lørdag den 28. februar 2009

Journalistisk uvidenhed

Flere danske mediers internetaviser, blandt andet Jyllandsposten og Nordjyske Stiftstidende, bringer i dag historien om en idiot, som har skudt sig selv ved at lege russisk roulette.
Men noget tyder på, at journalisterne er næsten lige så idiotiske, idet begge aviser har valgt at illustrere artiklen med et billede af pistol. Det er ikke særlig smart, al den stund at det er en revolver, som man bruger til russisk roulette.
Vi bringer derfor lidt journalistisk efteruddannelse: På det øverste billede ser vi en pistol. Det nederste billede viser en revolver. Russisk roulette foregår ved, at man lægger et en eller flere patroner i tromlen, roterer den og fyrer af mod tindingen i det fromme håb, at det er et af de tomme kamre, som tromlen er standset ved. Det er en idiotisk, livsfarlig og tåbelig leg.
Skal man endelig more sig lidt med tilfældigheder, kan man f.eks. spille tysk roulette, som foregår ved, at man tager et antal øldåser hentet i Tyskland. Den ene ryster man helt vildt og lægger tilbage i puljen. Hver deltager trækker nu på skift en dåse, som skal åbnes nær tindingen. Den rystede dåse vil selvfølgelig skumme over og efterlade taberen med vådt, klistret hår, men dog i live!

Ha' det
Jesper

fredag den 27. februar 2009

Snefri

Torsdag morgen stod den på sne - masser af sne her i Straumsbukta. Men det bør ikke være nogen hindring for at gå på arbejde. Den protestantiske etik siger os, at alt skal være forsøgt, inden vi giver op og holder snefri.
Således også for undertegnede. Efter et par kilometers kørsel i det værste snefog, jeg mindes at have oplevet siden 1998, blev jeg enig med mig selv om, at det simpelthen ikke var risikoen værd at køre de 35 km til Tromsø.
Torsdag blev derfor den første dag, jeg holdt snefri siden gymnasietiden. Nu skulle man tro, at jeg måske havde prøvet at holde snefri, mens jeg var i Grønland - og det har jeg også. Men ikke fra morgenstunden. I Nuuk foregik det typisk på den måde, at byen lukkede på et bestemt tidspunkt om eftermiddagen, fordi snerydderne ikke kunne følge med - og så blev det annonceret over lokalradioen, at nu havde man en time til at komme hjem. Og derefter lukkede byen.
Her ude i Straumsbukta var det overladt til min egen beslutning. Men der var ikke andre ude at køre, og sneploven havde vi heller ikke set noget til. Så udsigten til at blive til grin i landsbyen som danskeren, der forsøgte at trodse naturlovene, gjorde udslaget.
Op ad dagen klarede det op, og Kjetil kom med traktoren for at rydde indkørslen. Som man kan se, har de lokale ganske solidt grej til at klare sneen med - men stadig må jeg erkende, at jeg ikke har holdt snefri siden gymnasiet. Dengang skete det en enkelt gang, at "Pil-Tage" måtte opgive at køre over heden til Haubro.
Men det værste jeg nogensinde har oplevet, og som slår, hvad der skete i Straumsbukta torsdag morgen, var i Nuuk i 1998. En eftermiddag oplevede vi at få 50 cm sne på en time. Det var så voldsomt, at man ikke engang kunne nå rundt om bilen med snekosten, før den var sneet til igen.
Det øverste billede er taget torsdag eftermiddag. Bemærk regnmåleren midt i billedet - det siger lidt om, hvor meget sne, der er kommet - al den stund at sneen normalt ikke lægger sig i haven på grund af vinden.
Fredag bød på et herligt vintervejr - solen skinnede og temperaturen lå lige under frysepunktet. Solnedgangen bød på endnu et billede. Jeg ved godt, at det er trivielt med alle disse billeder af solen, men jeg kan altså ikke lade være med at tage dem. De yder naturligvis ikke virkeligheden fuld retfærdighed, men gør som jeg - nyd dem alligevel.

Ha' det
Jesper

torsdag den 26. februar 2009

National-euferi

Her til morgen kan nordmændene dårligt nok få armene ned - skal man i hvert fald tro medierne. Det skyldes, at de nyeste tal viser, at det norske bruttonationalprodukt for første gang er større end det svenske - og det på trods af, at der er dobbelt så mange svenskere, som der er nordmænd.
Stemningen minder mest af alt om en fodboldkamp - slut med lillebror-syndromet, som nordmændene altid har følt over for svenskerne.
Nu har norsk selvskryderi altid tenderet det smagløse. Stikket tog P4' s morgenradio, hvor en af de angiveligt morsomme studieværter ringede til den svenske nationalbank, og der fortalte en målløs telefondame, at svenskerne så sandelig godt måtte låne lidt penge af ham, hvis det skulle knibe. HA HA!

HA' det
Jesper

Billedet er taget fra Flickr's åbne del. Indsender er tilsyneladende anonym.

Bureaukrati

Den anerkendte norske sociolog Gudmund Hernes sagde engang: "At ansætte flere mennesker i det norske postvæsen for at få posten hurtigere frem, svarer til at sætte ni mand til at gøre en kvinde fødeklar på en måned." (Frit citeret efter hukommelsen fra bogen "Hvorfor alt går galt".)
Jeg kommer til at tænke på citatet, fordi en af de helt store sager heroppe i øjeblikket er det norske arbejdshedskasse- og arbejdsformidlingssystem, NAV, som tilsyneladende er brudt fuldstændigt sammen under finanskrisens byrder. Der har været nævnt ventetider på over tre måneder for at få simpel understøttelse udbetalt.
Den slags kan politikerne naturligvis ikke have siddende på sig - og der er foreløbig bevilget en halv milliard kroner til nyansættelser, så systemet kan komme til at virke.
I dag kom det så frem, at problemet er dybere end som så - og at det tilsyneladende er koncentreret om NAV's afdeling i Oslo-regionen. Det viser sig nemlig, at regionskontoret i Rågaland med kun en sjettedel så mange ansatte ekspederer lige så mange sager som i Oslo-regionen - og uden ventetid!
Afsløringen kommer i en intern revisionsrapport - og det er artige sager, der kommer frem: «Hver ansatt tilbakelegger en helmaraton i gangene en gang hver syvende uke.», «10 prosent av posthåndteringen er dobbeltarbeid eller unødig arbeidsteg. Et dokument kan bli sortert fra 4 til 9 ganger.»
NAV har tydeligvis et ledelsesproblem: "Vi ønsker ikke å kommentere hva som står i rapporten, dette er et lederverktøy som er ment til intern bruk", siger NAV til NRK. Problemet er, at rapporten er lavet for et år siden, og man har åbenbart ikke formået at omsætte kritikken til praksis. Udtalelelsen er dum, tåbelig og arrogant og viser, at man hverken har viljen eller evnerne til at løse problemet. Her er der kun et at gøre: Send hele ledelsen til Sibirien og privatiser butikken!
Men det er nok ønsketænkning i et socialistisk Norge, hvor det store flertal af befolkningen nærer en blind tillid til statens evne til at løse problemerne.Som skatteyder kunne jeg ønske, at politikerne ikke havde så travlt med at udnytte krisen til at profilere sig. Det er tydeligt, at NAV's problemer kun bliver større med den nye bevilling på en halv milliard.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 24. februar 2009

Finanskrise?

Bilen var på værksted forleden. Mens mekanikeren arbejdede, snakkede jeg med en af sælgerne, som kunne berette, at de aldrig nogen sinde har solgt så mange biler som i januar og februar.
Årsagen er de massive rentenedsættelser. Mange norske familier har så stor en gæld, at det har betydet 4-5000 kroner mere om måneden - og på ægte norsk kamikaze-vis skal det straks omsættes til en ny og større bil.
Forleden kunne Dagsrevyen - den lokale TV-avis - berette, at det sidste halve år havde medført et drastisk fald i salget af hytter - i fem millioner kroners-klassen. Til gengæld kunne man så glæde sig over, at salget af hytter i to til tre millioner kroners-klassen var steget.
Hvem sagde finanskrise?

Ha' det
Jesper

mandag den 23. februar 2009

Stjerneskud og brylcrem

I dag var det mors og fars bryllupsdag. Nummer 52 af slagsen for at være helt nøjagtig.
Da jeg snakkede med mor tidligere på dagen, afslørede hun, at begivenheden skulle fejres i al beskedenhed med et stjerneskud fra hotellet i Farsø.
Nu synes vi ikke her i Straumsbukta, at vi vil stå tilbage for Hotel Farsø, så vi besluttede at slå følge med stjerneskuddene og så en ærkenorsk gang creme brulée - eller brylcrem som jeg plejer at kalde det.
Stjerneskuddet er nem mad. Især fordi jeg var nødt til at købe færdige fiskefiletter. Det er nemlig endnu ikke lykkedes os at overliste fladfiskene i Straumsfjorden. Fiskefiletterne serveres på en skive ristet franskbrød og garneres med asparges, røget laks, rejer og mayonnaise. Nogle bruger også kaviar, men det bryder vi os ikke om - og her midt i vintersæsonen må man tænke sig til agurkeskiverne og tomatbåden, som også plejer at være fast garniture. Det er en mystisk ret - sådan lidt af hvert. Gad vide, hvem der har fundet på det? Vedkommende kan umuligt være helt rigtig i hjernen, men det smager nu udmærket - og så er det som sagt nemt at lave.
Til dessert fik vi creme brulée - den norske nationaldessert. Tidligere var det karamelrand, men i takt med at nordmændene er blevet mere og mere kontinentale, så er det blevet til creme brulée. Det skal retfærdigvis med, at det er to sider af samme sag.
På trods af det fine franske navn, som bare betyder brændt creme, er retten ganske simpel. Man fylder en skål med tyk creme - eventuelt stivnet med husblas - og hælder et tyndt lav sukker over. Herefter tager man en gasbrænder og varmer sukkeret, til det karamelliserer. Voila! Kein hexerei - nur behändigheit. Karamelrand i moderne snit. Lidt vulgært og lidt for moderne. Men igen - ligesom med stjerneskud - det smager godt og så er det nemt at lave.
Vort norske broderfolk har taget den brændte creme til sig i en sådan grad, at alle supermarkeder i dag fører specielle creme brulée brændere, selv om nordmændene i sin tid lagde hårdt ud med de gasbrændere, man normalt bruger til skismøring. En creme brulée-brænder må i dag betegnes som standardudstyr i ethvert norsk køkken - og vi har da også en fin model, der kan refilles med lightergas. Det er imidlertid svært at få fat i - for tænk hvis der var nogen, der fandt på at sniffe det.
Herfra skal der naturligvis lyde et stort til lykke med bryllupsdagen.

Ha' det
Jesper

Drevne tulipaner















I efteråret satte vi tulipaner i blomsterkrukkerne. Egentlig var det meningen, at de skulle have smykket vores indkørsel en gang i slutningen af maj, men siden vi nu skal til at flytte, har vi taget dem indendørs - og det betyder, at vi allerede nu har de smukkeste tulipaner.
Jeg skrev sidste år med stor begejstring om en spæd tulipanspire den 27. april. Men det var selvfølgelig også den ægte vare - ikke drevne tulipaner.
I weekenden har vi haft tøvejr, og jeg har da også været ude at rode i haven for at se efter spor af de første spirer - men det har vi endnu til gode. Der er imidlertid ingen tvivl om, at naturen går den rigtige vej. Søndag morgen lagde jeg mærke til, at fuglene, det vil sige musvitterne og mågerne er begyndt at synge og larme, når det lysner. Solen står mandag op i Tromsø kl. 7.37 og går ned igen kl. 16.19. Der er nu mindre end en måned til forårsjævndøgn den 20. marts.

Ha' det
Jesper

søndag den 22. februar 2009

Linda - som i Lindamordet

Læs den - den er god!
Så enkelt kan det siges, for her har vi at gøre med en svensker, som har humor!
Leif GW Persson er lidt af en myte i svensk kriminallitteratur. Han er uddannet kriminolog, tilknyttet det svenske justitsministerium og har fulgt utallige efterforskninger fra første række. Han har udgivet en lille håndfuld kriminalromaner med ujævne mellemrum siden midten af firserne - foruden altså et utal af fagbøger og så en jagtbog, som han skrev sammen med Jan Guillou.
Linda - som i Lindamordet er et forsøg på at formidle forskning på et højt plan. Leif GW Persson tager sit udgangspunkt i, at visse mord på piger i pressen bliver døbt for eksempel Lindamordet, Hannedrabet og lignende. Man ser aldrig eksempler på det samme for mænds vedkommende - Hugomordet og lignende. Han undersøger, hvad der er fælles for disse mord - og det har han så skrevet en roman om.
Den er rasende morsom - og måske ganske tæt på virkeligheden - i dens skildring af den ualmindeligt tørstige - for en svensker i hvert fald - kommissær Bäckström, der ikke ueffent roder rundt i sagen lidt som en blind høne. For han finder i hvert fald et guldæg og når at opklare sagen, inden revisionen knalder ham for bilagsfusk og han ender i hittegodsafdelingen.
Nu er bogen jo svensk, så der skal jo sådan lidt samfundsanalyse ind. Til det brug har Leif GW Persson en parodi på en politisk korrekt, dukseagtig kriminalinspektør ved navn Anna Holt. Hun kan alt det der med feminisme - og det i sig selv er satirisk og ædende ondt gjort af Leif Persson. For Anne Holt er jo navnet på den lesbiske norske jurist og tidligere justitsminister, der har udgivet en halv snes femikrimier med en ligeledes lesbisk politijurist, Hanne Wilhelmsen. De første par bøger er meget gode, men herefter går det voldsomt ned ad bakke. Som kriminalforfatter vil hun næppe blive husket af en bred kreds af læsere, så det er sådan set venligt gjort af Leif Persson, at han i sine bøger har sikret hende et pænt eftermæle.
Leif GW Persson var i øvrigt også en af forfatterne bag den svenske TV-serie Anna Holt, som jeg desværre aldrig har haft lejlighed til at se.
Jeg giver Linda - som i Lindamordet seks tørfisk - af bedste lugtfri kvalitet fra Lofoten.

Ha' det
Jesper

Ex libris igen

Som jeg har skrevet før, så er heldagsregn lig med Ex-Libris-vejr.
Det er nu halvandet år siden, at jeg begyndte at pusle med at få lavet et Ex Libris - et mærke til bøgerne i samlingen, så man kan se, hvem der ejer dem.
Lørdag regnede det hele dagen, og nu, hvor vi snart skal flytte og bøgerne alligevel skal ned af hylderne, var det en passende anledning til at gøre arbejdet færdigt.
Men nu skal man ikke tro, at al tiden er gået med ingenting. Jeg fik jo den ide at bruge symbolet fra Ravnefanen som logo. Men for at gøre det ordentligt, har jeg været nødt til at lære programmet Illustrator at kende. Det kan man ikke bare lige sådan gøre af sig selv, men Rudi, som er IT-ansvarlig på kunstskolen i Tromsø, har været så venlig at hjælpe mig. Og allerede sidste sommer havde jeg logoet klar. Jeg har blandt andet brugt det til etiketter på den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta - og jeg bruger det også på mine bjesker af omegnens frugter.
Om det færdige Ex Libris kan jeg fortælle følgende.
De rød-hvide farver symboliserer selvfølgelig min danske oprindelse, men samtidig også min tilknytning til Grønland, hvor den røde farve i flaget symboliserer midnatssolen og den hvide indlandsisen. Ravnen, som jeg har lånt fra ravnefanen og modificeret til moderne streg, er i øvrigt en karakterfugl fra Nuuk-området. Odin havde to ravne, Hugin og Munin, som holdt ham orienteret om alt, hvad der skete i verden. Det prøver jeg også - efter bedste evne, og så må jeg ganske ubeskedent tilføje, at ravnen er en temmelig intelligent fugl. Ravnefanen er det ældste kendte danske flag og symboliserer dermed min historiske interesse og tilknytning. Til teksten Ex Libris har jeg valgt en tysk fraktur - Koenigsberger Gotisch - som en hyldest til Gutenberg. Uden hans blytyper gik vi stadig rundt i verden som uvidende menneskeaber. Og lad det samtidig være en hyldest til den ultimative ytringsfrihed, som jeg går ind for. Endelig har jeg valgt en Times New Roman til mit navn - simpelthen fordi jeg synes, det er en af verdens smukkeste skrifter. Det er en klassisk antique-skrift, og jeg har valgt at sætte den som kapitæler for at efterligne en typisk romersk stenhuggerskrift - og det kan man passende se som min anerkendelse af det gamle Roms betydning for den europæiske kultur. Ikke mindst i form af latin, som jeg mener, at alle burde have kendskab til. Har man lært latin, forstår man bedre, hvor vi - og ikke mindst alle vore ord - kommer fra, og hvordan vi tænker. Samtidig giver kendskab til latin en sproglig værktøjskasse, som er med til at holde sproget skarpt og betydningsbærende. Den slags skal man ikke kimse af i en tid, hvor perkerdansk og sproglig slaphed lurer alle vegne.
Nu mangler jeg så bare turen til bogtrykkeren.

Ha' det
Jesper

lørdag den 21. februar 2009

Den grønlandske danskhed

Vivi Sørensen er en lovende ung, grønlandsk skuespillerspire, som har gjort sig positivt bemærket i mange sammenhænge de seneste par år.
I efteråret var hun blandt andet på turne i Norge med forestillingen Polaroid - What's really going on around the North Pole. Det funderer hun over i en klumme i forrige nummer af den grønlandske ugeavis Sermitsiaq.
Hun fortæller om sin tid som ung, oprørsk gymnasieelev, der mente, at alt dårligt i Grønland skyldtes Danmark og Hans Egede, og hvordan det ikke kunne gå hurtigt nok med en løsrivelse.
Efter en måned i Norge kommer hun i Gardermoen til en erkendelse:
"Jeg skal boarde i Gate 46. Jo mere jeg nærmer mig gaten, jo flere danske tunger hører jeg. Hvor er det dejligt at høre dansk! En sur københavnerinde klager tilsyneladende til sin mobiltelefon. Hvem havde troet, jeg ville blive glad for at høre en skingrende stemme lige i dette øjeblik?
Min grønlandske krop bliver pludselig fyldt med en mere eller mindre ukendt form for dansk stolthed. Blandt mine danske medpassagerer får jeg lyst til at vifte med mit danske pas, så de kan se, at jeg også er dansk. (...)
Det går op for mig, at jeg er dansk! En grønlænder er dansk på en eller anden måde. Vi er som et folk helt afhængige af blandt andet medisterpølse, Kim Larsen, kongefamilien og rugbrød. Vi kan ikke løbe væk fra det.
(...) For Danmark glemmer vi aldrig. Rugbrød vil vi altid spise."
Jeg håber, at alle mennesker i Jylland, på Fyn, Sjælland og omliggende øer vil tage disse smukke ord til sig - også når de møder et menneske fra Grønland, Disko og omliggende øer, som har svært ved at tilpasse sig i det danske samfund.

Ha' det
Jesper

Billedet er taget af CB Reklame og fra pressematerialet til forestillingen Polaroid. Den nydelige unge pige i herreunderbukser længst til højre er Vivi Sørensen.

Det lille hus på landet















Øksen ligger nu ved træets fod. Vores husvært, Leif-Inge, har besluttet at bygge et nyt hus her i Straumsbukta. Huset, vi bor i, skal derfor rives ned.
Det betyder, at vi må sige farvel til Straumsbukta, hvor vi ellers har været glade for at bo. Men der skal jo helst komme noget godt ud af forandringerne, så vi har købt et lille hus i ØsterbyØland - altså det nordjyske Øland.
Vi overtager huset i løbet af den kommende måned, og så er det planen, at vi flytter til Danmark i løbet af foråret, når jeg en gang har overstået ministermødet her i Tromsø. Det er nemlig også planen, at jeg fortsætter mit arbejde i Arktisk Råd, men satser på en skattemæssig fornuftig tilværelse som weekendpendler. Pudsigt nok køber vi huset af et par, der i mange år har haft det samme arrangement, bortset altså lige fra at manden arbejder i Bruxelles.
Det er et dejligt område, som vi nu flytter til. Naturoplevelserne vil helt sikkert stå mål med Straumsbukta. Østerby er sådan en lille landsbyidyl med gadekær og stråtækte huse samt et par gårde - og så selvfølgelig en golfbane. Der er cirka 500 meter til Limfjorden og lidt længere til Oxholmskoven - men bedst af det hele er nok, at der kun er cirka 800 meter til Ulvedybet, der er fint fuglebeskyttelses-område med en stor bestand af vadefugle og blandt andet også noget så kuriøst som skestorke. Da jeg besøgte huset første gang, noterede jeg seks rådyr, og minsandten om ikke også jeg så et ravnepar.

Vis større kart
På den anden side af Ulvedybet ligger den lille havneby Gjøl, som de fleste i min generation vel bedst husker fra filmatiseringen af Hans Kirks Fiskerne.
Forude venter bøvl, flytterod og papirnusseri. Men jeg har altså også lovet mig selv, at nu er det sidste gang, jeg flytter. Men det vil selvfølgelig kun tiden vise...

Ha' det
Jesper

Foto: Morten Brix

onsdag den 18. februar 2009

Dagens ord XII

Dagens ord blev lanceret i dagsrevyen i går aftes. Det er "aftale-apati" og dækker over det fænomen, at man ofte på internettet skal krydse af, at man accepterer et sæt regler, inden man benytter sig af en eller anden service - for eksempel Facebook. Disse regler er ofte adskillige siders juridisk hardcore-læsning, som de færreste orker at sætte sig ind i. Derfor krydser man af uden at læse betingelserne - og det er aftale-apati.
Ordet blev lanceret i et indslag om lige præcis Facebook, der netop har ændret betingelserne, så det bliver muligt at videregive oplysninger om brugerne til tredjepart - også efter at man har meldt sig ud igen.
Jeg har svært ved at gennemskue, om det er et problem. Men jeg er vel også snart den eneste netaktive dansker, som endnu ikke er på Facebook? Og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg finder specielt Facebooks regler om ophavsret stærkt problematiske, ligesom jeg finder, at disse meget spidsfindige, juridiske formuleringer, der er i betingelserne, er udtryk for en grundlæggende ond vilje.
Ind til videre tror jeg nok, at jeg på god nordjysk facon vil fortsætte med at tøve. Så nu ved du, hvorfor jeg ikke er på Facebook!

Ha' det
Jesper

søndag den 15. februar 2009

Silkehaler II















Lørdag var en herlig dag. Jeg fik de mest fantastiske billeder af silkehaler. Et rent eventyr og meget bedre end jeg nogen sinde har turdet drømme om.
Silkehalen er en sky fugl. Bare man nærmer sig flokken, letter de for et godt ord.
Men når man som silkehale har fået øje på de mest lækre rønnebær i en stribe træer på parkeringspladsen foran Rema 1000 på Kvaløysletta midt i den allerbedste handletid lørdag eftermiddag, så er der altså grænser for, hvor sky man kan tillade sig at være.
Der var en kvidren og en pippen, da vi steg ud af bilen foran Rema-butikken. Det lød nærmest som små klokker - og det er da også sådan, ornitologerne beskriver silkehalens sang. Silkehalerne sad i et rønnetræ kun tre meter fra mig - og de reagerede ikke en gang på bildøren, da den blev smækket i. Heldigvis lå kameraet skudklart på bagsædet med blitz til at kompensere for modlyset - og resultatet blev en hel stribe herlige billeder, hvor man tydeligt ser silkehalens smukke fjerdragt.
Sådan en oplevelse er helt enestående - der var mange af de shoppende Trømsø-væringer, som stoppede op med et smil i en ellers travl lørdag og nød forestillingen. Folk havde ligesom behov for at tale om det. En naturoplevelse midt på en forstads-parkeringsplads, som gør denne lørdag værd at mindes mange år frem.
Jeg har tidligere skrevet, hvad der skal skrives om silkehalen, men hvis du har lyst til at høre, hvordan dens fine klokkeagtige sang lyder, kan du bruge dette link.

Ha' det
Jesper

lørdag den 14. februar 2009

En kold lørdag morgen

Det er lørdag morgen, og det er koldt uden for. Termometret viser minus 11. Det er faktisk så koldt, at det damper fra de varmeste områder af fjorden. Det er ikke så tit, vi oplever det her i Straumsbukta, men det skete nu hvert år, mens vi boede i Grønland - også selv om havtemperaturen er lavere der. Og det er simpelthen fordi de minus 11 faktisk ikke er særlig koldt efter grønlandske forhold.
Men her er det altså koldt - meget koldt. Kulderekorden for Tromsø ligger omkring de minus 18, så alt under minus ti må betegnes som frygtelig koldt.
Klokken er 9, og solen står op over Rya. Her er fjeldene ikke så høje, så derfor er det et ordentlig ryk i forhold til sidste weekend, hvor solen først kom halvtolv-tiden. Solen skinner på fuglebrættet, hvor musvitterne som sædvanligt er i fuldt vigør. De synger også så højt, at jeg kan høre det gennem ruden, så de er rigtigt i humør i dag.
Ovre i selje-rønnen residerer en sjagger. Det er en ufredelig karl, som helst har træet for sig selv. Men det er tydeligt på billedet, hvis man sammenligner med silkehalerne fra sidste weekend, at der er meget mere lys i dag. Billedet bliver både klarere og skarpere.
Nede ved elvens udløb er der også liv. En flok gråænder tager morgenbad i det nok kolde, men også ferske vand oppe fra fjeldet. De har det herligt og tolererer en nysgerrig og sikkert småsulten måge i nærheden.
Det er lørdag, det er morgen, og solen står op... Det bliver en herlig dag.

Ha' det
Jesper

P.s. Solen stod i dag op kl. 8.19 og går ned igen kl. 15.38, men allerede ved sekstiden i morges begyndte det at dæmre.

Gardermoen gør det igen

Torsdag var jeg til møde i det norske udenrigsministerium. Vi er i fuld gang med at planlægge ministermødet, som skal foregå i Tromsø i slutningen af april.
Arktisk Råds øverste politiske beslutningsorgan er ministermødet, der holdes hvert andet år. Det er i hovedsagen udenrigsministrene fra medlemslandene, som tegner butikken. Dog har f.eks. USA hidtil stillet med en person lidt længere nede i hierakiet. Men ikke desto mindre er det jo jokeren i vores planlægning - vi ved endnu ikke, hvordan den nye administration i USA landet vil prioritere. Og det vil sige, at teoretisk kan der ske det, at Hillary møder op. Og det er mildest talt en joker, som vil gøre al planlægning til skamme. Erfaringerne siger nemlig, at den amerikanske udenrigsminister rejser rundt med et følge, der er sådan cirka lige så stort som det antal deltagere, vi håber på vil komme. Men den tid, den udfordring.
Som sagt var jeg til møde i Oslo og bagefter blev der da tid til en lille gåtur rundt kongeslottet og på Karl Johan, inden jeg tog til Gardermoen. Næsten som sædvanlig var trafikken gået i stå. Denne gang fordi det sneede i resten af Norge, så flyene ikke dukkede op i Gardermoen til tiden. Så jeg fik rigelig med tid til at tage det skumringsbillede af tårnet, som er øverst. Taget med telefonen, grumset og uskarpt, men farverne de er gode nok. Det er sådan himlen ser ud i skumringstimen på en klar dag heroppe.
Jeg landede i Tromsø - cirka to en halv time forsinket. Tre kvarter senere sad jeg foran brændeovnen hjemme hos Dina med sutskoene på. Godt udkørt efter en uge med fuld fart på og udsigt til en dejlig lang weekend.

Ha' det
Jesper

Forelsket i København

Søndag til torsdag morgen har jeg været i København. Anledningen var et redigerings-møde mellem SAO'erne - det øverste administrative niveau i Arktisk Råd - hvor man diskuterede det, som til sin tid vil blive kendt som Tromsø-deklarationen, og som skal vedtages på forårets ministermøde her i Tromsø.
Selv om Norge var vært for mødet, blev det af praktiske grunde holdt i København. Mine besværligheder i Gardermoen forrige weekend taget i betragtning var det sikkert et meget godt valg.
Men det skal altså også med, at blandt mødedeltagerne er København generelt et populært valg. Jeg har ikke tidligere haft øjnene rigtigt åbne for det. For mig er København en by fyldt med speedsnakkende analfabeter, som tror, at alle fra Jylland er i familie med hinanden. Men for folk udefra er det faktisk en ganske charmerende storby med flinke indbyggere, en velfungerende infrastruktur og mange handelsmuligheder og seværdigheder. Og selv om jeg jo som ansat i Arktisk Råd i princippet repræsenterer det norske formandsskab, måtte jeg som dansker lægge øre til mange rosende ord om den danske hovedstad.
Og sammenlignet med så mange andre storbyer er der måske noget om snakken. Mødet blev holdt i Udenrigsministeriets repræsentationslokaler i Eigtveds Pakhus på Christianshavn, og vi boede på Admiral Hotel lige ved siden af Nyhavn. Det er jo sådan set - må jeg indrømme - et ganske charmerende område med den nye opera og skuespilhuset på havnefronten. Sådan lidt Venezia-agtigt. Og selv om deltagerne i et sådant møde bruger taxi, så aftvinger det respekt, at man komme i lufthavnen med Metroen på under ti minutter.
Alt i alt fungerede rammerne om mødet perfekt. Eigtveds pakhus er en utrolig flot restaureret bygning, som indvendigt byder på alt, hvad vi opfatter som dansk - lige fra Bang & Olufsen, PH og Arne Jacobsen til tre slags sild på buffetten og Carlsberg på bordet.
Dog var vi nogle, der undrede os over noget stenbiderrogn, som var farvet grøn. En af de russiske mødedeltagere mente bestemt at vide, at det var frøæg! Og tirsdag morgen kørte jeg i en taxi med en pakistansk tæppehandler som chauffør. Han kunne ikke en gang finde Udenrigsministeriet. Den slags håber jeg ikke, at alt for mange af Københavns gæster bliver udsat for - for så kan man hurtigt sætte byens gode internationale rygte over styr.

Ha' det
Jesper

mandag den 9. februar 2009

Silkehaler!
















Så skete det endelig. Silkehalerne slog sig ned i selje-rønnen.
Silkehalen er forholdsvis almindelig heroppe, og jeg har flere gange i bilen set store flokke flyve rundt. Men det har længe undret mig, at jeg ikke har set dem i haven, hvor vi har en selje-røn fuld af bær. Af en eller anden grund lod sjaggerne nemlig træet stå i efteråret. Forrige efterår ribbede en flok sjakkere træet for bær i løbet af et par timer.
Men lørdag morgen skete det så. Jeg var ved at lave morgenkaffe og så som så mange gange før en flok fugle ude i træet uden egentlig at tage notits af det. Men hov, hvad var det? De her havde da en sjov lille top på hovedet. Jamen, er det ikke...? Jo, det er sørme silkehaler.
Det var godtnok ikke ordentligt lyst, men frem med kameraet. Det blev til de få billeder, du ser her. For pludselig lettede flokken - og væk var de, før jeg fik monteret blitz og kom i overtøjet.
Men modlys eller ej! Der er ingen tvivl - det er silkehaler.
Og det er faktisk første gang, jeg har haft lejlighed til at se dem sådan helt tæt på heroppe. Men jeg husker tydeligt, da jeg så en silkehaleflok for første gang i mit liv.
Det var en gang i begyndelsen af 70'erne. På Postbakken i Farsø, der hvor der i dag er cykelforretning, stod der dengang et tjørnehegn. En vinterdag med frost og klart solskin - jeg husker det, som var det i går - sad der en kæmpeflok i tjørnene og forlystede sig med tjørnebær.
Silkehalen kan i kolde vintre ses i Danmark. De kommer da i store flokke med tusindvis af individer. Men alligevel er det da et så sjældent syn, at mit første møde med silkehalerne stadig står mejslet ind i min bevidsthed.
I øvrigt er det langt fra alle dyr, som kan tåle at spise bær på denne tid af året. Mange gange gærer de nemlig og får et kraftigt indhold af alkohol - og det sker jævnligt i Sverige, at politiet må ud og tage sig af en beruset elg.
Men det gælder ikke for silkehalerne. De kan tage fra og tåle mosten. For selv om den forholdsvis lille fugl - på størrelse med en stær - fortærer store mængder gærede bær om vinteren, så bliver den alligevel ikke beruset, idet arten er udrustet med en usædvanlig stor lever, som sætter den i stand til at forbrænde store mængder alkohol, noterer Dansk Ornitologisk Forening på sin hjemmeside.
Som navnet antyder, er silkehalen en utrolig flot fugl med gule og røde felter på især hale og vinger. Jeg håber, at de vender tilbage til selje-rønnen igen en anden dag, så jeg få nogle bedre billeder. Kryds fingre!

Ha' det
Jesper

søndag den 8. februar 2009

Soldag i Straumsbukta















Så er solen endelig kommet til Straumsbukta. Egentlig var det allerede soldag fredag, men da var det overskyet - og så er det jo bekendt svært at se solen.
Men vi fejrede nu alligevel solens komme i fredagsbaren med et par såkaldte solboller, der ikke er andet end berlinerboller, som giver sig ud for at være noget særligt, bare fordi de er født i Nordnorge.
Lørdag var det klart vejr fra morgenstunden. Det var også koldt - ca. 9 graders frost, hvilket er ganske meget i omegnen af Tromsø, hvor kulderekorden er på sølle cirka 18 graders frost.
Ved halvtolvtiden kom den længe ventede sol så op over fjeldene på sydsiden af Straumsfjorden. Det blev nu kun en ganske kort gæsteoptræden. Allerede lidt over 12 gled livets store lysskive om bag Bentjordstinden, og så var det hele såmænd forbi igen. Men nu er den der, og hver dag vil byde på mere og mere sol - hvis ellers skyerne tillader det.
En anden ting, som er typisk for årstiden, er de kæmpemæssige flokke af edderfugle, som samles ude på fjorden. Hører man godt efter i al den nordnorske stilhed, så kan man høre, at det går livligt til derude på fjorden, hvor edderfuglene har deres årlige generalforsamling. Det lyder som en blanding af en andegård, hønsegård og et dueslag - hvis du ellers kan forestille sig det.
Edderfuglene hygger sig med at dykke efter muslinger, søstjerner, snegle og andet godt fra havets bund. Det foregår under meget plasken, og det ser ud til, at de ikke får spist alt, hvad de hiver op. Ofte ligger der en flok måger over flokken og venter på, at der også skal falde en godbid af til dem.
Nyd solen - det går den rigtige vej, igen!

Ha' det
Jesper

Tycho Brahes lørdag

Lørdagen startede egentlig meget godt, men det endte med at blive lidt af en Tycho Brahes dag alligevel.
Om formiddagen var der sol i Straumsbukta og silkehaler i træerne - herom senere - men jeg havde besluttet at tage et smut til Farsø med en mors dags-hilsen, inden jeg i det meste af ugen alligevel skal til møde i København.
Turen fra Tromsø kl. 14 gik da også helt efter bogen. Jeg kom til Oslo kl. 16 og skulle videre 18.05 til København. Jeg slentrede lidt rundt i Gardermoen, købte lidt toldfrit og fik noget at spise og boardede så flyet til Kastrup et kvarters tid før afgang.
Her begyndte det så ligesom at gå galt. Vi fik at vide, at afgangen var udsat en halv times tid på grund af voldsom sne, men at SAS ville byde på en kop kaffe i ventetiden. Der var lidt småkoldt, og jeg fik fat i et tæppe og hyggede mig sådan set lidt. Jeg sad og legede lidt med min ny mobiltelefon, som jeg fik for et par måneder siden, men ikke rigtig har sat mig ind i. Alle billederne her er taget med mobilen, og det er jo ikke ligefrem den samme skarphed, som mit Canon EOS 40D producerer, men det får nu være.
På det øverste billede ser man situationen i flyet, mens alt åndede fred og ro, og der kun var udsigt til en halv times forsinkelse. Det næste er sådan et typisk taget-med-telefon-selvportræt af denne blogs forfatter tålmodigt ventende i en Boeing 737-800.
Det skal med, at kaptajnen ærligt informerede om, at han ikke havde de store forventninger til, at vi overhovedet ville komme nogen steder, men det var alligevel en skuffelse, da vi efter en times venten blev bedt om at forlade flyet.
De af os, der havde guldkort - og det var ikke mange, som det ses på næste billede, fortrak til Scandinavian loungen. Nu kunne vi lige så godt få en fest ud af det. Ventetiden bliver jo som bekendt ikke kortere af, at man sidder og hænger med skuffen.
Nogle glas hvidvin og et antal sjusser senere, var vejret ikke blevet bedre. Det var derimod stemningen. Som det ses, er jeg kommet dertil, hvor et billede af en gin og tonic er noget af det mest interessante, der findes. Nu - klokken 22 lukkede lufthavnen imidlertid totalt, og vi blev derfor booket om til fly om søndagen.
Hotelrekvisitionerne skulle man hente i afgangshallen, og her rådede kaos. Det var ganske mange fly, der var aflyst. Heldigvis hjalp guldkortet mig igennem køerne relativt hurtigt, og ved 23-tiden gik den derfor med bus ind til Oslo centrum. Busser er efter min mening rædselsfulde, men både tog og taxa var holdt op med at køre på dette tidspunkt, så der var ikke andet at gøre end at bide i det sure æble.
Først ved halvto-tiden kunne jeg krybe til køjs i et i øvrigt nydeligt hotelværelse på det 35 etager høje Plaza - godt udbombet og lidt forbløffet over, at man skulle opleve den slags i Norge. Flyaflysninger har jeg da været udsat for masser af gange, mens jeg boede i Grønland, men i Oslo. Selv for de mest nationalt sindede nordmænd er det lidt en gåde, at sne kan komme bag på ledelsen af Norges største lufthavn. Der var også røster fremme om, at det i virkeligheden var fagforeningerne og ikke sneen, der var problemet.
Som jeg skrev forleden, synes nordmænd, at det er utroligt sjovt, når trafikken i London og Paris bryder sammen på grund af lidt sne. Men måske skulle de tænke på, at de selv bor i et glashus, inden de kaster den første snebold!
Disse linjer skrives søndag eftermiddag, hvor jeg nu er ankommet til København. Den toldfri mors dags-gave måtte jeg pænt levere tilbage i går aftes efter krav fra toldvæsenet, og jeg må derfor nøjes med at sende en hilsen til mor herigennem.

