onsdag den 26. december 2007

Ryper

Juleaften blev fejret i Farsø - blandt andet med de medbragte norske ryper, som var vores fedtfattige alternativ til juleanden.
Dina og jeg stod for tilberedningen, der sådan set ikke er særlig kompliceret. Kræene fyldes med en god fars, krydres og steges i en times tid i en gryde. Stegeskyen tilsættes lidt fjerkræ-boullion og jævnes. Hertil serverede vi hvide kartofler og rødkål samt kogte æbler med den berømte hjemmelavede rønnebærgele fra Straumsbukta. Rigtig julemad i en håndevending - og sådan set en rigtig herreret. Det kan selvfølgelig gøres mere kompliceret med bacon, brunede kartofler, fløde eller rødvin i saucen, waldoff-salat og så videre - men det involverer altsammen betydeligt flere kalorier, og det var jo netop ideen med aftenens menu, at den skulle være lækker og fedtfattig.
Ryperne faldt i god jord og specielt far og Dina, som begge elsker at gnave fjerkræ, havde en rigtig god aften.
Efter ryperne fik vi som traditionen foreskriver ris ala mande. Jeg scorede mandelgaven - Og det var Danmark... af Morten Ingemann. Syg humor der gør godt i juledagene. Første juledag gik dog med at besøge Dinas søster Jensigne i Børglum midt i Vendsyssels hjerte. Her blev vi trakteret med Jensignes specialitet - ribbensteg efter alle kunstens regler. Rent kaloriemæssigt er det noget helt andet end ryperne, men det er jo kun jul en gang om året.
I dag flyver vi til Beijing. Her skal vi være ind til søndag, hvor turen går videre til palmer og hvide badestrande i Hainan i det sydligste Kina.

Ha' det
Jesper

søndag den 23. december 2007

Kaos i luften

De seneste dage har der været kaos i det norske luftrum. Det skyldes selvfølgelig stor udrejsetrafik i forbindelse med julen - men også det faktum, at lufthavnen i Oslo ligger på en højslette, hvor der ofte bliver meget koldt og tåget på samme tid - det vi på godt dansk kalder rimfrost.
For flyvningen giver det flere problemer. Indlysende er selvfølgelig den dårlige sigt, som gør, at flyvelederne må øge afstanden mellem flyene. Samtidig bliver landingsbanen glat, så flyene ofte bruger lidt mere tid på at lande - og endelig skaber frosten isdannelser på flyene, så man må bruge tid på afisning inden afgang.
Fredag var det helt galt. Stort set ingen norske fly afgik til tiden, for når der er forsinkelser i Gardermoen, smitter det af i hele landet. Natten til lørdag blev meget indhentet, men da vi skulle til Danmark lørdag morgen lagde vi da ud i fin stil med en halv times forsinkelse fra Tromsø. Og det fortsatte vi med hele dagen, så da vi ankom til Aalborg lørdag eftermiddag, var det sørme også med en halv times forsinkelse.
Vi havde et par timers ophold i Gardermoen. Den tid blev blandt andet benyttet til at se nærmere på rimfrosten. Det var rasende koldt; -10 grader og samtidig var luften modbydelig fugtig. Resultatet ses tydeligt på billedet - masser af rim. Landskabet ser faktisk snedækket ud, men det er det ikke. Det er rim, rim og masser af rim.
I dag er det lillejuleaftensdag, og vi er nu i Farsø.

Ha' det
Jesper

Rettelse

Jeg kom i forrige indlæg ved en beklagelig fejl til at udnævne den 20. december til årets korteste dag. Det er i år faktisk den 22. december. Eneste undskyldning er, at jeg ikke er den eneste, der roder rundt i de astronomiske begreber.
Miseren skyldes, at et soldøgn ikke er nøjagtig 24 timer - et fænomen der som formodentlig bekendt blandt andet medfører, at vi er nødt til at have skudår hvert fjerde år. Det betyder , at solen begynder at stå tidligere op nogle dage før, at årets korteste dag indtræffer. For det at solen står tidligere op, er jo ikke nødvendigvis det samme, som at dagen bliver længere. Når solen fortsætter med at gå tidligere og tidligere ned, vil dagene jo blive stadig kortere - og det fortsætter solen altså med i nogle dage efter, at den haft seneste opstandelse. Så det er forklaringen på, at jeg og så mange andre roder rundt i begreberne - og at du måske allerede nu føler, at det er begyndt at blive tidligere lyst om morgenen.
Man kan læse mere om fænomenet på DMI's hjemmeside ved at følge dette link.

Ha' det
Jesper

fredag den 21. december 2007

Årets længste nat

I går var det årets korteste dag - eller som franskmændene optimistisk udtrykker det: årets længste nat.
Jeg ved ikke, hvad det skyldes - måske spirende polarkuller. I hvert fald var det som om, at der var lidt lysere heroppe i dag ved middagstid. Nej, når sandheden skal frem, skyldes det nok fuldmånen og at det var regnvejr i går - for så hurtigt går det alligevel ikke, selv om vi nu er ovre det værste. Jeg kan heller ikke lade være med at illustrere udviklingen med et billede, som jeg tog den 24. juni sidste sommer i Grøtfjord - en times kørsel herfra ude ved Atlanterhavskysten. Så dejligt er der i Nordnorge om sommeren, og det er der altså kun seks måneder til.
Nu er al det her med polarkuller og den arktiske nat imidlertid ren teori for Dina og mig. I morgen tager vi til Danmark for at holde juleaften hos mine forældre i Farsø - i øvrigt for første gang i syv år. Andenjuledag tager vi til Kina, hvor målet er det kinesiske svar på Hawaii - badeparadiset Hainan i det sydkinesiske øhav tæt på grænsen til Vietnam. Her er det planen at ligge i palmernes skygge og suge ny energi, indtil vi vender næsen hjemover igen den 6. januar.
Af samme grund tør jeg ikke love alt for mange indlæg bloggen i den kommende tid og vil derfor benytte lejligheden til på egne og Dinas vegne at ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Ha' det
Jesper

torsdag den 20. december 2007

Dansk ost fra Thise

De fleste nordmænd stiller sig uforstående, når jeg fortæller dem, at jeg tager dansk ost med til Norge, hver gang jeg er ude at rejse. Jarlsberger og andre norske mærkeprodukter er da en glimrende gul ost, mener de.
Det har de sådan set ret i. Jarlsberger er et fint norsk ostemærke, der smager fuldstændig ens, hver gang man spiser det. Glimrende til at smelte oven på en pizza, men ellers tør og harmløs. Problemet er ganske enkelt, at det er et industriprodukt. Det er dansk ost i princippet også, men den danske mejeribranche har trods alt forstået, at ost er et levende produkt, der umuligt kan smage ens fra gang til gang. Derfor har vi i Danmark også i mange år haft den tradition, at man kan smage osten, inden man køber den.
Et andet problem er, at nordmændene angiveligt i sin tid skulle have opfundet ostehøvlen. Den er velegnet til brun ost - og til tør, gul ost. Men en god dansk ost er så blød, at det alligevel er bedst, hvis den skæres med en osteskærer af strengemodellen.
Størstedelen af dansk ost er af typen Danbo. Det vil sige en gul, fast ost med relativt få og mellemstore huller. Smagen er som ny ganske harmløs, men tager til i styrke ved lagring. Afgørende for smagens udvikling er lagringsforholdene - blandt andet temperatur og luftfugtighed. Og det er som regel lagringsforholdene, der gør den store forskel mellem de forskellige typer Danbo, som er i handelen. Nogle producenter bruger industrielle kølehuse, mens andre for eksempel bruger de gamle kalkminer ved Mønsted.
I Norge kan man for en mindre formue som regel købe dansk ost af typerne Sorte Sara og Gamle Ole. Det er ost, der er lagret i mindst 40 uger og har en kraftig smag. Prisen er ligesom smagen ganske heftig - sædvanligvis omkring 100 kroner for 100 g. Der er ikke noget at sige til, at det heroppe kaldes for juleost.
Min egen smag går i retning af en mindre stærk ost - Danbo af typen mellemlagret, hvilket vil sige, at den er lagret mellem 12 og 40 uger. Jeg køber den som oftest i danske supermarkeder som Netto og Brugsen og har derfor ikke lejlighed til at smage den, men den vakuum-pakkede udgave kan også sagtens bruges. Normale danske forretninger plejer som minimum at have en tre til fire forskellige typer af Danbo i forskellige styrker, så man kan sagtens finde en ost, der passer ens smag. Min favorit er uden diskussion den mellemlagrede, økologiske Danbo fra Thise Mejeri i Salling. Den ost er simpelthen en himmerrigsmundfuls og jeg kan spise et halvt kilo uden brød - hvis altså ikke det lige var fordi, at det feder. Thise ost er ikke altid til at skaffe, for det er jo et naturprodukt. I så fald tyr jeg normalt til den mellemlagrede Riberhus. Selv om den kommer fra Arla, så smager den faktisk godt - og der er forskel fra pakke til pakke, sådan som der kun kan være det, når det er et ægte naturprodukt.
Det skal i øvrigt med, at Spar forretningen ved siden af bryggeriet i Tromsø sælger Riberhus i skiver til en bagatelagtig pris af sølle 34 norske kroner for en pakke med 11 skiver. Så jeg er ikke helt fortabt, hvis der skulle gå for lang tid mellem mine Danmarks besøg. At prisen i Danmark så er noget i retning af 50 kroner pundet - ja, det er anden snak.
Nok om det. Nu er det snart jul, og nordmændene kan få lov at købe Sorte Sara og Gamle Ole til 100 kroner for en gnalling. Forstå det hvem der der kan.

Ha' det
Jesper

søndag den 16. december 2007

Skyggeteater i Oslo

Jeg har netop været i Farsø et par dage på et lille førjuls-besøg hos mine forældre. Jeg fløj til Danmark onsdag, hvor jeg alligevel havde et par ærinder i Oslo. Den dag bød den norske hovedstad på højt klart vejr, og da jeg kom tilbage til lufthavnen - Gardermoen - stod eftermiddagssolen vinkelret ind på terminalbygningen. Det gav en helt speciel skyggeteater-effekt, som det kan ses på det første billede, der er ubehandlet. Skyggeteatret nærmest skriger på at blive gengivet i sorthvidt, så det har jeg vist i det andet billede, samtidig med at jeg har skruet godt op for kontrasten. Desuden har jeg ændret på de styrtende linjer, så perspektivet er ændret, og det ser ud som om, billedet er taget i samme niveau som skyggerne. (Klik eventuelt på billedet for at se det i stort format.) Nu da jeg var i gang med at manipulere billedet fortsatte jeg med at ændre belysningen, så den ser ud som om, det er teget ved solnedgang - og det er egentlig mest af alt medtaget som en almindelig advarsel mod at tro alt for meget fotos. I vore dage er det alt for nemt at manipulere billeder ved hjælp af blandt andet PhotoShop, som er mit foretrukne program til billedredigering. Som sædvanlig når jeg har været i Danmark, er kufferten fuld af danske lækkerier, når jeg vender hjem. I aften skal vi have vendsysselsk grønlangkål med hamburgerryg - det er første gang i denne jul, at vi får denne udsøgte delikatesse. I morgen er det hverdag igen, og jeg ønsker alle en rigtig god arbejdslyst. Ha' det Jesper P.s.: Onsdag fik jeg også et enkelt smugkig på verdens største passagerfly Airbusses nye A-380 som blev polartestet i Oslo i sidste uge. Desværre intet brugbart foto, men jeg kan godt love, at flyet er enormt.

tirsdag den 11. december 2007

Jul i Tromsø

Det er ret sjældent, at jeg har tid til en tur i Tromsø centrum. Når man bor på landet, bliver forstædernes indkøbscentre som for eksempel OBS nemt de foretrukne indkøbssteder.
Men i dag trængte jeg til lidt frisk luft i frokostpausen - lunsjpausen som det hedder lokalt. Jeg tog kameraet i lommen, så jeg kunne dokumentere den lokale voldsomme trængsel og alarm. Og som det ses på fotoet ved siden af, adskiller bybilledet i Tromsø sig ikke væsentlig fra, hvad vi kender i danske provinsbyer - når vi lige ser bort fra fraværet af dagslys.
Angiveligt skulle julehandelen i år nå nye rekordhøjder. Det sker i takt med fuld beskæftigelse og ejendomsprisernes himmelflugt. Jeg læste forleden, at de samlede ejendomspriser i Norge nu er på et niveau, så hvis værdien blev ligeligt delt mellem alle indbyggere, ville der være en million kroner til hver nordmand. Hertil kommer så oliefonden, der i 2010 forventes at nå samme størrelse.
Under de omstændigheder er der nok ikke noget at sige til, at årets julegavehit i følge medierne skulle være Rolex-ure. Men måske ville det være bedre med et vækkeur. Det er mig fuldstændig uforståeligt, at der i dette et af verdens rigeste lande stadig er gamle mennesker, som må gå for lud og koldt vand på alderdomshjemmene. Aviserne bringer hver eneste dag eksempler på, hvor slemt det står til i den norske pleje- og sundhedssektor. Måske er forklaringen, at man med rigdommen også har opbygget et af verdens største bureaukratier. Forleden klagede en plejehjemsleder over, at hendes personale ikke må tørre spildt vand op fra gulvet, før der var udfyldt en blanket med en risikovurdering på arbejdet. "Den slags er nødvendigt for at sikre kvalitet i ældresektoren", hævdede den ansvarlige minister. "Idioti", hævder jeg... Kvalitet er et af de mest forslidte og misbrugte ord i offentlig management-sprog. Stol aldrig på en politiker eller embedsmand, der begynder at tale om kvalitet.
I morgen tidlig tager jeg en tur til Farsø for at besøge mine forældre. Tilbage igen lørdag. Fredag har min far inviteret mig til julefrokost i Ældresagen - vi skal nok få noget at snakke om!

Ha' det
Jesper

lørdag den 8. december 2007

Vintertur til Sommerøy

Vi har denne weekend besøg af Aaju - en grønlandsk geologi-studerende fra Tromsø. Aaju er oprindeligt fra Qaqortoq, og vi mødte hende ved lidt af et tilfælde, da vi lige var flyttet herop.
Dagen er gået med en køretur til Sommerøy og så har Dina og Aaju moret sig med at spille Olsen. De siger godtnok, at de spiller 10, men jeg ved bedre. Når grønlændere er sammen, spiller de Olsen - altid under vilde skænderier om, hvilke regler der faktisk gælder for spillet. De varierer nemlig en del fra by til by.
Turen til Sommerøy var ganske god. Vejret var fint - frostklart og vindstille. Undervejs øste Aaju gavmildt af sin geologiske viden, og da landskabet ude omkring Sommerøy på mange måder kan minde om Grønland, så var turen både spændende og interessant.
Sommerøy er et rigtigt sommerhusområde små 70 kilometer vest for Tromsø ude ved Atlanterhavet. Vi gik en lang tur, inden vi sluttede på Havfruen - den lokale beverdingel - med chokolade og vafler.
På denne årstid burde der være stille og fredeligt derude. Men for en gangs skyld var der stor aktivitet i havnen. Flere trawlere var i gang med at losse - og det har vi faktisk aldrig set før derude.
Da vi kom hjem igen fik vi blæksprutteringe med tsaziki. Aftensmaden stod på lammekølle og gratinerede rodfrugter - alt i alt en god dag.

Ha' det
Jesper

fredag den 7. december 2007

Lys i mørket

Det er egentlig ved at være lidt trivielt. Men vi ser billederne overalt. I aviserne og som afslutning på vejrudsigter og nyhedsudsendelserne i TV. Billeder af det magiske øjeblik midt på dagen, hvor solen viser sig under horisonten på den arktiske sydhimmel.
Men da jeg ikke tidligere har vist udsigten fra mit kontor, vover jeg da også at blande mig i koret med endnu et billede af en rødflammet himmel.
Og så er der jo lys forude. Der er såmænd kun to uger til, at det hele vender endnu engang og det igen bliver lysere og lysere for hver dag. For mit eget vedkommende vil jeg kun i begrænset omfang opholde mig i Tromsø i perioden fra den 21. december til 21. januar, og det vil altså i realiteten sige, at mørketiden for mit vedkommende snart er overstået.
Og så er det forresten igen blevet weekend.

Ha' det
Jesper

torsdag den 6. december 2007

Dagens ord (IV)

Dagens ord er svensk - og sådan et, der er lige til at forstå. Jeg købte en pose rasp i Coop forleden, og på forsiden stod der med store typer: Ströbröt - strøbrød. Det er da et dejligt ord, som lige præcis siger det, som det handler om - brødkrummer til at strø på diverse madretter. Det tilsvarende norske ord er strøkavring - og da kavring er en slags brød, som man spiser i både Norge og Sverige giver det også god mening.
Det danske ord rasp kommer af - ja, en rasp - en grovfil, der giver groft affald - spåner. I følge Ordbog over det Danske Sprog er ordet af samme oprindelse som at skrabe. I følge samme kilde brugte man tidligere ordet rasp også om et rivejern i køkkenet - altså redskabet, ikke konen. Og dermed giver også det danske ord for strøbrød sådan set god mening.

Ha' det
Jesper

mandag den 3. december 2007

Julestjernen

I alle grønlandske hjem, hvor børnene har været søde i det forløbne år, kommer nissen på besøg natten til første søndag i advent for at hænge julestjernen op i vinduet.
Selv om vi ikke har børn, skete det sør'me også i Straumsbukta.
Vi har ikke den store tradition for at pynte til jul, men den grønlandske tradition med den lysende julestjerne har vi holdt i hævd. Den kom lidt forsinket på plads søndag eftermiddag, og således er vi nu med i ræset frem mod juleaften.
I Grønland er det også en tradition, at alle går rundt den første søndag i advent og trykker på næven med et Jullimi Pilluarit - Glædelig Jul. Det ønsker vi naturligvis også til alle venner og bekendte fra fjern og nær - og det strækker vidt. I følge Google Analytics har denne blog læsere i blandt andet USA, Sydkorea, Spanien, Holland, Tyskland og selvfølgelig Norge, Danmark og Grønland.

Jullimi Pilluarit
Dina og Jesper

fredag den 30. november 2007

Tilbage til Straumsbukta

Så er jeg hjemme igen - godt smadret. Jeg har lige sovet et par timer foran fjernsynet og er nu på vej i seng, men jeg synes lige, at jeg vil vise et par billeder fra dagens køretur mellem Narvik og Tromsø.
Vi kørte fra Narvik lidt i 10 og jeg var hjemme i Straumsbukta ved 16-tiden. Vejret har været fint - lyst og frostklart.
Det første billede er taget ved halvtolv-tiden små 100 km fra Narvik, hvor vi på et tidspunkt kørte gennem en lang skovstrækning, hvor sne og rim havde lagt sig til rette, så det simpelthen ligner et rigtigt julepostkort.Det andet billede er fra bycenteret i Bardufoss. Byen består sådan set ikke af andet end en lufthavn, et hotel, et par tankstationer og så et indkøbscenter - virkelig in the middle of nowhere i det, som kaldes Indre Troms. Klokken er godt tolv. Det vi ser, er hverken solopgang eller solnedgang, men derimod alt, hvad man ser til solen her i slutningen af november, når man befinder sig en seks til syvhundrede kilometer nord for Polarcirklen.

Det er weekend, og det skal nydes.

Ha' det
Jesper

onsdag den 28. november 2007

Arktisk topmøde

I denne uge befinder jeg mig i Narvik - den eneste nordnorske by af betydning, som har jernbane. Banen går til Kiruna, bliver primært brugt til at transportere jernmalm og havde stor strategisk betydning under krigen - ja, der er dem, der mener, at det var årsagen til at tyskerne overhovedet besatte Norge.
Det er nu ikke grunden til, at jeg er her. Årsagen er, at Arktisk Råd holder sit halvårlige SAO-møde. Hvorfor det lige blev Narvik, fortaber sig i glemselen, men nu er vi her. Jeg ankom mandag eftermiddag efter næsten 300 kilometers kørsel fra Straumsbukta over Tromsø. Det var egentlig en god tur, hvis ikke det havde været snevejr de sidste 60 kilometer. Så skulle jeg eventuelt have glemt det fra Grønland, så har jeg nu fået glatførekurset repeteret.
Og nu er jeg her. I går arbejdede jeg fra 8.00 til cirka halvtotiden i nat med at gøre klar til mødet. Det er sådan en slags bestyrelsesmøde i Arktisk Råd, men debatten foregår i offentlighed, og der er stor interesse for at høre, hvad de arktisk pinger har at sige. Her er cirka 170 mødedeltagere, inklusive observatører, NGO'er og lignende.
Mødet begyndte i morges. Billedet er taget lige over middag, hvor det allerede er begyndt at tynde lidt i mødedeltagelsen. Jeg skriver dette her lige før kl. 18.00, hvor mødet stopper. Så står den på reception og middag i aften. Jeg håber, at jeg ikke er for træt til at deltage i det - nogen er jo nødt til at gøre det hårde arbejde.

Ha' det
Jesper

søndag den 25. november 2007

Tjut-tjut

Forleden var jeg som tidligere omtalt ude at spise i Tromsø med en flok russere. Middagen, der jo bestod af lutefisk med tilhørende drikkevarer, blev indtaget i al fordragelighed i restauranten på det i øvrigt nydelige hotel, hvor den russiske delegation ved NATOs olieforureningskonference boede.
Efter fisken var der derfor alle muligheder for at stifte bekendtskab med og dyrke en særegen russisk tradition - tjut-tjut. Det betyder direkte oversat en lille smule vodka, men det skal man nu ikke tage så bogstaveligt. Det går kort og godt ud på, at en udsøgt del af selskabet diskret trækker sig tilbage og sammen nyder et eller flere glas vodka som en besegling af de store venskabsbånd, der er opstået under middagen - og det er altså ikke noget, der bare skete denne aften i Tromsø, men noget der sker, hver gang man er sammen med russere og har det fornøjeligt. Kodeordet er simpelthen tjut-tjut og lidt smilen og blinken - og så lister man ellers af.
Efter middagen trak vi os tilbage til den russiske delegationsleders hotelværelse og nuppede et par velvoksne vodkaer af tandkrusene. På billedet ses fra venstre den norske vært Tor Sletner, som til daglig arbejder i Kystverket, den russiske tolk, delegationslederen og en af de russiske delegater. Spørg mig venligst ikke om navnene.

Så er weekenden ovre. I morgen går turen til Narvik, hvor jeg skal være hele ugen. Jeg kører selv, så kryds venligst fingre for godt vejr. Til gengæld vil jeg ønske god arbejdsuge til alle bloggens læsere.

Ha' det
Jesper

fredag den 23. november 2007

Lutefisk

Onsdag aften var jeg i byen i Tromsø for at spise sammen med en russisk delegation, som havde været til en NATO-workshop om olieforurening i arktis. Og som årstiden her lige før jul byder i Norge, stod menuen selvfølgelig på lutefisk.
Lutefisk er en norsk specialitet, som de skryter meget af. Skrytet kommer af den specielle og traditionelle skandinaviske holdning, at jo værre fisk smager, jo bedre er det. Givetvis et kulturelt levn fra vikingetiden. På forhånd havde værten da også provokeret voldsomt og antydet, at jeg nok ikke turde deltage i et sådant lutefisk-lag. Så der var jo ligesom ikke andet for end at klemme ballerne sammen og se lystig ud.
Men når sandheden skal frem - og det skal den jo her i bloggen - så var det altså heller ikke værre. Ja, som i øvrigt garvet fiskespiser synes jeg egentlig, at det var en lidt tam fornøjelse. Bevares, man kunne da tydeligt smage, at fisken ikke just var fanget i eftermiddags, men det smagte egentlig ikke af så meget.
Lutefisk er klipfisk, der er udblødt i kaustisk soda. Det giver fisken sådan en lidt geleagtig konsistens og en nærmest gennemsigtig grå farve. Lutefisken serveres sammen med kartofler, ærtemos, bacontern, revet brunost, sirup og en sød sennep. Det er min klare overbevisning, at måltidet vil vinde meget, hvis man brugte fiskesennep og en sennepssauce dertil, måske lidt rødbeder, men så begynder det vel at blive lidt for delikat efter norsk tradition.
Men som min sidemand forklarede, så er lutefisken jo egentlig bare en undskyldning for at få en masse øl og brændevin. Og det må man jo acceptere. Skik følge eller land fly, som vi siger.
I øvrigt er ærtemosen en af de mere sympatiske elementer i norsk kogekunst(sic!). Det serveres som tilbehør til et væld af retter. Ærtemos, som i øvrigt kaldes ærtestuvning, smager lækkert og styrker peristaltikken voldsomt det følgende døgn, så det skal nok være sundt. Der er dog dem, der mener, at et indgreb mod ærtemos og en anden norsk nationalret, får i kål, vil være et effektivt middel til at begrænse de norske CO2-emissioner.
Og så er det jo blevet fredag og weekend igen.

Ha' en god helg
Jesper

torsdag den 22. november 2007

Masser af sne

"There's no business like snow business." Sådan har vi kunnet synge det meste af dagen. Med ganske korte pauser er sneen væltet ned.
Det giver sin helt egen stemning - alle lyde bliver ligesom dæmpet lidt og det hele ser meget lysere ud, også selv om det er mørkt.
Jeg tog det lille kamera med mig i morges. Det første billede er taget, mens jeg venter på bussen, det næste er taget ved middagstid på torvet i Tromsø, og det tredje tog jeg, da jeg for et øjeblik siden kom hjem fra arbejde. Og således fik jeg også dokumenteret, at det er mørkt, når jeg går på arbejde - og lige så mørkt, når jeg kommer hjem.
Nu er det spændende, hvor længe vi får lov at beholde sneen denne gang. Temperaturen ligger lige omkring frysepunktet, så det kan hurtigt slå over i tø, ligesom det gjorde sidste weekend. Vi får se - for sådan er det jo med naturen. Den bestemmer selv - heldigvis.
Som sagt er billederne taget med det lille kamera. Det betyder, at jeg ikke selv har kunnet styre belysningen, og det betyder, at snefaldet på nattebillederne ser voldsommere ud, end det rent faktisk er tilfældet. Det er altså ikke snestorm, men sådan rigtig dejlig sne med store fnug, der daler stille ned. Man skulle næsten tro, at det snart er jul. Men det er det slet ikke. Endnu! Der er stadig over en måned til juleaften. Så kære børn. Hav tålmodighed.

Ha' det
Jesper

onsdag den 21. november 2007

Dagens ord (III)

Nordmænd har en næsten barnlig logik, når de skal konstruere ord og navne. I dag så jeg for eksempel et saksedyr!???
Det er den norske betegnelse for det, vi andre kalder en ørentvist. Og det er jo så logisk, at man kun kan smile af det.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på dengang, vi som små spejderdrenge lå i et telt fyldt med ørentviste og gyste over historierne om disse små glubske rovbiller, som om natten kunne kravle ind i ørerne og bide hul i trommehinden og muligvis endda fornøje sig med en mundfuld hjernemasse, hvis det gik rigtig livligt til. Ja, der var dem, som kunne præstere at have nærtstående familiemedlemmer, der var blevet debile over en nat på grund af ørentvister. Det er desværre kun en myte, men jeg synes nu alligevel, at der er noget mere saft og kraft i ordet ørentvist fremfor det nærmest latterlige saksedyr. Det er synd for de norske børn, at de ikke får denne oplevelse med.
Der er i øvrigt ingen tvivl om, at ørentvistens navn er knyttet til den sejlivede myte om denne skrækindjagende smågnavers aggressive adfærd rettet mod en væsentlig del af ørets anatomi. Ordbog over det Danske Sprog skriver blandt andet om ørentvisten: "det til de retvingedes orden hørende insekt Forficula, hvis bagkrop bærer en tvegrenet udvidelse (en bevægelig tang), og som især tidligere har været anset for et skadeligt insekt, der kunde krybe ind i øret og med sin tang overbide trommehinden." Tvist har forresten intet med mekaniker-tekstil at gøre i denne sammenhæng. Det er det samme ord som tvege, der som bekendt betyder en tvedelt gren eller rettere kløften mellem grenens arme.
I øvrigt kan man kende forskel på hannerne og hunnerne. Ørentvistefar har nemlig krumme sakse, mens ørentvistemors tænger er rette med en krum spids.

Ha' det
Jesper

mandag den 19. november 2007

Norsk humor (II)

Når det er mørkt og regnfuldt en mandag morgen, kan det ikke undgås, at der er nogen, der ønsker at være noget helt andet og gerne på et helt andet sted. Her i Nordnorge har man en talemåde, der udtrykker det meget præcist. Det var Sissel, vores bogholder, der her til morgen sagde:
"Ja, man skulle være skolelærer om sommeren og bjørn om vinteren!"

Arbejdsugen er begyndt. God fornøjelse.

Ha' det
Jesper

lørdag den 17. november 2007

Slut med torskekvoten

Lørdag middag fandt jeg fiskestangen frem og gik ned til stranden. Sandsynligvis for sidste gang i år. Dels er det ved at være for mørkt til slige fornøjelser, dels er det også lidt småkoldt at stå nede ved stranden - selv i bamsedragten.
Det er samtidig et problem, når man skal kombinere højvande med lyset. Så lad det være sagt med det samme. Betingelserne var bestemt ikke optimale.
Og resultatet kan heller ikke ligefrem betegnes som optimalt. Eller måske er årets torskekvote simpelthen bare brugt. Jeg havde egentlig sat næsen op efter et par ordentlige nytårstorsk, men resultatet blev nu kun en enkelt pandetorsk, som vi kalder dem. Af den kan der blive et par fine fiskefileter, så måske skulle jeg traktere Dina med hjemmelavet stjerneskud en af de nærmeste dage. Nu hviler torsken foreløbig i fryseren.
Vi har i øvrigt fået en del sne de seneste dage, men et tøvejr natten til i dag fik nu hurtigt gjort kål på det meste af sneen.
I aften skal vi forresten have forloren hare - en rigtig herreret og selvfølgelig med hjemmelavet rønnebærgele til.

Ha' det
Jesper

onsdag den 14. november 2007

Tintin og tegneseriekunsten

Forleden aften tog jeg Tintin-hæftet Flight no. 714 til Sydney med i seng som godnatlæsning. Det var som sædvanlig en stor oplevelse, og det giver anledning til nogle betragtninger om pris og kvalitet.
Jeg fik hæftet, da det udkom i 1969. Far gav mig det på Hobro banegård, fordi jeg på egen hånd skulle rejse over til farmor i Vordingborg. I følge prismærket, som stadig sidder på hæftet, har det kostet 9,50. Jeg har på fornemmelsen, at det vist var en voldsom sum for et tegneseriehæfte på et tidspunkt, hvor den slags knapt nok blev betragtet som kunst.
Men ser vi på brugsværdien, er det nok en af de allerbedste investeringer, der nogensinde er foretaget. For de knap 10 kroner er jeg nu blevet underholdt i en time mindst et par gange om året i næsten 40 år.
For det er nemlig en helt igennem fantastisk fascinerende historie, der holder vand den dag i dag i 2007. Morsom, sprudlende, spændende på en gang. Gennemresearchet og fortalt med et overskud som fanger, selv om man kender historien og tegningerne til hudløshed. Og som det kræves i serier med en cliffhanger nederst på hver side. Forståeligt nok tog det også fire år at skabe Flight 714, som vi kendere kalder den. Da serien blev offentliggjort i Belgien i 1966 var det fire år siden, at man sidst havde hørt til Tintin. Det var med Det gådefulde juveltyveri, som forresten også er en fuldstændig barok og morsom historie.
Tilbage til prisen. I følge Danmarks Statistiks prisberegner svarer 9,50 i 1969 til cirka 66 kroner i dag. Og det er da ikke så slemt, men det dækker jo heller ikke hele sandheden. For der skal jo også tages hensyn til det generelle velstandsniveau, timepriser og så videre. I øvrigt koster hæftet i dag 80 kroner fra forlaget, hvilket svarer til en forrentning på godt 800% over 40 år. Det er vel fornuftigt, men ingenlunde en guldgrube.
Men set i lyset af, at jeg samtidig er blevet underholdt i mindst 80 timer, ja, så begynder regnestykket jo at se anderledes ud. Hvis vi for eksempel sætter prisen for at blive underholdt til 30 kroner gennemsnitligt over hele perioden, så kan vi lægge 2400 kroner til de 80 kroner ,og så begynder vi at tale big business.
Nå, det var bare et tankeeksperiment, for dybest set kan man ikke sætte kroner og ører på kultur - selv om det er i tråd med tidsånden.
Det i sig selv kunne så være en god anledning til at kommentere gårsdagens Folketingsvalg, men det er alt for banalt. Nu vil jeg gå i seng med det sidste rigtige Tintin-hæfte: Tintin og Picaroerne, som udkom på dansk i 1976, og som Herge altså brugte næsten syv år på. Så vidt jeg husker, var det forresten i Hjemmet, at Picaroerne blev bragt første gang på dansk.

Ha' det
Jesper

P.s.: Apropos Folketingsvalget - det er mig stadig en gåde, hvorfor valgene i Grønland ender, som de gør. Det er der ikke nogen logik i, så det kommer jeg nok aldrig til at forstå.

mandag den 12. november 2007

I skoven

Søndag ved middagstid gik vi en tur i skoven. Mest af alt for at få rørt os lidt, men også i det forfængelige håb måske at få et glimt af en fugl eller et dyr - allerhelst selvfølgelig en elg.
Desværre var der ikke meget liv at spore. Vinterfreden har sænket sig over fjeldlandet, og de få dyrespor, vi så, var fra en hund og en kat.
Vi fulgte vejen, som går lige over for huset op til Bårdsens sommerhus. Jeg har ikke tidligere gået turen, men Dina har gået turen en del gange sammen med Elin, der er den landmand, som ejer de køer, der somme tider har været på besøg i vores have.
Ligesom vort hus er Bårdsens sommerhus (fjeldhytte på norsk) udbygget over flere omgange, og jeg kunne se, at han er i gang med en større udbygning, der vil fordoble husets størrelse. Omkring huset er strøet et antal havebænke, så det er sådan set et godt sted at gå hen om søndagen. Så kan man lige få pusten, inden det går ned ad bakke igen hjemad.
Det er vel overflødigt at nævne, at udsigten oppe fra fjeldhytten over mod Bentjordstinden er ret fantastisk.
Tirsdag morgen søsætter vi Arktisk Råds nye hjemmeside. Den er endnu ikke helt færdig, men vi vil gerne teste den i drift.

Ha' det
Jesper

søndag den 11. november 2007

Ørneslør

Man kan være frisk som en havørn og have syn som en ørn. Men det er som om, at jeg ikke rigtig har heldet med mig, når jeg skal fotografere havørne. Ja, man fristes nærmest til at parafrasere over den gamle sang:
"Hans ørne er sløred',
Han kan ikke se,
for han har ikke fået sine ørnebriller med...".

Det behagede tilfældigvis en af kvarterets havørne at tage ophold lige uden for mit køkkenvindue her til morgen ved halvti-tiden. Velvidende at der slet ikke er lys nok til at bære en 300 mm zoom, skulle det alligevel forsøges at tage et billede. Og resultatet er rystende. For at få et anstændigt lys/blændeforhold måtte jeg helt op på 1/20 sekund for at få billedet i kassen. Jeg tog et enkelt snapshot for endnu en gang at dokumentere, at vi har havørne i baghaven. Derefter nåede jeg lige at overveje at hente kamerastativet, men inden da var fuglen fløjet. Jeg håber alligevel, at der er nogen af bloggens læsere, der synes, at det er sjovt at se en uskarp havørn.
Det er planen, når solen kommer lidt højere op på himlen, at vi skal en tur i skoven. Så må vi håbe, at der også er gode motiver der.

Ha' det
Jesper

onsdag den 7. november 2007

Solnedgang over Straumsbukta

Efterhånden som mørketiden nærmer sig, og vi ser mindre og mindre til solen, er det som om, den gør sig lidt mere umage for at stråle. I hvert fald betyder den meget lave sol, at vi får nogle fantastiske solopgange og -nedgange. I løbet af den næste uges tid vil de to fænomener i øvrigt begynde at løbe sammen.
I dag lidt over to kom jeg til at kigge ud ad vinduet på Polarmiljøcentret i Tromsø. Desværre lå begge mine kameraer i Straumsbukta, så den fantastiske udsigt vi havde, må du se på hollandske Margots blog. Hun har kontor lige ved siden af mig.
Synet fra Margots vindue minder mig egentlig mest af alt om det japanske marineflag fra anden verdenskrig.
Jeg syntes imidlertid ikke, at jeg kunne tillade mig at sidde på kontoret og nyde solnedgangen uden at ringe til Dina. Hun blev fyr og flamme, tog kameraet og lavede det fantastiske foto, som illustrerer denne historie. Solnedgangen i Straumsbukta er bestemt heller sådan at kimse af. (Kimse er et dejligt, gammelt dansk ord, som betyder ringeagte.)
Fjeldet til venstre i Dinas billede er Bentjordstinden - et af områdets højeste fjelde (1096 m). Det er det samme fjeld, som ses i midten af Margots billede taget inde fra Tromsø.

Nu er det snart weekend.

Ha' det
Jesper

Internationalt selskab

Jeg er nu tilbage på pinden i Tromsø, hvor vi fik et lille drys julesne i går. Det var i hvert fald sådan noget sne, som man kunne blive i julehumør af, hvis ikke det lige er en måned for tidligt.
Min væsentligste arbejdsopgave i denne uge - og den næste med for den sags skyld - er forberedelserne til lanceringen af Arktisk Råds nye hjemmeside.
Men på trods af travlheden synes jeg lige, at jeg vil delagtiggøre bloggens læsere i et billede, som jeg har fået tilsendt fra en af deltagerne i mødet i Vadsø. Mødet var et møde i Arktisk Råds arbejdsgruppe (udvalg) for bæredygtig udvikling - også kaldet SDWG med internationalt arbejdes vanlige hang til forkortelser. Arbejdsgruppen støtter og tager initiativ til især en lang række forskningsprojekter inden for området - og på de halvårlige møder bliver der så afrapporteret og gjort status. Udover repræsentanter for rådets otte medlemslande og seks medlemsorganisationer, som repræsenterer de forskellige oprindelige folk i Arktis, deltager der en lang række observatører i sådanne møder - både fra andre lande og andre organisationer. I Vadsø vil jeg tro, at der var en 12 - 13 forskellige nationaliteter til stede.
Det er altså udenrigspolitik, der bedrives i udvalget, og derfor er møderne ofte lidt stive og formelle. Men det behøver jo ikke at gøre den efterfølgende middag kedelig, og ofte er der en særdeles god stemning der på tværs af nationaliteter og kulturer.
Det ses også af billedet her, hvor vi fra venstre har Dr. Parker fra USA - en af de få "rigtige polarforskere af den gammeldags type", der endnu er tilbage, en repræsentant fra det norske renavlerforbund, Nataly, som er russisk tolk og så selvfølgelig undertegnede. Det fremgår jo også tydeligt af billedet, at påklædningen uden for mødelokalet er uformel, og derfor med til at skabe en god stemning.
Jeg vender nok tilbage senere på ugen med nogle snebilleder. Det blev alligevel ikke til nogen Oslotur i denne uge.

Ha' det
Jesper

søndag den 4. november 2007

Døde zeppelinere

Tilsyneladende en forladt mast på en strandeng i Vadsø. Men i virkeligheden et vidnesbyrd om, at der en gang var folk, der ville give alt for at blive de første til at flyve over Nordpolen. Noget der i dag er en hverdags begivenhed for det danske flyvevåben.
Eventyreren Roald Amundsen, som der hænger et billede af i de fleste norske klasselokaler, var den første mand på Sydpolen. Han var i det hele taget sygeligt besat af at være den første til hvad som helst, og i 1926 lykkedes det ham at samle penge til en zeppeliner-færd over Nordpolen med luftskibet Norge.
Med på turen var blandt andet luftskibets konstruktør italieneren Umberto Nobile. De lettede fra Svalbard 11. maj 1926 og var over Nordpolen efter blot 16 timers flyvning. Herefter fortsatte de til Teller i Alaska og blev dermed også de første, der fløj hele vejen til Amerika.
I 1928 forsøgte Nobile sig igen med luftskibet Italia. Turen gik galt og besætningen strandede i Polarhavet. Roald Amundsen hyrede et fly for at lede efter Nobile. Tre timer efter starten hørte man fra Amundsen for sidste gang. Senere blev der fundet enkelte vragdele ved Bjørnøya, der bekræftede, at Amundsen havde mødt sin skæbne i ishavet. Umberto Nobile og mandskab blev senere fundet og reddet. I dag er der en mindeplade for den mislykkede redningsaktion på Prostnesset i Tromsø - byens rutebilsstation!
Når zeppelinerne taxi'ede til Svalbard, var sidste stop på fastlandet zeppelinerstationen i Vadsø. Masten, som blev brugt til at fortøje de store luftskibe med, findes den dag i dag. Oven i købet forsynet med en fin rød lampe i toppen, så ankommende fly til lufthavnen i Vadsø ikke flyver ind i den. (Det gamle billede er lånt fra Vadsø museum.)
Forleden kunne Grønlands kommando meddele, at et af det danske forsvars Challenger C168-fly den 17. 0ktober overfløj Nordpolen som led i den almindelige suverænitetshævdelse i området. Det sker nogle gange hvert år.
I morgen er det atter hverdag. Måske skal jeg en tur til Oslo i løbet af ugen.

Ha' det
Jesper

fredag den 2. november 2007

Endelig hjemme

Så er jeg hjemme igen efter en uge på halvøen Varanger i Finnmarka. Det har været en uge, hvor det giver mening at tale om at være på farten. Som berettet tidligere gik turen mandag morgen til Vadsø med mellemlandinger i Hasvik, Hammersfest, Alta, Berlevåg og Båtsfjord. Tirsdag gik turen fra Vadsø til Kirkenes med fly. Derfra til Vardø med Hurtigruten og videre retur til Vadsø med bus. Torsdag eftermiddag ryddede jeg op, hvorefter jeg returnerede til Tromsø med stop i Båtsfjord, Mehamn, Honningsvåg og Hammersfest.
Alt i alt betyder det, at jeg har fået ni nye lufthavne i logbogen. (Dog med den lille detalje, at jeg faktisk har været i lufthavnen i Hammersfest i 2000 for at leje en bil!) Når vi ser bort fra Alta og Kirkenes er alle disse lufthavne en del af det norske kortbanenet med små lufthavne, hvor banerne typisk er 950 meter lange. Det sammen med topografien og vejret i Finnmarka gør også, at flyvning i området minder meget om flyvning i Grønland. Det vil sige, at vi snakker om små fly og fartplaner, der mest af alt kan betegnes som hensigtserklæringer.
Torsdag aften på hjemturen gik det da også galt. Lokalt i Honningsvåg kom der pludselig stærk vind på tværs af landingsbanen i løbet af det kvarter, som det var meningen, vi skulle være der. Først ventede vi en times tid i flyet på, at vinden skulle lægge sig. Det skete ikke, så derefter blev det til fire timers ophold i en meget lille lufthavnsbygning og igen ud i flyet i fyrre minutter, hvor vi holdt startklar ude på banen med motorerne kørende, ind til der opstod et lille hul i blæsevejret. Så endelig en slingrende start og ankomst til Tromsø klokken to fredag morgen.
Træls, men noget man må være forberedt på, når man flyver i Arktis. Og så vil jeg gerne dele en rose ud til Widerøes personale i Honningsvåg. Her satte man straks kontorets kaffemaskine på højtryk og stik mod alle norske regler riggede de et interimistisk rygelokale til i lufthavnens vindfang. Passagererne til Hammersfest fik en taxa hjem. Efter et par timer, hvor de efterladte begyndte at gå sukkerkolde, ankom lufthavnschefens kone med pizzaer fra den lokale pizzabar (for sådan en har de selvfølgelig også i Europas nordligste bylignende samfund!). I øvrigt ventede piloterne og stewardessen solidarisk sammen med passagererne i stedet for at trække sig tilbage til personalets kaffestue.
Alt i alt en god service takket være en stor portion konduite hos Wiederøe-folkene. Det kan Air Greenland lære meget af.
Det øverste billede viser indflyvningen til Båtsfjord. Dash 8/100 landingsstellet er ude, og det holder selvfølgelig. Det andet billede er taget i Vadsø lige efter ankomsten. Flyet er LN-WIC og ikke WII, som jeg ellers spåede. LN-WIC har produktionsnummer 367 og leveret til Widerøe 30 september 1993. Første flyvning en måned tidligere.
Jeg afspadserer i dag fredag. Vejret i Straumsbukta er fint - tre grader og vindstille, men alligevel en god dag til indendørs sysler som at læse en uges aviser med fødderne oppe og ild i pejsen.

Ha det
Jesper

søndag den 28. oktober 2007

I luften igen

I den kommende uge skal jeg til Vadsø og Kirkenes i Finnmark - den øverste del af Norge over mod Rusland. På dissse kanter er det Widerøe, der står for transporten, og i morgen tidlig kl. 6.00 er der afgang med "mælkeflyveren", som den kaldes, med stop i Hasvik, Hammerfest, Alta, Berlevåg og Båtsfjord inden ankomsten til Vadsø kl. 10.00.
Turen foregår med Dash-8, og med de mange starter og landinger får landingsstellet virkelig lov til at vise, hvad det dur til, men bare rolig: Det er model 100, som nu har tjent det norske kortbane-net trofast siden begyndelsen af 90'erne. Dengang afløste den i øvrigt Dash-7, som vi jo kender så glimrende fra Grønland.
Widereøe har 17 Dash-8/100, og har indtil videre kun mistet en. Det var i Båtsfjord i 2001, hvor landingsstellet kollapsede (!) på grund af en for hård landing. Ingen tilskadekomne.
Jeg har fløjet en del med flytypen, da jeg var på højskole på Lofoten, og det er sådan en rigtig hyggelig lille flyver med plads til 38 passagerer og indrettet ligesom en rutebil med et bredt bagsæde.
Jeg har kigget Wideroes tidstabeller igennem, og det er sikkert LN-WII, der skal flyve turen, så den har jeg lånt et billede af fra selskabets hjemmeside. LN-WII er bygget i 1993 og har produktionsnummer 359, så allerede ved ibrugtagningen må man antage, at flyet var ovre de værste børnesygdomme.

Ha' det
Jesper

Crash-8

Så gik det galt med en af SAS Dash-8 Q400 igen. Og igen slap alle fra uheldet uden skrammer. Det burde give stof til eftertanke, når man som jeg har fløjet med typen cirka 80 - 100 gange, men egentlig tror jeg ikke, at jeg ville være nervøs for at flyve Dash-8 Q400 den dag i dag, hvis det altså ikke lige var fordi, flyet er grounded. Det heldige udfald af nødlandingerne viser, at SAS-piloterne er knalddygtige og ved, hvad de gør. Og jeg har nu altid haft den holdning, at hvis piloten tør flyve, så tør jeg altså også. Det er trods alt piloten, der sidder forrest og skal tage skraldet.
Historisk set er det også fuldstændigt enestående, at en flytype rammes af så mange tilsyneladende ens uheld over så kort en tidsrække, som tilfældet er. På den baggrund er det fuldstændig hyklerisk og usagligt, når en række danske politikere nu falder over trafikministeren og SAS, blot for at score points i den standende valgkamp. Jeg har siden jeg var en lille knægt interesseret mig for flyvning, og jeg har altså svært ved at se, at man har kunnet handle meget anderledes, end tilfældet har været. Folkene i SAS og Luftfartstilsynet har nu nok mere forstand på de grejer end en radikal levebrødspolitiker og en campingspladsejer fra Dansk Folkeparti.

lørdag den 27. oktober 2007

Ekstremt højvande

Fredag var der fuldmåne. Det skete, mens månen i sin nuværende cyklus var tættest på jorden - små 356.800 km. Det medfører, at tidevandsforskellene bliver ekstra store.
I Tromsø var vandstanden lørdag ved 15-tiden 304 cm mod 25 cm godt seks timer tidligere - en tidevandsforskel på 279 cm. Det er temmelig meget på vore kanter, men selvfølgelig ikke noget mod de 476 cm, som er forskellen i Nuuk i dag.
Her i Straumsbukta betød højvandet, at hele vores strand var væk - vandet gik direkte op til markskellet. Temmelig imponerende! Billedet viser vort og naboens bådehus. Prøv eventuelt at sammenligne med billedet fra Sct. Hans Aften, som du finder ved at klikke her.
Månens afstand til jorden svinger mellem mellem 356.400 km og 406.700 km. Næste gang, månen er ligeså tæt på jorden, bliver til jul næste år. På norsk hedder høj- og lavvande flo og fjære.

Ha det
Jesper

torsdag den 25. oktober 2007

Efterårsstemning i Oslo

Mandag og tirsdag var jeg i Oslo. Der er efteråret langt fra så fremskredet som her i det mørke Nordnorge.
Tirsdag var jeg til et møde i Nydalen - et gammelt industriområde nogle kilometer uden for centrum. Jeg havde et par timer til overs inden dagens sidste møde i Utenriksdepartementet, der ligger på Victoria Terrasse - en af de dyreste adresser i den norske hovedstad.
Da det var dejligt vejr, lod jeg mig overtale til en gåtur langs Aker-elven ind til city. Det blev en pragtfuld spadseretur - ned ad bakke hele vejen. Langs elven ligger mange nedlagte fabrikker, der er eller vil blive omdannet til mondæne liebhaverlejligheder til det nyrige Norges boligkøbere, der er villige til at betale formuer for de helt rigtige adresser i en stille forventning om, at boligmarkedet stadig vil gå op. Blandt andet passerede jeg et sted, hvor en restaurant i en gammel fabrik havde løst de rigide norske rygeregler ved at hænge nogle presenninger op ned mod elven. Af en eller anden grund mindede det mig mest af alt om nogle af de idylliske og saneringsmodne kvarterer i Beijing.
Og det må siges, at den norske hovedstad i høj grad har ladet sig inspirere af livet i de store byer. På denne lune efterårsdag var der travlt på de mange fortovscafeer på Karl Johan - Oslos hovedstrøg der jo er opkaldt efter en svensk konge. Stemningen mindede her mest af alt om Paris, hvis det altså ikke lige var for kongeslottet i baggrunden.
I det hele taget har storbyer over hele verden det med at ligne hinanden mere og mere, men der er en enkelt lille oase i Oslo. På mit foretrukne hotel, Bondeheimen, er alting som før. Hotellet er stærkt knyttet til den nynorske sprogbevægelse, og her er man resistent over for udenlandske påvirkninger.I restauranten, Kaffistovan, har man mottoet "Her skal intet forandres" og dagens ret mandag aften var da også rensdyrkarbonader med kogt rosenkål og brun sovs. Det smagte herligt, og så kostede det endda kun 120 kroner for hotellets gæster. Det er vel overflødigt at tilføje, at man ikke kan købe noget stærkere end øl på Bondeheimen, og at der selvfølgelig heller ikke er en bar. Til gengæld er der en dagligstue med bøger og nynorske aviser, hvor der hver aften serveres gratis suppe som godnatmad. Jo, her skal intet forandres.
I morgen er det fredag igen igen.

Ha det
Jesper

onsdag den 24. oktober 2007

Dagens ord (II)

Jeg lærte et nyt norsk ord i dag.
Det var Ellen på Polaristituttet, der til morgen forkyndte, at det blæste så meget, at "pølsen ved brua stod ret ut i lufta".
Det var vindposen ved Kvaløybroen, hun mente. For på norsk hedder en vindpose nemlig vindpølse! Så lærte vi det. Det norske sprog er faktisk den rene pølsesnak.

God vind

Jesper

søndag den 21. oktober 2007

Kødmejsen og fuglebrættet

Søndagen har været lun, men blæsende. I eftermiddags konstruerede jeg et fuglebræt - helt efter egen ide og udformning. Syv stykker skaller fra brændestabelen og et par lister, så var den i vinkel. Der er dem, som mener, jeg ikke besidder synderlig megen håndværkssnilde, men de må nu indrømme, at det er et fuglebræt, at det ser ordentligt ud og at det virker! Som Hermann Göring i sin tid formulerede det: "Det kan godt være, jeg skyder lidt ved siden af, men jeg skyder i det mindste".
Fuglebrættet blev straks indviet af en musvit. Og som det ses på billedet, virkede den tilfreds med faciliteterne. Bemærk, hvordan den støtter med halen for at holde balancen - nærmest med samme virtousitet som en kommunal vejarbejder støtter sig til skovlen.
I øvrigt hedder en musvit meget prosaisk kjøttmejse på norsk. Set ud fra dens spisevaner er det nok ikke helt forkert, men der er nu lidt mere poesi i musvit. Mus betyder det samme som mejse, og vit er en lydefterlignende stavelse i stil med kvittevit. I gamle dage hed den i øvrigt moskovit på visse danske dialekter.
Billedet viser også tydeligt, hvilke elendige lysforhold vi efterhånden har heroppe. Selv om solen faktisk skinner, er billedet alligevel underbelyst og kornet. Den eneste grund til, at det kan bruges, er den lave opløsning, der alligevel er standard på netsteder som dette.

Mandag og tirsdag skal jeg en tur til Oslo. Ha' det rigtig godt så længe.

Jesper

Ex Libris

Jeg har egentlig gennem mange år ønsket mig et Ex Libris, men aldrig rigtig haft tid til at finde ud af, hvordan det skal se ud. Lørdag stod den imidlertid på heldagsregn, og da var tiden inde.
Her til venstre ses det foreløbige udkast. Nu skal det have tid til at modne lidt - det som min gamle ven og kollega Leo Griffin omtaler som designets inkubationstid.
Jeg har taget mit udgangspunkt i ravnefanen - forgængeren for Dannebrog - og kendt og frygtet viden om som vikingernes samlingsmærke. Ravnen er selvfølgelig en af Odins ravne, Hugin og Munin som de hedder. Da Danmark blev kristnet, måtte ravnen se sig fortrængt af det hvide kors, men det er en helt anden historie. Jeg har altid været fascineret af ravnen, som er en af de klogeste fugle, der findes. Ravnen er blandt andet en karakterfugl i Nuuk-området, og jeg har mange gange kigget en ravn dybt i øjnene og mærket, at der er intelligens derinde.
Farverne på mit Ex Libris er rødt og hvidt - og refererer dermed til både Danmark og Grønland. (Jeg har cirka tre meter bøger, der handler om Grønland! I grønlandsk sammenhæng symboliserer det hvide indlandsisen og det røde midnatssolen.)
Typografien er en tysk fraktur (Germanica) og en hyldest til Gutenberg (ca. 1390 - 1468) - typografiens og sortekunstens grundlægger - der gjorde det muligt at fremstille bøger i større oplag. Mit såre beskedne navn står i Times sat som kapitæler. Det er en af de smukkeste skrifter, der findes og betragtes ofte som moderen til antique-skrifterne. Kapitæl-varianten minder om den skriftform, de gamle romere brugte, når de huggede i sten og vil forhåbentlig efterlade indtrykket af en person med et minimum af klassisk dannelse. (Læs: Den lille latinprøve og en god, gammeldags studentereksamen:-))
Ex Libris er forresten latin og kan lettest oversættes Fra xxxx's bogsamling og er et mere eller mindre kunstfærdigt ejermærke, som klistres i bøger. Det ældst kendte danske Ex Libris er Henrik Trolles fra 1554, men brugen af Ex Libris blev først almindeligt udbredt i Danmark fra 1700-tallet. Fænomenet kulminerede i 1920'erne og i dag, hvor bøger er billigere end nogensinde, er det vel de færreste, der overhovedet orker bare at skrive sit navn i en bog. Det er den udvikling, jeg nu i al beskedenhed prøver at vende.

Ha' det

Jesper

fredag den 19. oktober 2007

Mød mine kolleger

Som man kan se lige her ved siden af, har jeg nu arbejdet i Arktisk Råds sekretariat i et halvt års tid. Sekretariatet er helt nyt, og de første måneder var jeg her alene.

I august fik jeg to nye kolleger og vi arbejder nu sammen om at få sekretariatet til at fungere. Jeg var blevet bedt om at skrive et par linier til en lokal publikation om sekretariatet, og i den forbindelse fik vi også lavet et gruppebillede, som jeg gerne vil dele med bloggens læsere.På billedet ses fra venstre Tana Lowen Stratton, canadier med erfaringer inden for statsligt bureaukrati og klimaforandringer, Maria-Victoria Gunnarsdottir, islandsk og amerikansk statsborger, biolog samt undertegnede kommunikatør og i øvrigt sekretariatets eneste medarbejder, som kan tale med de lokale på deres eget sprog.

Det er i øvrigt fredag eftermiddag, og jeg kan vist lige nå en pils og en dr. Nielsen på et af de lokale værtshuse, inden jeg kører hjem. Ha' en god weekend.

Jesper

tirsdag den 16. oktober 2007

Aftensol

Aftensol har alle dage været et yndet tema for kunstnere og fotografer. Meget af det er ren trommesal, men blandt andet skagensmalerne (se blandt andet her eller her) og Oluf Høst (her og der) lavede stor kunst ud af det. Det vil jeg selvfølgelig ikke stå tilbage for. Så her er dagens solnedgang ved femtiden, da jeg lige var kommet hjem fra arbejde. Et underligt blygråt lys kombineret med en fjern, gylden sol. Blot en skam at man ikke kan lugte den friske luft, som er en ren lise for sjælen, når man kommer inde fra byen.


Ha' det


Jesper

søndag den 14. oktober 2007

Fuglene

Det var tid for revanche. Jeg har tidligere på disse sider demonstreret mine evner som fuglefotograf, og det var bestemt ikke imponerende. Det må kunne gøres bedre.
Jeg har en vane med at stå tidligt op lørdag morgen og tusse rundt i køkkenet, tømme opvaskeren, skifte viskestykker og så videre. Det gjorde jeg også i dag.
Men samtidig kan jeg holde øje med, hvad der sker i haven og på havet. I dag havde en flok sjaggere erobret seljerønnen i haven, der stadig bugner af røde bær. Alle andre fugle blev brutalt jaget væk, hvis de forsøgte at få en lille bid. Lyset var godt, motiverne var der, og jeg havde masser af tid. Fuglefotografen måtte gå i aktion.
Resultatet ses her. Sjaggeren sidder velbjerget mellem mængder af rønnebær og siger sjag-sjag (deraf navnet) og advarer alle andre fugle om at komme nær. På jorden sidder en forsmået solsort og kigger misundeligt op på træet med de fede røde bær, men må nøjes med smulerne fra de riges bord. Og på tilskuerrækkerne sidder husskaden klædt i sort og hvidt, som den naturens bedemand den er, og venter opportunistisk på, om der måske vil flyde blod.

Billederne er noget mere vellykket end havørnen i sidste måned. Først og fremmest fordi lyset er godt, og dramaet udspillede sig over lang tid, så jeg havde noget at vælge i mellem. Men denne gang huskede jeg også at være opmærksom på lukketiden, der på alle billederne er så kort som 1/1000 sec. Jeg har kameraet fastindstillet på en lysfølsomhed svarende til 800 ASA, optikken er en 300 mm zoom og billederne er efterbehandlet i PhotoShop med partiel lysning og unsharpen mask-filteret.
Og således fik weekenden en god start. Jeg vil håbe, at det samme er tilfældet for bloggens læsere.


Ha' det

Jesper

onsdag den 10. oktober 2007

Den første sne

Nu er der ingen tvivl om, at vinteren er nær. Natten til i går faldt den første sne. Noget vådt, klæbrigt stads, som er meget anderledes end den sne, vi er vant til fra Nuuk.
Det har småsneet lige siden. Både i går og i dag er snebygerne kommet og gået med jævne mellemrum, og fjeldene omkring os er ganske hvide.
Men det er alligevel pudsigt at se, at nogle af Dinas arktiske valmuer ude i haven stadig blomstrer, og der er også masser af træer, hvor der stadig er en del blade.
Vores husvært Leif-Inge har altid sagt, at der er meget varmere i Straumsbukta end i Tromsø. Jeg har nu taget det med et gran salt, men må nu nok erkende, at der er noget om snakken. I hvert fald i øjeblikket, hvor temperaturen svinger omkring nul grader. Der er påfaldende mindre sne lige her, hvor kystlinien nærmest er nordvestlig, i forhold til resten af distriktet.

Dina har lige bagt rugbrød, så i dag skal vi såmænd bare have friskbagt rugbrød med røget laks til aften - men det er jo heller ikke så ringe.

Ha' det

Jesper

mandag den 8. oktober 2007

Grandiosa

Jeg fik pizza til aftensmad i dag. Det viser, at jeg er en pæn og velintegreret indvandrer i det norske samfund. For det er faktisk sådan, at hver eneste nordmand i gennemsnit spiser 50 pizzaer om året. Ja, man mener faktisk, at Norge er det land i verden, hvor der spises flest pizzaer.
Noget af det første man lægger mærke til i norske supermarkeder er frysedisken med pizzaer. Hvor pizzaerne i Danmark kun lægger beslag på en mindre del af en køledisk, ja, så er der her en hel køledisk bare med pizza.
En meget stor del er nationalpizzaen Grandiosa, der er et helt begreb heroppe - nærmest synonymt med pizza. Det er så stort et hit, at man i pladeforretningerne kan købe cd'er med sangene fra Grandiosas reklamefilm. Så er der også produktvarianten Grandiosa Full Pakke, der vel nærmest kan oversættes som en "pizza med det hele". For nordmændene har også udviklet deres helt egen pizzakultur, hvor dette fine stykke italiensk kogekunst sovses ind i rømmedressing. Fortæller man dem, at det er det eneste sted i verden, hvor man bruger dressing til pizza, ryster de skeptisk på hovedet og siger, at det tror de i hvert fald ikke på.
Jeg hørte for en del år siden en italiensk pizzakok fortælle i norsk radio, at hvis hans mor vidste, hvordan man spiser pizza i Norge, ville hun rotere i sin grav.
Pizzaerne holder ikke bare til i frysediskene. Stort set hver eneste cafe og beverdingel over det ganske land er i stand til at diske op med en eller anden pizzavariant, hvis gæsterne skulle få lyst til at spise.
Pizzaspiseriet har også haft den pudsige effekt, at man i Norge kan købe peperoni-smørreost - et produkt jeg ikke mindes at have set andre steder i verden.
Der er ikke rigtig nogen, der kan forklare, hvorfor pizza er så populært. Mit gæt er, at pizza - og her især Grandiosa - er særdeles billig mad. De kan som regel fås på tilbud til halv pris - sådan en 30 - 40 kroner. Jeg købte en kasse med 10 Grandiosa i OBS for 150 kroner - og det er billigt i et land, hvor en lille bakke leverpostej koster 25 kroner.
Nu er det jo ikke gjort med selve pizzaen. De fleste nordmænd bygger som regel videre på den frosne model med lidt ekstra fyld og masser af ost - for her i landet skal en ordentlig pizza helst minde om en ostefondue.
Jeg byggede også videre på dagens Grandiosa - lidt ekstra fyld i form af en stærk spegeskinke og så lidt ekstra ost. Som man kan se, ser det lækkert ud, og det smager himmelsk, men særlig sundt er det nu nok ikke. Så i morgen står den altså på almindelig mad igen.


Ha' det til vi ses igen

Jesper

En unyttig oplysning

Her er en oplysning, som sikkert ikke har nogen interesse, men jeg synes alligevel, at bloggens læsere bør vide, at det er på mandag den 15. oktober, at det er sidste chance for indlevering af fragt til den norske forskningsstation Troll på Antarktis. Når du det ikke, er der et år til næste afgang.

Jesper

lørdag den 6. oktober 2007

Dagens ord

De nordiske sprog ligner hinanden på mange måder - og dog er de så forskellige. Når man er bange eller hører et smukt stykke musik, får man på dansk og norsk det, der med et malende ord hedder gåsehud.
Men jeg må indrømme, at det svenske udtryk er mindst ligeså malende. Hinsidan får man nemlig ståpels.
Og det kan man så gå og fundere over sådan en lørdag eftermiddag.

Jesper

fredag den 5. oktober 2007

Lejrbål

T.G.I.F. Thank God - It is Friday! som de siger på min multinationale arbejdsplads. Jeg plejer nu at kalde det EF-dag - Endelig Fredag! I dagens anledning tillod jeg mig at holde lidt tidligt fri. På vej ud mod Straumsbukta lagde jeg mærke til, at solen skinnede og fjorden var nærmest spejlblank.

Derfor fandt den gamle spejder på, at vi skulle have fredagslejrbål, inden solen gik ned ved 17-tiden. Dina kiggede på mig som om jeg var blevet tosset. Men hun accepterede ideen. Vi gik ned til stranden - fjæran, som de lokale siger -bevæbnet med brænde, øl og Gammel Dansk og havde den mest fantastisk dejlige mørkning, som det vist nok hed i gamle dage på gammel dansk. Da dagene bliver stadig kortere og vinteren nærmer sig ubønhørligt, var det måske årets sidste chance for at sidde udendørs og nyde solnedgangen. Så det gjorde vi noget så eftertrykkeligt.

Sådan bare at gå ud og tænde et bål på strandbredden er en af de mest vidunderlige ting, man kan gøre, når man bor på landet ved stranden. Og det er med til, at vi er så fantastisk glade for at bo her i Straumsbukta.

Nu er det godtnok ikke længere tid siden end forrige lørdag, hvor jeg sad ved lejrbålet i Birgittes have nede på Fyn, men lejrbålet er nu en dejlig måde at slutte dagen på.

Jeg ville gerne have bragt et billede af begivenheden, men kameraet ligger på kontoret, så du må nøjes med et billede af Dina og jeg fra Sct. Hans Aften, hvor vi også havde bål på stranden.

Ha' det

Jesper

onsdag den 3. oktober 2007

Blæsevejr

Jeg har tidligere pralet med, at det aldrig blæser i Straumsbukta. Det er nu ikke sandt. I dag vågnede vi op til efterårets første storm.

Det er nu et harmløst blæsevejr i forhold til, hvad vi var vant til i Grønland - og såmænd også i Farsø, hvor det ellers altid blæser. Her til morgen vil jeg gætte på, at vinden lå på en 15 - 20 m/s. Det er det, der i Beaufort-sprog svarer til frisk vind. Vinden kommer fra vest, altså ude fra Atlanterhavet og er forbløffende varm - cirka 10 grader, så vi mærker helt tydeligt påvirkningen fra Golfstrømmen heroppe.

Billedet er taget i morges ved syvtiden, og der er for en gangs skyld skum på bølgerne. Det er også tydeligt, at vi nu går mod mørkere tider. Faktisk var det den første morgen, hvor det ikke har været helt lyst, da jeg tog hjemmefra. Men det går også stærkt i øjeblikket. Dagen aftager med cirka ni minutter i døgnet. Om godt halvanden måned - den 25. november er det slut. Da begynder mørketiden, hvor solen slet ikke står op. Det varer ind til den 17. januar. Men den tid, den sorg. Vi skal endelig ikke tage sorgerne på forskud, så jeg vil også i dag ønske en rigtig god dag til alle.

Ha' det

Jesper

tirsdag den 2. oktober 2007

Frit valg

Nordmænd - og det vil i denne sammenhæng sige pressen og politikerne - har en forbløffende evne til seriøst at diskutere de mest urimelige krav i den offentlige debat, hvis blot der er den mindste risiko for, at man ellers kan blive beskyldt for politisk ukorrekthed.
Morgennyhederne i P4 bragte i dag en historie om, at en "gruppe af pårørende til rusmisbrukere kræver, at der bliver indført frit valg af socialkontor på linie med det frie sygehusvalg. Helseministeren synes, at det er en god ide."
Jeg ved ikke, hvad de forestiller sig. Skal socialkontorene nu til at konkurrere om, hvem der er mest flink til at udbetale socialhjælp? Eller skal socialkontorene til at have ugens tilbud for at tiltrække klienterne? "I denne uge giver vi dobbelt huslejetilskud!" "Besøg os tre uger i træk og få en uges ekstra bonussocialhjælp!" "Tre raske dage - alt skal væk - tøm kommunekassen på ti minutter!"
Nej, verden er af lave i Norge.

Ha' det

Jesper

mandag den 1. oktober 2007

Mors fødselsdag

I dag kan jeg så føje endnu en fødselsdag til den række af fødselsdage, vi har fejret her på bloggen. I dag er det nemlig min mors fødselsdag - og det ønsker både Dina og jeg til lykke med.

Mor plejer ikke at gøre så meget stads ud af dagen, så det bliver nok tilgivet, at vi ikke kan være med til at fejre den. Men vi har da hejst flaget i dagens anledning. I mangel af Dannebrog er det det grønlandske flag, men eftersom det - som sædvanligt i Straumsbukta - ikke blæser, er det vel også de færreste, der kan se forskel.

Når jeg har skrevet denne hilsen, er det tid at gå på arbejde, men inden da vil jeg ønske alle en god kommende uge.



Ha' det



Jesper