fredag den 30. oktober 2009

Det norske bondekøkken

Generelt og ganske berettiget har norsk mad ikke noget stort internationalt ry. Det ligger vel sådan cirka i samme gastronomiske klasse som det engelske køkken.
Men i den norske bondemats-tradition er der faktisk nogle rigtige godbidder. Blandt andet en traditionel efterårsret som saltet kød med kålrabi-mos. Det er herremad, som rigtigt gør sig på en kold efterårsdag.
Jeg havde købt godt et kilo letsaltet lammekød i landhandelen i Eide lidt uden for Tromsø, som jeg onsdag tog med i bagagen hjem til Danmark, så vi torsdag aften kunne nyde denne herlige delikatesse.
Kødet er som sagt letsaltet - og det vil sige, at det ikke er nødvendigt at udvande det inden brugen. Så det røg i en gryde med lidt løg, lidt porrevisk og et par gulerødder - og så fik det ellers lov til at stå og simre i tre timer, til det var så mørt, at det kunne spises med øjenbrynene.
Kålrabi-mosen - på norsk kålrotstappe -har en frisk og meget delikat gul farve og er også ganske nem at lave. Denne herlige rodfrugt kan jeg forresten anbefale til mange andre sammenhænge. Den har en dejlig sød smag, som minder mig om ungdommens spejderture, hvor vi vistnok sommetider kom til at låne en kålrabi på de marker, som vi kom forbi. Den blev sat til livs rå og styrkede os til videre march - men det er en ganske anden historie. I dag kan kålrabi købes i enhver velassorteret grønt-afdeling her om efteråret.
Kålrabimos laves i princippet akkurat ligesom kartoffelmos - altså koges og moses med lidt smør og mælk. Desværre har den en tendens til at blive lidt løs i det. Det kan undgås ved at koge et par kartofler med, som samler mosen til en dejlig, velsmagende og mættende garniture - husk forresten at smage til med lidt salt og peber. Og hvis man kan tåle det, skader en klat kold smør oven i absolut ikke!

Velbekomme!
Jesper

torsdag den 29. oktober 2009

Dagens ord XVIII

Torsdag var det "spil-dansk-dag", hvor der var fokus på den danske musik. Blandt andet spillede Danmarks Radio denne dag udelukkende dansk musik på alle sine kanaler. Et glimrende initiativ, der er med til at styrke nationalfølelsen og de danske værdier. Prisværdigt ikke mindst netop nu hvor det muslimske terrorspøgelse endnu en gang banker på de danske døre.
Så meget desto mere kan det undre, at der ikke er nogen, som skænker det danske sprog en tanke på en sådan fin dag. Det er en pine og en lidelse at høre radioens speedsnakkende studieværter mishandle det danske modersmål. Generel dårlig udtale og afsnupning af endelser gjorde nemlig, at vi dagen lang på national-radioen kunne høre, at det var "spedalsk-dag" - og det er jo unægtelig noget ganske andet end en spil-dansk-dag.
Vi bør snarest muligt indføre en "tal-dansk-dag".

Jesper

P.s. Generelt har vort modersmål trange kår i medierne. For eksempel er de sammensatte ord til stadighed et stort problem for mange skrivende. Således kunne man i et af formiddagsbladene onsdag se Maria Shriver, Californiens guvernør Arnold Schwarzeneggers kone, præsenteret som den amerikanske delstats første dame. Ak ja...

tirsdag den 27. oktober 2009

Jo og jenterne

Den norske forfatter Jo Nesbø topper i disse dage både den norske og den danske bestsellerliste for skønlitteratur med sin nyeste bog om den alkoholiserede kriminalbetjent Harry Hole, Panserhjerte.
Mange identifiserer Jo Nesbø med Harry Hole og hans dybtliggende kendskab til suspekte beverdinger i den norske hovedstad. For dem kommer det som en overraskelse, at den civiløkonom-uddannede Nesbø har en strålende karriere som børsmægler bag sig.
Men manden har mange talenter - og han har faktisk også en stor karriere på den norske pop-scene bag sig.
I begyndelsen af 90'erne hærgede han de norske hitlister blandt andet med orkestret Di Derre og sangen Jenter. Han har senere undskyldt det med, at sangen egentlig var lavet som en parodi på en norsktop-sang, og at det aldrig har været meningen, at den skulle være et hit.
Men et hit blev den. Den er blandt andet kåret som alletiders norske sommerhit. Og i det internationale miljø, hvor jeg arbejder, er det typisk den sang, som folk har med på cd'en som et minde om opholdet i Norge, når de rejser hjem.
Jenter bliver stadig den dag i dag 15 år efter lanceringen spillet i radioen - og i sommertiden ofte mange gange om dagen. For det er en rigtig ørehænger, som rigtig mange nordmænd i den rigtige alder også helt sikkert har mange romantiske minder knyttet til.
Og her er den så, mine damer og herrer. Jo Nesbø og Di Derre med Jenter som kommer, jenter som går...


Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, er sangen indspillet på dansk i en duet sammen med Poul Krebs, men den findes desværre ikke på YouTube.
Forresten ligger Jo Nesbø's seneste bog Panserhjerte allerede på mit natbord i køen af bøger, som skal læses.

Ha' det
Jesper

Foto: Modtryk/Cato Lein

mandag den 26. oktober 2009

Lufthavnens bagside

















Det er mange år siden, at cph - Københavns lufthavn i Kastrup - af sikkerhedsgrunde stoppede sine ellers meget populære rundvisninger. Siden har størstedelen af lufthavnen været lukket land for lægmand.
Der er imidlertid en lille kattelem, som giver adgang til Kastrups uendelige vidder. Man kan vælge at flyve billigt til Norge med Widerøe. Det lille norske, SAS-ejede luftfartsselskab har blandt andet en rute til Trondheim, og her bliver de rejsende kørt i busser ud til en af de standpladser, som ligger lidt forblæst næsten ude ved Øresundskysten, i stedet for at passagererne som normalt "boarder" flyet direkte fra en "gate" i en af "terminalerne".
Jeg går ud fra, at denne operation er med til at holde billetprisen nede, og for en flytosse er det en helt enestående mulighed for at både at se lufthavnens indre liv og samtidig komme tæt på flyet udefra.
Jeg tager ofte denne vej til Norge - og jeg har altid kameraet fremme for at fange lidt af livet i lufthavnen. Desværre er søndag eftermiddag en lidt stille periode, men så kan man da altid nyde solen, mens de weekendtrætte og fuldesyge nordmænd efter en hård weekend i den danske hovedstad kæmper for at komme ombord på flyet.
Og flyet - ja, det er en af de nye DASH 8-Q400NG, som SAS-koncernen fik i erstatning for den version af flyet, hvor landingsstellet ikke virkede helt stabilt. Og det er faktisk et rigtigt flot, sexet fly sådan set fra næsen af.

Ha' det
Jesper

Weekend i vinkælderen

Vejret i weekenden fristede ikke just til udendørs aktiviteter.
Så er det jo godt, at der også er masser af ting at gøre indendørs. Lørdag gik jeg derfor og hyggede mig med at indrette en vinkælder i det lille hus på Øland. Nu er der ganske vist ikke nogen kælder under huset, men bag ved køkkenet er der et gammelt fyrrum, der sagtens kan gøre det ud for en vinkælder efter min beskedne målestok. For stort er rummet ikke - cirka en meter i bredden og to i længden. Men med loftsbjælker og rustikke pudsede vægge og et par stennicher, så det alligevel har et vist kælderpræg, går det nu nok an alligevel.
I første omgang havde jeg egentlig tænkt mig selv at udvikle et reolsystem, men efterhånden som jeg fik regnet lidt på konstruktionen, kom jeg frem til, at det ville blive lige så dyrt som et købt system.
www.vinopbevaring.com fandt jeg et canadisk system, RedRack, som så pænt og nydeligt ud og fuldt modulært opbygget. Oven i købet lykkedes det mig at få en pæn rabat på materialerne, som kom med posten dagen efter, at jeg havde bestilt systemet, så servicen var der sådan set ikke noget i vejen med.
Men nu havde jeg jo forestillet mig, at det var noget, der skulle samles med skruer eller lignende, sådan som vi kender det fra Ikea og Jysk, men sådan var det ikke. Det skulle samles med stifter eller søm. Faktisk tog brugsanvisningen det for givet, at man råder over en sømpistol, da reolerne er fremstillet af stenhårdt redwood, og at der i hvert modul skal sømmes flere end 60 gange.
Heldigvis har jeg en god bekendt (Jens - tidligere omtalt her) fra tiden i Grønland, som er sælger i et sømpistol-firma, så jeg lånte et sådant apparat - og gik i gang med arbejdet. Det havde nær kostet mig et par fingre, for det var ikke så nemt, som det lige ser ud at bruge sådan en sømpistol, men efterhånden fik jeg da rutinen. Og som det kan ses på billedet, er jeg kommet ganske langt i weekenden. Faktisk mangler jeg kun lige at montere nogle almindelige reoler og fodlister - så er jeg den lykkelige ejer af en lille vinkælder indrettet efter alle kunstens regler. Mon ikke jeg når det i den kommende weekend?
Og bagefter? Ja, så er der jo det hårde arbejde med at få fyldt reolerne med gode vine - og det bestemt ikke mindre hårde arbejde med at få drukket vinene. Nå, den tid, den sorg.

Ha' det
Jesper

søndag den 25. oktober 2009

Luft under vingerne IV




Da jeg gik i gymnasiet, var der lidt af en svæveflyvedille i vennekredsen. Gymnasiet var Vesthimmerlands Gymnasium, og dillen skyldtes sikkert ikke mindst den nærliggende Vesthimmerlands Flyveplads, som ligger ved Hornum - nærmest mellem Års og Farsø.
Med min interesse for flyvning skulle det selvfølgelig også prøves, og det blev da til en seks-syv flyvninger med instruktør i en tosædet svæveflyver - selv om jeg aldrig kom så langt som til at gå i gang med certifikatet.
Jeg har fået lidt hjælp fra en af vennerne fra dengang - Bent Erik Thomsen, "Tin-Thomsen" - og vi er kommet frem til, at flyet var klubbens Schleicher K7 "Rhönadler" - OY-MNX - bygget i 1963 i Poppenhausen i Vesttyskland. Deraf tilnavnet Rhönadler. Poppenhausen ligger i landskabet die Rhön mellem Bayern, Hessen og Thüringen, og Adler på tysk betyder som bekendt ørn.
Flyet var af en temmelig solid konstruktion og vel knap så elegant sammenlignet med de et-sædes glasfiberfly, men oplevelsen fejlede bestemt ikke noget.
Jeg vil i hvert fald sent glemme min første svæveflyvning. Det foregik med spilstart. Flyet bevægede sig fremover på græsbanen, skrumplede og hoppede et par gange, og så gik det ellers voldsomt opad med svimlende fart - syntes jeg da i hvert fald. På et tidspunkt blev linen til spillet koblet fra. Det foregik med et brag, samtidig med at flyet tog et ordentlig dyk, eftersom der jo ikke længere var træk i det. Da troede jeg godtnok, at min sidste time var kommet - og instruktøren, som sad bagerst, kunne da også fortælle, at mit hoved havde været helt nede mellem skuldrene. Men så blev der fuldstændigt stille - og underet skete. Vi svævede rundt oppe i luften - akkurat som fuglene.
Jeg husker stadig bilerne på landevejen, som var små som myrer - og udsigten som strakte sig fra Rold Skov og ud til Limfjorden. Det var faktisk en rigtig spændende oplevelse, og så kunne jeg jo kun forbande min nærsynethed endnu mere - den nærsynethed som gjorde, at jeg aldrig seriøst havde grund til at overveje at blive pilot.
Efter alt for kort tid var turen forbi, men det blev som sagt til i alt en seks til syv ture fordelt over somrene 1977 og 1978.
Spilstarten på Vesthimmerlands Flyveplads var i øvrigt et kapitel for sig selv. Svæveflyveklubben havde en gammel bulldozer med en kæmpemotor, som var solidt forankret i jorden. Så vidt jeg husker kunne den accellere en svæveflyver fra 0 - 90 km/t på tre sekunder - og det er voldsom sjovt, når først man ved, hvad der foregår! Specielt var der en svæveflyverne - Frank som gik i gymnasieklasse med min gamle skolekammerat og blogven Per Lyngby - som var hård til voldsomme starter, når han bemandede spillet. Såvidt jeg har hørt, er Frank pilot hos SAS i dag, så når vi somme tider starter lidt hårdt, er det måske ham, der sidder ved pinden?
Det er lykkedes mig på nettet at finde et billede af OY-MNX fra Vesthimmerlands Flyveplads. Det sort-hvide billede er taget i 1975 - altså et par år før min svæveflyvedebut.
I sommeren 1978 flyttede jeg fra egnen, og jeg har aldrig siden været på Vesthimmerlands Flyveplads. Måske det er en fejl? En meget benyttet talemåde siger, at svæveflyverne ved, hvorfor fuglene synger. Jeg giver dem helt ret. Kan man svæve, er der al mulig grund til at synge. Det lærte jeg i det mindste.

Pip-pip
Jesper

Foto: www.d4403.de og Danish Civil Aircraft Register/Erik Frikke

torsdag den 22. oktober 2009

Skumring ved Prestvannet

















Torsdag aften kunne der lige blive tid til en halv times vandretur ved Prestvannet i skumringstimen ved halvfemtiden.
Som det ses, var det idyl for alle pengene. Det er selvfølgelig ikke stor kunst at tage billeder af alle disse solopgange og -nedgange - det er mest et spørgsmål om tilstedeværelse, men jeg kan altså ikke lade være med at bringe dem her på bloggen.
Prestvannet er en temmelig stor sø, der ligger på toppen af den ø, hvor Tromsø ligger. Søen er en anelse større end søen i Farsø (skrevet for dem, der ved det!). Men med de store fjelde fra det norske fastland i baggrunden er det unægtelig en helt anden oplevelse - også selv om ænderne også her i Tromsø kommer svømmende for at blive fodret med det samme, man viser sig på søbredden.
Søen gav i sin tid anledning til en rigtig gang norsk sprogforbistring en af de allerførste gange, jeg var i Tromsø. Jeg kom forbi i en taxa og spurgte chaufføren efter, om det var en sø. Han rystede på hovedet af mig og pegede ned mod fjorden. Problemet er selvfølgelig, at sø på norsk betyder hav, og at sø hedder vann. Så jeg var selvfølgelig en stor torsk, når jeg sådan kunne tro, at havet ligger på toppen af Tromsø...
Sådan er der så meget. Dagene bliver hastigt kortere heroppe i denne tid. Solen gik i dag op kl. 8.25 og ned kl. 16.30. Til sammenligning skete det i Aalborg kl. 8.11 og 17.58.
Dagen er altså godt halvanden time længere i Nordjylland. Det har jeg tænkt mig at nyde i weekenden, så i morgen eftermiddag går turen atter en gang sydpå.

Ha' det
Jesper

Skattesnag

Natten til onsdag var en af de helt store på alle norske redaktioner. Bemandingen var som til et stortingsvalg - kort sagt alle mand på arbejde. Og der blev knoklet for at komme med de største, bedste og mest saftige afsløringer.
Det skyldes, at man i Norge har offentlige skattelister, og 2008-udgaven blev offentliggjort natten til onsdag. Det er en begivenhed, som uden sidestykke traditionelt altid får den norske presse til at gå i selvsving.
Officielt under dække af høje journalistiske idealer om at afsløre samfundets grundlæggende uligheder, men i virkeligheden fordi the gentlemen of the press har en basal fornemmelse af, at sladder og misundelse er noget af det bedst sælgende stof. Derfor drejer det sig om at være klar onsdag morgen for at klare sig i konkurrencen med de bedste historier om, hvem der tjener mest i landet. Det bliver systematiseret og gennemanalyseret på kryds og tværs med forskellige hitlister som Regerings rigeste, så meget tjener fodboldspillerne, de største formuer findes i x-by og så videre. Senere fulgt op af en god gang skadefryd med historier om, hvem der er faldet dybest siden sidste år og så videre og så videre. Goldt og perspektivløst. Men det sælger faktisk. For det viser sig år efter år, at internet-aktiviteten i Norge er cirka tre gange større på denne dag end på en normal dag.
Skattelisterne er i øvrigt en uudtømmelig ressource resten af året til nyfigen sladderjournalistik. Norske journalister kan ikke skrive et interview uden at garnere det med en faktaboks om ofrets økonomi.
Det er selvsagt ikke uden problemer. Den voldsomme fokus på folks indtægter skaber misundelse i samfundet - og giver grobund for politikere, som lever højt på misundelse og brødnid. Skattelisterne skaber et angiversamfund, hvor naboer anmelder hinanden for skattesnyd ved enhver anledning. Børn bliver mobbet i skolerne, fordi forældrene tjener for lidt.Tyvebander kan udskrive færdige lister med de adresser, hvor man kan forvente, at der er mest at hente.
Kort sagt: samfundet bliver sygt af offentlige skattelister til skade for borgerne og til gavn for de politiske kommissærer, som har endnu et middel til at undertrykke og skabe splid blandt befolkningen. Det skaber et samfund, som giver mindelser om de østeuropæiske tidligere såkaldte arbejderstater. De onde ler og de gode græder.
De norske skattemyndigheder er endog så kyniske, at de ikke engang selv gider lægge serverplads til skattelisterne, men blot udleverer filerne til pressen, som uden moralske skrubler viderekolporterer dem. Man kan få adgang til skattelisterne via hjemmesiden til stort set alle media, blandt andet de store formiddagsaviser http://www.dagbladet.no/ og http://www.vg.no/.
Alt hvad man skal bruge er sådan set navnet på personen og så en fornemmelse af, hvor gammel vedkommende er og til hvilken kommune, personen er skattepligtig. Så går det helt af sig selv.
Når man så har fundet personen, generer systemet gerne oplysninger om, hvor mange børnehavepladser, personen bidrager med og anden løssluppen statistisk underholdning.
I øvrigt var det sladderavisen VG, der tegnede sig for onsdagens bedste joke. Det er nemlig sådan, at machoskuespilleren Chuck Norris, som er kendt fra adskillige B-film, er et stort idol i Norge. Hvis man søger ham på VG's skatteliste, får man svaret: "Du finder ikke Chuck Norris. Han finder dig!"
For helhedens skyld skal jeg lige nævne, at man selvfølgelig også kan finde undertegnede på skattelisterne. Det er jeg sådan set ligeglad med, og det generer mig heller ikke, al den stund jeg har nogenlunde rent mel i posen. Men det bekymrer mig, når jeg ser, hvad skattelister kan gøre ved et samfund og ellers fornuftige mennesker. Specielt gør det ondt at høre om de børn, som lider under skattelisterne. Desværre tror jeg ikke på, at det kan blive anderledes i Norge. Dertil slæber landet rundt på al for meget gammelkommunistisk arvegods. Men jeg håber, at det aldrig bliver en realitet i Danmark, selv om systemet også her har sine fortalere.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 20. oktober 2009

Vejen til helvede

Dette skilt står i Værnes - lufthavnen ved Trondheim - og det er for så vidt heldigt, for havde skiltet stået i et engelsk-talende område, havde det nok givet anledning til en vis opmærksomhed. Og det gør det forresten også alligevel...
Hell betyder som bekendt helvede på engelsk - og det har de gode borgere i den lille norske flække faktisk forstået at gøre til et levebrød. Engelsktalende turister nærmest valfarter til stedet for at blive fotograferet ved byskiltet. Eller endnu bedre under et skilt på jernbanestationen, hvor der står "Hell Gods Expedition" (gammel norsk for Hell Godsekspedition - på engelsk guds ekspedition).
Vejen til helvede er brolagt med gode forklaringer, siger man. Ikke desto mindre vil jeg alligevel prøve at komme med en forklaring på det i bund og grund uskyldige stednavn med de dobbelte betydninger. Hellir betyder på oldnordnisk klippehule eller -overhæng, og er den egentlige årsag til lokalitetens navn. Men ordet er også beslægtiget med hælle, som betyder stenplade, og som vi kender fra helleristninger - og som fører videre til hellig og helle i betydningen fristed. Men det siger givetvis også noget om de gamle nordboeres opfattelse af dødsriget som en slags underjordisk hule, for dødsriget hed nemlig hel. Og helvede er egentlig en sammentrækning af at være viet til hel - altså viet til dødsriget. Tidsmæssigt er vi tilbage før kristendommens indtog i norden - og det er interessant, at man har overført den gamle tros begreber om helvede til kristendommen.
Jeg har her prøvet at give lidt af forklaringen og jeg håber på forståelse, hvis den ikke er helt klar, men problemet er, at forklaringerne på oprindelsen til de forskelle hel-ord til dels kører i ring - og jeg har derfor af pædagogiske grunde været tvunget til at forenkle. Men hvis der er nogen af læserne, som mener, at jeg er helt ude i hampen - at det er helt ad helvede til, så hører jeg naturligvis gerne om det.

Ha' det
Jesper

P.s. En lille sidehistorie. Da de kristne missionærer i sin tid kom til Grønland, løb de ind i voldsomme pædagogiske problemer, når de forklarede om helvede som et sted, hvor der var varmt hele tiden. For de evigt frysende grønlændere lød det nemlig nærmest som paradis på jord - og det kunne da umuligt være en straf at blive sendt til varmen!

Berliner-oprøret

Da salig præsident Kennedy i sin tid udtalte "Ich bin ein Berliner", havde han næppe nogen ide om, at kagen af samme navn næsten 50 år senere skulle føre til et folkeligt oprør af dimensioner i Tromsø.
De ellers besindige Tromsø-væringer er i oprør, fordi Tromsø Bakeri har dristet sig til at sælge berliner-boller i oktober. I avisen Tromsø har læserbrevsspalterne de seneste dage været fyldt med beklagelser over, at traditionerne er blevet brudt. Reaktionerne har været så voldsomme, at Bakeriet Tromsø i dag har meddelt, at man overgiver sig - og indstiller produktionen indtil omkring den 21. januar.
For sagen er den, som jeg også tidligere har berettet, at den 21. januar bliver berlinerbollerne solgt som såkaldte solboller - og på den dag spiser alle i Tromsø berliner-boller for at fejre solens genkomst efter vintersolhverv.
Så for folk i Tromsø er det nærmeste helligbrød(e) at spise berlinerboller i oktober. Lidt ligesom at spise ris a la'mande i juli! Det er dejligt at se, at der er noget, som kan få folk heroppe op af stolene - men jeg synes måske nok, at der var andre og større sager, som havde fortjent et folkeligt oprør!

Ha' det
Jesper

Foto: Rainer Zenz on de.wikipedia

mandag den 19. oktober 2009

I hvalfiskens bug

I min barndom havde man et skolefag, som hed bibelshistorie. Meningen med faget var at få den kristne indoktrinering til at glide ned ved at genfortælle bibelen i en pædagogisk dramatiseret ammestueform.
En af de historier, jeg husker bedst, er historien om Jonas i hvalfiskens bug. Vorherre havde et budskab til Jonas og i stedet for at sende et telegram, hvad der vel ellers havde været det nemmeste, så udsatte Gud - som han havde for vane - Jonas for en prøvelse. Den gik i al enkelthed ud på, at den stakkels fisker blev slugt af en hval. Her kunne han så gå rundt i en tre dage og tænke over tilværelsen, inden hvalen fik nok og spyttede ham ud igen.
Jeg kommer altid til at tænke på historien, når jeg går mellem indenrigs og udenrigs i Kastrup. Terminal 1, som er indenrigsterminalen, er bygget sammen med den øvrige lufthavn med en 400 meter lang finger, som blev indviet i januar 2007.
Jeg formoder, at en 400 meter lang, smal bygning er en arkitektonisk udfordring, men helt ærligt så er arkitektfirmaet Danielsen sluppet ganske godt fra det. Oven i købet er der den bonusoplevelse, at de mange ribbensformede søjler gør det ganske nærliggende at tænke på, hvordan der må have set ud i hvalfiskens bug.
Selve gangen ligger oven på den oprindelige indenrigsterminal fra 1969, som egentlig blot var en stribe sammenbyggede pavilloner - syv i alt, hvorfor det selvfølgelig blev kaldt "de syv små hjem". Jeg erindrer det stadig fra dengang i 80'erne, hvor jeg begyndte at flyve jævnligt mellem København og Aalborg. Dengang var flyvning lidt af en fest og forbundet med et ganske betydeligt alkoholindtag. Blandt andet var det en fast tradition, at man - udover en øl og en Gammel Dansk på flyet - også lige skulle have en fadøl i lufthavnen inden flyveturen. Det foregik i den midterste af de syv pavilloner, hvor der var indrettet et cafeteria med det prosaiske navn "Vestenvinden" - og jeg kan ikke sige andet om det, end at jeg husker det som noget af det nærmeste, man kom et galehus på jord med alle flyverbranderterne.
Som følge af den almindelige udvikling og flyvningens gradvise vulgarisering er Vestenvinden i dag et forholdsvis fredeligt cafeteria, som nu er placeret i den nye indenrigsterminal fra 1989. Men en ting er bevaret fra dengang, og det er jydeplatten - to kogte pølser med blødt pølsebrød, som alle flyvende forretningsfolk tilsyneladende lever af. Jydeplatten koster i øvrigt en mindre formue - såvidt jeg husker 86 kroner inklusive en lille fadøl.
Forresten er Kastrup i det hele taget - sammenlignet med andre store lufthavne - en ganske behagelig oplevelse, som vi som danskere godt kan være stolte af. For tingene fungerer altså rigtig godt i Kastrup - og selv om lufthavnen er udbygget af adskillige omgange og med mange forskellige arkitekter indblandet, så er den fortsat forholdsvis overskuelig. Kastrup er også godt med på verdensplan. Det er selvfølgelig den største lufthavn i Skandinavien, den 14 største i Europa og nummer 58 på verdensplan målt i antal passagerer. Målt alene på udenrigspassagerer er Kastrup nummer 18 i verden.

Ha' det
Jesper

søndag den 18. oktober 2009

Morgenstemning ved Limfjorden















Søndag morgen var en af disse frostklare, helt stille morgener, som man kun finder dem i oktober. Så det blev en lang tur med kameraet, da jeg skulle hente de friske rundstykker i Halvrimmen.
Det var nu ikke fordi, det havde været specielt koldt om natten - temperaturen havde egentlig kun lige været nede og kysse frysepunktet, men der var faldet masser af dug, som frosten forvandlede til den smukkeste rimfrost. Allerede da jeg så græsplænen over mod genboen vidste jeg, at det ville blive en lang morgen. Og det fortsatte på vejen ned mod dæmningen, hvor man kan se Aalborg i baggrunden. Det var helt vindstille, og røgfanerne fra cementfabrikken og Limfjordsværket stod lige op i luften. Det er noget af det, som er helt specielt ved Limfjorden, hvor naturen og kulturlandskaberne går hånd i hånd - og selv nogle grimme fabrikker kan tage sig idyllisk ud sådan en morgen.
Jeg stillede bilen ved fugletårnet nede ved dæmningen og listede derudaf for ikke at skræmme fuglene. Det lykkedes mig også at få dette sjove billede af en gås, der som en anden Narcissos nyder billedet af sig selv i det spejlblanke vand. Ellers var det nu ikke fordi jeg så så mange fugle, men jeg kunne tydeligt høre storspover flere steder inde på engdragene eller i sivskoven. Det var lavvandet og sandbunden næsten afdækket ude i fjorden, og her gik der blandt andet store flokke af ryler. Rylen har altid mindet mig om en kommunal embedsmand - lille og undseelig og konstant med røven i vandskorpen!
Jeg nød solopgangen, men jeg gider altså ikke trætte læserne med endnu et billede af en solopgang, så det kan man se her i stedet for. Men på vej tilbage over dæmningen fangede jeg denne totalstemning i retning mod Oxholm-skoven. Klik eventuelt på billedet for at få det større.
Således ladet op var det en smal sag at hente rundstykker. Ved middagstid kørte jeg i lufthavnen. Mens jeg ventede på SK1214 oplevede jeg en veritabel flyveopvisning - ikke med F16'erne eller andet af det luftmilitære isenkram, som hører hjemme på flyvestationen. Derimod en gråkrage, som jagede to musvåger væk fra sit territorium. Her kunne krigsflyverne virkelig lære noget. Desværre har jeg ingen billeder af det, men med disse dejlige søndagsoplevelser i bagagen kunne jeg fuldt opladet vende næsen mod Nordnorge og en ny arbejdsuge.

Ha' det
Jesper

lørdag den 17. oktober 2009

Farverig flugt

Lørdag eftermiddag inden spisetid kørte vi en lille tur rundt i Oxholm-skoven for at se alle de flotte efterårsfarver.
Ved Klausholm Mark skræmte jeg en fiskehejre, som sad i grøften. Den gik i luften med store, tunge vingeslag. Da jeg havde kameraet med min store 300 mm optik liggende i skødet, bremsede jeg og fulgte fuglens flugt. Langt inde på marken slog den ned - og sandelig om ikke der sad en anden fiskehejre og hyggede sig med nogle af bondens efterladenskaber. Det er nok ikke så kendt, men fiskehejren spiser både korn og mus, så der har sikkert været masser af mad på stedet.
Fuglene er alt for langt væk til, at billederne har nogen særlig værdi som fuglebilleder. Til gengæld rummer billederne efterårets store farveeksplosion og derfor bringer jeg dem alligevel. Det er nogle af disse farver, som jeg håbede på at fange for et par uger siden i Nordnorge, men som ikke rigtig lykkedes, fordi sneen kom mig i forkøbet. Der har været nattefrost på Øland i den forløbne uge, så det er nu nok også ved at være sidste chance for at se efterårets farver.

Ha' det
Jesper



torsdag den 15. oktober 2009

Citater af Stalin

I det foregående indlæg kom jeg fejlagtigt til at tillægge Stalin citatet "Tillid er godt, kontrol er bedre". Henrik har været så venlig at gøre opmærksom på, at det faktisk er Lenin, som er ophavsmand til disse visdomsord.
Den må jeg tage til mig og beklage - omend det ikke ændrer substantielt i artiklen. Ud fra mottoet at der ikke findes fejl, som er så store, at de ikke tåler at gentages, vil jeg da også nævne, at miseren til dels skyldes min gamle bekendte fra gymnasietiden Søren Bak, som begik akkurat den samme fejl i sin klumme i søndagens udgave af Nordjyske Stiftstidende.
Læserne skal imidlertid ikke snydes for et par Stalin-citater. Manden var dejligt illusionsløs - og det er der kommet et par rigtige perler ud af - vel at mærke, hvis man forstår magtens sprog:
- En enkelt død er en tragedie, en million døde er statistik!
- Paven? Hvor mange divisioner har han?
- Døden løser alle problemer - ingen mand, intet problem!
- Taknemmelighed er en sygdom, hunde lider af!
Og med dette indblik i en socialistisk diktators tankerækker skulle de fleste af os vel være godt vaccineret mod venstrefløjen til det kommende valg - for om de nu hedder Stalin, Lenin, Stoltenberg, Søvndal, Thorning eller Mette Frederiksen betyder mindre. Det er kun magten, som interesserer dem. Dit og mit vel betyder intet!

Ha' det
Jesper

Tekniske handelshindringer

Norge er et mærkeligt land. Det har jeg sagt før, og endnu er der ingen, som har protesteret.
Tirsdag eftermiddag fik jeg en uimodståelig trang til en fadøl til fyraften. Efter pænt at have kørt bilen hjem, frekventerede jeg baren med Tromsøs bedste rygerfaciliteter "På byen" og bestilte en Håkon og en Dr. Nielsen. Det skulle jeg aldrig have gjort, for det bragte den søde pige bag baren i en slem forlegenhed.
Hun er nemlig under 20 og må derfor slet ikke servere Dr. Nielsen, så hun måtte ringe efter chefen for at effektuere ordren.
Det er altså kun i et land, hvor kontrolliderlige socialister og nypuritanister sidder ved magten, at man kan finde på at lave en så tåbelig og detaljeret lovgivning, at det er praktisk taget umuligt for unge mennesker, som vil tjene til studierne at have et bijob. Og det er uforståeligt, at et skampisket erhvervsliv finder sig i disse overgreb. For det er jo ikke gjort med det. Stærk spiritus må heller ikke serveres før kl. 15, mens øl gerne må det - også af unge under 20. Før kl. 12 må man slet ikke sælge øl og spiritus, medmindre udskænkningen sker i forbindelse med bryggerivirksomhed, så byens eneste morgenværtshus ligger selvfølgelig i forbindelse med bryggeriet Mack. Forstå det, hvem der kan.
Var det i Danmark, havde vi nok set lidt stort på sådanne regler, men sådan er det ikke i Norge. For her har myndighederne et korps af civile stikkere og kontrollanter, som jævnligt frekventerer værtshusene for at tjekke, at reglerne holdes - og ve den stakkels restauratør, som bryder dem.
Det var vistnok Stalin, der i sin tid sagde, at "tillid er godt, men kontrol er bedre." Så der er ingen tvivl om, hvor Stoltenberg og kumpaner henter deres inspiration, når det norske folk skal underkues.

Ha' det
Jesper

onsdag den 14. oktober 2009

Kejserens Nye Klæder

Det er en skrækindjagende tour de force i kapitalismens rædselskabinet, som forfatteren Søren Ellemose tager os på i sin bog fra 2005, Kejserens Nye Klæder.
Bogens titel antyder et rigtigt eventyr, men det er en hårrejsende gyser. De er her allesammen fra Alberti til Kurt Thorsen, Riskjær, Flexplan, Kronebanken, Nordisk Fjer og hvad overskriften ellers var på alle de kendte erhvervsskandaler. Og også de store bobler, der sprang - fra tulipanerne i Holland over Wall Street og til IT-aktierne i 90'erne.
Faktisk burde bogen være tvangslæsning for alle, der har med økonomi og penge at gøre, men det er desværre netop en af Ellemoses pointer, at folk helt åbenbart ikke vil lære af historien. Når først dansen går om guldkalven, træder "The Greater Fool Theory" i kraft. Det er teorien om, at det er muligt, at jeg betaler for meget for aktierne, men der er altid et endnu større fjols, som vil betale endnu mere for dem.
Som Ellemoses andre bøger er Kejserens Nye Klæder velskrevet og letlæst. Håndværket er i orden, godt sprog og ingen generende småfejl. Den falder stort set i tre dele; de store internationale krak, udenlandske erhvervsskandaler samt danske erhvervsskandaler.
Og skulle jeg lege djævelens advokat, og som en anden Gordon Gekko købe bogen for at splitte den op og sælge den mindre dele, så vil jeg da påstå, at det kan gøres nemt og ubesværet. For bogen er egentlig mere en artikelsamling med en samlende overskrift end en egentlig bog, hovedsagelig bygget op på sekundær-kilder. Det gør nu ikke så meget, for Kejserens Nye Klæder giver et godt overblik over dette erhvervslivets spøgelsestog - og hvorfor det naturnødvendigt må gå galt.
Søren Ellemose taler desværre for døve øren. Bogen er som sagt fra 2005. Ikke desto mindre har vi sidenhen set et ejendomsmarked kollapse og en Stein Bagger ryge bag lås og slå - fordi der stadig er folk, som ikke vil sande, at virkelige værdier kun kan skabes af reelt arbejde. De naive og begærlige fjolser og drømmen om de arbejdsfrie milliarder lever stadig.
Jeg står parat med fem ud af seks mulige tørfisk af bedste kvalitet fra Henningsvær til bogen - ikke så meget på grund af dens dybde, men fordi Søren Ellemose har godt fat i bredden og formidler sit stof, så bogen faktisk er svær at slippe, når først man er i gang.

Jesper

mandag den 12. oktober 2009

Den lille entreprenør

Det ligger måske ikke sådan lige for, at en kontormand som mig arbejder i jord- og betonbranchen, men i virkeligheden fascinerer det mig dybt - og falder mig faktisk også nemmere end så meget andet konstruktionsarbejde. Jeg har jo altid været mere fokuseret på de store linier end detaljen.
Så i weekenden satte jeg mig for at fjerne et irritationsmoment i haven. Vores grund hælder en smule, så når det regner, render jorden fra beddet mellem huset og garagen ud på fliserne. Den tidligere ejer af huset har efterladt en stor bunke fliser og kantsten i rodebunken bag garagen, så løsningen lå lige for. Det var bare med at komme i gang med at bygge en stenkant til beddet, så selve beddet ligger vandret en smule højere end fliserne.
Jeg kastede mig med ildhu ud i opgaven og efter blot to timers arbejde kunne jeg ikke uden stolthed præsentere det færdige resultat for Dina. Det blev faktisk flottere end jeg selv havde regnet med. Så pyt med at jeg i dag har har døjet med værkende muskler over hele kadaveret. Det var hele umagen værd.
Forresten fik det mig til at tænke på Bent. Han er en ældre herre, jord- og betonarbejder i Nuuk og kendt i hele byen for sin akkuratesse, når der skal lægges fliser. Han kan lave en belægning i SF-sten (som forresten hedder KB-sten i Grønland), som er så jævn, at den kan bruges som skateboard-bane. Og som så mange andre i håndværker-miljøet i Nuuk har han et øgenavn. Det er selvfølgelig Flise-Bent!
Nu lever mit håndarbejde slet ikke op til Flise-Bents standard, så jeg regner selvfølgelig heller ikke med, at min hang til jord- og betonarbejde giver mig et øgenavn, men stolt er jeg nu alligevel.

Ha' det
Jesper

lørdag den 10. oktober 2009

Luft under vingerne III


Der skulle gå næsten 19 år fra min jomfruflyvning, til jeg igen sad i et fly. Det var den 19. februar 1977, og så var turen endda lige ved at gå i vasken, men det vender jeg tilbage til.
Turen gik fra Paris til Kastrup med en Boeing 720 fra Conair - Simon Spies eget flyselskab.
Den fire-motors Boeing 720 var en videreudvikling af Boeing 707, som var det første jet-passagerfly fra den amerikanske fly-fabrik. 707'eren havde sin kommercielle debut i 1958 på PanAm's rute fra New York til Paris, og allerede i 1959 kom 720 varianten til. Modellen var lettere, og stillede mindre krav til landingsbanerne. Den typiske konfiguration er 140 sæder.
Simon spies købte sine første fem 720'ere i 1971 - og flere hjemmesider noterer, at han betalte flyene kontant, hvilket bestemt ikke er normalt i den branche. 55 millioner kroner var den nette pris dengang for et parti let brugte passager-jets.
I alt er der produceret 858 syvere og 154 tyvere.
Flytyperne var meget populære fly i 60'erne - også blandt flykaprere. 707 tegner sig for hele 49 tilfælde af flykapring og Boeing 720 for 10 kapringer. Dette siger dog nok mere om terrorberedskabet i gamle dage end om flytypen.
Aviation-Safety-Net har registreret i alt 23 totalhavarier med Boeing 720 med i alt 175 dræbte til følge. Et af havarierne fandt sted 18. september 1974 i Kastrup, hvor et af Conairs fly var udsat for en hård landing og totalskadet. Der var dog ingen dræbte ved uheldet.
I 1987 blev Conairs 720'ere skiftet ud med tre Airbus 300, som Jannie Spies købte for lånte penge. Iagttagere mener, at dette køb førte til, at Spies Rejser i dag ikke længere er et dansk selskab - og Conair er for længst gået over i historien som så mange andre luftfartselskaber.
Alle Conairs 720'ere er nu udgået af registrene. To af dem har endt sine dage som reservedele for NATO's AWACS-program, der blandt andet hviler på en KC-135 platform. KC-135'eren er den militære udgave af Boeing 707. Jeg ser jævnligt - senest for fire uger siden - AWACS i Aalborg Lufthavn, så måske er det en stump af det fly, som jeg i sin tid havde min anden flyvning med, som jeg ser over Egholm efter take-off?
En sjov lille detalje omkring Boeing 707 er navnet, som har ført til, at alle Boeings kommercielle jetfly hedder noget med 7xx, for eksempel 737 og 747. 707 blev valgt, simpelthen fordi vingerne på flyet var bagudbøjet i en vinkel på 45 grader, og sinus og cosinus til 45 er netop 707.
Det jeg bedst husker fra denne flyvning var starten. Det gjorde afgjort indtryk, da vi suste hen ad landingsbanen med godt 250 km/t. Vaaaugh! Så var Jesper solgt! Og forresten så var Paris i et skyfrit aftenmørke et imporende syn set fra oven.
Som sagt var turen nær ikke blevet til noget. Det var, mens jeg gik i gymnasiet. I 2.G var det dengang nærmest obligatorisk med en tur til Paris. Da vi skulle afsted den 12. februar 1977 var landet imidlertid lammet af en snestorm. Bæltekøretøjerne fungerede som ambulancer, og al udkørsel blev frarådet. For at komme til Kastrup skulle vi med tog fra Hobro - og vi forsøgte da også at komme frem, men endte i en snedrive. Men med hjælp fra blandt andet Spies og Vesthimmerlands Gymnasiums Venner lykkedes det i løbet af kort tid at få konstrueret en alternativ rejseplan, så vi dagen efter kunne komme med tog til Paris. Den tur blev en historie i sig selv, som det vil føre alt for vidt at komme ind på her, men frem kom vi - og kunne tage 720'eren hjem med Conair.

Jesper

Foto: Danish Aircraft Register og Airliners of Scandinavia Encyclopedia

torsdag den 8. oktober 2009

Druemarmelade

Som jeg tidligere har berettet, er der jo masser af vindruer i drivhuset.
Jeg har derfor i et stykke tid surfet rundt på nettet for at finde en passende opskrift på en druemarmelade - nærmere bestemt en marmelade, som jeg et par gange har fået serveret til osten hos SAS. Og jeg mener, at jeg har fundet den på et norsk websted. Men sjovt nok ikke ved at søge på druer, men derimod ostebord.
Søndag morgen gik jeg så gang med det store arbejde med at udstene et kilo druer. Det er pillearbejde, skulle jeg hilse at sige.
Druerne kom i en gryde sammen med 500 gram udblødte svesker og vandet fra udblødningen samt 300 gram sukker. Hele herligheden kogte jeg i et kvarters tid sammen med en lille håndfuld anisfrø. Til sidst smagte jeg til med et glas cognac og jævnede det med en gang Tørsleffs marmeladepulver.
Gryden blev sat til køl, og så var det ellers med at få smurt et par ostemadder. Testspisningen viser, at jeg har fået konstrueret en marmelade, som smager godt og absolut er duelig til ost - men skal jeg tage lidt selvkritik, så vil jeg nok være knap så generøs med sukkeret og lidt mere generøs med cognacen, næste gang jeg laver det. Det råd være hermed givet videre til bloggens læsere, hvis de skulle få lyst til at lave en druemarmelade som garniture til det næste ostebord. Vi lærer jo heldigvis, så længe vi lever.

Ha' det
Jesper

onsdag den 7. oktober 2009

Slentre gennem Østerby

Søndag eftermiddag havde Netværk Øland inviteret på en spændende vandretur gennem Østerby. Det blev en dejlig tur, så kort den end var - og selv om vejrguderne bød på både strid vind og regnbyger.
Vi har nu boet i Østerby i snart et halvt år, og vi synes, at det var en god lejlighed til at møde andre mennesker og så høre lidt mere om, hvad der rør' sig i lokalsamfundet.
Anledningen var nemlig, at Østerbys gadekær er blevet retableret og området, der før var et krat, er blevet ryddet, så vi får et hyggeligt lille anlæg, når først græsset kommer frem - og der bliver sat borde og bænke op næste år.
Samtidig ville Netværk Øland også gøre lidt reklame for nogle af de andre aktiviteter i lokalsamfundet. Blandt andet fortalte et par damer fra Lokalhistorisk Forening om Øland Fajancefabrik, der i sin tid lå i vores baghave og en mølle, der har ligget på den anden side af vejen.
Det viste sig også, at der er en flok mennesker, som er i gang med at sætte præstegårdsladen i stand. Her har de en stor samling af gamle landbrugs- og fiskeredskaber med tilknytning til området. Vi noterede os, at sparkstøttingen tidligere har været et ganske almindeligt transportmiddel i de lavvandede eng- og fjorarealer rundt om øen - selvfølgelig om vinteren, forstås.
Eftermiddagen sluttede af i den nye sognegård med underholdning af Øland Karlekammer-kor - og så var der selvfølgelig også helt efter bogen kaffe, kage og fællessang.
Netværk Øland er en paraply-organisation for de forskellige foreninger på Øland. Det kom frem, at man ikke uventet har en forholdsvis stærk lokalfølelse i området, der blandt andet giver sig udtryk i, at vi - befolkningen på stedet - konsekvent omtales som øboere, selv om det nu snart er 100 år siden, at området blev landfast med Han Herred.
Jeg ville egentlig gerne fortælle, hvem det er, vi ser på billederne, men jeg fik altså ikke fat i alle navnene, så det springer vi over i dette første møde med øboerne.
En hyggelig eftermiddag sammen med flinke mennesker. Det lover godt for fremtiden - her skal vi nok falde til.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 6. oktober 2009

...Og sneen blev liggende

Tirsdag eftermiddag havde jeg en skummel plan om en tur i skoven for at fange de rigtige stærke farver, som kommer efter den første frost.
Men sådan skulle det ikke gå. For overgangen mellem efterår og vinter gik lige hurtigt nok i år. Tirsdag morgen var jorden dækket af den fineste nysne. Det er temmelig tidligt på sæsonen, er alle enige om - men der er ikke meget at gøre ved det.
Jo, en ting forresten. Lægge store bånd på sig selv for ikke at komme i julehumør. For sådan som sneen ligger på billederne, er det jo lige før, at det er en sådan rigtig Astrid Lindgrensk Emil fra Lønneberg-idyl her i kvarteret bag Grønnegata og Rektor Steens Gate i Tromsø centrum. Når man ser det om morgenen, er det faktisk meget nemt at komme i julehumør, men der altså næsten tre måneder endnu, så hellere prøve at styre den indre julemand lidt endnu.

Ha' det
Jesper

mandag den 5. oktober 2009

Morgentur med sælhunden

Da jeg mandag morgen - på gåben takket være rimfrosten - ankom til Polarmiljøsentret, så jeg denne medarbejder fra Sælariet, som åbenbart var ude og lufte sin sælhund - udstoppet ganske vist.
Men som snapshot betragtet fuldstændig uimodståeligt. Billedet giver plads til fantasien. Burde de egentlig ikke lufte deres sælhunde - akkurat som alle andre hundeejere?
Og så kom jeg til at tænke på en fuldstændig absurd og sælsom sær tildragelse for nogle år siden i Nuuk. Ved havnen er der en såkaldt banksætningsplads - altså en sliske, hvor man kan trække småbåde på land. En morgen havde en klapmyds - en meget stor sælart, som er kendt for sit aggressive temperament - forvildet sig ind i havnen og havde benyttet banksætningen til at kravle på land og få sig lidt morgensol. Herefter var den fortsat op på land og lå nu og solede sig midt på vejen ved Sømandshjemmet, hvor en vantro bilist måtte gribe telefonen og ringe til politiet, fordi der var en sæl midt på vejen. Da den tilkaldte politipatrulje dukkede op for at genne klapmydsen tilbage til sit van(d)te element, blev den sur og begyndte at bide i politibilens dæk. Det er så vidt vides den eneste gang i dansk politihistorie, at politiet er blevet angrebet af en sæl. Men tilbage i vandet kom den. Lov og orden skal jo opretholdes.
Men jeg gætter på, at ordren til patruljen nok var noget med at tjekke en spritbilist ved sømandshjemmet - og ikke en sælhund!

Ha' det
Jesper

Så kom frosten

Da jeg sent søndag aften ankom til Tromsø, var det klart vejr med en strålende stjernehimmel - og koldt!
Nattefrosten er nu begyndt og har givet alt det grønne det endelige dødskys. Men smukt ser det nu ud om morgenen med rimfrosten siddende i græsset og de visne bjørneklo lige uden for døren.
Men uanset hvor smukt rimfrost kan tage sig ud, så er det altså også en pestilens, en pine og plage, når det lægger sig på bilen og dens ruder.
Skal jeg være helt ærlig, så havde helt glemt denne ubehagelige bivirkning ved vinter. I Grønland, hvor luften er meget mere tør end her i Tromsø, så vi næsten aldrig rimfrost - og jeg er måske ligesom blevet lidt forvænt på det område. Det er jo et kendt fænomen både i Danmark og i Norge.
I dag fik bilen lov til at blive stående. Jeg gad simpelthen ikke skrabe ruderne, og det var en dejlig solfyldt frostmorgen. Så jeg gik de 25 minutters gang på arbejde - vel vidende, at jeg nok ville fortryde det om eftermiddagen. Det er nemlig ingen sag at gå på arbejde, for der går det ned ad bakke, men det er straks en helt anden sag at skulle hjem igen. Men det lykkedes da.
I morgen vil jeg prøve at komme lidt tidligere op, hvis vejret er det samme. For så vil jeg tage bilen med på arbejde, så jeg kan komme en tur i skoven umiddelbart efter fyraften. Lige her hvor frosten sætter ind, er der chancen for at tage nogle rigtigt flotte billeder derude.

Ha' det
Jesper

søndag den 4. oktober 2009

Dybsindig journalistik







Fredagens Obama-besøg i København var omgærdet med en hysterisk mediedækning, som i bagklogskabens ulideligt klare lys var udtryk for en redaktionel overvurdering af begivenhedens betydning.
Mens jeg lavede morgenmad, fulgte jeg slagets gang på TV. Og på DR sad der et par alvorlige journalister på deres karrieres højdepunkt. Jeg fangede blandt andet følgende dybsindige replikskifte, mens præsidenten var på vej til sit møde med den, som det skulle det vise sig, særdeles utaknemmelige OL-komite:
- Og her ser vi så en dansk politibil...
- Ja, vi er lige uden for Bella-Centret. Man kan se, at der står BC på væggen...
- Ja, og BC står jo for Bella-Centret...
Efter disse skarpe iagttagelser fortsatte transmissionen, og på et tidspunkt kommer vi så indenfor i Bella Centret, hvor damen med Danmarks nok grimmeste sprog, Mette Vibe Utzon, skal underholde os med billeder af Obama. Det kan imidlertid ikke lade sig gøre, for til damens hørbare irritation har han gemt sig bag et træ - eller en palme, som hun gentog flere gange i det sikkert forfængelige håb, at Palme-morderen måske ville slå til. Til Mette Vibe Utzons orientering vil jeg altså bare gøre opmærksom på, at det pågældende træ intet som helst har med en palme at gøre - det var en stuebirk. I øvrigt bør damen snarest sendes på et dansk-kursus. Det er en pine at høre hende tale om prassen, når det nu er pressen, hun mener.
Men i øvrigt var det irriterende at vi hele tiden skulle høre om den massive pressedækning og se og høre om pressens arbejdsvilkår. Når en begivenheds tyngde vurderes efter tyngden af pressedækningen, bliver det til en meta-begivenhed - uden nogen som helst relevans vor almindelige mennesker. I det hele taget er det en af tidens dårligdomme, at pressen fokuserer på pressen, og at det er blevet almindeligt, at journalister interviewer journalister. Det er dovenskab og som sagt uden interesse for andre end journalisterne selv.
I øvrigt bliver det interessant at se betydningen af, at Obama gjorde USA til grin. Som mit store idol general Patton sagde: Der er ikke noget mere afskyeligt for en amerikaner end at tabe. Amerikanere hader tabere...
Ak ja, men denne taber skal altså være præsident i tre et halvt år mere...

Ha' det
Jesper