søndag den 23. december 2007

Kaos i luften

De seneste dage har der været kaos i det norske luftrum. Det skyldes selvfølgelig stor udrejsetrafik i forbindelse med julen - men også det faktum, at lufthavnen i Oslo ligger på en højslette, hvor der ofte bliver meget koldt og tåget på samme tid - det vi på godt dansk kalder rimfrost.
For flyvningen giver det flere problemer. Indlysende er selvfølgelig den dårlige sigt, som gør, at flyvelederne må øge afstanden mellem flyene. Samtidig bliver landingsbanen glat, så flyene ofte bruger lidt mere tid på at lande - og endelig skaber frosten isdannelser på flyene, så man må bruge tid på afisning inden afgang.
Fredag var det helt galt. Stort set ingen norske fly afgik til tiden, for når der er forsinkelser i Gardermoen, smitter det af i hele landet. Natten til lørdag blev meget indhentet, men da vi skulle til Danmark lørdag morgen lagde vi da ud i fin stil med en halv times forsinkelse fra Tromsø. Og det fortsatte vi med hele dagen, så da vi ankom til Aalborg lørdag eftermiddag, var det sørme også med en halv times forsinkelse.
Vi havde et par timers ophold i Gardermoen. Den tid blev blandt andet benyttet til at se nærmere på rimfrosten. Det var rasende koldt; -10 grader og samtidig var luften modbydelig fugtig. Resultatet ses tydeligt på billedet - masser af rim. Landskabet ser faktisk snedækket ud, men det er det ikke. Det er rim, rim og masser af rim.
I dag er det lillejuleaftensdag, og vi er nu i Farsø.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: