tirsdag den 30. juni 2009

Pest over Norge


Et spøgelse går gennem den norske nation. Myndighederne og befolkningen er rystet. I forrige uge fandt Folkehelse-instituttet det nødvendigt at indkalde en krisegruppe. Aviserne anbefaler vaccinationsprogrammer.
Hvad er det, som i den grad lammer det norske samfund. Svineinfluenza, pest eller kolera? Nej, det er såmænd den ganske almindelige lille skovflåt, som har bragt Norge på panikkens rand. Skal man tro formiddagspressen i det mindste.
Aviserne svælger i sygehistorier om denne moderne landeplage - og især om kändisser, som er ramt af borreliose eller encefalitis forårsaget af bid fra skovens egen Dracula. Myndighederne er gået så langt som at anbefale friluftsfolket i sydnorge at lade sig vaccinere mod TBE-encefalitis - eller som det usagligt og særdeles uspecifikt kaldes: Flåtvaccine.
Jeg må indrømme, at jeg som gammel spejder står lidt uforstående over for al den panik. Skovflåter har vi i Danmark kendt i årevis - og de seneste 20 år har vi også vidst, at de i et vist omfang kan overføre sygdomme til mennesker. Men disse sygdomme er ikke nogen, der udvikler sig i løbet af få sekunder. Det tager tid, og er flåten fjernet inden for 24 timer, er der som udgangspunkt ingen risiko.
Derfor er den bedste medicin hverken diverse mirakelvacciner eller antibiotika, men et ganske almindeligt "Lad os nu se, hvor galt det går..." For to år siden var jeg samaritter på en stor spejderlejr i Rold Skov og på lazarettet havde vi vel en halv snes tilfælde om dagen. Den værste med 42 flåter på kroppen. Alle blev fjernet og patienten sendt tilbage til sin lejr med besked om at holde øje med eventuelt udslet i forbindelse med stikstedet og eventuelt feber.
Som sagt ser man i Norge ganske anderledes alvorligt på sagen. På norsk WikiPedia kan man blandt andet læse følgende: Flått oppfattes som en nasjonaløkonomisk risiko, og det har de senere år vært satt av flere midler til forskning. Muligheten for en kobling mellom flåttbitt og multippel sklerose ble utredet i 2001 ved Vestfold Sentralsykehus. Høy flått-forårsaket dødelighet blant hjort har gjort at Veterinærinstituttet har startet utredning i Farsund og Molde (2005). Mikrobiologiavdelingen ved Sørlandet Sykehus har flått som spesialfelt. Mulig fuglebåren flått studeres også gjennom et flernasjonalt prosjekt (,,,).
Det er ikke let at sige, hvorfor der er så megen opmærksomhed på flåter i Norge. Mit eneste bud er, at der er alt for mange mennesker i landet, som bruger al for megen tid på at være bekymret - og at man har en hel hær af skatteyderbetalte, professionelle "bekymrere", som aldrig forspilder en chance for at gøre opmærksom på et muligt problem - og dermed skaffe penge til deres mange mærkelige projekter.
Mit råd til nordmændene er: slap dog af og brug hovedet!

Ha' det
Jesper

mandag den 29. juni 2009

En søndag på Tisnes















Selv om Tromsø ligger 700 km nord for polarcirklen, er vi i grænselandet mellem arktisk og tempereret klima. Der er enkelte planter, som er typisk arktiske, men vi er alligevel under trægrænsen og de fleste planter er de samme, som vi f.eks. kender fra Danmark.
Da jeg kørte hjem fra Straumsbukta søndag eftermiddag, slog jeg et slag forbi Tisnes - en lille halvø mellem Tromsø og Straumsbukta, hvor jeg fangede disse sommerstemninger.
Som man ser, er det jo en typisk dansk sommerdag med vild kørvel og engblomme som nogle af de dominerende planter. Vi er langt fra tundra og Finnmarkens birkekrat.
Men tag så lige et kig på det nederste billede. For midt i det hele er et stort hvidt område. Det er kæruld - og det er i hvert fald en arktisk karakterplante - om nogen. En af de store folkeskoler i Nuuks centrum hedder Ukaliussaq-skolen (USK i daglig tale). Det betyder kæruld og afspejler det faktum, at i sommerperioden er kærulden en af de mest dominerende plantearter i Nuuk-området.
Vi er ikke i Arktis, men det er sørme tæt på!

Ha' det
Jesper

søndag den 28. juni 2009

Gensyn med Straumsbukta















Søndagen gik blandt andet med en tur til Straumsbukta for at hente noget post - og så selvfølgelig for at se, hvordan det går med Leif-Inges husbyggeri.
Byggeriet er endnu ikke gået i gang, men nu er huset i hvert fald væk. Lidt underligt at se, ærlig talt. Det var det lokale brandvæsen, som fik fornøjelsen af at brænde huset af - og det gjorde de med kirurgisk præcision, så udhuset til Leif-Inges store lettelse ikke røg med.
Det havde angiveligt været en rigtig Straumsbukta-begivenhed, hvor den lokale befolkning havde bænket sig med kaffe og kage, mens de betragtede bålet. Og for de lokale frivillige røgdykkere havde det været en sjælden, men kærkommen lejlighed til at træne håndværket. De havde først fortrukket fra loftet, da temperaturen røg over 400 grader. Jeg gætter på, at de ikke spiste flæskesteg den aften!
Brandvæsenet havde gjort et godt stykke arbejde, den dag. Leif-Inge kunne fortælle, at der stort set kun var aske tilbage, da det hele var overstået. Oprydningen på tomten var overstået på en dag, da en frisk vestenvind havde sørget for et ordentlig glødebål til sidst. Det ser vi tydeligt her på billedet af nedgangen til vaskekælderen. Og bemærk så lige det flotte stenbed,som jeg anlagde for halvandet år siden i mit ansigts sved. Nu er det garanteret ryddet for hønsetarm!
Varmen var i øvrigt lidt hård ved de to syrener, som flankerede huset - så mon ikke de falder for motorsaven i løbet af sommeren.
Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af anstrengelserne. Det bliver helt sikkert et dejligt sted at bo - det kan Dina og jeg i hvert fald skrive under på.

Ha' det
Jesper

Endnu en regnspove
















Undskyld mig, men jeg kan altså ikke lade være med at bringe endnu et billede af en stor regnspove - eller storspove, som den også kaldes på dansk. Fuglen her løb rundt i det høje græs på en eng på Tisnes søndag eftermiddag og søgte efter føde.
Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg er altså dybt fascineret af den fugl - ikke mindst det imponerende næb.
Også storspovens sang er imponerende og slet ikke noget, som man forventer at høre på arktiske hede- og mosestrækninger. Det lyder grangiveligt som et eller andet, der hører hjemme i en jungle. Flot og imponerende. Du kan få en smagsprøve på sangen ved at klikke her.
Storspoven har været udryddet i Danmark på grund af jagt, men siden jagtloven blev indført i 1931 har den igen slået sig ned i landet. Den blev totalfredet i 1994. Der yngler 4-500 par i Danmark - fortrinsvis i Vestjylland og Thy, så måske vi skulle holde et vågent øje med den, når vi næste weekend skal til frokost hos lillesøster i Agger?

Ha' det
Jesper

lørdag den 27. juni 2009

Ryper i sommernatten















Det er midsommer i Troms - og solen skinner døgnet rundt. Altså i det omfang de mange skyer tillader den at trænge igennem. For det er godtnok ikke meget, vi ser til solen ellers. Iskold regn næsten hver dag synes at høre med til dagens orden denne sommer.
Natten til lørdag var vejret ellers halvhæderligt, og da jeg ikke har noget særligt på programmet lørdag, kørte jeg en tur til Sommerøy ved 1-tiden.
Det var nu ikke fordi, der var så meget at se. Rugesæsonen er jo knapt overstået, men jeg stoppede ved et moseområde, lige før Brensholm - og der var faktisk et vældigt leben af især store regnspover. Denne vadefugl har en utrolig flot sang og det var næsten helt tropisk at stå og høre på det. De fleste ligger på æg i øjeblikket, og der var ikke mange at se, men jeg fik da et billede at en stor regnspove på reingjerdet.
Mens jeg var optaget af regnspoverne, hørte jeg en sjov, guttural lyd næsten lige ved siden af mig - og der stod der sørme en rype - en han. Jeg nåede lige at tage et billede af ham, før hunnen, som jeg ikke havde bemærket, fløj op og selvfølgelig tog hannen med sig. Jeg har tidligere oplevet det på rypejagt - den fugl er så godt camoufleret, at man næsten kan træde på den, før man opdager den.
Ellers var naturen som sagt lidt død i det, denne nat. Men med synet af en rype på få meters afstand, havde jeg ligesom fået det, jeg kørte efter og kunne så krybe ned under dynerne med god samvittighed.

Ha' det
Jesper

Skjulte fejl og mangler

Elsebeth Egholm er af en samlet anmelderskare blevet udråbt til en dansk krimi-dronning. TV2 har endda besluttet at lave hendes bøger, der til borgmester Wammens store begejstring foregår i kvarteret omkring Århus Å, til en ny TV-serie a la Samsø-strømer.
Desværre er al den hype udelukkende udtryk for ønsketænkning. Den første bog i serien, Skjulte fejl og mangler, er simpelthen noget af det kedeligste og mest sludrevorne, jeg længe har læst. Det er muligt, at det er en såkaldt femi-krimi, som markedet ønsker, men i så fald er den skrevet i en ordentlig østrogen-rus. Handlingen slæber sig af sted, mens vi følger tre desperate veninder i 40 års alderen nippe til deres cafe latte på cafeerne langs åen i Århus centrum. Hvad kommer det mig ved? spørger jeg. Intet er mig mere fremmed!
Bogen reflekter al tidens dårligdom. Politisk korrekthed, cafe latte, kvindesagen, barnløshed, narcissisme, fremmedhad. Puha, det er en tung omgang. Skrevet i den der moderne lidt selvironiske tone a la Nynnes dagbog. Glem det - vi ved godt, at desperate kvinder i panikalderen ikke ejer selvironi - de lader bare som om, fordi det nu en gang ikke er god tone at være selvoptaget.
Jeg har gået til og fra bogen i flere måneder nu - uden at den på noget tidspunkt har holdt mig fanget. Muligvis kunne en skrap forlagsredaktør have reddet den - men det er ikke sket.
Da TV2 annoncerede, at man ville lave en TV-serie over Egholms bøger, annoncerede man samtidig, at serien kun ville bruge bøgerne som forlæg - de vil ikke blive fulgt slavisk. Den beslutning synes ganske fornuftig.
Selv om det er sagt før, vil jeg ty til den gamle anmelderfloskel: Anmelde denne bog? Ja, det skulle da være til politiet! For der burde egentlig være en lov mod at kede læserne i en sådan grad, som Elsebeth Egholm gør.
Der kan desværre - uanset hvor velvilligt jeg ser på danske krimi-dronninger som fænomen - ikke blive så meget som en enkelt tørfisk til Skjulte fejl og mangler. For bogens fejl og mangler er ualmindeligt slet skjulte.

Jesper

onsdag den 24. juni 2009

Pilluarit

Limfjordens bredder - nærmere bestemt Lindholm Strandpark i Nørresundby - var rammen, da grønlændere og grønlandsfarere fra det meste af Jylland søndag fejrede den grønlandske nationaldag og det nye grønlandske selvstyre.
Vejret var med arrangørerne - solen skinnede fra en skyfri himmel og arrangementet var på alle måder vellykket. Der blev som traditionen byder givet hånd og ønsket pilluarit - tillykke. Festen forløb i en afslappet stemning og bød på mange grønlandske indslag, som også gjorde det spændende for de mange nysgerrige uden tilknytning til Grønland, som tilfældigt kom forbi.
Det var Det Grønlandske Hus i Aalborg, som stod bag festlighederne, som blandt andet bød på trommedans. Jeg må indrømme, at jeg til tider har været lidt træt af trommedans - specielt den form, der praktiseres blandt inuit i Canada og Alaska, men på en dag som i dag var det helt på sin plads - og i modsætning til i Canada og Alaska indskrænkede dagens optrædende sig til ti minutters optræden.
Selvfølgelig var der også kajakopvisning, selv om Limfjordens grunde vand bød på den del udfordringer for kajakmanden. Det fik mig til at tænke på nationaldagen i Sisimiut i 1994, hvor der var annonceret kajak-opvisning på havnen kl. 14. Der var imidlertid ingen af arrangørerne, der havde tænkt på at tjekke tidevandstabellen - og med lavvande og fire meters tidevandsforskel, var der ikke meget vand i havnen på det annoncerede tidspunkt. I hvert fald krævede det styrthjelm, hvis man skulle gennemføre en grønlændervending.
Koret Ikinngutigiit bød på grønlandsk korsang, så ikke et øje var tørt. Det var i øvrigt medlemmer af dette kor, som vi havde besøg af, da vi sidste år fejrede vores runde fødselsdage i Blokhus.
Det sidste billede her viser flænsningen af en sølle lille Limfjordssæl. Som Dina fastslog med kendermine: - Den er der ikke meget spæk på! Jeg har valgt at kalde billedet for Kujak. Det er det nederste stykke af ryggen på sælen, hvor kødet angiveligt skulle være særlig lækkert og mørt!
Maskedanseren øverst kræver også lige en forklaring. Maskedans er blevet udført i mange mange år i Grønland. Dansen går ud på at skræmme tilhørerne, så de bliver stærkere i sindet. Det er selvfølgelig fis og ballade, men køn er han jo ikke ligefrem!
Men alt i alt en herlig søndag. De fleste fortsatte om aftenen med spisning og polka i Grønlænderhuset, men da jeg skulle tidligt op mandag for at flyve til Tromsø, nøjedes Dina og jeg med en rødspætte på Gjøl Kro - men det var nu heller ikke så ringe!

Ha' det
Jesper

søndag den 21. juni 2009

Politisk korrekte retirader

Torsdag kom sommeren til Tromsø - og fuldstændig refleksmæssigt smed befolkningen vinterens triste nordbo-attituder væk og sprang ud som sydlændinge med et festligt leben på alle byens fortovs-restauranter.
Således også undertegnede, der faktisk ikke havde fået en fadbamse i en måneds tid. Sommer og sol 24 timer i døgnet i Tromsø må nødvendigvis fejres. Og stedet, hvor den slags foregår, er byens navnkundige cafe og restaurant - Skarven. Det er her, man kommer for at se - og blive set!
Skarven er sammen med Ølhallen ved siden af bryggeriet et kendt og traditionelt Tromsø-in-sted, hvor man ikke mindst holder den nordnorske fane og nordnorske mad- og drikketraditioner i hævd. Således også på toiletterne, hvor man ikke mødes af sterile piktogrammer, men derimod de svingende nordnorske betegnelser Mannfolk og Kjerringer. Kjerringer er sådan et dialekt-udtryk for kvinder. Det kan vel bedst oversættes som kællinger, men i ordets allermest positive betydning - som i Flemming Flindts ballet Vidunderlige Kælling. Altså skulle den sag være i sin allerbedste orden.
Jeg må indrømme, at det er en rum tid siden, at jeg sidst besøgte etablissementet. Skuffelsen var derfor stor, da jeg opdagede, at Kjerringer var skiftet ud med det mere neutrale Kvinnfolk. Kvinnfolk og Mannfolk!
Direkte adspurgt indrømmede bartenderen, at det var frygt for den brutale norske ligestillings-mafia, der havde fået restauranten til at stryge den nordnorske fane og vælge en mere neutral betegnelse, som ikke kan støde folk fra Oslo uden tilstrækkeligt kendskab til den særegne nordnorske dialekt.
Politisk sikkert meget korrekt - men som altid når tingene bliver politisk korrekte uendelig kedeligt - og kønsløst!
Den nordnorske dialekt har ellers fået de norske domstoles blåstempel for udtryk, som i resten af landet opfattes som stærkt stødende. Således blev en nordlænding for et par år siden frikendt for at have kaldt en politibetjent for en hestekuk, som er et meget brugt udtryk for hingstens forplantningsorgan - og altså et skældsord. I dommens præmisser hed det, at udtrykket i Nordnorge er så almindeligt, at man som politi må tåle at blive betegnet som hestekuk i en situation, hvor nerverne og temperamentet er på højkant.
Nok om de nordnorske fortrædeligheder. I skrivende stund er jeg på Øland. I morgen er det Grønlands nationaldag, som vi planlægger at fejre sammen med det øvrige grønlandske samfund i Nordjylland på Lindholm Strandpark i Nørresundby. Mere herfra senere.

Ha' det
Jesper

onsdag den 17. juni 2009

Me, Tarzan

De fleste drenge har eller har haft en drøm om at bygge en hytte i en trætop - akkurat ligesom Tarzan byggede til Jane (og Cheetah) i de gode gamle film.
Jeg er kommet drømmen et stort skridt nærmere. På østgavlen af det lille hus på Øland har vi fået lavet en rigtig morgenaltan på første sal med udgang fra herreværelset.
Vi indviede altanen med fuld musik og frisk morgenbrød fra bageren i Halvrimmen pinselørdag. Og som det ses, så sidder vi faktisk lige midt i trækronerne og spiser morgenmad. Billedet er taget mod sydøst, men hvis jeg havde haft et billede mod nordøst i stedet, ville illusionen om Tarzans hule være endnu tydeligere, da der i den retning er et stort bøgetræ i baggrunden. Her må du nøjes med kirsebærtræet, men der er da heller ingen tvivl om, at når sæsonen starter om en uge eller to, så er altanen det helt rigtige sted, når man skal spise kirsebær med de store - og det er jo ikke så ringe, når jeg nu selv skal sige det.

Ha' det
Jesper

Syg humor

Som tidligere omtalt har jeg en nederdrægtig kløe på mit højre ben efter rosen-anfaldet. Det får mig til at mindes en gammel sygehushistorie, der angivelig skulle være sand.
En patient med gips på benet lider af en skrækkelig kløe under gipsen og spørger under stuegangen forhåbningsfuldt den gamle overlæge, om denne kløe måske skyldes, at benet er ved at gro sammen.
Overlægen, som var af den gode gamle skole, svarede:
"Det ved jeg ikke noget om. Nu har min røv kløet i 65 år, og den er endnu ikke vokset sammen!"

OP med humøret!
Jesper

Sig det med blomster

















Jeg skylder denne blogs faste læsere en stor undskyldning, fordi jeg i nogen tid har forsømt at skrive. Og det vil jeg gøre med denne kæmpebuket blomster - clematis - fra det lille hus i Østerby.
Forsømmelsen skyldes først travlhed omkring flytningen til Øland og samtidig en lille lejlighed i Tromsø, så en halsbetændelse og endelig noget så ondartet som et anfald af rosen i mit højre ben. - Det er jo hele tre ting, vil den begavede reklameseer udbryde, men i virkeligheden er det vistnok kun en ting.
Mens vi flyttede i pinsen, faldt jeg over en flyttekasse i vores nye entre og slog mit højre knæ noget så nederdrægtigt. Efter pinsen, da jeg var kommet tilbage til Nordnorge, måtte jeg så ned og ligge med en halsbetændelse, og da jeg jeg weekenden efter kom til Danmark, fik jeg så rosen. Men det hænger vistnok sammen sådan, at både halsbetændelsen og rosen-anfaldet skyldes en bakterie-infektion i det smadrede knæ.
Jeg har fået masser af penicillin og anden antibiotika, men jeg døjer nu stadig lidt med smerter og en nederdrægtig kløe i benet. Til gengæld er jeg ved at have fundet kræfterne igen, så nu skal der atter gang i bloggen.
Som den kvikke læser sikkert har bemærket, så har jeg lavet en lille ændring i hovedet, så titlen nu er: Fra de nordnorske fjelde - og Limfjordens bredder...
Titlen afspejler dermed mere præcist min nye tilværelse som weekenddansker og tilmeldt det danske folkeregister med alt, hvad det indebærer. Blandt andet ret til at stemme til EU-parlamentet, Gud bedre det... Og så verdens mest tåbelige og overflødige folkeafstemning om den kvindelige arvefølge. Det er simpelthen foragt for vælgerne at bede os tage stilling til det, når det med stor sandsynlighed vil tage en 20 til 40 år, før dette spørgsmål bliver aktuelt. I juraen hedder den slags "unødig trætte" og det var lige præcis grunden til, at jeg stemte nej. Jeg har intet mod kvindelige regenter, men jeg synes, vi skulle have taget den, når og hvis det en gang bliver aktuelt.
Det er lige nøjagtig den slags, der skaber politikerlede - og de har jo ikke for meget kredit i forvejen, selv om jeg kan se med en vis sympati på, at landet nu har fået en statsminister, der kan drikke bajere.
Men alt det skal vi nok vende tilbage til igen. Dovregubben er i hvert fald på banen igen. God fornøjelse.

Ha' det
Jesper