søndag den 15. marts 2009

Årets video

Sidste år havde jeg en meget ambitiøs plan. Jeg ville hver eneste dag fra april til november tage et billede af haven fra den samme position. Til sidst skulle alle billederne redigeres sammen til en video, der viste årets gang i haven.
Planen holdt selvfølgelig ikke. De første dage tog jeg et billede hver dag, men så skulle jeg på tjenesterejse og senere på ferie, andre dage glemte jeg det - og så var der de dage, hvor vejret bare var så dårligt, at man slet ikke orkede at skulle ud.
Alligevel blev det til 55 billeder - og dem har jeg nu redigeret sammen til Årest Video 2008. Teknisk set er videoen ikke imponerende. Jeg havde monteret kamerastativet på en hegnspæl, men som det vil ses, står den altså ikke helt fast, så nøjagtig den samme position er lidt af en tilsnigelse. For at kunne håndtere billederne i en stor videofil, er de voldsomt downsizet - og desuden er billederne ikke individuelt justeret for lysudsving. Endelig er der det problem, at billederne ikke er taget på samme tid om dagen - samt vores havemøbler, der springer frem og tilbage i billederne.
Alligevel synes jeg, videoen giver et meget godt indtryk af årets gang her i Straumsbukta. Det første billede er taget den 31. marts og det sidste den 9. november.
Som musik har jeg valgt Dovregubbens Sal af Grieg. Den stammer fra Peer Gynt, og det havde vel egentlig været mere nærliggende at bruge Morgenstemning - men det ville være blevet alt for forudsigeligt, idyllisk og kedeligt. Dovregubbens Sal rummer meget mere dramatik og minder om, hvor hurtigt vejret kan slå om heroppe. Og så er den jo et fint lille hint til adressen på denne blog.
Her er så "Video of the Year 2008":


Ha' det
Jesper

1 kommentar:

Per Gissel sagde ...

Hej Jesper,
Resultatet er da blevet rigtig godt og flot .. hvad kan det ikke udvikle sig til !