torsdag den 30. oktober 2008

Cumulus

Hotellet som jeg bor på i Helsinki, hedder Cumulus. Det er ikke et specielt fancy eller moderne hotel - og der er ej heller hverken bar eller natklub.
Men her er pænt, rent og ordentligt. Og så er designlinien temmelig gennemført. Prøv at se på billedet - det er loftet i værelset. Smukke cumulus-skyer fra en varm sommerdag. Det kalder jeg himmelseng med stil!
I øvrigt har jeg altid drømt om at få sådan et loft derhjemme i soveværelset en dag - det er sådan set kun mine begrænsede kunstneriske evner, der hidtil har holdt mig tilbage.
Mødet slutter i eftermiddag. Så skulle der gerne være tid til lidt powershopping og en god middag på en spændende restaurant, inden turen går tilbage til Tromsø i morgen.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 28. oktober 2008

Søjler og finner

















Helsinki er en rigtig hovedstad. Centrum er fyldt med imposante bygninger - gerne i neoklassicistisk stil. Her er søjler og søjlegange nok til et helt romersk rigmandskvarter og et par græske tempelparker.
Også gaderne er imposante. Her er alleer og en rigtig esplanade med de førende hoteller iøjnefaldende. Den pretentiøse byggestil og byplanlægning forklares med, at byen i det 18. århundrede konkurrerede voldsomt med St. Petersborg om at være områdets intellektuelle, kulturelle og merkantile centrum. Men helt ærligt - jeg tror altså også, at finnerne kan lide stilen.
Prøv at lægge mærke til det syn, der møder en, når man træder ind på det lokale universitets Konfutse-institut. Det er særdeles stilfuldt og meget anderledes end et institut på Aalborg Universitet. Lad i øvrigt være med at spørge mig, hvorfor vi holder mødet netop på Konfutse-instituttet. For det er faktisk beskyttelse af det arktiske havmiljø, der er mødetemaet. De tilstedeværende amerikanere mener, at det har noget med confusion at gøre...

















Universitetet ligger i øvrigt lige ved siden af domkirken i Helsinki. Det er også et imponerende bygningsværk - og et virkeligt must-see i den finske hovedstad. Der er lidt Peterskirke og så lidt russisk katedral over den. Det er tydeligt, at vi befinder os på grænsen mellem Vesteuropa og Rusland.
Og så er Finland jo noget helt specielt. Umiddelbart efter at mødet stopper for i dag er vi inviteret i sauna. Det lyder jo morsomt - vi er dog fyrre deltagere. Der er dog grænser for løssluppetheden. Der er reserveret tid til damerne mellem 18 og 19 og til herrerne mellem 19.30 og 20.30. Til gengæld har værterne lovet, at der vil være rigelig udskænkning, mens de to køn venter på hinanden - ja, det er måske ikke den bedste formulering, men jeg kan ikke formulere det anderledes, selv om det måske lyder en anelse vovet - hvad det aldeles ikke er tænkt.

Ha' det
Jesper

søndag den 26. oktober 2008

Sommerasters



















Efter ikke at have set haven i dagslys i en hel uge var det herligt endelig at komme ud og kigge i dag - og der ventede der mig en stor overraskelse.
Da jeg besøgte mine forældre i Farsø i slutningen af juni, fik jeg nogle af fars små sommerasters med hjem. De blev plantet, men der har nu ikke været den vilde vækst i dem i løbet af sommeren - kølig som den har været.
Men nu - her i slutningen af oktober og efter den første periode med nattefrost - står de i fuldt flor. Tja blomsterne er måske lidt små i det, men de blomstrer i hvert fald. Og efter en nat, hvor vi har skruet uret tilbage, fordi det ikke længere er sommertid, og hvor dagen efterhånden er kortere end otte timer, så er det helt vidunderligt bare at se noget, der blomstrer.
Og det er jo ikke slut med disse sommerasters. Bemærk julerosen nederst til højre i det lille billede. Den blev plantet samtidig med asters'ne. Den har fået en glans på bladene, som den ikke har haft hele sommeren, så gad vide, om ikke den er ved at vågne til dåd?
Ellers er weekenden ved at gå på hæld, og en ny arbejdsuge står for døren. Mandag morgen tager jeg til Helsingfors, hvor jeg skal til møde det meste af ugen. Hjemme igen enten torsdag eller fredag.

Ha' det
Jesper

Panorama




Vejret er ikke for godt - det er sådan et rigtigt efterårsvejr med byger, så jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne bruge søndagen til lidt efteruddannelse - så jeg fortsatte med at udforske mulighederne i PhotoMerge.
Det blev til ovenstående flotte 360 graders panoramabillede af det lille hus i Straumsbukta. Desværre har jeg af hensyn til publiceringen nedsat størrelsen ret voldsomt, men du kan få en lidt større udgave ved at klikke på billedet. Det oprindelige billede er på 420 MB.
Næste step i efteruddannelsen, men det bliver næppe i dag, er at overføre billedet til Flash, så man kan navigere rundt i billedet på skærmen ved at føre musen henover det. Jeg glæder mig selvfølgelig til at vise det, men hvornår det sker er endnu uvist. Men husk: Don´t call us - we will call you...

Ha' det
Jesper

Det talende menneske






















Så er SDWG-ugen endelig ovre, jeg har siddet foran pejsen og slappet af med en kold bajer, og jeg har sovet en god lang nat. Det er søndag morgen og tid til at blogge lidt.
I den forløbne uge har jeg taget flere hundrede billeder af mennesker, der taler. Jeg har forsøgt at samle en halv snes af billederne i en collage, som jeg har lavet ved hjælp af Photomerge, der er en applikation til PhotoShop, og som kan bruges til blandt andet at lave panoramabilleder med. Det er første gang, jeg bruger funktionen, og der er nok et eller andet, der kan forbedres - men budskabet er egentlig klar nok. Der er mange sjove motiver at hente fra en talerstol. Nogle er sorte, nogle er hvide og mange er sådan lidt imellem. Nogle står stive og krampagtige, andre taler med hele kroppen.
Men en ting har de alle til fælles - de har en sag, som de brænder for, og smider derfor alle hæmninger over bord, stiller sig op foran 100 mennesker eller flere og argumenterer for deres budskab. Hvem der har ret, skal jeg ikke dømme over her.

Ha' det
Jesper

onsdag den 22. oktober 2008

Lokalkolorit

Da jeg tirsdag aften forlod Rica Hotel i Tromsø efter endt arbejdsdag blev jeg ved udgangen mødt af en samelejr. Oven i købet havde de taget et rensdyr med og tøjret det til en lygtepæl.
Vi havde netop afsluttet et todages seminar, hvor samer, inuitter og indianere har diskuteret deres respektive sprogs muligheder for at overleve i fremtiden, så synet af de camperende rensdyr-holdere gav anledning til adskillige morsomme bemærkninger til de deltagende samer om, at de nok havde taget familien med. Eller at de måske ikke var tilfreds med de fine værelser på hotellet...
Historien er i virkeligheden, at der om aftenen skulle være en turist-konference på hotellet. Samelejren var opstillet for at vise, hvad man blandt meget andet kan opleve i og omkring Tromsø.
Jeg er nu ved at være næsten halvvejs i vores såkaldte SDWG-week. Det er en uge, hvor forskellige arbejdsgrupper i tilknytning til Arktisk Råds arbejdsgruppe for bæredygtig udvikling mødes. Ideen bag det er i al beskedenhed undertegnedes, og det handler om, at koncentrere møderne i en uge, da der ofte er et stort personsammenfald. På den måde kan nogle af deltagerne spare en to til tre rejser til Norge fra blandt andet Canada og USA.
Da jeg er koordinator for de i alt fire forskellige møder, symposier, konferencer eller hvad man nu kalder det, siger det sig selv, at jeg er temmelig meget "på" i øjeblikket, men det er faktisk sjovt, så det gør ikke noget.
Af praktiske grunde har jeg dog valgt tre af dagene at overnatte på hotellet i stedet for at tage hjem om aftenen. Det giver mig noget bedre tid om morgenen til at sikre, at bordopstillinger, traktementer, navneskilte og alt sådan noget praktisk stof er i orden. Men når først showet kører i løbet af dagen, er der ikke så meget at lave, så jeg får også tid til at fotografere og skrive lidt til Arktisk Råds hjemmeside om begivenhederne, så du kan se mere om, hvad vi laver på http://www.arctic-council.org/.
Men det bliver nu skønt lørdag aften, når jeg kommer hjem, tager skoene af og sætter mig foran brændeovnen med en kold bajer og kan sige: -Færdigt arbejde!

Ha' det
Jesper

søndag den 19. oktober 2008

Elverhøj

Dinas foretrukne radiokanal er NRK Klassisk, der som navnet siger udelukkende spiller klassisk musik.
Mens vi spiste morgenmad i dag spillede de sørme ouverturen til Elverhøj, og anslog dermed rigtigt nationalromantiske danske toner og måske lidt uforvarende kom de også til at spille den danske kongesang, Kong Kristian.
Men nordmændene skylder selvfølgelig også Christian firtal noget, eftersom det var ham, der grundlagde Oslo, som indtil selvstændigheden i 1905 også bar det sidenhen lidt odiøse navn Christiania. I øvrigt var denne morgens indspilning med det lettiske national-symfoniorkester, så Heibergs syngespil eller opera er jo kommet vidt omkring.
Elverhøj spilles fremdeles på Det Kongelige Teater, men ellers kender de fleste vel ouverturen fra Olsenbanden ser rødt, hvor national-forbryderne sprænger sig vej gennem teatrets kælder til tonerne af dette prægtige musikstykke.
Til anledningen var det lettere omskrevet af Bent Fabricius Bjerre. I et interview fortalte han engang, at det faktisk var en større omskrivning, og at indspilningen voldte en del problemer, fordi det skete med Det Kongelige Kapel, som mere eller mindre kan originalen i søvne. Da de skulle spille Bent Fabriks udgave, spillede de derfor forkert mange gange.
Omskrivningen består i, at Bjerre har fjernet nogle lange, rolige passager og så er der byttet om på nogle andre passager, så opbygningen af ouverturen er blevet passende filmisk.
Scenen er et af højdepunkterne i dansk filmkunst - disneysk i al sin musikalitet, rablende morsomt, suspensiøs og med mindelser til 1812-ouverturen af Tschaikovski.
Scenen kan aldrig ses for tit, så her er den fra YouTube:


Ha' en god søndag. Jeg skal desværre på arbejde - nogen skal jo gøre det hårde arbejde, så jeg skal til frokost på Fjellheisen med en flok repræsentanter for de oprindelige folk i Arktis, som har konference i Tromsø de næste par dage. Jeg er teknisk arrangør på denne konference og tre andre konferencer i den kommende uge, så jeg har først virkelig fri igen næste lørdag aften. Derfor vil opdateringen af bloggen måske også komme lidt drypvis i den kommende uge.

Jesper

Livstid

Hun skriver djævelsk godt, hundjævlen og krimidronningen Liza Marklund. Men hold da op, hvor er det hele gennemsyret af bergmandsk depression og elendighed. Liza Marklunds syvende krimi om reporteren Annika Bengtson og hendes jagt på bestialske mordere og økonomisk bagmænd, Livstid, er ingen undtagelse. Ind i mellem er det bare for meget og temmelig urealistisk.
Hovedpersonen Annika er sammen med børnene tidligt om morgenen på vej til hendes bedste veninde for at søge husly, efter at familiens hus er brændt ned til grunden, dagen efter at manden har forladt hende. Veninden har selvfølgelig kærestebesøg og nægter at lukke hende ind. Med samme selvfølgelighed tager taxachaufføren mobiltelefon i pant, da hun ikke har kontanter. Senere på dagen kan Annika ikke få penge i sin bank, fordi hun ikke kan legitimere sig - det er selvfølgelig brændt. Brandforsikringen kan hun ikke få udbetalt, da hun er mistænkt for selv at have anstiftet branden. Og så videre og så videre.
Forbrydelsen, som danner plottet, er også uendeligt deprimerende med fødselpsykoser, følelseskolde forsikringsfolk, hustruvold, massefyringer, organiseret økonomisk kriminalitet, korruption og kidnapning som nogle af de helt selvfølgelige ingredienser i en voldsom sammenkogt ret. Jo, der er gang i de svenske slagnumre. Og der er sandelig ikke noget at sige til, at vort svenske broderfolk tager sig en ordentlig tår over tørsten, når de kommer til Danmark.
Det ville altsammen være jævnt kedeligt, hvis altså ikke det lige var fordi, Liza Marklund skriver så hæsblæsende godt, som hun rent faktisk gør. Det er en fornøjelse at læse bogen - handlingen er skruet blændende godt sammen og her er der ingen løse ender. Alt hænger sammen og bliver forløst på vanlig vis - omend jeg finder det lidt trivielt, at Annika endnu en gang i slutningen af bogen bringer sig i livsfare, fordi hun ikke kan vente på politiet. Det er sådan en dårlig vane, Annika Bengtson har tilfælles med Wallander nede i Ystad.
Og så er der forresten en enkelt løs ende alligevel... For at sætte lidt gang i spændingen tyr Marklund til det sædvanlige greb med at sende par gorillaer ud og skære lidt i Annika på et tidspunkt - vi finder aldrig ud af, hvem de var, og hvor de kom fra. Men slutningen er så fuld af overraskende pointer og tvists, at det først er nu i skrivende stund, at jeg kommer i tanke om det.
Liza Marklund er den svenske krimidronning par exelence - og så er hun vel også den fornemste eksponent for femi-krimierne. Og det er der bestemt ikke noget at sige til. Hold op, hvor er mange af de mandlige figurer da nogle usle skrog. Men det skal nu med, at kvinderne ikke er meget bedre med deres præmenstruelle lunefuldheder og evige søgen efter noget bedre.
I øvrigt var der en norsk højrepolitiker, der for nogle år siden fik et knæk i karrieren, da han mødte Marklund i et tv-program. På et spørgsmål om, hvad han synes om feminister, svarede han frejdigt, at dem havde han sandelig intet imod, når bare de så lige så godt ud som Liza Marklund. Først alt, alt for sent gik det op for ham, at denne velmente ros jo netop var en bekræftelse af feministernes opfattelse af mænd som sexistiske monstre. Situationen var ikke til at redde. Studieværten og Marklund spiste ham til middag, og han måtte de følgende dage se sig hængt ud i den samlede formiddagspresse.
Livstid får fem ud af seks mulige tørfisk for det gode sprog og den elementære spænding omend der er tale om en noget rutinepræget præstation.

Ha' det
Jesper

lørdag den 18. oktober 2008

Luft under vingerne
















Så er min internet-forbindelse endelig i orden igen - det giver luft under vingerne og kontakt til omverdenen. Nåh ja, det giver mig også mulighed for igen at lufte mine meninger om dette og hint her på bloggen.
Det vil jeg imidlertid ikke trætte dig med, kære læser, her fra morgenstunden lørdag. Vejret er fint, men det er stadig buldermørkt i skrivende stund ved sekstiden. Jeg er på vej til Tromsø for at gøre nogle ting klar til en konference, der begynder søndag middag, så jeg kan holde mest muligt af lørdagen fri. Jeg tillod mig nemlig den frihed at holde tidligt fri fredag, så jeg kunne nå hjem, inden solen gik ned kl. halvfem. Dagen er efterhånden skrumpet ind til sølle 8 timer, så det er med at nyde lyset, når det er der. Så må vi arbejde om natten!
Forleden kom jeg forbi fiskefabrikken i Straumshella og fangede denne flotte skarv, der uanfægtet af en fræk gråkrage lufttørrer sine vinger.
God weekend!

Jesper

torsdag den 16. oktober 2008

Tungen, Oscar

En af de mest kostelige scener i Matador er bryllupsfesten for Misse Møhge, da hun bliver gift med lærer Andersen. Det er i afsnit 20 i begyndelsen af 1945. Alt er koldt og klamt, og der er endda løbesod i skorstenen. På trods af de kolde tider holder familien Varnæs bryllupsfesten med mange lækkerier på bordet - blandt andet tunge.
Her oplever vi et par af de mest huskede replikker fra seriens gennemført mest usympatiske person, pensioneret tysklærer Frederik Andersen. Han taler til den mindst lige så usympatiske nevø, (tysk)lærer Oscar Andersen.
Først lyder det: - Det skulle prøve tungen, Oscar.
Senere under farvelsnitterne fortsætter lærer Andersen sin fremturen: -Oscar, nu er tungen kommet på bordet igen. Kom her, min dreng.
Disse to udødelige replikker er skyld i, at Dina og jeg simpelthen ikke kan spise tunge uden at tænke på lærer Andersen og hans usympatiske og bjergsomme nevø. Egentlig er det ret anstrengende - hvis udenforstående kunne høre det, for vi holder meget af tunge ligesom de to skolemænd fra Matador.
Så sent som sidste torsdag stod den på tunge - herlig rensdyrtunge fra Karasjok med rosenkål til. Ren guf. Det blev dog kun til cirka halvdelen af tungen, så i weekenden kunne der også blive tunge til pålæg - her smukt anrettet af Dina med den sidste af vores egne tomater. For selv om det så lidt sølle ud midt på sommeren, så blev det faktisk til temmelig mange tomater alligevel i år.
Jeg har stadig ikke nogen internet-forbindelse - og det hjælper tilsyneladende ikke at ringe til telefonselskabet. Deres telefonsvarer forstår alligevel ikke dansk!

Ha' det
Jesper


P.s. Om lærer Andersen hedder det nøgternt og lakonisk på Matadors egen hjemmeside: "Er fornæret, kræsen og bryder sig ikke om børn." Smukkere kan man vel næppe beskrive en tysklærer.

Gulerødshøst

Søndag eftermiddag var det dejligt efterårsvejr. Det benyttede vi til at høste årets gulerødder og rødbeder.
Desværre var begge dele blevet sået lidt sent på sommeren, der jo som bekendt har været temmelig kølig, så vi kan ikke rigtig snakke om en jubelhøst - sådan i almindeligt høstudbytte, men vi er da blevet en del erfaringer rigere. Og det skal man bestemt ikke kimse af, som det hedder med en gammel talemåde.
Der er fem ting, der står helt klart, hvad angår gulerødderne - jorden skal behandles meget bedre, end vi har gjort, vi skal bruge mere gødning, gulerødderne skal såes tidligere, og så skal vi blive bedre til både at tynde mellem dem og holde ukrudtet væk.
Cirka en tredjedel af gulerødderne havde nået en acceptabel størrelse, men det var tydeligt at mange af dem var præget af de mange sten, der er i vores jord. Resten af gulerødderne var ikke større, end at de er gået i fryseren som karotter.
Rødbederne var et stort flop. Syltede hjemmeavlede rødbeder til leverpostejen kan der slet ikke blive tale om. Men det blev til en kasse småknolde, som vi kan rive og bruge i salaten i den kommende tid.

Ha' det
Jesper

Dagens ord IX

Dagens ord må bestemt være tåfis. Det stod forleden at læse i den lokale avis, Nordlys, og dækker over en tilstand, der nemt kan helbredes, hvis man behandler fødderne med rigelige mængder af talkum.
Så uden at slå det op i ordbogen, mener jeg nu nok at kunne fastslå, at dette særdeles malende udtryk er et kort og præcist norsk ord for lugten af sure tæer!
Gad vide, hvad en nordmand kan få ud af en tåhyler?

Ha' det
Jesper

fredag den 10. oktober 2008

Et væld af blomster


















Inden jeg tog til Oslo mandag morgen, blev jeg enig med Dina om, at det nu nok var ved at være tiden, hvor vi ikke får mere ud af blomsterne i haven.
Derfor kunne hun sådan set ligeså godt tage dem ind. Så det var noget af et imponerende blomsterflor, der mødte mig, da jeg kom hjem onsdag aften.
Blomsterne herover er en slags valmue, men de blev sået lidt sent og begyndte først at blomstre for et par dage siden, men jeg skal da love for, at de tager revanche, nu de er kommet indendøre.
Vores latyrus er blevet rigtig store og har mange knopper, så der stod faktisk laturus over det meste af huset. Her står de sammen med de stokroser, som jeg reddede, da nattefrosten blev hård, mens Dina var i Karasjok.
Og her - midt på sofabordet - har Dina skabt noget, der vel må betegnes som verdens største latyrus-buket. Der går sikkert et par dage, inden den springer ordentlig ud.
Og med disse blomster går vi så i vinterhi - i hvert fald for et par dage, ind til jeg kommer på arbejde igen eller vi får internettet tilbage i Straumsbukta.

Ha' det
Jesper

Verdens mindste lokum

Et af verdens mest brugte passagerfly er Boeing 737. Alene SAS-Norge har 56 styk af typen. Årsagen til flytypens popularitet har altid været lidt af en gåde for mig, men det har sikkert noget med økonomi at gøre. For samtidig med flyets store udbredelse er det et af de mindst komfortable fly i verden. Her kan der virkelig stoppes rigtigt mange passagerer ind i kabinen - og så skide være med, at man sidder som sild i en tønde og får klaustrofobi på alle andre pladser end dem ved midtergangen.
En særlig slem variant er den model, der hedder 737-600 og som SAS-Norge har 13 af. Denne model sætter nemlig helt nye standarder for, hvor lille et lokum kan være. Selv i tredje baggård på det gamle Nørrebro, havde de større lokummer.
Boeing 737-600 er i bund og grund et kortdistancefly, så ræsonnementet har nok været, at det dybest set er overflødigt med lokummer - men alligevel: Prøv at se på billedet. Mine fødder er størrelse 42 og de kan lige nøjagtig være der. Med bare lidt større fødder vil toiletbesøget blive en ganske tåkrummende oplevelse.
Som sagt er flyet et oplagt kortdistancefly, men onsdag eftermiddag var jeg alligevel udsat for flyet på den to timer lange tur fra Oslo til Tromsø. Der er dem, som mener, at det er luksus at flyve. Så har de ikke prøvet Boeing 737-600. Ansjoser i olie på dåse har mere plads.
SAS er sikkert udmærket klar over problemet - det er antagelig derfor, at der ikke er et eneste billede af netop 737-600 varianten på SAS-Norges hjemmeside.

Ha' det
Jesper

På Frogneseteren

Mandag til onsdag var jeg et smut i Oslo, der som sædvanlig er utrolig smuk om efteråret. Jeg havde aftalt med far, at han skulle komme op og møde mig.
Mandag eftermiddag tog vi på Frogneseteren og spiste frokost. Det er sådan et rigtig udflugtssted uden for Oslo - sådan a la Dyrehaven i København - hvor man kan tage T-banen (norsk for S-toget) halvvejs ud af byen og op i fjeldene nord for Holmenkollen. Den sidste station ligger ved Frogneseteren i 467 meters højde. Det er sådan et godt gammeldags traktørsted, hvor man kan få en rejemad eller en laksemad for en mindre formue. Noget af det billigste stedet kan traktere med er rømmegrød, som koster 80 kroner og vel ikke er andet end maizenajævnet opvarmet creme-fraiche. Jo, de rige nordmænd vil gerne bedrages for deres egne penge. På billedet får far sig en snak med mor.
Udsigten fra Frogneseteren over den norske hovedstad er ubeskrivelig, så vi lader billedet tale for sig selv.
Frogneseteren er sådan en rigtig norsk turistfælde, hvor det hele ser ud som et postkort.
Om aftenen var vi i øvrigt på Bristol og spise pighvar - det dur!
Men det er en helt anden historie...

Ha' det
Jesper

Vi beklager

Først røg forbindelsen - så stod modemet af. Derfor er bloggen ikke blevet opdateret de seneste dage. Og takket være Telenors helt gennemført tåbelige bureaukrati ser det ud til, at jeg heller ikke skal regne med at være på nettet i den næste uges tid. Så også i den kommende tid, må du, kære læser, bære over med mig.
I det omfang tiden tillader det, vil jeg dog forsøge med lidt opdatering fra arbejdet - så der følger lige tre hurtige historier på en sen fredag eftermiddag.
God weekend til alle

Jesper

mandag den 6. oktober 2008

Den berømte rønnebærgele

Sidste efterår forsøgte vi os første gang med at lave rønnebærgele. Det blev et rigtig hit, og vi omtaler den efterfølgende altid som den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta.
Vi har selvfølgelig fulgt op på successen og produceret adskillige liter i år. Det har været et rigtigt rønneår og rønnetræernes grene har været tynget næsten til jorden, så bugnende fulde, de har været af bær.
Lokalt ses det i øvrigt som et varsel om en vinter med kun lidt sne - for som det hedder: Træerne kan ikke bære tungt to gange om året. Altså - er der mange rønnebær, så vil der kun komme lidt sne.
Søndagen er gået med at designe etiketter til den berømte rønnebær-gele fra Straumsbukta. En opgave, der ikke har været helt enkel, da det meste af geleen er på små glas. Men hovedelementerne er med på billedet af etiketten, som er sådan en standard Avery-etiket. Den passer kun til de store henkogningsglas, så jeg skal næste weekend prøve at tilpasse designet til etiketter i den halve størrelse.
Weekenden er forbi - en ny uge truer. Mandag til onsdag skal jeg en tur til Oslo - det er et godt afbræk i den daglige trummerum - og som jeg tidligere har berettet om her på siden, så er Oslo en ganske smuk by i efteråret.

Ha' det
Jesper

Fryseren fyldt op

Dina er netop kommet hjem fra en firedages tur med grønlænder-foreningen til Karasjok. Så nu er det altså slut med den frie tilværelse som græsenke...
Det har været en rigtig god tur for dem, tror jeg nok. Karasjok betegnes ofte som samernes hovedstad, og jeg havde hjulpet dem til et besøg i Sametinget, hvor de mødte den administrerende direktør.
Ellers har de mødt en masse samer, og de har spist rensdyr og drukket vin ud til de små timer, så det har vist været rigtig hyggeligt.
Turen fra Tromsø til Karasjok går gennem Finland, og de har sørme også haft tid til lidt grænsehandel. Så nu har vi billige cigaretter og fryseren fyldt med kød. Udover det almindelige grænse-svinekød på tilbud har Dina haft fire rensdyrtunger og en rensdyrkølle med hjem. Især tungen ser jeg frem til med stor glæde - det er simpelthen noget af det bedste, der findes.
På billedet ser vi bestyrelsen for den grønlandske forening i Tromsø uden for Sametinget. Foruden Dina er det sekretær Jørgen og kasserer Aju.

Ha' det
Jesper

søndag den 5. oktober 2008

Manden med det lille ansigt

Jeg har en passion for svenske kriminalromaner. Passionen går helt tilbage til gymnasietiden. Det begyndte med "Terroristerne" - afslutningen på Sjöval/Wahlöös mesterværk "Roman om en forbrydelse".
Siden er det gået slag i slag - flere og flere forfattere er kommet til, og kun sjældent har de skuffet. Det er vel efterhånden også blevet sådan, at de svenske forfattere kan deles ind i forskellige undergrupper. En af de bedst sælgende grupper er det, som forlagene og journalister ynder at kalde for krimidronninger - svenske kvindelige forfattere, der skriver kriminalromaner med et ofte slet skjult feministisk budskab.
Et godt eksempel er Helene Tursten. Jeg er netop blevet færdig med hendes seneste bog, "Manden med det lille ansigt" - en rigtig god kriminalroman med et drønspændende plot, godt blandet op med dagliglivets trivialiteter som problemer med teenagebørn og en hund, der skal til dyrlægen. Som helhed er der sådan set ikke noget at sige bogen på - og dog.
Helene Tursten er rigtig godt forarget over den handel med unge piger, som foregår fra østlandene til blandt andet Sverige - og det har hun gerne villet lave en roman om. Derfor har hun researchet emnet og opfinder en politiinspektør, der angiveligt skal være ekspert på området. Den figur holder simpelthen ikke. Det bliver belærende og kedeligt - og så er afsnittene med denne person præget af en uudholdelig kildeafsmitning rent sprogligt, så det på et tidspunkt var lige før, at jeg lagde bogen på hylden.
Bogen skæmmes også af to tråde, der ikke bliver sluttet ordentlig af: Der er en antydning af en forelskelse mellem kollegaen Tommy og så den før omtalte kvindelige kriminalinspektør med forstand på menneskehandel, og så er der historien om kriminalkommisær Anderssons skjulte sukkersyge. Disse to sidehistorier havde jeg gerne set afsluttet ordentligt, men da Helene Tursten jo har det med at fortsætte sine romaner, kan jeg sikkert se frem til det i en kommende bog. Alligevel betragter jeg det som håndværksmæssig sjusk.
Helene Tursten har i øvrigt den tradition at sende sin hovedperson Irene til udlandet i hver eneste roman for at efterforske sagen. I denne bog er det fuldstændig overflødigt, og det bliver da heldigvis kun til to dage på Tenerife. Men jeg gætter at svenske krimiforfattere kan trække udgifterne til research fra i skatten, så det har sikkert været nødvendigt med dette lille indslag for at få et fradrag for sommerferien på Tenerife.
Blandt de svenske krimidronninger er der i øvrigt to retninger. Dels dem, der ikke rigtig kan finde ud af det der med mænd, og så dem, der lever i lykkelige parforhold. Det ser ud til, at den første gruppe er centreret omkring Stockholm, og den anden gruppe, der repræsenteres af Tursten og Camilla Läckberg holder til i området rundt Göteborg. Det siger sikkert en masse om det svenske samfund.
Manden med det lille ansigt er som sagt en rigtig spændende bog, som det betaler sig at læse til ende, men den skæmmes altså af en del håndværksfejl.

Ha' det
Jesper

Rimfrost

Det var bidende koldt, da jeg stod op til den gryende lørdag morgen. Vejret var klart og det var næsten vindstille. Rimfrosten lå smukt i græsset og den opgående sol hyldede det hele ind i et smukt, gyldent lys.
Mens jeg sad og passede mit affaldsbål nede ved stranden opdagede jeg denne kvie, som sikkert også var tilfreds med den smukke morgen. I hvert fald var den på springtur inde i naboens have. Hvad der senere på dagen blev af dette frihedselskende kreatur, ved jeg ikke, men mon ikke den er tilbage blandt sine kammerater på markerne oppe ved skoven.
Senere på morgen var jeg en tur rundt i haven. Jeg kunne ikke stå for dette smukke rabarberblad helt dækket af rim. Et varsel om snarlig død og forrådnelse - ja - men sandelig også et smukt varsel om, at naturen går sin vante gang. For med en økonomiprofessors autoritet kan jeg fastslå, at efter høst kommer vinter - og efter vinter kommer vår og så videre... Og det er vel dybest set det, der sker på finansmarkederne i øjeblikket. Så hvorfor ikke tage det hele roligt og afslappet og så nyde forfaldets skønhed? En påmindelse om vores alle sammens forgængelighed!

Ha' det
Jesper

Havet sletter alle spor

Når man bor på landet, er det ikke så ligetil at slippe af med alt det affald, der ikke lige passer ind i den ugentlige afhentning af separeret affald. Sådan er separerings-system er sikkert en meget god ide, men Tromsø-modellen er i hvert fald designet til brug i en storby og ikke herude på landet. Typisk akademisk skrivebordsarbejde. For her er der ikke afhentning af storskrald, elektrisk affald, kemisk affald og så videre - vi har faktisk kun en mulighed, hvis vi skal gøre det lovligt, og det er at køre på genbrugspladsen med det. Der skal vi endda betale for at slippe af med det, selv om vi ellers betaler renoveringsafgift.
Jeg gider altså ikke være til grin for mine egne penge, så et par gange om året i den årle morgenstund samler jeg alt affaldet og brænder det af nede i tidevandszonen. For det er utrolige mængder af papkasser og polystyren-indlæg, man sådan får samlet sammen. Faktisk var halvdelen af garagen fyldt med garbidge. I morges brændte jeg så det hele af. Det var en perfekt dag til et sådant lidt lyssky forehavende. Der var fralandsvind, og netop i disse dage er tidevands-forskellen ganske stor. Så her til aften vil havet have slettet alle spor.
Bizart nok var jeg tvunget til at brænde affald, fordi vi skal skaffe plads til vinterens brænde. Jeg har netop lavet aftale om at købe seks paller pejsebrænde, så det kræver god plads.

Ha' det
Jesper

lørdag den 4. oktober 2008

Skumringstimen















Det kan godt være, at det er både mørkt og koldt i Norden om vinteren. Men vi har noget, som de ikke har i de varme lande. Vi har skumringstimen.
Det er den time sidst på eftermiddagen, hvor det hverken er lyst eller mørkt. Lige i øjeblikket falder skumringstimen på vore breddegrader belejligt nok lige omkring det tidspunkt, hvor jeg normalt kommer fra arbejde. Så kan man sidde og se solnedgangen, filosofere lidt over dagens gang og tidernes gunst eller ugunst. Særlig fredag er en god dag for en skumringstime: Så er ugen forbi. Det er weekend, og man unde sig selv et godt glas vin eller som jeg nu foretrækker det - en Haakon fra Mack og et glas Dr. Nielsen. Ren helse på flaske.
Det er også det tidspunkt, hvor man kan planlægge, hvad der skal ske i weekenden. Ambitionerne er høje - jeg er græsenke, fordi Dina er ekskursion til samerne i Karasjok med grønlænderforeningen. Men der skal også være tid til at nyde weekenden, så når jeg kun det halve af det planlagte, ja, så er det såmænd også godt nok. Men hvis ellers godvejret holder, skulle jeg da gerne starte dagen i morgen med at brænde affald. Den slags skal helst ske i det tidlige daggry - det modsatte af skumringstimen - så der ikke er alt for mange, der får ondt af, at jeg ikke orker at separere al vort affald - og i øvrigt betale for at slippe af med storskaldet. En tændstik kan jo gøre det.
Nu får vi se, hvad det bliver til...

Ha' det
Jesper

P.s. Haakon er "Classic"-pilsneren fra det lokale bryggeri, Mack.

torsdag den 2. oktober 2008

Eksperterne har talt

En af de ting, der virkelig kan bringe mit blodtryk til eksplosionspunktet, er det norske samfunds og især de norske mediers fuldstændig grænseløse respekt for akademikere og andre "viteres" udtalelser.
Det er blevet en dårlig vane, at enhver historie skal dokumenteres med en ekspertudtalelse. Under rubrikkerne "Sparerne bliver snydt under bankkrisen" bragte P4's nyheder for et øjeblik siden et ganske kort interview med en professor fra Handelshøjskolen i Oslo. Han udtalte: "I stedet for at have pengene stående på en lønkonto kan folk få en højere rente på en højrentekonto!" JA, det er vel derfor, det hedder en højrentekonto!
Jeg lader billedet stå et øjeblik og spørger, hvor den højt besungne journalistiske kritiske sans blev af her? Historien er jo i virkeligheden, at her har vi at gøre med en professor, der snylter på de stakkels skatteydere ved at udgyde tautologiske almindeligheder. Den kritiske journalist burde straks have spurgt, om det er udtalelser som den, han får sin løn for. For så er han overbetalt - og så er der ikke noget at sige til, at der er rentekrise. Han burde øjeblikkelig sendes ud som hjemmehjælper, så samfundet i det mindste får lidt nytte af ham.
Billedet af Montgolfiers ballon, der lukker varm luft ud, er den bedste illustration, jeg kan finde til historien.

Ha' det
Jesper

onsdag den 1. oktober 2008

Tillykke

Min mor havde fødselsdag i dag. Det fejrede vi selvfølgelig med at hejse flaget og sammen med alle fuglene tidligt onsdag morgen udbragte jeg et hip hip hurra i dagens anledning.
Bortset fra at jeg altid bruger flaget ved passende lejligheder, så er det jo heller ikke ligefrem første gang, Dannebrog vajer over Straumsbukta. Fra 1387 og frem til 1814 var Norge en del af det danske kongerige - noget som temmelig uvenligt kaldes for 400-årsnatten heroppe. Efter Kielerfreden i 1814, hvor Frederik den 6 havde holdt på den forkerte hest i Napoleonskrigene, blev Norge afstået til Sverige.
Forståeligt nok var nordmændene ikke særligt tilfredse med at blive svenskere, og den 17. maj 1814 blev Norge udråbt som et selvstændigt rige med Eidsvoll-forfatningen. Det er forklaringen på, at den 17. maj den dag i dag er en stor festdag i Norge, og det er også forklaringen på det sælsomme fænomen, at den norske grundlov er affattet på dansk.
Imidlertid insisterede den svenske kronprins Karl Johan på at være norsk konge. De venlige nordmænd lod ham få sin vilje, og det var først i 1905, at Norge fik sin egen kongefamilie, da den danske prins Carl blev udråbt som Kong Haakon VII. Der har vi så forklaringen på, at hovedstrøget i Oslo hedder det samme som en svamp, nemlig Karl Johan. Samme svamp hedder i øvrigt steinsopp på norsk.
Nok om historien. Ser man godt efter på billedet, ser man, at der er lidt rimfrost i græsset og i særdeleshed på bilruderne. Så nu er vinteren alvorligt på vej, men det er nu først tilladt at køre med pigdæk fra den 15. oktober, så jeg må nok til at belave mig på at køre lidt tidligere hjemmefra de kommende morgener.

Ha' det
Jesper

Den afskyelige snemand

I Tintin i Tibet møder vi den afskyelige snemand i dens særlige himalayanske variant, som kaldes for Yeti. Myten om den afskyelige snemand eller Bigfoot, som den også kaldes er historien om et menneskelignende væsen, som angiveligt lever i bjergene og kendes udover fra Himalaya også i Nordamerika og Australien.
Hergé går i sin fortolkning videre. Den afskyelige snemand er ikke blot menneskelignende i udseende, men også i følelser og det er en rørende historie om, hvordan Yetien tager sig af Tintins mødstedte ven, Tchang, som er faldet ned med et fly i Tibets uvejsomme bjergmassiver. Yetien viser sig at være alt andet end afskyelig og bliver på den måde også et billede på, hvor galt det kan gå, når vi mennesker møder hinanden med frygt i stedet for tillid.
Dens menneskelige sider afsløres også af, at den har hang til spiritus. Den stjæler kaptajnes whisky - og det udløser følgende svada i Jørgen Sonnergårds frie og levende oversættelse: "MRKRPXZKRMTFRZ! Min whisky, din drukkenboldt! ... Fyldebøtte! ... Sut! ... Bavian! ... Klaptorsk! ... Svamp! ... Spritter! ... Subjekt! ... Spruttyv! ... Svirebror! ... Svumpukkel!"
Tintin i Tibet er et af de mest vellykkede albums med Tintin, men selvfølgelig overgår det ikke den bedste af dem alle - Det gådefulde juveltyveri.
Men hvorfor nu al den snak om afskyelige snemænd og Tintin?
Jo, det viser sig, at vi har en Yeti i baghaven - i hvert fald er ligheden slående på det billede, jeg tog af vores odder her til aften.
Solen var gået ned, og det var halvmørkt, da jeg så et eller andet bevæge sig i tangbæltet nede ved stranden. Det viste sig at være odderen, der lå og hyggede sig med en fisk. Det var så mørkt, at det næsten var umuligt at fotografere, men ved hjælp af PhotoShop er det lykkedes mig at presse billedet så meget, at man faktisk kan se odderen ligge der godt kamufleret i tangen. Og som den ligger der, ligner den faktisk Hergés Yeti set bagfra.
Det kan vi så filosofere lidt over i de lange vinteraftener. Vi fik sæsonens første nattefrost natten til i dag, og i skrivende stund fryser det en halv grad. Jeg kan se, at bilruderne er iset til, så det bliver nok til en "skraber" i morgen tidlig.

Ha' det
Jesper