søndag den 11. november 2007

Ørneslør

Man kan være frisk som en havørn og have syn som en ørn. Men det er som om, at jeg ikke rigtig har heldet med mig, når jeg skal fotografere havørne. Ja, man fristes nærmest til at parafrasere over den gamle sang:
"Hans ørne er sløred',
Han kan ikke se,
for han har ikke fået sine ørnebriller med...".

Det behagede tilfældigvis en af kvarterets havørne at tage ophold lige uden for mit køkkenvindue her til morgen ved halvti-tiden. Velvidende at der slet ikke er lys nok til at bære en 300 mm zoom, skulle det alligevel forsøges at tage et billede. Og resultatet er rystende. For at få et anstændigt lys/blændeforhold måtte jeg helt op på 1/20 sekund for at få billedet i kassen. Jeg tog et enkelt snapshot for endnu en gang at dokumentere, at vi har havørne i baghaven. Derefter nåede jeg lige at overveje at hente kamerastativet, men inden da var fuglen fløjet. Jeg håber alligevel, at der er nogen af bloggens læsere, der synes, at det er sjovt at se en uskarp havørn.
Det er planen, når solen kommer lidt højere op på himlen, at vi skal en tur i skoven. Så må vi håbe, at der også er gode motiver der.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: