skrigende væk, hvis de hørte om det normale og rolige familieliv hjemme hos Bjørners, men jeg finder det ganske befriende, at der er nogen, som går mod strømmen og leverer et mere realistisk og og meget dansk verdensbillede.
For det er her, Matador kommer ind i billedet. Den samlede sum af konflikter i 24 afsnit af Matador kan vel sådan cirka ligge i et halvt afsnit af Forbrydelsen eller en gennemsnitlig Marklund-bog. Sådan kan vi i virkeligheden godt lide det i Danmark - og jeg tror egentlig ikke, at Frøslevs serie har de store chancer på det internationale bogmarked. Dertil er den alligevel lidt for specifik dansk.
Ole Frøslevs ærinde er bestemt ikke at ændre samfundet. Han vil bare fortælle en god historie fra en tid, som vi ikke bør glemme - og den slags er al ære og respekt værd. Derfor får Slagteren fra Ryesgade også alle seks mulige tørfisk i karakter herfra.

Jesper

tirsdag den 3. november 2009

En lørdag aften

Lørdag aften var vi inviteret til Ulla og Bent i deres hyggelige nye hus i Asaa. Det blev en rigtig grønlandsaften - rent kulinarisk og ikke mindst på det selskabelige plan, da alle på en eller anden måde havde en tilknytning til den store ø.
Det var ikke ligefrem første gang, at vi var til fest med det hyggelige par, og som altid bød de på gedigen grønlandsk mad. Denne gang krabber og rensdyr - og så havde Ulla tryllet med både rugbrødslagkage og sortebærkage.
På billederne ser vi Bent, der har en fortid som politi, mens han er ved at løslade rensdyret, og Ulla, der er uddannet kok styrer sovsen med hård hånd.
Det sidste billede viser bordet. Her vil man lægge mærke til, at vi på typisk grønlandsk vis sidder med damerne i den ene ende og mændene i den anden ende. Hvad tøserne snakker om, vil jeg helst ikke vide i detaljer, men jeg kan afsløre, at mændene altid prøver at overgå hinanden i Grønlands-skrøner - og det er bestemt ikke kedeligt.
Desværre var jeg ikke i storform og skulle i øvrigt flyve til Norge den næste dag, så jeg forlod selskabet på et relativt tidligt tidspunkt. Bent var så høflig at køre Dina hjem søndag eftermiddag - og straks kommet hjem faldt hun i søvn foran fjernsynet, så det var der ikke meget ved. Men der var ingen tvivl om, at det havde været en god - og lang fest. Tak til Ulla og Bent for det.
Og da Dina ellers sov trygt i lænestolen, kunne jeg jo sådan set lige så godt tage til Norge igen, hvilket jeg så gjorde!

Ha' det
Jesper

P.s. Ulla, jeg vil gerne have opskriften på rugbrødslagkagen - den smagte himmelsk!

søndag den 1. november 2009

Udfordringen

Lørdag aften satte jeg mig selv på en virkelig fotografisk udfordring. Desværre klarede jeg den ikke!
Men oplægget var ellers fint; Jyllandsposten kunne berette, at TV-distributøren Boxer ville arrangere et gigantisk lysshow fra de syv digitale sendemaster i anledning af, at Danmark gik væk fra analogt fjernsyn. Showet skulle bestå af nogle gigantiske lyskastere, som stråler tre kilometer op i luften og ville kunne ses i en radius af 20 km fra sendemasterne. Da jeg kun har syv kilometer til masten i Nibe, var det derfor en nærliggende tanke at forevige dette show med kameraet. Men Boxer sendte mig nærmest til knock-out.
Forestillingen var for det første næsten ikke til at se på den nævnte afstand, og desuden var lysintensiteten så svag, at det heller ikke var muligt rigtigt af fange strålerne med kameraet. Når dertil kom, at det var buldrende mørkt og overskyet, var selv en elementær ting som at stille skarpt noget af et problem.
Jeg fik regnet mig frem til, at en lukketid på fem sekunder ved 800 asa måtte være det optimale. Og så var det ellers med at skyde nogle billeder og håbe på, at et eller andet ville lykkes. For en sikkerheds skyld prøvede jeg med nogle andre lukketider - og billedet her, som er det eneste ud af 67 billeder, der giver lidt fornemmelse af lysshow er taget med 8 sekunders lukketid, asa 800.
Så konklusionen må være, at det, der på papiret lignede en rigtig god ide, blev en fuser. Den fotografiske lære er, at man ikke kan tage fornuftige billeder på syv kilometers afstand - uanset hvor gigantisk oplægget er.
Således belært kan vi gå videre til næste punkt på dagsordenen.

Ha' det
Jesper