Ha' det
Jesper

P.s. Er du forvirret omkring mors dag, så er det altså den norske mors dag, vi snakker om!

tirsdag den 3. februar 2009

Fint skal det være






















Det er svært at undgå at tænke på "Fint skal det være", nu hvor årets første hyacinter blomstrer her i køkkenet i Straumsbukta.
Duften er overvældende, og jeg kan sagtens forestille mig den duft, hvis altså der var duft på fjernsynet, hver gang fru Hyacinth, Buckeeey, Lady of the house speaking, dukker op.
Men bortset fra det, så er hyacinten en rigtig dreven forårsbebuder, der kan drive det vidt - flere måneder forud sin tid.
Det er nemlig en af de blomster, som det er allernemmest at drive frem - lang tid før tiden. Disse her har stået i kartoffelkælderen siden efteråret, køligt og i mørke. Egentlig var det meningen, at de skulle have spredt lys og duft omkring juletid, men da vi tog på ferie, fik de en ekstra måned i kælderen. Da vi kom hjem, var bladene næsten udvokset, så vi tog dem op i køkkenet. De første dage var bladene hvide som maddiker, men som det ses, er de nu blevet pænt grønne. Og så her i nattens løb begyndte de så blomstre og minder os om det forår, der er på vej, men endnu nogle måneder forude.
På vej hjem fra arbejde ved halvsyvtiden mødte jeg en elg lige før Tisnes. Ved nærmere eftersyn var der faktisk tre af slagsen. Desværre havde jeg ikke kameraet med - for de er godt nok store. Sådan cirka på størrelse med en fuldblods araberhingst vil jeg tro. Jeg tager det som et forårstegn - ligesom hyacinterne.
Det er faktisk også ved at være lyst, når jeg kører ind om morgenen, så fra nu af må jeg hellere huske at have kameraet med hver dag.
Solen står onsdag op kl. 9.08 og går ned igen kl. 14.49. Det er en forlængelse af dagen i forhold til i dag på 11 minutter, så det går rigtig stærkt i øjeblikket.

Ha' det
Jesper

mandag den 2. februar 2009

Snø, masser af snø
















Vi har fået sne, masser af sne i dag. Eller som man siger på norsk: SNØ.
Efter nogle dage med tøvejr og temperaturer helt oppe på otte graders varme, var jorden ellers nærmest bar, da jeg stod op i morges. Men allerede ved otte-tiden - netop som jeg skulle til at køre på arbejde - begyndte det at sne helt vildt. Sluserne stod vidt åbne.
Det er der for så vidt ikke noget nyt i på denne årstid, så morgenradioen beskæftigede sig mest med, at det sneede i Paris og London. Tonen var oppe i det skingre leje, og man morede sig højlydt over disse uciviliserede engelskmænd, der ikke er i stand til at få et samfund til at fungere i snevejr.
Så højt og skingert synes jeg nu ikke, at der er grund til at grine. Jeg har altså set, hvor mange biler, der ryger i grøften i Norge, når sneen kommer sådan lidt uforberedt.
Uforberedt var man selvfølgelig ikke i dag, og de store snemængder har ikke budt på nævneværdige problemer. Derfor nød jeg også turen hjem fra arbejde i et postkortagtigt landskab med masser af sne. Også selv om jeg lige skulle bruge lidt tid på at fjerne al sneen fra bilen, inden jeg kunne køre nogen steder.
I en mail minder Anne mig om, at det er kyndelmisse i dag - og den slår som bekendt sin knude, når det er koldt derude - i følge den gamle sang. 2. februar markerede i gamle dage midten af vinteren, og bonden skulle på dette tidspunkt have brugt halvdelen af vinterfoderet.
Dagen er traditionelt også blevet brugt til at tage varsel af. Det hedder blandt andet, at hvis det sner voldsomt på kyndelmisse, så bliver det tidligt vår. Hvis det er rigtigt, så ser det jo rigtig godt ud for de kommende måneder - og varslet stemmer i hvert fald meget godt overens med meteorologernes sæsonprognose.

Ha' det
Jesper