onsdag den 30. september 2009

Blog om blog














Dovregubben har i den forløbne måned fejret sin to års fødselsdag - i al stilhed.
Men det har været to spændende år. Det, der startede som en lidt nørdet udforskning af internettets muligheder, er blevet en spændende fritidsbeskæftigelse for mig. Det skyldes ikke mindst den helt overvældende modtagelse, som bloggen fik, da jeg efter de første spæde øvelser fik fundet den redaktionelle form.
Det daglige besøgstal ligger nu mellem 30 og 70 og indtil nu har der i alt været flere end 14.000 klik på bloggen, som har resulteret i opslag på over 23.000 sider. Gennemsnitligt varer et besøg et minut og 37 minutter. Cirka halvdelen af det samlede forbrug ligger på faste læsere - og til alle jer vil jeg da sige mange tak for opbakningen og kommentarerne. Det forpligter - og så længe, I gider læse, hvad jeg skriver, vil jeg blive ved.
45 % af opslagene på Dovregubben kommer via søgemaskiner - og det er sjovt at se, hvad det er, der lokker folk ind i butikken. De fem mest brugte søgeord er pr dags dato: lutefisk, sparkstøtting, rønnebærgele, Jesper Hansen Straumsbukta og modne fotomodeller. Det sidste ord morer mig altså, for der sidder åbenbart nogle gamle grise derude i cyberspace og søger på modne fotomodeller. Jeg antager, at de får sig en ganske ubehagelig overraskelse, når de opdager, at søgeordet leder hen til en artikel om musvitterne i haven i Straumsbukta.
På de næste fem pladser finder vi mirabellesaft, Oro Jaska Beana, surströmning, Jesper Hansen Tromsø og Henningsvær musikfestival. (Husker du ikke Oro Jaska Beana, så var det den samiske sang, som vandt det nordiske MGM sidste år.)
Ser vi på søgeordene som helhed, er det især emner som mad og natur, der lokker læserne til - og det afspejler vel egentlig meget godt den redaktionelle linje.
Fornøjelsen ved at skrive bloggen er helt på min side - men det er dejligt, at andre også finder fornøjelse ved det. Så vi tager et år mere. Jeg håber i det kommende år at kunne udvide bloggen til en egentlig hjemmeside med opskrifter, gallerier og nogle af alle de ideer, som ikke rigtigt har passet ind i blogformatet, men nu får vi se, hvad der sker hen ad vejen. Under alle omstændigheder; Velkommen til Dovregubbens tredje leveår!

Ha' det
Jesper

P.s. Brugerstatistikken fortæller forresten også, at Dovregubben har haft besøg fra 76 forskellige lande. Jeg vil godt vædde på, at der har været et par stykker, som ikke har forstået et ord dansk, for det er så fjerne steder som Togo, Azerbaijan, Oman og Uruguay, der er med nederst på listen.

2 kommentarer:

Per Gissel sagde ...

Hej Jesper

Tillykke med fødselsdagen. Jeg er een af dem, som regelmæssigt lige skal læse "seneste Jesper nyt". Det er utroligt hvad dine øjne og dit kamera fanger. Småting, som mange redaktører ville kassere, men skrevet med din klo og indfaldsvinkel, er indslagene for det meste underholdende.

/Per Gissel

Jesper Hansen sagde ...

Hej Gissel

Tak for de pæne ord

Jesper