fredag den 1. maj 2009

Efter mødet

















Seks hårde arbejdsdage på op til 20 timer er forbi - nu skal der slappes af.
Arktisk Råds udenrigsministermøde i Tromsø blev en succes - i hvert fald på det operationelle plan, som var mit ansvar, så nu vil jeg holde fri et par dage i Danmark. Om et par timer går turen til Øland på denne Arbejdernes Internationale Kampdag - sjovt nok er denne dag en helligdag i Norge. Man skulle ellers tro, at det var dagen, hvor arbejderne gav den en ekstra skalle... Men det bliver nu nok i øl i Fælledparken.
Jeg skal ikke trætte læserne med mit arbejde, men jeg har samlet nogle af de bedste og sjoveste billeder fra den forløbne uge. Øverst ser vi den svenske udenrigsminister Carl Bildt haste til dinneren tirsdag aften - kokken på hotelreklamen byder velkommen!
Udenrigs-minister-mødets hovedgæst var den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore - en omrejsende prædikant i global ansvarlighed og klimagasser - og nok lige så højt betalt som sine amerikanske kolleger i TV-prædikantbranchen. Her folder han sine hænder andægtigt lyttende til en af de mange talere. Til venstre den italienske udenrigsminister Franco Frattini og til højre den argentinske miljøminister. Denne sydamerikanske statsmand havde i øvrigt ikke sin mobiltelefon med, så al kommunikation med hjemlandet foregik gennem min, hvilket siger lidt om de mangeartede opgaver, man må påtage sig i forbindelse med et sådant topmøde.
På det næste billede ser vi igen den amerikanske miljøprædikant. Han skabte et temmelig voldsomt pressehysteri - hvilket de fleste finder temmelig ubehageligt, når man får 50 kameraer rettet lige i hovedet. Men prøv at klikke på billedet og se hans slet skjulte smil - han kan sgu lide det. Eller også tænker han på turen hen i banken med honoraret...
Vi tager lige et billede mere med Gore - men her er historien den, at det lykkedes mig at få et rigtig godt billede af ham sammen med den norske udenrigsminister Jonas Gahr Støre. På billedet fremgår det tydeligt, at han er i Tromsø - hvilket er pointen. Det lykkedes mig at tage billedet, fordi jeg gik væk fra lemmingeflokken af pressefotografer og tog billedet fra siden. Alle de andre fotografers billeder viser ham med et baggrundsfjeld, der kunne være taget hvor som helst i Norge. Moralen - lad være med at gøre som flokken, gå dine egne veje! Den, som går i andres fodspor, kommer aldrig foran!
Og så slutter vi lige af med et historisk billede. Den danske udenrigsminister Per Stig Møller underskriver på kongerigets vegne Tromsø-deklarationen. Få minutter senere overtog han formandsskabet i Arktisk Råd, som Danmark har de næste to år. Ved Per Stig Møllers side min gamle ven Per Berthelsen - det grønlandske landsstyremedlem for udenrigsanliggender.
Jeg er som sagt på vej til Øland. Jeg håber, at TDC nu har fået installeret min ADSL-forbindelse i huset. Hvis det er sket, vil jeg vende tilbage her på bloggen i de kommende dage med spændende nyt fra det lille hus på landet.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: