tirsdag den 4. august 2009

Tirpitz

Den 12. november 1944 blev en dag, de aldrig glemmer – folkene i Tromsø. Kl. 10.30 narrede 32 engelske Lancasters Luftwaffes luftmeldefolk på Flughafen Bardufoss og strøg i stor højde modTromsø-fjorden med kurs mod det største orlogsskib, som nogensinde er bygget i Europa – tyske Tirpitz på 248 meters længde med et deplacement på 53.000 tons og en besætning på 1700 mand. Det er en anelse større end søsterskibet - det navnkundige Bismarck.
Et kvarter senere var det fordi. Den store kæmpe lagde sig til hvile på fjordbunden uden for Håkøy 10 km syd for Tromsø. 1000 tyske marinere mistede livet. Den øverstkommanderende - Der Fliegerhorstkommandant - på Bardufoss blev dødsdømt for tjenesteforseelse, men slap nådigt med at få kommandoen over en flyplads i Tyskland, hvad der for så vidt kunne være slemt nok i de dage.
Lancasterne var bevæbnet med to typer bomber – dels af Tall Boy og Grand Slam typen, som først eksploderer sekundet efter at at have truffet målet og derfor med deres op til fire tons sprængstof er i stand til at lave enorme skader, dels de noget mindre, men navnkundige Anti Dam miner, som var designet til at slå smut på vandoverfladen mod målet.
Bomberne var så store, at der den dag i dag er små våger og strandsøer, der hvor nogle af de mange bomber faldt i strandkanten. På billedet ses to af bombehullerne i jorden til højre – det ene i græsset og det andet bagved i vandkanten. Hvis det kniber, kan du eventuelt klikke på billedet for at få det større. Som et kuriosum skal man lægge mærke til det lille bådehus, som har overlevet både bombardementet og tidens tand gennem de følgende flere end 60 år.
Efter krigen blev Tirpitz fjernet af tyske arbejdere, og det norske Vegvæsen skal angiveligt stadig bruge stålplader skåret ud af Tirpitz til at dække over vejhuller. Sjovt nok fik man fjernet skibet, mens den platform, som arbejdet foregik på, findes den dag i dag og bliver synlig to gange i døgnet ved lavvande.
På land er der i dag rejst en mindeplade – også skåret ud af skibssiden – for de faldne. En logbog på stedet afslører, at der stadig er tyskere, som tager til nordnorge for at mindes deres faldne forfædre. En gennemgående formaning i logbogen er: ”Lad det aldrig ske igen!”.
Historien om Tirpitz er på mange måder interessant. Den er blandt meget illustrativ, når man skal forklare forskellen på strategiske våben og taktisk-operationelle våben. Tirpitz er et godt eksempel på et strategisk våben – ligesom brintbomberne. Det var langt hen ad vejen slet ikke meningen, at skibet skulle bruges i kamp, selv om det var det største og et af de hurtigste krigsskibe, nogensinde bygget i Europa.
Men Tirpitz tilstedeværelse betød først og fremmest, at store dele af den engelske flåde blev bundet, fordi man frygtede, at skibet kunne angribe de konvojer, der gik gennem Nordatlanten til Murmansk, og man derfor måtte være parat til eventuelt at kunne svare igen.
Samtidig bandt Tirpitz også engelske ressourcer, fordi mellem 300 og 700 mand i lange perioder var beskæftiget med at finde ud af, hvordan man fik udslettet Tirpitz. Udover en god halv snes angreb med fly blev også dykkere og miniubåde forsøgt i kampen for at eliminire denne kæmpe. Også den norske modstandsbevægelse brugte i følge sagens natur store ressourcer på at holde de allierede orienteret om Tirpitz bevægelser og aktuelle kampstatus.
Set i dansk sammenhæng er der i øvrigt knyttet en meget pudsig myte til Tirpitz. Det har længe heddet sig, at en af de tyske stillinger uden for Esbjerg var armeret med reservekanonerne til Tirpitz. Kanonen med sin 111 tons tunge og næsten 20 meter lange kaliber 38 kanonrør findes nu på Museumscenter Hanstholm. Her har man dokumenteret, at tyskerne ikke brugte reservekanoner, men simpelthen fornyede kanonrørets foring og riffelgang, når det var slidt op efter cirka 250 affyringer. De fleste danskere ved i øvrigt udmærket, hvordan en 38 cm granat ser ud – for det er sådan en, som kommer kørende på et transportbånd, mens Olsen Banden leder efter skatten i de gamle tyske bunkere ved Hanstholm. Det er i Olsen Banden i Jylland, at det sker, og scenen ender da også med, at Kjeld får granatchok.
Angrebet på Tirpitz er blandt andet dokumenteret på Tromsø Forsvarsmuseum, hvor en lille gruppe pensionister gør en utrættelig indsats for at anden verdenskrigs lidelser aldrig skal blive glemt. Blandt andet kan man se skibsavisen fra Tirpitz – Der Schweinwerfer (lyskasteren) – og her gik jeg og troede, at personaleblade var en langt nyere opfindelse! Men ved nærmere eftertanke kan jeg da godt se, at det selvfølgelig har været nødvendigt med en besætning på 1700 mand langt fra hjemmet højt mod nord.
Der Scweinwerfer udkommer forresten stadig den dag i dag - udgivet af veteranerne fra Tirpitz.

Ha' det
Jesper

Foto: Museumscenter Hanstholm, www.marinequest.com, www.bismarck-class.dk

Ingen kommentarer: