søndag den 1. marts 2009

En neddroslet sjagger

Den her arrige karl, som vogter over seljerønnen, har efterhånden voldt os en del hovedbrud. For et par uger siden kaldte jeg den en sjagger her på bloggen, fordi det faktisk er den eneste drossel-art, som kan ses på vore breddegrader i øjeblikket. Men særlig sikker var jeg egentlig ikke. Nogen drosselekspert er jeg nemlig ikke.
Kvarterets ornitolog, Stein, har imidlertid kigget på den og mener med sikkerhed at kunne fastslå, at der er tale om en ringdrossel. Det er imidlertid lidt af en sensation, for så burde den faktisk være i Nordafrika i øjeblikket. Men da en anden ornitolog har set en ringdrossel i Larseng - fem kilometer herfra - skulle den være god nok. Der er i hvert fald en ringdrossel i Nordnorge i år.
Den lever sådan set godt. Som det kan ses, er der stadig masser af bær i træet. Alle andre fugle, som kommer i nærheden, bliver øjeblikkelig jaget væk - også selv om jeg har set både husskader og silkehaler tage for sig af retterne, når vores ringdrossel er lidt væk fra haven.
Det bliver spændende at se, om den overlever vinteren. Det er koldt i øjeblikket - cirka minus 12 i morges.
Kuldegraderne til trods måtte jeg en tur ud i haven i nattøjet, da jeg stod op, lige da det var ved at blive lyst. Nede ved bådehuset lå en kæmpeflok edderfugle - og det er sjældent, at de er så tæt på land, som tilfældet var i dag. Prøv en gang at klikke på billedet og se de mange flotte hanedderfugle, som jo godt ved, at det er om at være pæn i an(d)trækket, nu hvor ynglesæsonen står for døren. En flot midterskilning har de sørme også anlagt - akkurat som Hercule Poirot.
Stein har i øvrigt fortalt mig, at jeg godt kan opgive at lave ordentlige edderfuglebilleder herude. Det er meget nemmere inde i havnen i Tromsø - der er edderfuglene nemlig meget mere tamme, siger han. Jeg har skrevet det gode råd bag øret - og vil en gang i den kommende fremtid prøve teorien af.
Solen står i morgen op kl. 7.09 og går ned igen kl. 16.45. Det klare, men kolde vejr skulle i følge meteorologerne holde sig hele den kommende uge.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: