tirsdag den 15. september 2009

Skarvens flugt

Tæt ved Kokkedal Slot ligger en lille skovsø, som jeg husker for mange år siden, fordi stedet dengang rummede en fiskehejre-koloni. Jeg kørte derfor derned en dag med kameraet i håbet om at få et par gode skud af hejrerne, som er en af vores største fugle.
Det blev imidlertid ikke til meget hejre, ja, faktisk så jeg ikke en eneste. Men midt i søen sad denne mellemskarv og hyggede sig - og efter en rum tid fløj den med tunge vingeslag.
Se, nu er jeg jo ikke ligefrem ekspert på skarver. For mig har det altid været nogle store, sorte fugle, som sidder med udbredte vinger for at tørre dem, da skarven i modsætning til andre fugle ikke har et beskyttende fedtlag i fjerdragten. Og den her var for det første meget lys i fjerdragten og sad forresten heller ikke med udbredte vinger, så jeg konsulterede Stein, der kunne slå fast, at det altså var en mellemskarv i modsætning til storskarv og topskarv, som er mørkere i fjerdragten. Og så blev vi jo det klogere.
Skarven er i øvrigt en klog og meget forsigtig fugl. I år 2000 var jeg en gang med på skarvjagt på kysten af en af Lofotens småøer. Og det var sådan rigtig sport. Hver mand havde kun en patron med - for man har kun en chance. Hvis man misser, kan der gå flere dage, før skarven vender tilbage til lokaliteten, hvor der er blevet skudt på den. Det er vel overflødigt at sige, at selv om vi gik i flere dage i noget af Norges mest uvejsomme terræn, så vi ikke en eneste skarv. For den er selvfølgelig så klog, at den allerede inden vores ankomst havde lugtet lunten.
Forresten er Skarven navnet på Tromsø's førende utested - stedet hvor man kommer for at blive set. Og i mange år var værtshuset Skarv i Pilestræde i København tilholdssted for tilrejsende færinger og grønlændere. Det er mange år siden, at jeg har været der sidst, men jeg mener heller ikke at have hørt, at stedet bliver brugt af vores rigsfæller mere, så den tradition er nok gået i sig selv. Nu er det jo tivoli den 1. august og Hvids Vinstue den 12. december, der er mødestederne.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: